Start: Farevatn, Ljosland (700 m.o.h). Parkering ved Ljosland Skicenter
Længde: ca. 10 km. i alt (ud og hjem ad samme vej)
Højdemeter: ca. 350 højdemeter

Det sydlige Norge og Setesdal byder på det ene smukke fjeld efter det andet. Og hvad er så mere oplagt end at bestige det sydligste fjeld i Norge på over 1.000 meter? Jeg var i hvert fald mere end opsat på at komme på en vandretur til Skoræ, da jeg kunne forestille mig en fantastisk god udsigt over landskabet – når nu man på toppen ville befinde sig på det højeste fjeld i området.

Start turen til Skoræ fra Ljosland

Vandreturen til Skoræ i Setesdal kan startes flere steder i Ljosland. Vi startede turen fra søen Farevatn, der ligger i et hytteområde i Ljosland. Det var vældig bekvemt for os, da vi kunne gå direkte fra den hytte, vi boede i. Det er muligt at parkere ved Ljosland Skicenter. Herfra er der knap 1 kilometers gang til Farevatn.

Ved Farevatn fanger vi stien og følger den vest omkring søen. Det første stykke er en grusvej, og vi passerer en bom. Stien snævrer efterhånden ind, og ved den nordlige ende af søen, er det muligt at nyde udsigten over Farevatn, der ligger omkranset af stejle klippevægge. I horisonten ligger hytteområdet med de grønne græstage, der falder i ét med landskabet.

Vi fortsætter videre, og kommer snart til et aflåst dagshelter, som nok kun bruges som varmehytte til langrendløberne i vinterperioden. Herfra handler det også om ikke at følge langrendsporet, men i stedet følge vandrestien, der er markeret med rød.

Læs også min guide til at vandre i det sydlige Norge, hvor jeg tipper om steder at bo.

Pause ved vandfaldet

Herefter følger vi bækken, og kommer snart til et lille vandfald. Her går vi ind og holder en lille pause, så Hans kan lege lidt, samt få en tør ble og en snack.

Vejret er strålende med solskin, og selvom temperaturen er kold, er humøret højt, for jeg synes det er fedest at vandre i lidt køligt vejr. Vi går også over et par passager med sne. Ikke noget jeg havde regnet med på vandretur i det sydlige Norge i juli måned. Men vi joker altid med, at vi ikke kan være på ferie uden at støde på sne. Det siger noget om, at vi altid er lidt oppe i højderne på vores ferier – præcis som jeg bedst kan lide det.

Snart kommer vi til et skilt, der viser retning mod Lakkenstova. Her skal man i stedet gå ligeud og følge stien venstre om skiltet.

Fantastisk udsigt på vej mod toppen

Efterhånden tager højdemeterne til, og det begynder at give mening, at vi er på vej mod det højeste fjeld i Åseral kommune i Agder. Pulsen stiger i takt med højdemeterne, for selvom vi kun er på en lille dagstur, har vi jo altså små 12 kg. på ryggen (baby Hans), som vi skiftes til at bære. Derudover følger selvfølgelig en dagtursrygsæk, som også er mere fyldt, end før vi fik baby med ud og vandre. Bleer, mad, vand osv. til et ekstra lille (sultent) menneske fylder altså bare.

I takt med de kilometer, vi tilbagelægger, bliver jeg mere og mere imponeret over landskabet. Der er strålende udsigt til det omkringliggende fjeldlandskab, som er plettet med små søer og vandløb. Landskabet bliver mere og mere bart, jo længere vi kommer op. Snart bliver stien sværere at få øje på, da stien bliver mere og mere stenet. Det er om at holde øje med de røde markeringer på stenene.

360 graders udsigt på vandretur til Skoræ

Vi når toppen af Skoræ lige i tid til frokost. Den lille fyr omme i bærerygsækken er ved at være godt sulten, så vi skynder os at sætte os ned og få lidt mad i ham. Det blæser dog vildt på toppen, så jeg må være hurtig til at knipse et par billeder og nyde den fantastiske 360 graders udsigt, inden vi går videre ned tilbage ad stien for at finde et sted, vi kan holde frokostpause i læ for blæsten.

Vi finder et dejligt sted i læ lidt længere nede, hvor vi rigtigt kan mærke sommersolen varme. Hans nyder at få noget mad og lege lidt med de omgivende sten, blomster og planter.

Herefter går turen den samme vej tilbage. Jeg elsker rundture, men er egentlig også vild med ture, der er ud og hjem ad samme vej. Man oplever altid noget andet på tilbagevejen, og jeg nyder det nye perspektiv det giver at gå nedad.

Omkring kl. 15.00 er vi tilbage ved vores hytte. Vi er helt høje ovenpå dagens vandretur til Skoræ, da vi blev så positivt overraskede over det voldsomt smukke fjeldlandskab.

Vandreturen til Skoræ får en stor anbefaling herfra. Den er meget overkommelig, så både børn, ældre og babyer i bærerygsæk kan være med. Samtidig byder turen på fede udsigter, og så er det jo også lidt sjovt at have besteget norges sydligste fjeld på over 1.000 meter.

Rute til Skoræ fra Lakkenstova

En toptur til Skoræ kan også kombineres med en vandretur til hytten Lakkenstova. Her kunne det være en fin tur at vandre til Lakkenstova for at overnatte, og fortsætte videre til Skoræ næste dag. Turen til Skoræ fra Lakkenstova kan også gøres til en udflugtstur fra Lakkenstova, hvis man fx bliver to nætter ved Lakkenstova.

Du kan læse om vandreturen til Lakkenstova fra Ljosland her.

Indlægget Vandretur til Skoræ i det sydlige Norge blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Der er ikke noget at sige til, at polakkerne er stolte af det smukke stykke natur, der ligger på grænsen mellem Polen og Slovakiet. De polske Tatrabjerge fylder måske ikke et kæmpestort areal (sammenlignet med Tatrabjergene på den slovakiske side). Men heldigvis bugner det med fantastiske naturperler. Arealet er også så overskueligt, at på bare en enkelt uges vandreferie, kan det lade sig gøre at opleve rigtig meget af det, som Tatrabjergene i Polen har at byde på.

Fordelen ved det overskuelige areal er også, at det er nemmere at planlægge en hytte til hytte vandring i Tatrabjergene. Otte bjerghytter lyder måske ikke af meget sammenlignet med andre stedet i Europa. Til gengæld kan det nærmest lade sig gøre at se dem alle sammen på en enkelt ferie. Skulle du alligevel have lyst til en bredere vifte af muligheder, kan vandreturen udvides til at omfatte Tatrabjergene på den slovakiske side. Her ligger der også gode bjerghytter til overnatning.

4 dages hytte til hytte vandring i Tatrabjergene

Min mand og jeg planlagde hjemmefra en hytte til hytte tur i Tatrabjergene med tre overnatninger og fire vandredage. Vi rejste i oktober, men det var en forholdsvis spontan tur, så vi planlagde det først i september, hvor en del af hytterne desværre allerede var booket op.

To steder lykkedes det at booke, mens det tredje sted blev en satsning, hvor vi på dagen ville høre om de havde plads (der kan jo være afbud). Vi endte dog kun med 2 overnatninger, da vi ikke kunne få plads det sidste sted. Men ruten fejler stadig intet, så jeg vil kun opfordre til at tage turen med tre overnatninger (selvom det sidste sted ligger ret tæt på Zakopane – det var også derfor, at det ikke var en katastrofe, at de ikke havde plads – vi fortsatte bare videre til Zakopane, hvor vi fandt overnatning på et pensionat).

• Dag 1: Wierch Poroniec – Dolina Roztoka
• Dag 2: Dolina Roztoka – Dolina Murowaniec (Gasienicowa)
• Dag 3: Dolina Murowaniec – Hala Kondratowa
• Dag 4: Hala Kondratowa – Kuznice (Zakopane)
  
  

Wierch Poroniec til Dolina Roztoka

Fra Zakopane kan du tage en bus til Wierch Poroniec. Her er der en parkeringsplads, hvorfra nogle vandrestier starter. Vi tog bussen fra stationen i Zakopane (fik ikke noteret retning og busnummer – beklager!). Men spørg ved busstationen eller i turistinfo, så skal de nok hjælpe. Man kan selvfølgelig også køre i bil til parkeringspladsen, men så er det vigtigt at ankomme tidligt på dagen.

Hver sti i Tatrabjergene har en farve. Det gør det både overskueligt at følge skiltningen og genkende stien på et kort.

Fra Wierch Poroniec følger vi den grønne vandresti i retning mod Polana Rusinowa. Snart bliver stien blå – igen mod Polana Rusinowa, som i øvrigt er et særdeles fremragende sted til et hvil og måske en madpakke. Udsigten herfra er fortryllende. Vi var kommet lidt sent afsted, så vi skyndte os lidt hurtigt videre for at nå til hytten, inden mørket faldt på. Men ikke desto mindre var det her, at det gik op for mig, hvor smukt, der er i Tatrabjergene.

Efter Polana Rusinowa fanger vi den sorte sti videre mod Dolina Roztoka. Stien går nu gennem nåleskov og vi krydser en flod via en bro. Så går det lidt opad, inden landskabet igen åbner sig og forkæler synssansen med smukke bjerge forude. Efter ca. 30 minutters vandren, kommer vi til et skilt, hvor vi selvfølgelig følger retningen mod hytten via rød sti.

Gemt væk i skoven

Fra skoven kommer vi ud på en vej (og det er faktisk vejen til Morskie Oko). Her går vi til højre, indtil vi kommer til et sted med bænke og WC-skure. På den anden side ligger vandfaldet Wodogrzmoty Mickiewicza. Ved bænkene følger vi den lille grønne sti ned mod hytten Dolina Roztoka.

Hytten ligger gemt væk i skoven, så selvom den ikke ligger så langt fra den asfalterede vej, så føles den meget afsides. I hytten bestiller vi et måltid mad og en kold fadøl, mens vi læser og spiller kort. Vi har været så heldige at få et af de private værelser, men det er også muligt at sove i de billigere dorm rooms. Standarden er langt højere, end hvad jeg forventede.

Dolina Roztoka til Dolina Murowaniec

Om morgenen starter vi med morgenmad og kaffe i hytten, inden vi bevæger os videre. Det er klart og friskt i vejret, og oktobersolen bevæger sig med hastige skridt over træernes toppe.

Vi følger den grønne sti tilbage mod den asfalterede vej. Her krydser vi vejen og fortsætter ad grøn sti mod retningen, hvor der står Dolina Pieciu Stawow Polskich. Det starter med at gå opad gennem skoven, som på et tidspunkt åbner sig op for igen at blive tættere. Vi krydser en træbro over en flod, hvor der nærmest ikke er mere vand i. En stor stamme ligger på tværs over den tørre flod, og jeg kan selvfølgelig ikke lade en god billedmulighed gå tabt. Siden jeg var barn har jeg godt kunne lide at klatre på ting. Den lyst kommer altid frem til overfladen igen, når jeg befinder mig i naturen.

Mod Valley of 5 Lakes

Snart går det opad, og vi følger nu den sorte sti mod hytten Dolina Pieciu Stawow Polskich, der ligger i Valley of 5 Lakes. Herfra går det for alvor opad. Man kan også vælge at fortsætte ad den grønne rute, som ikke er ligeså stejl – men til gengæld lidt længere. Tager man den sorte sti, rammer man hytten ved søen Przedni Staw. Den grønne sti rammer midten af de to søer – Przedni Staw og Wielki Staw. Herfra kan man også sagtens gå det lille stykke til hytten, så det ene udelukker ikke det andet.

Ved skiltningen kan man også tage en afstikker til Siklawa Waterfall, der er polens største vandfald. Jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor vi ikke gjorde det. Måske var det tidspres, men jeg kan ærligt talt ikke huske det. Det er i hvert fald oplagt at tage vejen forbi, hvis tiden er til det.

Ved hytten i Valley of 5 Lakes spiser vi frokost og finder herefter et afsides spot ved søen. Solen skinner, så vi vil gerne holde noget af vores pause udendørs. Vi laver kaffe på vores medbragte brænder. Det blæser en del, så selvom solen skinner fra en stort set skyfri himmel, gør det godt med noget at varme sig på.

Fantastisk udsigt fra Zawrat

Efter frokost, kaffe og pause i de utroligt smukke omgivelser, bevæger vi os videre. Snart ligger hytten og søerne bag os, og vi bliver forkælet med skøn udsigt udover landskabet. Vi går nu på blå sti med retning mod Zawrat (2.158 m.). En rute med en del højdemeter, der får pulsen op hos os begge. Men snart venter belønningen os, da vi når til toppen af Zawrat. Herfra har vi en fantastisk udsigt til søen Zadni Staw, der ligger som en sort perle i det bjergrige landskab.

Vi kan også se en del bjergtoppe herfra. Den mest fremtrædende er toppen Krywan (2.450 m.), som stikker op i horisonten og faktisk befinder sig i Slovakiet. Men også Walentkowy Wierch (2.156 m.) fanger min opmærksomhed, da jeg i zoomobjektivet får øje på et par bittesmå mennesker på toppen.

Den hårde tur opad er næsten altid det hele værd, når udsigten er som denne!

Vild vej mod hytten

Hvad vi ikke er helt forberedte på, er den vej nedad, der nu venter os på den anden side af bjerget. Her ligger landskabet i skygge, hvilket betyder, at klippeoverfladen mange steder er iset helt til. Oven i købet er nedstigningen så stejl, at der er sat kæder op. Man kan dårligt kalde ruten for en sti, da det minder mere om Via Ferrata – altså en slags klatresti. Nogle steder holder vi næsten vejret, ligesom vi holder et fast fokus på, hvor vi sætter arme og ben. På de isede stræk virker det mest sikkert at glide på numsen, da støvlerne på ingen måde kan stå fast på den glatte og stejle overflade.

Alligevel er vi langt før nede end de to andre, vi mødte på toppen af Zawrat. Selvom jeg synes, at vi har taget det i et meget langsomt tempo, kommer vores adræthed os til gode her. Dette er altså ikke en rute for dem, der foretrækker en vandresti, hvor man kan nøjes med at sætte det ene ben foran det andet – og så fremdeles. Jeg vil klassificere denne strækning som svær.

Men der findes andre veje fra Valley of 5 Lakes, der fører til den næste hytte. Hvordan sværhedsgraderne er på dem, ved jeg ikke. Generelt er der en ret stor forgrening af vandrestier i området, og jeg vil tro, at den gule sti, der kan tages nede fra søen Wielki Staw er noget mere fremkommelig (omend også længere kilometermæssigt). Det er i øvrigt også den sti, der tager dig forbi vandfaldet Siklawa.

Har man mod på at tage vejen ned ad kæder, kan jeg kun give mine aller varmeste anbefalinger, da udsigten fra Zawrat virkelig er noget at stile efter. Uden is ville det også have været en lettere tur ned, gætter jeg på.

Krystalklar sø og solnedgang i Tatrabjergene

Da vi er nede efter de værste strabadser, står solen efterhånden lavt på himlen. Snart kommer vi til søen Czarny Staw Gasienicowy, som står krystalklart og spejler omgivelserne. Søen bliver kun flottere, da vi følger stien langs den (stadig blå sti). Jeg føler, at jeg kunne blive her en evighed og skyde billeder af det spejlblanke vand. Men solen er ved at gå ned, og vi har stadig omring 45 minutters vandring tilbage, inden vi når hytten Dolina Murowaniec.

Selvom jeg stresser lidt over at nå hytten inden mørket falder på, kunne jeg ikke ønske mig en flottere afslutning på dagen. Solens sidste stråler farver himlen orange i horisonten. Som om den ved, at vi går lige netop i den retning. Vi når da også hytten inden mørket omslutter os. Og vi kan ikke lade være med at tænke på dem vi overhalede på vejen ned, som nu er efterladt i mørket. Forhåbentligt har de pandelygter med sig. I hvert fald ser vi dem ankomme til hytten senere på aftenen, da vi efter et måltid mad hygger os med et spil yatzy.

Vi går tidligt til ro i køjerne i 6-mands værelset, da dagen har budt på en del kilometer og ikke mindst højdemeter (de er langt hårdere end kilometerne).

Dolina Murowaniec – Hala Kondratowa

Næste morgen spiser vi morgenmad i hytten, og ved 8-tiden er vi igen på farten. Denne gang i retning mod hytten Hala Kondratowa. Først går turen mod højdepunktet Kasprowy Wierch (1.987 m.), så vi følger den gule sti. Vi lægger hytten bag os, men kan i lang tid se hyttens skorsten med røg stikke op over trætoppene, når vi vender os om.

Ruten tager os med det samme opad, og vi kan se den lift, som man i skisæsonen kan tage til Kasprowy Wierch. Om vinteren er stedet et af polens største skiområder.

Vandretur mellem Polen og Slovakiet

Ved toppen fanger vi rød sti, som tager os langs højderyggen Goryczkowa Czuba. Det specielle ved ruten her er, at højderyggen markerer grænsen mellem Polen og Slovakiet. Kigger vi til den ene side, ser vi Polen, mens den anden side viser os de Slovakiske Tatrabjerge (som i den grad også ser ud til at være et besøg værd). Det er en enormt smuk (og blæsende) tur langs højderyggen.

På den polske side har vi udsigt til bjergkammen Zawrat Kasprowy og bjergtoppen Kopa Magury, der ikke er til at overse i landskabet. Kigger vi tilbage fra den vej vi er kommet, kan vi se bjergtoppen Giewont (1.894 m.) Vå får også Swinica (2.301 m.) at se i horisonten. Hvis man bare er det mindste interesseret i områdets bjergtoppe, er dette altså en perfekt rute til at spotte nogle af de højeste og mest kendte i Tatrabjergene.

Efter en vindblæst tur langs bjergkammen kommer vi til skiltning, hvor vi tager den grønne sti i retning mod Hala Kondratowa. Herfra går det nedad, og lidt under en time efter, er vi ved Hala Kondratowa. Her vrimler det lige pludseligt med mennesker. I hytten bestiller vi Pierogi til frokost. En traditionel polsk ret, som minder om en mellemting mellem en dumpling og tortellini. Hvis man som mig er vild med carbs, skal du ikke snyde dig selv for at smage dem. Det gode ved at vandre er vel netop også, at det ligesom giver tilladelse til at nyde godt af lækre kulhydrater!

Hala Kondratowa til Kuznice

Egentlig var vores oprindelige plan at overnatte i hytten. De havde desværre bare ikke plads til os, selvom vi ankom allerede ved 14-15 tiden. Vi havde nok håbet på nogle afbud. Det var dog ikke en katastrofe, da hytten ikke ligger mere end ca. halvanden times vandring fra Kuznice. Herfra er det nemt at tage en bus ind til Zakopane centrum.

Efter måltidet vandrede vi derfor videre ad blå sti i retning mod Kuznice og Hotel Kalatowki. Her er det i øvrigt også muligt at overnatte. Hotellet er smukt beliggende for foden af bjerget, lige ved træernes udmunding.

Jeg vil helt klart anbefale at strække turen til fire nætter og få den fulde hytte til hytte oplevelse. Havde vi overnattet i Hola Kondratowa kunne jeg godt have fundet på at gå op til bjergpasset, hvorfra vi var kommet tidligere på dagen. Altså der, hvor vi drejede ned mod hytten. Jeg er sikker på, at det kunne være et flot sted at se solen gå ned uden en masse andre mennesker. Vejen nedad var også så fremkommelig, at den godt kunne udføres med pandelampe.

Flere forslag til hytte til hytte i Tatrabjergene

Selvom der kun befinder sig otte hytter i de polske Tatrabjerge, er det muligt at kombinere hytte til hytte vandring på et utal af måder. Der er et meget omfattende stisystem i Tatrabjergene, og skiltningen er for det meste rigtig god. På en dagstur besøgte vi også hytten ved Morskie Oko, mens vi på en anden dagstur kom forbi hytten Hala Ornak, der var virkelig hyggelig. Kun fantasien sætter grænser.

På siden her finder du et interaktivt kort, der viser vandrestierne, så du selv kan planlægge at vandre hytte til hytte i Tatrabjergene.

Cicerone har også en guidebog til vandring i Tatrabjergene. Jeg er generelt glad for Cicerone, når det kommer til guidebøger om vandring. Der er altid gode forslag til ruter, og jeg er generelt også bare glad for at sidde med noget fysisk i hånden, når jeg planlægger og researcher.

Planlæg din egen rute i Tatrabjergene

Vil du selv have et overblik over de otte hytter i de polske Tatrabjerge, finder du en oversigt over hytterne her. Oversigten viser også den korteste rute til hytterne fra det nærmeste busstoppested. Der er altså også rig mulighed for at besøge hytterne på dagsture. Men jeg kan kun anbefale at booke minimum en enkelt nat i en hytte. På den måde får man set landskabet og hytterne uden dagsturisterne, ligesom det er lettere at komme tidligt ud af fjerene og få vandrestierne for sig selv.

For hytterne ER populære. Specielt fordi de er så let tilgængelige. De fleste (også børnefamilier) kan vandre til hytterne, men der er heldigvis ingen der siger, at man SKAL tage den letteste og korteste vej. Til gengæld betyder det, at jeg ville vælge at besøge de polske Tatrabjerge og vandre hytte til hytte uden for højsæsonen. Under alle omstændigheder er det dog vigtigt at booke plads i hytterne på forhånd. Sådan er det vist de fleste steder i Europa, men i og med, at alle de otte hytter er ret nemme at komme til, gør det sig i særdeleshed gældende her.

Læs mere om det i min guide til vandring i de polske Tatrabjerge lige her.

Indlægget Hytte til hytte vandring i de polske Tatrabjerge blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Første nat i Olympic National Park tilbragte min mand og jeg ved Moose Lake. Den vidunderlige sø ligger placeret i et bjergrigt landskab, hvor der er en helt speciel fred og ro. Turen til Moose Lake kan sagtens gøres til en dagstur, men en overnatning ved søen giver mulighed for at mærke den magiske stemning ved både solnedgang og solopgang.

Vi begyndte først vandreturen til Moose Lake ved 17-18 tiden, da vi samme dag var kørt fra Seattle og havde brugt en del tid ved Olympic National Park Visitor Center i Port Angeles. Her fik vi hjælp til at planlægge vores fire nætter i nationalparken. Turen til Moose Lake passede perfekt til første nat, da køreturen til trailhead ikke ligger alt for langt væk fra Port Angeles. Ifølge park rangeren, der hjalp os med at planlægge turen, var Moose Lake også hans favoritsted at campe. Vores forventninger var derfor tårnhøje, da vi kørte mod Obstruction Point Trailhead, hvor vandreturen mod Moose Lake starter.

Transport til trailhead

Fra Visitor Center i Port Angeles kører du ligeud ad Hurricane Ridge Rd. Snart ændrer landskabet sig dramatisk, og det er umuligt ikke lige at stoppe op for at tage billeder af udsigterne. Vejret var ikke helt med os, da vi kørte mod trailhead, men tågen og skyerne gav alligevel nogle magiske billeder. Det er nødvendigt at tage det skyede vejr med et smil, når du rejser rundt i det nordvestlige USA. Der er nemlig en grund til, at der ligger regnskov i Olympic National Park; du kan ikke komme udenom, at der falder en del nedbør. Men det er en del af charmen, da det giver landskabet og omgivelserne en helt speciel magi.

Efter et godt stykke bjergkørsel drejer du skarpt til venstre ad en jordvej lige inden du når til parkeringspladsen ved Hurricane Ridge. Den smalle jordvej fører også forbi den sti, der går til PJ Lake. Det kan være en fin lille ekstra tur at tage enten inden eller efter vandreturen til Moose Lake, da den kun er omkring 2.5 km ud og hjem. Til gengæld med en del højdemeter.

Fra PJ Lake er der cirka 15 minutters kørsel tilbage, inden du når Obstruction Point Trailhead. Hele turen fra Olympic National Park Visitor Center tager omkring 1 time og 20 min. afhængig af vejr og trafik. I højsæsonen tror jeg godt, at der kan være kø op til Hurricane Ridge, som er et af parkens mest populære steder.

Rutebeskrivelse

Start: Obstruction Point Trailhead. Faciliteter: Parkeringsplads, toilet (og fantastisk udsigt!)

Distance: 13 km. ud og hjem (6,5 km. hver vej)

Højeste punkt på ruten: 1.965 m.

Højdemeter: 457 m.

Alternativt loop: På vej tilbage til Obstruction Point Tailhead, kan du tage vejen ad Badger Valley Trail i stedet for at gå tilbage ad Grand Pass Trail. Vi havde ikke denne mulighed, da der var for meget sne over Badger Valley. Gør du det, skal du på vejen tilbage i stedet dreje af mod Grand Lake. Turen bliver dermed 14,5 km. i alt frem for 13 km. Det er til at overskue, hvis man hellere vil have et loop.

En skyet start

Da vi ankommer til Obstruction Point Trailhead begynder skyerne at feje ind over landskabet. Den strålende udsigt, der ellers venter allerede fra parkeringspladsen, forsvinder snart i de hvide skyer. Vi pakker vores tasker og klæder om i bilen. Før vi får set os om, begynder det at regne ligesom vi er klar til at gå. Tågen indhyller os i en hvid bobbel, og stemningen er ikke, hvad den har været. Det er altid bittert at påbegynde en tur i regn. Men hvis der er noget, jeg efterhånden har lært, så er det, at der ikke skal meget mere end et hul i skyerne til, at stemningen bliver god igen. Jeg skal bare lige se et glimt af et bjerg for at få et smil på læben.

Fra trailhead fanger vi stien til højre, og starter med at gå gennem store passager af sne. Her i slutningen af juni måned, har sneen stadig sit faste, kolde greb om store dele af landskabet. Vi kan ikke se mange meter frem for os grundet tåge. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der i princippet kan dukke en bjørn op i tågen når som helst. Den dårlige sigtbarhed og det våde vejr fortsætter på vej ned mod Moose Lake. Vi går gennem flere passager af sne, hvor jeg taknemmeligt bruger mine vandrestave for bedre stabilitet. Jeg har ingen intentioner om at tage en genvej ned ad bjergsiden!

I takt med kilometerne begynder skyerne at åbne op for udsigterne, og jeg får nogle glimt af det magiske landskab, der kendetegner Pacific Northwest. Skyerne og de grå nuancer bidrager kun til den stemning, og jeg begynder at sætte pris på, at vi ikke står under en blå himmel.

En “hjortelig” velkomst

Vi bevæger os efterhånden ret meget nedad, og får et glimt af det, der må være Grand Lake helt nede i dalen. Ruten bevæger sig gennem skov, hvor myggene slås om at sætte sig på de få udsatte steder i ansigtet. Inde mellem træerne spotter vi en hjort, og selvom vi ikke er gået forfærdeligt mange kilometer fra bilen, føler vi os meget langt inde i vildmarken.

På trods af, at turen fra Obstruction Point Trailhead til Moose Lake kun er omkring 6,5 km., føler vi, at turen nedad bliver ved og ved. Heldigvis går solen først ned ved 21-tiden. Alligevel stresser vi lidt over at nå frem og sætte camp, inden mørket falder på.

Vi passerer et skilt, der viser vej til Grand Lake. Vi fortsætter knap 1 km. endnu, indtil vi når til Moose Lake.

Som en slags velkomst bliver vi mødt af en stor flot hjort, da vi når til den ranger cabin, der ligger ved søen. Vi er nok tidligt på sæsonen, for der bor ingen park ranger på sitet endnu.

Campspots ved Moose Lake

Lettere presset over at finde et camp site inden mørket falder på, prøver vi at finde hoved og hale i, hvor de forskellige sites ligger placeret omkring søen. Pladserne er markeret med en træpæl og et nummer. Der er i alt syv pladser ved Moose Lake. Gå gerne på opdagelse for at finde det bedste ledige site. Når du passerer ranger cabin og går videre, kommer der nogle gode sites lige ved bredden af søen.

Vi vælger at snuppe stedet lige ned til vandet, selvom der også ligger nogle fine “secluded” sites længere væk fra søen. Der går små stier ind til både muldtoilet og bearwire.

Mørket er allerede faldetpå, da vi har fået teltet op og omsider ligger i vores soveposer. Det er blevet køligt, men der ligger også pletter af sne omkring os, da vi endnu kun er i slutningen af juni måned. Vi koger vand til vores frysetørrede mad, og nyder omsider et varmt måltid mad ved 21.30 tiden. Inden vi lægger os til ro følges vi i mørket op til pladsens bearwire. Det er lidt skummelt at færdes i området i mørke, når man ved at bjørne og pumaer kan ligge og lure i i krattet. Vi følger lyset fra vores pandelygter og holder os tæt sammen, indtil vi igen er tilbage i soveposerne. Vi skal lige vænne os til at være omgivet af vildnæsset og befinde os i de vilde dyrs territorie.

Panisk “toilet-tur”

Jeg vågner næste morgen mere udhvilet end dagen før, på trods af, at jeg også har haft søvnløse perioder i løbet af natten. Det skyldes mest af alt, at det ikke kun er mit sind, der stadig er lidt jetlagged. Min mave kører åbenbart også på dansk tid, for i løbet af natten er jeg vågnet en del gange med stor trang til et toilet! Til sidst bliver mavepinen så slem, at jeg hverken kan udskyde nr. 1 eller nr. 2, så der sker det, jeg har frygtet allermest. Jeg må alene ud i skoven midt om natten velvidende, at der bor både bjørne og pumaer i området.

Jeg ved udemærket, at risikoen for at blive angrebet er usandsynligt lille. Men jeg ved også, at der står et enkelt andet telt ikke så forfærdeligt langt fra vores, så jeg kan ikke begynde at råbe op for at skræmme farlige dyr væk. Samtidig er jeg et utroligt presset menneske – lad os bare sige, at jeg har udskudt turen ud i mørket længe nok. Og jeg skal for alt i verden ikke gå de par hundrede meter op til muldtoilettet i skoven. Aldrig har jeg så panisk gravet et hul i skovbunden i pandelysets skær. Og aldrig har jeg været så hurtig til at klare både det ene og det andet.

Tilbage i teltet er der ikke megen medlidenhed at hente, selvom mit hjerte stadig hamrer derudaf. Sådan går det, når man sidder der i skovbunden med alle sanserne siddende uden på tøjet. Tilsyneladende synes min mand, at fadæsen har været mere morsom end risikabel. Næste morgen kan jeg heldigvis heller ikke andet end grine af det hele. Og jeg bliver heldigvis mere tryg ved at skulle ud og tisse om natten, selvom det aldrig huer mig helt så meget.

Idyllisk campspot blandt skovens beboere

Morgenen starter til gengæld helt fantastisk. Solen skinner og varmer, og afslører hvilket fantastisk landskab, vi befinder os i. Bjergsiderne reflekterer sig i søens blanke overflade, og får landskabet til at synes uendeligt. Snart får vi også besøg af en flok hjorte, der næsten er lidt for nysgerrige. Oven på nattens eskapader, får jeg da også endnu et chok, da jeg sætter mig på hug ved en busk for at lade vandet. Ud af buskadset springer et lille hjortekid. Mit hjerte springer op i halsen på mig, da skikkelsen ud af øjenkrogen ligeså vel kunne have været en puma. Sikke nogle toiletbesøg, jeg har mig herude i vildmarken!

Vi har svært ved at løsrive os fra Moose Lake i det strålende vejr, men da vi får pakket sammen og er klar til at gå, glæder jeg mig også til at se gårsdagens tur i solskinsvejr.

Det er da også en helt anden oplevelse, der venter os på turen op. For det første går det brat opad i modsætning til dagen før, der var en forholdsvis let tur ned til dalen og søen. På vej op må vi vende os om flere gange, for at nyde udsigten, hvor vi også får et kig til Grand Lake. Efter en opstigning, der sætter pulsen i sving, får vi en intet mindre end fantastisk udsigt. Tænk sig, at disse alpine bjerge har gemt sig bag tågen dagen forinden. Jeg føler, at jeg har hele Olympic National Park liggende for mine fødder. De snedækkede bjergtoppe fortsætter så langt øjet rækker og ender ud i et bølgegrønt landskab. Den grønne frodighed og de hvide tinder står i smuk kontrast til hinanden.

Tilbage mod Obstruction Point Trailhead

Efter den spektakulære udsigt følger vi bjergryggen videre ad Grand Pass Trail. Omkring middag returnerer vi til parkeringspladsen ved Obstruction Point Trailhead. Nu fyldt op med fornyet energi og klar til endnu en tur i Olympic National Park. Vi kører op til Hurricane Ridge, hvor vi spiser frokost, inden vi kører vest mod Sol Duc og turen til Deer Lake.

Praktisk – wilderness camping ved Moose Lake

• Der er 7 campsites ved Moose Lake.
  
  
• Det er altid nødvendigt at anskaffe et wilderness permit, når du skal overnatte i Olympic National Park. Du finder alle informationer om wilderness camping i Olympic National Park her.
  
  
• 50 % af pladserne ved Moose Lake kan reserveres i forvejen gennem denne side. Du kan tidligst begynde at reservere permits til den kommende sæson i februar måned. Den eksakte dato finder du gennem linket.
  
  
• Den anden halvdel af pladserne tildeles efter first come, first served-princippet. First come, first served-permits tildeles ved et Wilderness Information Center.
  
  
• Ved Moose Lake er der muldtoilet og bearwire. Du behøver derfor ikke at medbringe en bearbox, men du skal have en drybag eller lignende med, der kan hænges op. Husk at medbringe eget toiletpapir!
  
  
• Der er mange hjorte ved Moose Lake, og de er ikke særligt sky. Hold dine ting inde i teltet, da de efter sigende skulle have smag for at spise svedigt og dermed saltholdigt tøj.
  
  
• Nærmeste mulighed for indkøb er ved Hurricane Ridge Visitor Center, hvor der er en kantine med mad, snacks og ikke mindst kaffe. Hurricane Ridge er i øvrigt også et fremragende udgangspunkt for ture, men er til gengæld også utroligt populært og crowded.

Indlægget Vandring i Olympic National Park: Moose Lake blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Rigtig mange danskere stifter hvert år bekendtskab med Skånes smukke natur med en vandring på Skåneleden. Ruten giver mulighed for at udforske Skånes alsidige landskab på enten dagsture, weekendture eller længere ture med rygsæk og telt.

Hele ruten strækker sig over 1.186 km., men det er trods alt nok de færreste, der tager det hele i ét snuptag. Skåneleden er nemlig inddelt i 5 delruter og i alt 96 etaper. Det giver rig mulighed for at opleve forskellige områder i Skåne.

1. Kust-kustleden (SL1): 370 km. inddelt i 24 etaper
2. Nord-sydleden (SL2): 325 km. inddelt i 27 etaper
3. Ås-åsleden (SL3): 162 km. inddelt i 14 etaper
4. Österlenleden (SL4): 188 km. inddelt i 14 etaper
5. Öresundsleden (SL5): 172 km. inddelt i 17 etaper

Både Kust-kustleden og Ås-åsleden er særligt populære delruter af Skåneleden. På Kust-kustleden er der i den østlige ende af ruten masser af søer, mens den vestlige ende byder på flot kyststrækning på Bjärehalvøen. Ås-åsleden har den fordel at den er nem at komme til i både bil og tog. Men landskabet adskiller sig stadig meget fra det danske, hvilket især bliver synligt på den del af ruten, der går gennem Söderåsen Nationalpark.

På en forlænget weekendtur drog jeg derfor til Åstorp med min mand for at vandre ca. 80 km. på Ås-åsleden. Vi begyndte vandreturen fredag omkring middag og sluttede turen mandag også ved middagstid.

En fordel ved vandring på Skåneleden er også, at det er utroligt nemt at komme med tog til Skåne. Vi valgte derfor at tage toget til Åstorp, hvor Ås-åsleden starter. Fra Københavns Hovedbanegård tager det kun lidt mere end to timer. Jeg skal nok skrive meget mere om transport og andre praktiske informationer i et indlæg.

Dag 1 på Skåneleden: Åstorp – Kriga Skog (etape 1+2)

Åstorp –> et par kilometer før Kriga Skog: ca. 19 km.

Vi ankom med toget til Åstorp mandag formiddag og startede med at finde et supermarked for at proviantere til turen. Der ligger et lille supermarked lige ved stationen i Åstorp, men lidt længere fremme kommer der en større Lidl. Den finder du, hvis du fortsætter ad Storgatan og drejer til venstre ad Västra Vägen til du kommer til en lille rundkørsel.

Efter et besøg i Lidl og en noget forsinket morgenmad gik vi tilbage mod stationen, hvor skiltning viser vej mod Tingvalla. Det er kun en kort tur langs landevej, før Tingvalla dukker op på venstre side af vejen. Her er der også mulighed for parkering til dem, der ankommer i bil.

Ved Tingvalla er der toilet og et oversigtskort, der markerer Ås-åsledens – og dermed Skåneledens – begyndelse. Turen starter med at dreje til højre ind i løvskoven. Herfra følger du de orange markeringer, der viser, at du er på Skåneleden.

Kuperet terræn og svenske søer

Straks viser skoven også sit kuperede terræn frem, indtil vi kommer til et plateau, hvor ruten fortsætter ud af skoven. Efter lidt tid dukker der en sø op på højre side. Vi beslutter os for at tage et lille hvil. På ægte svensk manér spiser vi de kanelbullar, vi købte, da vi provianterede i Lidl. Hvis der er noget, jeg har lært af at vandre, så er det, at det også betaler sig at være lidt god ved sig selv. Jeg sætter virkelig stor pris på de små pauser, hvor der er plads til selvforkælelse. Det bedste af det hele; der er ikke noget, der hedder dårlig samvittighed over at spise kage, når man vandrer!

Den lille sø ville også være et rigtig fint sted at slå lejr. Men vi er ikke engang nået forbi første shelter endnu. Det betyder, at vi nok kun har gået omkring 5 km., siden vi startede i Tingvalla.

Da vi går videre, varer det heller ikke længe, før vi kommer til endnu en sø, der er lidt mindre poleret end den første. Her hersker den vilde natur, hvilket også betyder, at bredden ikke er tilgængelig for hverken badning eller et opslået telt. Til gengæld føles det godt at være midt ude i naturen så hurtigt efter at have forladt Danmark. Selvom mange ting minder om den danske natur, er der også meget, der ikke gør. Jeg synes det er fantastisk at kunne finde den slags glæde over anderledes natur så tæt på Danmark.

Hälebäck shelter

Ved Hälebäck shelter er der vandpumpe og toilet et stykke væk ved spejderhytten. Der er bålplads og i de fleste tilfælde også brænde – det var der dog ikke, da vi kom forbi.

10 km. inde på ruten, når vi frem til Hälebäck shelter, der ligger ned til en dam med stillestående vand. Det betyder også masser af myg, så vi finder vores myggespray frem, inden vi sætter os i græsset og spiser noget frokost.

Klokken er ikke mere end 14.30, så det er alligevel for tidligt for os at slå lejr. Desuden er der også allerede kommet andre vandrere til, der har besluttet at blive natten over. Vores ben er heller ikke helt så trætte endnu, og det fine solskinsvejr indbyder til mere vandring. Vi ved også, at det først bliver sent mørkt, og vi vil gerne have en masse kilometer i benene her på den første vandringsdag på Ås-åsleden.

Astrid Lindgreen’ske landsbyer

Efter Hälebäck shelter går vores vandring på Skåneleden – Ås-åsleden – videre gennem skoven, indtil en lille grusvej leder ruten ud af skoven og gennem arealer med spredte svenske huse. Jeg plejer ikke at være særligt vild med at vandre i beboelsesområder, men her på Skåneleden må jeg gøre en undtagelse. De svenske rødmalede træhuse står så idyllisk i det fine solskinsvejr, og kastanjetræerne står i fuldt flor.

Nok er jeg generelt en nostalgisk type, men her i dette øjeblik peaker nostalgien med tilbageblik på barndomsferier i rødmalede ødegårde. På en måde minder den landlige idyl i Sverige meget om den danske, men på en anden måde, er det også så anderledes. Astrid Lindgreens fortællinger bliver vækket til live på steder som disse, hvor jeg snildt forestiller mig Emil fra Lønneberg og Børnene fra Bulderby løbe fornøjet rundt. Jeg er vild med, at Skånelede går gennem steder, der vækker minder og får mig til at føle mig meget langt hjemmefra.

Efter noget tid på grusvej og lidt asfaltvej går ruten igen gennem kuperet skov, og vi krydser også et vandløb. Landskabet bliver efterhånden mere klipperigt, hvilket for alvor får den svenske skov til at adskille sig fra den danske.

Jeg kan efterhånden mærke benene værke under mig, og selvom klokken ikke er mere end omkring 17-18 stykker, begynder vi at spejde efter et sted at slå lejr. Hvor fantastisk er det lige, at allemandsretten lige tillader en at slå et telt op næsten hvor som helst?

Ikke lang tid efter dukker det perfekte sted op kun et par kilometer fra Kriga Slog, hvor det næste shelter venter. Selvom stedet ligger tæt på stien, har vi den fineste udsigt fra teltpladsen. Det er også tydeligt at andre har brugt den oplagte plads før, da der allerede er lavet en lille bålplads med sten.

Det perfekte camping-spot

Vi slår lejr og får gang i et lille bål. Vejret er så fint og dejligt, at vi ikke behøver at tage yderteltet på. Det er nyt for os, da vi aldrig har sovet uden før, da vi kun har campet i koldere (og vådere) klima. Men hvor er det dejligt at lægge sig ind og tage et lille hvil inden maden, og stadig have udsigt til trætoppene over sig.

Omkring kl. 20 sætter vi vand over til vores frysetørrede mad. For en gang skyld kan vi sidde ude og nyde maden i modsætning til vores forrige ture, hvor vi for det meste har spist aftensmad i teltet pakket godt ind i vores soveposer. Det gjorde vi blandt andet i Skotland på Great Glen Way og på vores vandreferie til Tenerife.

Efter maden finder vi vores bøger frem og nyder stilheden med bålets knitren og fuglekvidder som den eneste forstyrrelse. Men aftenfreden bliver snart afløst af den mærkeligste oplevelse, som jeg stadig tænker forundrende tilbage på.

En underlig oplevelse

En flok mennesker stopper op henne på stien og kigger irriteret i vores retning. Snart kommer der både flere mennesker og mere bagage til flokken. Men så går alle sammen igen – uden al deres bagage! De dukker op igen 15 minutter senere nu med barnevogn, baby og endnu mere bagage.

Manden i flokken nærmer sig vores campspot, spejder hen imod os, men undgår tydeligvis øjenkontakt. Da vi siger “hej” som enhver ville gøre, får vi et lavmælt “hej” tilbage. Vi havde nok forventet, at manden ville indlede en samtale, da situationen tydeligvis er underlig, og vi godt kan fornemme, at vi har snuppet “deres sted”. Men klokken er 21, og allemandsretten er jo ikke en campingplads, hvor man kan reservere sin plads. Heldigvis er skoven stor, og vi tænker, at de nok godt kan finde et andet sted at slå lejr – selvom mængden af bagage ser ud til, at de nærmere er på vej til at flytte ind.

I stedet for at indlede en samtale med os eller finde et andet sted i den store skov, henter manden sit kæmpemæssige telt og begynder at slå det op lige ved siden af vores beskedne 2-pers. telt. Vi fatter ærligt talt ikke meget af, hvad der foregår og prøver at få øjenkontakt med manden, der bevidst virker til at undgå enhver form for menneskelig kontakt. Vi føler os som et par usynlige spøgelser i skoven, da vores eksistens ikke lader til at blive bemærket.

Allemandsretten betyder ikke, at skoven er en campingplads!

Vi overvejer om vi skal snakke med dem og høre dem, om de muligvis kan finde et andet sted i skoven at slå sig ned (de skal tydeligvis ikke kun overnatte en enkelt nat). Men vi orker ærligt talt ikke at snakke med de mærkelige mennesker – og det er jo sådan set heller ikke en ulovlighed, at de smider deres telt op klods op ad vores. Det er mere bare virkelig underligt!

Da babyen begynder at græde, kan vi godt tænke os frem til, at natten og morgenen måske ikke bliver så fredelig, som vi havde forestillet os herude i den svenske skov. Vi vælger at pakke vores ting sammen – vi har heldigvis ikke så meget med os, og teltet er nemt at slå op og ned. Så vi forlader stedet, undrende og stadig noget rystede over, at man kan være så ligeglad med andre mennesker.

Det mindste de kunne var at indlede en samtale med os. De har jo ret til at slå deres telt op ved siden af vores, det er bare mærkeligt ikke at acceptere vores tilstedeværelse. En anden ting er så, at de meget tydeligt skulle overnatte mere end en enkelt nat. Jeg synes det er en grov udnyttelse af allemandsretten, der først og fremmest giver vandrere og andre, der benytter naturen mulighed for en overnatning i det fri. Allemandsretten er jo ikke lavet, så man kan bruge de svenske skove som campingplads! Det er synd for naturen og det er synd for dem, der virkelig har brug for retten. Jeg er virkelig ked af at opleve, at andre danskere opfører sig på den måde.

Stilhed og skumfiduser

Heldigvis byder sommeren på lyse nætter, så da vi finder et nyt sted omkring 21.30, er det stadig lyst nok til, at vi kan undvære pandelamperne, da vi slår lejr – endnu engang. Set fra den positive side, nåede vi at få en rigtig god oplevelse det første sted, vi fandt. Og på vejen for at finde et nyt sted at slå lejr fik vi også lige set den fineste solnedgang med en blodrød sol på vej ned over de svenske trætoppe.

I takt med at mørket falder på, får vi gang i endnu et bål. Vi rister skumfiduser og snakker om, at beslutningen om at flytte lejr var den helt rigtige. Da vi kravler ind under soveposerne er vi også glade for, at vi ikke har nogle larmende naboer. Der er jo en grund til, at vi vælger at slå lejr i det fri frem for at finde en campingplads. Roen, nærværet og træernes susen bliver hverken afbrudt af babyskrål eller andre menneskelige lyde. Vi føler os helt alene, præcis sådan som det skal være her på Skåneleden.

Dag 2 på Skåneleden: Kriga Skog – Skäralid (etape 3+4)

Et par kilometer før Kriga Slog –> et par kilometer efter Skäralid: ca. 24 km. 

Vi starter dagen med grød og kaffe, inden vi bevæger os videre ad Ås-åsleden. Snart kommer vi til Kriga Skog, hvor der ligger både spejderhytte og shelter. Vi tanker vand ved vandhanen lige uden for spejderhytten.

Igen kommer vi gennem hyggelige små landsbyklynger med ældre ødegårde, der skruer tiden tilbage til Astrid Lindgreens fortællinger. Vi passerer marker med køer og heste og vi går gennem klippefyldte skove med sten så store som en kæmpes knytnæve. Vejret viser sig fra sin gode side igen i dag, så da vi kommer forbi udsigtstårnet Höjehall, får vi en rigtig fin udsigt over det sydsvenske landskab. Med sine 210 meter er det muligt at se ret langt fra Höjehall, men jeg synes dog, at udsigten fra Kopperhatten er i en anden skala. Kopparhatten når vi til senere på dagen.

Vi deler en energibar, inden vi går videre. Det er altid en fin måde at trække frokosten lidt på, hvis man gerne vil have lidt flere kilometer i benene inden en længere frokostpause.

Klåverod shelterplads

Efter noget tid ser vi en sø komme til syne inde mellem træerne. Vi håber, at stien fører ned til vandet, da det kunne være et fremragende sted at spise frokost. Ganske rigtigt kommer vi til søen, da ruten når Klåveröd shelterplads, der ligger med udsigt ned til Klåverödsdammen. Shelterpladsen har bålplads, vandpumpe og der er også god plads til et par telte på pladsen.

Lige ned til vandet finder vi et bord-/bænksæt, så vi kan hvile benene og få noget tiltrængt mad i maven. Selvom energibarer fungerer fint som mellemmåltid, begynder sulten at kræve et større måltid. Vi tyer til tortillawraps med bønnepostej og snackpølser, hvilket altid fungerer som en rigtig fin frokost i vildmarken. Tortillawraps fylder ikke så meget i rygsækken, og den vegetariske postej kan holde sig nogle dage i tasken. Snackpølser i seperat indpakning er i øvrigt smarte at have med, da de ikke skal opbevares på køl.

Skortstensdalen

Efter vores frokost går vi videre gennem skoven, indtil vi kommer til Skorstensdalen. Her er det værd at holde øje med, hvordan geologiske processer har formet omgivelserne. Det resulterer i nogle helt specielle skorstensformede klippeformationer. Det er noget med, at fænomenet er opstået ved at en del af klippen er eroderet, hvilket har efterladt de unikke søjler.

Skorstensdalen markerer også, at vi snart nærmer os Söderåsen Nationalpark. Den skånske nationalpark er en del af Sveriges største sammenhængende løvskovsområde, og vi er da også omkranset af både bøg og eg, mens vi bevæger os gennem den smukke nationalpark.

Vi støder på endnu et shelter, der ligger ned til Svartesjö. Shelterpladsen er allerede fuld af liv, da vi kommer hen ad eftermiddagen. Ikke at vi havde planer om at overnatte, men jeg bliver glad for, at vi har et telt med. Der er rigtig mange andre danskere og svenskere, der også udnytter pinsen til at gå nogle kilometer på Skåneleden. Alligevel synes jeg ikke, at stien er befærdet, men shelterpladserne fyldes i hvert fald hurtigt op.

Omkranset af klippevægge

Söderåsen gemmer også på et lidt vildere landskab. Vi går langs floden og og kigger op ad de stejle klippevægge, indtil vi når til en skiltning, der viser vej mod Kopparhatten. Vi holder et hvil under et stort træ, inden vi fortsætter mod det 200 meter høje punkt, der også er Söderåsens højeste. Det er begyndt at regne, men de grønne trætoppe holder os tørre og beskytter os mod den voldsomme regnbyge.

Heldigvis varer det ikke længe før regnen stilner af, så vi fortsætter op ad stien mod Kopparhattens udsigtspunkt. Menneskemængden her er større end den har været noget andet sted, og det er tydeligt at se, at der er parkeringsmuligheder tæt på attraktionen. Udsigten fra Kopparhatten er da også besøget værd. Synet ud over Skäralidsdalen overgår de forventninger, jeg har haft til at vandre på Skåneleden. De forårsfriske træer maler klippevæggene grønne, og den grønne farve fortsætter langt ud i horisonten. Jeg er vitterligt imponeret over at finde den slags udsigter så tæt på flade Danmark.

Efter at vi har suget udsigten til os, fortsætter vi Ås-åsleden mod Skäralid, som ligger smukt ved et rekreativt område med udsigt til en kunstigt anlagt sø. I Skäralid får vi en længe ventet is og provianterer lidt lækkerier til turen. Da cafeteriet lukker kl. 18.00 fortsætter vi videre op ad en stejl stigning, som efterhånden flader ud. Frem for at gå mod shelterpladsen Liagården, finder vi et sted inde mellem træerne, hvor vi i en lille lysning slår teltet op. Vi får hurtigt stablet en bålplads på benene for at holde myggene på afstand. Efter maden nyder vi en kop te og sætter tænderne i de kardemommeboller vi købte i Skäralid. Mætte og tilfredse lægger vi os til at sove.

Dag 3: Skäralid – S. Hjultarp (etape 5+6)

Et par kilometer efter Skäralid –> et par kilometer efter shelter ved S. Hjultarp (ca. 22 km.)

Klokken 9.30 vågner vi forvirrede og søvndrukne over, at klokken er blevet så mange. Vi har nok haft brug for søvnen, og vi har jo heller ikke travlt, selvom vi selvfølgelig skal nå at fange en bus til stationen den efterfølgende dag.

Vi fortsætter turen gennem Söderåsen Nationalpark, gennem skov, forbi klippefremspring og videre mod søen Odensjön. Egentlig ligger søen ikke på Skåneleden, så du skal enten vælge at gå mod søen, når du kommer til skiltningen oppe i skoven eller fortsætte til Röstånga og tage turen til søen gennem dalen. Det hurtigste vil være at fange stien mod Odensjön oppe i skoven, og så fortsætte videre mod Röstånga gennem dalen.

Odensjön er en skøn badesø, der i virkeligheden ikke minder så meget om andre svenske søer, jeg før har set. Stejle klippevægge omkranser den lille sø, hvor åkanderne flyder rundt og venter på at springe ud med deres hvide og røde blomster.

Efter et hvil ved søen går vi videre mod Röstånga, hvor der både er sove- og handlemuligheder. Det er umuligt ikke at se det store supermarked på venstre side. I Röstånga er der også mulighed for at slappe af på en café og forkæle sig selv med noget lækkert til kaffen.

I supermarkedet provianterer vi, og fylder vand fra hanen henne fra toiletskuret, der står bag supermarkedet ved parkeringspladsen. Det føles godt med friske forsyninger i rygsækken. Vi har handlet ind til at kunne lave en lækker frokost med brød, ost, pølse, tomat og agurk. På en vandretur skal der altså ikke så meget til at gøre et måltid til en gourmet-oplevelse!

Jällabjär Naturreservat

Efter Röstånga kommer vi efter et stykke vandring gennem villakvarter og landevej til Jällabjär naturreservat. De grønne plæner, summende bier og det fine solskinsvejr får stedet til at fremstå ualmindeligt idyllisk. Vi får lyst til at sætte os i græsset og spise frokost, men på den anden side, vil vi også gerne trække den lidt længere. Det bliver til et lille hvil på engen mellem kvæg og enebærtræer, inden vi går videre.

Omgivelserne er meget ulig dem, vi ellers har vandret i på Skåneleden indtil videre. Engområdet med de mange enebærtræer viser en helt anden side af Skånes alsidige natur. Det er fantastisk at opleve det hele på gåben og gå fra klippeomgivelser og skov til sø og eng.

Ved parkeringspladsen tæt på shelterpladsen spiser vi vores frokost ved et bord/bænksæt. Jeg bruger også frokostpausen på at se til mine tæer, som jeg har på fornemmelsen trænger til en kærlig hånd. Ganske rigtigt bliver jeg nødt til at finde vabelplaster frem fra tasken, inden vi går videre.

Skånes bedst velbevarede vulkan

I Jällabjär Naturreservat er det også værd at bemærke, at området faktisk er en ældgammel vulkan. Man tror det måske ikke umiddelbart, men faktisk er Jällabjär en af de mest velbevarede vulkaner i Skåne. Det er naturligvis svært at forestille sig, at vulkanen har spruttet med lava og aske her i vores naboland, men ikke desto mindre er det tilfældet – selvom det trods alt er mange millioner år siden.

Jällabjär rejser sig mange meter over sine omgivelser, hvilket betyder, at den ældgamle vulkanruin kan ses på lang afstand. I mine øjne ligner det nok mest af alt en bakke, selvom vulkankejlen altså skulle være ganske velbevaret. Skåneleden fortsætter over toppen af vulkanruinen, hvor du kan kigge efter basaltsøjler, der vidner om tidligere tiders udbrud.

Snart fortsætter Ås-åsleden ud af skoven og leder os gennem den lille landsby Anderstorp. En mindesten fortæller historien om krigen mellem Sverige og Danmark i 1677, hvor en masse svenske soldater blev dræbt i området. En anden bemærkelsesværdig ting omkring Anderstorp er, at landsbyen undgik at blive en del af jordreformen i 1700- og 1800-tallet. Reformen betød, der den opdyrkede jord mange steder blev omfordelt og bønder blev tvunget til at udstykke deres jord. Men dette skete ikke i Anderstorp, hvilket betyder, at landsbyen har bevaret sin oprindelige karakter med huse, der ligger tilfældigt spredt ud langs landevejen.

Ældgammel eneskov

Efter Anderstorp går Skåneleden gennem Eneskogen, hvor der findes ældgamle enebærtræer, som rejser sig flere meter høje. Der er noget fortryllende ved at gå gennem den specielle skov, der ikke minder om de mere velkendte bøge-, ege- eller granskove.

Vi passerer Natthalls klipper, der på imponerende vis er flækket over i to, inden vi bevæger os op gennem et skovområde. Her stopper vi op ved en lysning, hvorfra en fantastisk udsigt viser sig ud over Rönneådalen. Udsigten afslører, hvordan Rönneåen snor sig gennem landskabet i et fuldendt “S”.

Det er tydeligt at se, at andre vandrere har udnyttet stedet til at slå lejr for natten. Hvis ikke det var fordi, teltpladsen var så tæt på stien, og klokken ikke var mere end 16.30, ville jeg heller ikke have noget imod at vågne op til den udsigt.

Sidste aften med bålhygge

Selvom mine fødder er ved at være godt ømme, går vi videre gennem skoven, indtil vi rammer landevejen, som vi desværre skal gå langs et godt stykke tid. Jeg synes altid det er så hårdt for fødderne at gå på landevej. Mine fødder bliver ikke mindre ømme af de mange kilometer på den hårde asfaltvej. Normalt tænker jeg ikke så meget over det underlag, jeg går på, men når jeg har vandret i nogle dage, kan jeg tydeligt mærke forskel. Asfalt er bestemt ikke min favorit.

Langt om længe går Skåneleden til venstre ind i skoven, hvor vi hurtigt støder på shelteret ved S. Hjultarp, der markerer afslutningen på etape 6. Vi er underligt nok de eneste mennesker ved shelteret, men alligevel vælger vi at gå videre, for at komme længere væk fra landevejen og lyden af trafik. På trods af det, ligger shelteret rigtig fint på en lille forhøjning. Der er også plads til at slå et telt op, og toilettet er det lille skur, der ligger lige da vi drejede ind til venstre fra landevejen.

Efter et par kilometers vandren mere går vi væk fra stien og finder et sted at slå lejr inde mellem træerne i en lille lysning, skjult bag et klippefremspring. Igen laver vin en bålplads – mest af alt for at holde myggene væk – men vi udnytter også bålet til at riste de sidste skumfiduser, jeg har i tasken. Ufatteligt nok er de sidste par mariekiks også stadig intakte. Smagen af ristet skumfidus mellem et par mariekiks sender mig tilbage til barndom, minder om bålhygge og sommer. Og selvom jeg ikke længere er barn, tager jeg både bålhygge og sommerminder med mig hjem fra Skåneleden.

Dag 4: S. Hjultarp – Frostavallen (etape 7)

Vi nyder den sidste morgen på Skåneleden, inden vi går videre gennem skoven ad et smalt og kuperet stisystem. Ramsløgene blomster næsten knæhøjt og indhyller skoven i en helt speciel duft. De gør skovbunden grøn og frodig og lægger med deres blomster et hvidt slør hen over omgivelserne.

Efter et stykke tid kommer vi forbi en kirke, hvorefter ruten går langs et stykke landevej. Snart løber Ås-åsleden igen ind i skoven. Hold øje med skiltning mod Dagstorpssjön for at tage en lille afstikker til søen. Vi vælger at følge Skåneleden frem for at aflægge søen et visit, da vi skal nå en bus fra Frostavallen.

Selvom vi ikke synes, at vi har tonset afsted, ankommer vi hurtigere end forventet til Frostavallen. Lige inden Frostavallen går vi forbi et shelter, der dog ligger ret tæt på noget vej. Vi fortsætter ned mod Vaxsjön, hvor vi skal slår et par timer ihjel inden vi tager bussen til togstationen i Höor.

Vejret er ikke helt så varmt som det har været de sidste par dage, men vi nyder alligevel frokosten og lidt læsning i græsset, inden vi går mod busstoppestedet. Frostavallen er lidt en mærkelig størrelse, og vi føler os lidt som Palle Alene i Verden. Stedet er tydeligvis et gammel udflugtsted, som har set bedre dage. Nu minder det mere som lidt af en spøgelsesby med faldefærdige hytter, der engang har været omdrejningspunkt for svenske ferieeventyr. Jeg har svært ved at forestille mig, at der skulle komme en bus forbi, men på slaget stopper bussen op og fragter os til Höör. Herfra tager vi et direkte tog tilbage til Danmark og Københavns Hovedbanegård.

Med fra Skåneleden tager jeg en masse fine naturoplevelser, varme sommerdage, lyse nætter og ægte svensk idyl. Ås-åsleden kan helt klart anbefales!

På Skåneledens officielle hjemmeside kan du læse mere om etaperne og de forskellige delruter. 

Jeg har dog lavet en del research, for at gøre din planlægning af vandring på Skåneleden nemmere for dig. Læs mere i indlægget Ruteforslag, vandring og dagsture på Skåneleden her.

Indlægget Vandring på Skåneleden: Ås-ås blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Inden turen begyndte, var jeg meget spændt på det hele. Hvordan skulle det gå, ville jeg kunne holde til at vandre i Skotland så mange dage med en tung rygsæk og hvad nu, hvis jeg måtte give op på halvvejen? En masse spørgsmål rejste sig i mit hoved, for med nye projekter følger også en smule nervøsitet. Nok fordi, jeg aldrig har prøvet den form for vandring før. For selvom jeg efterhånden har vandret en del, har jeg aldrig haft et mål om at gå en helt konkret langdistance rute som Great Glen Way.

Heldigvis gennemførte jeg de 117 km. uden de store problemer – med dejligt følgeskab af min mand. Nu har jeg blod på tanden til endnu flere langdistanceruter, men først vil jeg selvfølgelig dele min oplevelse på Great Glen Way. Ruten skulle nemlig vise sig at være et rigtig godt valg. Jeg er ovenud lykkelig over, at jeg valgte netop Great Glen Way som den første tur. Den er overkommelig, men rummer samtidig så meget skønhed. På Great Glen Way finder du det bedste fra det skotske højland. Og så hersker der en helt speciel ro, som efterhånden kan være svær at finde på populære vandreruter. Jeg er solgt!

Beskrivelse af Great Glen Way

Great Glen Way starter i enten Fort William eller Inverness. De fleste begynder i Fort William og slutter i Inverness, men turen kan snildt tages i begge retninger. Vi valgte at starte i Fort William, der i øvrigt er et slags epi-enter for vandreture. Det er også her, at West Highland Way slutter, så det er i virkeligheden muligt at koble Great Glen Way på den rute, hvis du har mod på det.

Dag 1: Fort William – ca. 6 km. længere end Gairlochy (23 km.)

Overnatningsmuligheder: Wild camping, Gairlochy, Bunarkaig

Turen fra Fort William starter ironisk nok lige ved McDonald’s. Du finder startskiltet lige ved rundkørselen, og for at være helt ærligt, er det ikke det mest charmerende sted at påbegynde turen. Men et eller andet sted skal man jo starte. Mangler du det sidste proviant, ligger startstedet også tæt på supermarkedet Morrisons.

Herfra går turen ud af Fort William gennem, hvad der ikke er det mest charmerende stykke af ruten. Det er nok lidt vigtigt at huske på, at Great Glen Way både starter og slutter i en by. Det er ikke sådan, at den smukke natur bare dukker op med det samme. Jeg vil mene, at man ligeså godt kan starte turen ved enten Corpach eller Banavie togstation. Det vil tage ca. 5-7 km. af turen. På den anden side betyder det også, at man ikke for alvor kan sige, at man har gået hele Great Glen Way. For mig betød det nok noget at stå ved start-skiltet og påbegynde turen – også selvom de første 5 km. langt fra er værd at skrive hjem om.

Når forventningerne sættes lavt, kan det kun blive godt

Alligevel har det også sin charme at gå ud af byen og langsomt se ruten ændre sig. Skyerne ligger lavt hen over bjergene i horisonten. De sneklædte toppe, som vi har set aftenen før, da vi ankom til Fort William, skjuler sig nu godt. Men det betyder ikke engang så meget for os, at vejret er gråt og regnen drypper ned. Det gode ved at rejse til Skotland er, at vejret næsten kun kan overraske positivt, fordi man forventer det værste på forhånd.

Banavie stationen ligger tæt på Neptune’s Staircase – som i virkeligheden bare er en sluse i otte niveauer. Jeg må indrømme, at jeg ikkeer så imponeret, når det er den skotske natur, jeg er kommet for at se. Men vi benytter da lejligheden til at holde en pause ved den café, der ligger på den anden side af kanalen.

Langs Caledonian-kanalen

Fra Neptune’s Staircase fortsætter Great Glen Way langs Caledonian-kanalen i noget jeg syntes, virker som en evighed. Dag 1 er helt klart den mindst interessante vandringsdag, men gråvejret hjælper heller ikke på det. Lige som vi sætter os ned for at spise frokost tager regnen også til, og tvinger os til at sluge vores tortillabrød og banan, inden brødet smuldrer væk i hænderne på os.

Heldigvis varer det ikke længe før, at regnen stilner af. Vi glæder os nu til, at der sker noget nyt på ruten. I længden kan det godt blive lidt trivielt at gå langs en kanal. Men endelig – efter 17 km. når vi Gairlochy, hvor der er mulighed for at finde steder at sove. De ligger ikke direkte på ruten, men det er helt sikkert muligt at finde et B&B i nærheden. Ellers er der ikke så meget by at komme efter i Gairlochy. Mest af alt består det af en klynge huse, men det ligger utroligt smukt mellem kanalen og Loch Lochy.

Det er også i Gairlochy, at ruten omsider ændrer sig. Endelig krydser Great Glen Way kanalen og fortsætter op gennem et stykke skov, hvorefter ruten går ned og følger søen.

Loch Lochy

Ved Loch Lochy begynder de smukke udsigter at vise sig, og det samme gør det Skotland, som jeg har længtes efter at se og mærke. Selvom ruten langs søen ikke ligger forfærdeligt langt fra vejen, begynder der at være en helt anden ro. Vi møder ikke et eneste menneske, men nyder bare stilheden og naturen.

Men mine fødder og ben begynder også at kunne mærke, at de har været i gang i mange timer. Den første vandringsdag er næsten altid den værste, når det kommer til benene – de skal ligesom lige i gang og vænne sig til, at de ikke sidder stille på en kontorstol. Vi begynder derfor at spejde efter et sted, hvor vi kan slå vores telt op. Vi vil gerne finde et sted, der ikke er tæt på stien, men det viser sig ikke at være så let. Flere steder står der skiltning om, at det er ulovligt at campere. Det er noget, der er værd at være opmærksom på ved strækningen mellem Gairlochy og Bunarkaig.

Rystende ben

Det er også i Bunarkaig, at mine ben begynder at ryste under mig. For at være helt ærlig bliver jeg helt bange for, at jeg ikke kommer til at gennemføre Great Glen Way. Giver mine ben allerede op på dag 1? Fra Bunarkaig følger ruten også en asfaltvej, og det er synd at sige, at det vrimler med gode wild camping steder.

Selvom wild camping er lovligt de fleste steder i Skotland, er det umuligt ikke at lægge mærke til, at mange af skovarealerne er indhegnede. Det er de, fordi skovend bruges til tømmer. Men som sendt fra himlen, dukker der en lille sti op lidt uden for Bunarkaig. Stien fører ind til en lille halvø, hvor der er plads til at slå et telt op. Gamle bålrester melder om, at vi ikke er de første, der har fundet stedet.

Den forkerte gas

Vi skynder os at slå teltet op, da der er lidt regn i luften. Og så bruger vi ellers, hvad der nok nærmer sig en time på at få gang i et bål. Men alt er vådt, og jeg har faktisk aldrig tændt et bål uden at have avispapir eller tørt brænde. Så bålet må vi undvære. I vores iver efter at få ild, er vi til gengæld gået hen og blevet kolde, så vi glæder os til at få et varmt måltid mad. Vi spiste ikke så meget til frokost, hvor regnen stod ned, så vi er gået hen og blevet meget sultne.

Jeg finder vores nye Jetboil frem sammen med den gas, vi har købt i Fort William. Den frysetørrede mad ligger allerede klar, og jeg glæder mig virkelig meget til at dykke ned i min mexikanske quinoa-gryde. Men der kommer hverken ild i bål eller i vores Jetboil. Vi har simpelthen købt den forkerte gas!

Frustrerede og sultne lægger vi os ned i soveposerne for at få varmen. Temperaturen nærmer sig nulpunktet, og den varme mad og varme kop te, som vi har set frem til, må vi undvære. I stedet spiser vi de sidste Tortillabrød, som på ingen måde tilfredsstiller min sultne krop. Alligevel formår vi at holde humøret oppe. Vi er i Skotland, vi er ude i naturen og vi laver det, vi elsker.

Dag 2: 6 km. længere end Gairlochy – 5 km. længere end Laggan (18 km.)

Overnatningsmuligheder: Wild camping, Laggan, Great Glen Water Park

Efter en kold nat med minusgrader og mange vågne stunder, står vi op til tåget vejr. Heldigvis har vi ikke brug for ild til morgenmaden, da vi har müsli med mælkepulver, der kun kræver koldt vand. Benene er heller ikke så ømme som frygtet, og det føles faktisk helt godt at komme i gang med at gå igen.

Efterhånden klarer vejret også op, og højest et par km. væk fra nattens overnatningssted kommer vi væk fra asfaltvejen og ind på en skovvej. Inden ruten går ind på skovvejen, er det muligt at tage en afstikker til vandfaldet Eas Chia-aig. Det er ca. to km. frem og tilbage. Vi vælger at gå videre ad Great Glen Way. Efter en Googlesøgning kan jeg dog alligevel godt fortryde, at vi ikke tog afstikkeren. Vandfaldet er lille, men ser alligevel noget så flot ud på billederne.

Til gengæld bliver vi også overraskede over skønheden, der venter os, da vi bevæger os gennem skovvejen. Vejen – eller rettere stien – følger søen –  og turen byder på fantastiske udsigter over Loch Lochy. Gennem det første stykke skov, ligger der i øvrigt nogle perfekte wild camping spots. Vi ærgrer os lidt over, at vi ikke var gået de ekstra par kilometer aftenen forinden. Men skuffelsen er ikke værre, da vi får øje på en flok telte inde i skoven. Et par kilometer eller mere længere fremme, ligger der også et ret så fint officielt wild camping område med muldtoiletter og bålplads. Lige ud til søen. Muldtoiletterne er lukkede, da vi kommer forbi, men jeg gætter på, at de er åbne i sommerhalvåret.

Landlig idyl på Great Glen Way

Omkring Kilfinnan begynder Loch Lochy at lakke mod enden. Feriehuse og bondegårde dukker op i landskabet, hvor græssende får bidrager til den skotske idyl. Det er virkelig et smukt syn, der udgør enden på Loch Lochy. Måske har det også noget at gøre med, at solen for alvor har fået magt over både temperatur og udsigter. Jeg er ovenud lykkelig over at mærke solens varme og se solstrålerne danse rundt i det fine landskab.

Snart befinder vi os i Laggan Locks, hvor vi håber på at finde en butik, der sælger noget mad – og allerhelst noget gas. Desværre er der ikke meget andet at komme efter end et bådudlejningsfirma. Vi fortsætter derfor mod Laggan og The Great Glen Hostel, hvor vi har læst os frem til, at der er en lille købmand og et køkken til brug for hostellets gæster. Får vi ikke snart fat i en ny gas, bliver vi nemlig nødt til at købe noget mad, der ikke kræver varmt vand.

Da vi træder ind på The Great Glen Hostel, ser vi, at den såkaldte købmand mest af alt sælger snacks og frysemad. Der er i øvrigt lukket, og receptionen åbner først om et par timer – kl. 17. Vi sniger os ind i køkkenet og koger vand til vores frysetørrede mad, så vi kan få noget frokost. Det virker lidt grænseoverskridende at bruge faciliteterne på hostellet uden at skulle overnatte. Vi tænker dog, at vi sikkert godt kan få lov til at betale et par pund for at koge noget vand og hvile os i deres sofaer.

Hurra for hjælpsomme skotter

Et hvil giver os også tid til at lave en Googlesøgning, og vi finder ud af, at der ikke så langt fra hostellet til det, der hedder Great Glen Water Park. Her skulle der også være mulighed for at købe mad. Min bedre halvdel efterlader mig derfor på hostellet og går hen for at undersøge, hvad det er for noget. Hvis vi ikke kan skaffe gas eller mad, bliver vi nemlig nødt til at blive og overnatte på The Great Glen Hostel. Men allerhelst vil vi jo gerne gå lidt længere og sove i telt.

Da Anders kommer tilbage, har han gode nyheder. Ægteparret, der ejer restauranten og feriehusene ved Great Glen Water Park sælger sandwich, som vi kan tage med os. Allerbedst kan de måske skaffe os en gas til vores Jetboil. Desværre har jeg fået hovedpine, mens jeg har hvilet mig på hostellet. Det er åbenbart farligt at møde en sofa på sin vandretur!

Det bliver dog lidt bedre af at komme ud i den friske luft igen. Endnu bedre bliver det, da det skotske ægtepar finder en gas frem til os i gemmerne. Vi må ikke engang betale for den! Skotterne er altså nogle af de flinkeste mennesker.

Med smurte sandwiches, kage og gas i rygsækken, bevæger vi os videre ad Great Glen Way. Nu med både mad og højt humør i bagagen.

Langs old Military Road

Efter Great Glen Water Park følger ruten en gammel military road, der nu går langs søen Loch Oich. Klokken er efterhånden blevet mange, og vi vil gerne finde et sted at slå lejr for natten. På det første stykke ad den gamle military road ser det helt umuligt ud at finde et sted at campe, men efterhånden bliver det muligt at komme ned til søens bred. Igen finder vi en slags halvø, hvor det er perfekt at slå et telt op. Igen kan vi også se, at vi ikke er de første til at finde stedet. Og igen dropper vi at få gang i et bål – det er vist noget vi skal have øvet os på, inden vi kaster os ud i det igen.

I teltet nyder vi vores sandwich (der er tør som pap, men det gør ikke så meget). Til kagen (der er mindst ligeså tør), laver vi en kop varm te med vores gas – hurra for hjælpsomme skotter! Vi kan næsten ikke vente til næste morgen, hvor vi også kan få en kop varm kaffe. For kulden mærker vi ærligt talt ret meget til. Vi beslutter derfor at reservere et værelse på et B&B i Invermoriston til dagen efter. På en måde gør det kulden lidt mere udholdelig at vide, at der næste aften venter os en varm seng.

Dag 3: 5 km. fra Laggan – Invermoriston (24 km.)

Overnatningsmuligheder: Wild camping, Aberchalder, Fort Augustus, Invermoriston

Efter en kold, kold nat med minus 5 grader, vågner jeg ikke ligefrem op frisk og veludhvilet. Jeg var vågnet omkring midnat med følelsen af, at det snart burde være morgen. Det har nok noget at gøre med, at vi pga. kulde og træthed efter vandring allerede lagde os i soveposerne omkring kl. 19.30. Herefter lagde vi os nok til at sove ved 20.30-21.00 tiden. Ens indre ur er måske ikke indstillet til at gå så tidligt i seng, så jeg lå vågen fra midnat og næsten et par timer frem. Heldigvis faldt jeg i søvn igen, men man sover ret uroligt, når man fryser. Vi havde nok ikke regnet med så mange minusgrader.

Tågen ligger tyk og tæt omkring os, da vi omsider får taget os sammen til at komme ud af teltet og ud i kulden. Vi bruger også lidt tid på at nyde en kop varm kaffe og en cliffbar, mens vi stadig ligger i soveposerne. Det er altså om at nyde de stunder, hvor man ligger i teltet, mens man hører fuglene kvidre og så småt får øjne.

Magi og eventyr ved Loch Oich

Da vi har pakket teltet sammen, og er klar til at begynde den videre færd på Great Glen Way, begynder tågen at lette sig. Klokken er omkring 8-9 stykker, og selvom solen for længst er stået op, er lyset og stemningen helt magisk. Lidt efter lidt kommer søen og de sneklædte bjerge til syne i horisonten. Tågen indhyller stadig noget af landskabet, men det gør kun øjeblikket endnu mere eventyrligt. Det er om at være hurtig med kameraet, for lyset og stemningen ændrer sig fra det ene øjeblik til det andet. Før vi får set os om, står vi under en blå himmel, og allerede da ved jeg, at der venter os en fantastisk dag på Great Glen Way.

Vi får endelig løsrevet os fra den magiske morgenstund. Men der bliver ved at dukke skønne udsigter op. Alt bliver bare flottere og lidt mere fantastisk i solskin. Loch Oich står knivskarp med det omgivende landskab spejlende i det blanke vand.

For enden af Loch Oich fuldender den magiske morgen sig med et hjortepar, der springer hen over de gyldne marker. Vi holder en pause ved den smukkeste udsigt over søen. Det blanke vand, den blå himmel, de hvide snetoppe og grantræernes grønne og gyldne nuancer holder os tryllebundet i et godt stykke tid.

Tiltrængt pause i Fort Augustus

Herefter går vi videre mod Fort Augustus langs endnu et stræk af Caledonian-kanalen. Igen kan turen langs kanalen godt føles lidt lang. Men i det smukke vejr og med udsigt til det skotske højland, er der intet, der kan stoppe os. Vi begynder også at kunne fornemme, at vi nærmer os Fort Augustus og dermed Loch Ness. Hele turen har vi knap mødt andre vandrere, men nu dukker der lidt flere mennesker op. Ikke vandrere som os selv, der er i gang med Great Glen Way, men folk, der er ude og nyde det gode vejr. Jeg kan nemt forestille mig, at Fort Augustus er noget af en turistmagnet i sommermånederne, for der er allerede godt liv i den lille Loch Ness-by.

I Fort Augustus bestiller vi de dårligste burgere, vi længe har smagt. Kan bestemt ikke anbefale at spise på The Moorings. Men ned ryger burgerne i en fart, da vi ikke har fået andet at spise end en Cliffbar og trailmix. Der er ikke noget som vandring, der kan sætte gang i appetitten.

Bortset fra dårlige burgere, er Fort Augustus en hyggelig lille by, hvor der både er outdoorbutik, et fint udvalg af restauranter samt apotek og supermarked. Efter at have rippet supermarkedet for energibarer, mad og andre søde sager, sætter vi kursen mod the high route. Ikke langt fra Fort Augustus, deler Great Glen Way sig nemlig i to. Enten kan du vælge at gå den oprindelige rute eller tage high route, der giver lidt flere højdemeter i benene.

Sne, hagl, sol og regn

Der går ikke lang tid, fra vi har forladt Fort Augustus, til højdemeterne begynder at kunne mærkes. De kommer også før, at ruten deler sig i to, men det føles faktisk ret rart at få en stigning til at afveksle den ellers ret flade rute. Vi vælger selvfølgelig at tage high route, da vi håber på nogle gode udsigter over Loch Ness.

Gode udsigter bliver vi heller ikke snydt for. Efter vi har vandret opad gennem frodig skov, kommer vi op over trægrænsen, mens Loch Ness og Fort Augustus kommer til syne under os. Jeg kan af gode grunde ikke sige noget om, hvordan low route udspiller sig, men “the high route” skuffer i hvert fald ikke.

Vi mærker også, hvordan temperaturerne dykker jo højere, vi kommer op. Den skyfri himmel er ikke længere så skyfri som tidligere på dagen, men indimellem sniger solstrålerne sig gennem et hul i skyerne. Pludselig begynder der at falde sne, som snart går over i hagl, alt imens, at solen stadig skinner. Det skizofrene vejr fortsætter, for da vi begynder at gå nedad, får vi også lidt regn. Jeg tror, det betegner det skotske vejr meget godt. You never know what to expect!

Vild luksus midt på Great Glen Way

Klokken er efterhånden ved at være mange. Det sidste stykke mod Invermoriston virker meget længere, end det egentlig er. Benene er trætte, maven kalder på mad og energidepoterne er ved at være tomme. Jeg drømmer om at ligge i en varm seng og få sovet ud uden at vågne op med klaprende tænder midt om natten. Endelig når vi da også frem til det hyggelige B&B, Craik Na Dav. Her bliver vi taget godt imod af de to søstre Lindsey og Manda, som starter med at forkæle os med te og kage. Lidt forkert rækkefølge at spise kage inden aftensmaden, men når man bliver budt på kage, siger man sjældent nej.

Det virkelig smarte ved at bo på Craik Na Dav B&B er – udover at stedet er super hyggeligt – at det ligger lige midt på Great Glen Way. Ingen afstikker, ingen ekstra kilometer – det er altså rart, når det værker i benene efter en vandringsdag på 24 km.

Først efter te og kage og en hyggelig snak med de to søstre, spiser vi vores frysetørrede mad på værelset. Men selvom vi først kom til Craik Na Dav omkring kl. 19.30, går der ikke mange timer før vi trætte, mætte og tilfredse lægger os til at sove i den varme seng.

Dag 4: Invermoriston – Drumnadrochit (22 km.)

Overnatningsmuligheder: Wild camping, Altsigh, Balbeg, Drumnadrochit

Bed & Breakfast kan noget andet end telt. Det giver varme, god søvn, et bad og overdådig morgenmad. Men det kan ikke give de magiske morgener, hvor naturen, stilheden og fordybelsen går op i en højere enhed. Alligevel er jeg glad for at vågne op i en varm seng, frisk og veludhvilet ovenpå gårsdagens lange tur.

Først ved 10-tiden siger vi farvel til de to søstre på Craik Na Dav B&B. Det var for svært at komme tidligt ud af døren, når den varme seng lokker og det varme bad trækker ud. Til gengæld er vi i gang på ruten med det samme, og igen i dag vælger vi high route frem for low route. Allerede fra Craik Na Dav B&B går det opad, og det varer heller ikke længe, før det er muligt at vælge, hvilken rute, man vil tage. For vores vedkommende bliver det ved at gå opad, men da det er tidligt på dagen, føles det kun rart at komme i bevægelse med det samme.

Snart viser der sig skønne udsigter over Loch Ness. Hele landskabet er så ultimativt skotsk, at det får mig til at tænke på sækkepiber og mænd i kilt. Det er præcis sådan her, at jeg forestillede mig, at Skotland ville se ud, men det er alligevel meget mere fantastisk, end jeg havde forestillet mig. Det på trods af, at gårsdagens solskinsvejr nu for længst er borte, og skyerne igen ligger tungt over landskabet. Vi får dog ikke mange dryp, så jeg kan til hver en tid stille mig tilfreds med gråvejr, så længe det holder tørt. Især når jeg befinder mig i et land som Skotland.

Et sejt træk mod Drumnadrochit

Efter et godt stykke tid med udsigt over Loch Ness, begynder det at gå nedad. Vi slår os ned og spiser frokost, inden udsigterne for alvor forsvinder. Temperaturerne er ikke, hvad de har været, så vi er glade for, at vores Jetboil kan fremskaffe os en kop varm kakao til dessert. Alligevel tvinger kulden os hurtigt videre, så vi fortsætter nedad, indtil vi kommer til nogle små landsbyer. Herfra fortsætter Great Glen Way et godt stykke på asfaltvej.

Det er ærligt talt en af de mere kedelige passager på turen. Selvom der ikke kører mange biler forbi, er der bare noget psykologisk kedeligt ved at gå lige ud ad en asfaltvej. Efter turen oppe i højlandet virker det meget kontrastfyldt, og jeg savner de smukke udsigter og følelsen af at være langt væk fra civilisationen.

Den lange lige vej fortsætter og fortsætter, og Drumnadrochit synes at være alt for langt væk. Fødderne bliver også mærket af at gå på et mere hårdt underlag. Jeg begynder at tænke, om vi overhovedet finder et sted at slå telt op, da jeg ikke føler, at jeg har kræfter til at fortsætte videre efter Drumnadrochit.

Telt eller B&B

Endelig drejer ruten ind til venstre, og vi forlader den lange asfaltvej. Desværre lader Drumnadrochit vente på sig. Great Glen Way går først forbi nogle andre mindre byer, og det er ikke så spændende at gå igennem. Der ligger dog en del overnatningssteder på vejen, men vi ved stadig ikke helt, hvad vi har tænkt os at gøre med overnatning. Enten skal vi finde et sted i Drumnadrochit og sove på B&B ligesom natten før, eller også skal vi fortsætte videre ud af Drumnadrochit og vente på et sted, vi kan slå vores telt op.

Mine fødder og ben beslutter, at vi tager den første løsning. Der er ikke meget mere energi at komme efter. Ærligt talt lyder en varm seng også fristende. I hvert fald, når vi tydeligvis ikke har varme nok soveposer med til de kolde nætter.

Autentisk og charmerende

Vi finder hurtigt et B&B, der har et værelse ledigt. Det er nok fordelen ved at gå Great Glen Way allerede i påsken. Senere på året tror jeg ikke, at man skal regne med ledige værelser på ruten. Men der følger altså en vis tilfredsstillelse ved bare at banke på og derefter komme ind og få en seng. Nok også fordi, at vores vandreferier ofte er planlagt ned til mindste detalje. Så er det rart også at kunne være spontan. 

Greenlea B&B ligger i et charmerende og gammelt hus fra 1810, der giver en meget traditionel skotsk oplevelse. Desværre betyder det også, at værelset er meget koldt, men det er ikke noget, der ikke kan fikses med en elradiator. Værtsparret Gordon og Miranda er i hvert fald meget søde til at varte os op og sørge for, at vi befinder os godt. Vi får derfor en god nats søvn, efter at vi endnu engang nærmest sluger vores frysetørrede mad. Ligesom aftenen før er vi for trætte til at gå ud og spise, så vi kan ligeså godt varme noget vand i elkedlen og spise i vores senge. Det fantastiske ved at vandre er jo, at al mad smager himmelsk – også den frysetørrede slags.

Endnu engang ligger jeg i sengen og tænker tilbage på, hvor meget jeg har frosset de to første nætter. Det får mig til at sætte endnu mere pris på en varm seng.

Dag 5: Drumnadrochit – nær Craig Dunain (22 km.)

Overnatning: Eco-camp, wild camping, Craig Dunain

Den gode opvartning får vi også at mærke til morgenmaden, hvor vi bliver forkælet med lækker morgenmad på ægte skotsk manér. Til de nysgerrige, er der i hvert fald mulighed for at smage både haggish og blodpølse. I anledning af påsken, bliver der også serveret chokoladeæg og hot cross buns, som skotterne spiser til påske. Alt i alt har vi en meget fin og autentisk nat på Greenlea B&B, men nu glæder jeg mig næsten også til den sidste nat i telt – selvom jeg ved, at den bliver kold.

Efter morgenmaden vinker vi farvel til Gordon og Miranda, og fortsætter turen ad Great Glen Way. Fra Drumnadrochit går turen et stykke ud ad den store A82 vej, inden ruten endelig drejer ind til venstre. Ligeså lidt charmerende det er at gå ved en stor vej, ligeså charmerende bliver det hurtigt igen, da vi vi forklader A82’eren. Med det samme begynder stigningen, og inden vi når skovområdet, får vi udsigt til Urquhart Castle, der ligger lige ud til Loch Ness.

Et besøg ved den populære slotsruin kan sagtens kombineres med vandring på Great Glen Way, hvis du har interessen og tiden. Vi vælger dog bare at fokusere på vandringen i denne omgang. Men jeg kan mærke, at det historiske også trækker i mig – det må blive på den næste tur til Skotland. Der er i hvert fald rigeligt med historiske steder at tage fat på.

Et sidste kig til Loch Ness

Da vi går videre op gennem skoven, viser det tidligere forår sig i den lysegrønne skovbund, hvor solstrålerne kaster lys på de grønne nuancer. Det ligner noget fra et magisk eventyr. Mange steder synes jeg, at Skotland minder om Sverige, og det er netop den følelse jeg får, da vi bevæger os op gennem nåleskoven.

Da vi når ud ad skoven, får vi glæden af de sidste gode udsigter over Loch Ness. Igen er vejret lidt ubeslutsomt. Den ene vej ligger skyerne tungt ind over bjergene i horisonten. Kigger vi den anden vej, viser himlen sine blå nuancer. Heldigvis går vi mod den blå himmel frem for mod de mørkegrå skyer.

Vi når nu til et landskab, der ikke rigtigt ligner det, vi før har set på Great Glen Way. Overalt er de bølgende bakker dækket af lyng, der på trods af årstiden stadig har et lilla skær over sig. Jeg er sikker på, at det ser helt fantastisk ud, når lyngen blomstrer.

Eco-campsite

Inden vi igen når til et stykke asfaltvej, går turen videre forbi et eco-campsite, hvor det også er muligt at købe mad og forfriskninger. Stedet ligger meget isoleret, og jeg forestiller mig, at det kunne være et hyggeligt sted i højsæsonen. Nu ser det hele bare meget dødt ud, og vi kan ikke engang sætte os og få en kop kaffe og en snack, da vi har brugt alle vores kontanter ved det Greenlea B&B.

Vi gik derfor videre i håb om at finde et godt sted at spise vores frokost. Desværre kommer der aldrig et perfekt sted til en picnic, så det ender med, at vi sætter os i kanten af vejen. Jeg kan derfor kun anbefale at spise frokost, inden du når til eco-camp. Medmindre du har kontanter til at købe noget mad på stedet.

Efter campsitet, fortsætter Great Glen Way nemlig et godt stykke tid på asfaltvej. Det er endnu en af de gange, hvor ruten ikke er den mest inspirerende i verden, men i det mindste er udsigten flottere end dagen forinden. Alligevel føles det meget langt i den stærke modvind, og skovområdet vi kan se i horisonten, virker alt for langt væk.

Skiftende landskab og varieret terræn

Til gengæld skinner solen ned på os, men den stærke vind får luften til at virke koldere, end den er. Efter ruten omsider drejer ind på en sti, finder vi et sted i læ, hvor vi får en kop varm te og resterne af den kage, vi købte i Fort Augustus. Det giver os energi til at fortsætte videre mod nåletræerne. Vi glæder os nemlig til der sket noget nyt på ruten, som i lang tid har fortsat lige ud. Hvis Great Glen Way har lært mig noget om mine præferencer er det i hvert fald nok, at jeg trives bedst med alsidighed, når jeg vandrer. Der må gerne ske noget i landskabet og terrænet må gerne variere. Det gør det også på Great Glen Way, men man kommer bare ikke uden om, at nogle passager på ruten, er mere spændende end andre.

Med den lange lige vej bag os, stiger humøret, og vi begynder at spejde efter steder, vi kan slå teltet op. Det vrimler ikke med velegnede steder, og den skov, som vi har tænkt os at campe i, viser sig at være hegnet ind meget af tiden.

Vi ender derfor med at fortsætte et godt stykke endnu, og et kort overblik overvejer vi, om vi bare skal fortsætte hele vejen til Inverness. Det vil slet ikke være umuligt for os, selvom vi vil ankomme lidt sent. På den anden side, vil vi også gerne have den sidste nat i teltet. Jeg drømmer om endnu en morgen som på dag tre, men jeg ved også, at det var helt unikt.

Sidste udkald

Omsider finder vi et sted, der er egnet til at slå et telt op. Det har ikke ligefrem vrimlet med flade steder, og på højre hånd, hvor skoven ligger, er der stadig indhegning. Vi ender med at slå teltet op ret tæt på stien. Med så få mennesker vi har set på hele turen, gør det nok ikke det store.

Vores spot i aftensolen passer helt perfekt til den sidste nat – også selvom det ligger tæt på stien. Vi nyder den sidste varme fra solen, inden vi igen skal gennem en uundgåeligt kold nat. Det er også lykkedes os at finde et sted med smuk udsigt, hvorfra vi kan se både solnedgang og solopgang. Selvom stedet ikke hamler op med vores anden nat i teltet, fortryder jeg ikke, at vi får den sidste nat midt i naturen. Jeg suger til mig af stilheden og roen alt, hvad jeg kan. For jeg ved, at næste dag står vi ved målet i Inverness. Og så er det hele slut.

Selvom jeg allerede fryser, mens vi spiser vores frysetørrede aftensmad, går jeg derfor i seng med en tilfredsstillelse over at være nået så langt.

Dag 6: Nær Craig Dunain – Inverness (7 km.)

Jeg er alt andet end udhvilet, da jeg vågner omkring 06.15. Den kolde nat har igen røvet mig fra søvn, men nu glæder jeg mig alligevel til at stå op og se en forhåbentlig flot solopgang.

Det er allerede lysere end jeg troede det ville være, da jeg lyner teltet op. Heldigvis får jeg stadig glæden af det helt unikke lys, der opstår både morgen og aften. “The magic hour” som jeg tror, fotograferne kalder det. På trods af min synlige ånde glemmer jeg derfor hurtigt alt om kulden. I stedet koncentrerer jeg mig om at skyde nogle billeder af den fine morgen, der er badet i et helt specielt lys. Efterhånden kan jeg dog mærke minusgraderne, og skynder mig derfor ind i teltet igen. Med morgengrød og morgenkaffe i maven får jeg så småt varmen igen, og vi begynder at pakke vores ting sammen for endeligt at nå “målstregen” i Inverness.

Da vi forlader vores campsite, finder vi hurtigt ud af, at der ikke havde været mange andre chancer for at slå teltet op. Vi skal ikke mere end et par kilometer væk, før vi kommer tættere på civilisationen og ikke længere befinder os i skovområdet.

Det sidste stræk mod Inverness

Hele tiden tror vi næsten, at Inverness ligger lige rundt om hjørnet. Alligevel er der stadig et stykke fra Craig Dunain til Inverness bymidte, hvor Great Glen Way slutter. Jeg skal ærligt indrømme, at de sidste kilometer ikke er de mest spændende i verden, selvom turen gennem Whin Park og videre langs kanalen faktisk er meget hyggelig og charmerende. Morgenfriske hundeluftere og løbere hilser pænt på os på vores sidste vej mod målet. Et anerkendende nik og skotternes flinke gestus betyder faktisk en del, når man føler sig lidt stolt over at være så tæt ved vejs ende.

Ved Inverness Castle slutter den 117 km. lange Great Glen Way. Pludselig befinder vi os midt i Inverness, og står side om side med turister fra hele verden. De har alle kig mod slottet, mens mest af alt, har vi nok bare kig på den store tavle, der markerer slutningen (eller starten) på Great Glen Way. Faktisk føler jeg det lille smule sørgmodigt at stå der ved vejs ende – blandet med en god portion tilfredsstillelse selvfølgelig. Men når noget godt og fantastisk slutter, er det umuligt ikke at være lidt “øv” omkring det. Om ikke andet, er jeg noget ambivalent over at slutte ferien af. På den ene side er jeg stolt, glad og tilfreds, mens jeg på den anden side, bare gerne vil have mere. Det er nok en følelse, der aldrig stopper. For jeg kan bare ikke få nok af vandring og uforglemmelige naturoplevelser!

Indlægget Great Glen Way: Vandredagbog og rutebeskrivelse blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Der er mange flere fordele ved at vandre fra hytte til hytte i Dolomitterne, og det er ikke kun den uimodståelige apfel strudel, der trækker. Fællesskabet, komforten og hyggen er alle vigtige parametre, som gør hytte til hytte vandring til et oplagt valg for alle. Unge som gamle, børnefamilier og singler vil alle nyde godt af de oplevelser, der følger med hytte til hytte vandring i Dolomitterne.

Vi valgte at planlægge en rute i Puez-Odle området, der ligger i Trentino-Alto Adige. Da vi også gerne ville have nogle dage til at se andre områder af Dolomitterne, valgte vi en tur med tre overnatninger. Så fik vi også tid til dagsvandreture til Tre Cime di Lavaredo og Alpe di Siusi. Men hytte til hytte-turen endte med kun at blive med to overnatninger, da vi var hurtigere, end vi havde kalkuleret med. Desuden betød det uforudsigelige vejr i Dolomitterne, at to af dagene bød på regnvejr og tåge, hvilket gjorde, at vi ikke kunne bruge den ekstra tid til at udforske området ved hytterne.

Uforudsete hændelser

Men jeg vil virkelig gerne slå et slag for at hytte til hytte vandring i Dolomitterne. De to overnatninger var virkelig helt fantastiske, selvom vi gerne ville have haft den tredje nat med. Men uforudsete hændelser er også en del af en vandreferie. Nogle gange ændrer planerne sig, og samtidig kræver det lidt erfaring at planlægge en tur, så den passer til sin egen fysik. Efter hver tur bliver man klogere på sig selv og sine bedrifter, og det er jo en del af processen.

Næste gang har vi sikkert meget nemmere ved at planlægge en hytte til hytte tur. Vejret er til gengæld en anden sag. Det kan man ikke ændre på, så der er heller ikke nogen grund til at ærgre sig over det. Her må man bare acceptere, at når man vandrer i bjerge, har vejret sin helt egen og uforudsigelige agenda.

Dag 1: Selva di Val Gardena – Rifugio Puez:

8,3 km.

915 opstigende højdemeter

Ca. 3.5 – 4 times vandring

Snyd ikke dig selv for et stykke apfel strudel ved det hyggelige Rifugio Puez, når du er på hytte til hytte vandring i Dolomitterne. Selvom mange forbinder apfel strudel med noget tysk, er det på de fleste menukort i Sydtyrol/Alto Adige. Området er tydeligt præget af det tyske, hvilket giver et finurligt præg på kulturen – og på menukortene.

Rifugio Puez har kun fælles sovesale med køjesenge. Selvom der ligger tæpper, er det en god idé at medbringe sovepose eller lagenpose.

Beskrivelse:

Vi startede turen rundt i Puez-Odle National Park fra Selva di Val Gardena, som er et godt udgangspunkt for en del vandreture. Herfra kørte vi med vores udlejningsbil op til en gratis parkeringsplads, som du kan fange ved at køre ud af vejen Via Daunei. Hvis du ikke har bil, kan du sagtens starte turen fra Val Gardena. Det kan være en fin idé lige at forhøre sig på turistkontoret, der ligger ved hovedvejen.

Har du bil skal du nok komme tidligt på dagen for at få en parkeringsplads. Fra parkeringspladsen fanger du en sti mod nordøst. Dvs. den vej tilbage, hvor du lige er kørt op ad Via Daunei. Snart dukker et grønt og bakket landskab op og du møder et lille kapel, som fanger essensen af den norditalienske alpestemning. Vallunga er navnet på den frodige dal, du bevæger dig igennem på den første etape af hytte til hytte turen. Køerne græsser fredeligt, og klippevæggene der omkranser dalen, danner en enestående ramme om det smukke landskab.

Apfel strudel og yatzy

Turen fortsætter fladt et stykke endnu, men det er om at nyde det, for snart går turen opad. Stien bliver mere utydelig, mens ruten fortsætter op gennem de løse sten, hvor smeltevandet tydeligt har sat sine spor ned af bjerget. Men i takt med at pulsen stiger, bliver udsigten bedre og bedre. De kilometer vi netop har tilbagelagt i dalen kigger vi nu ned på. Det er tydeligt at se, hvordan dalen er blevet formet af istidens gletsjere, der har banet sig vej gennem de massive bjerge. Med Vallunga i ryggen fortsætter vi ufortrødent videre, indtil den første hytte kommer til syne. Rifugio Puez ligger godt beskyttet mellem klipperne, så vi starter med at nyde en kop kaffe på terrassen, hvor vi er beskyttet mod blæsten.

Efter vi har fundet os til rette i køjerne i den fælles sovesal, går vi ned i hyttens restaurant/spisesal. Da klokken kun er 15.00, tillader vi os at dele en halv flaske vin, mens vi spiller yatzy, læser og nyder udsigten til bjergene. En italiensk familie deler ud af deres hjemmebryggede snaps lavet på nogle lokale bjergblomster. Det smager frygteligt, men bidrager til en hyggelig stemning, mens vi hører lidt om deres vandretur.

Efter aftensmaden nyder vi desuden et stykke apfel strudel, inden vi går tidligt i seng, så vi er friske til næste dags vandring.

Dag 2: Rifugio Puez – Rifugio Genova

12 km.

645 opstigende højdemeter

Ca. 4 – 4.5 times vandring

Rifugio Genova er startstedet for den populære vandrerute Alta Via 2, så her er det en god idé at reservere et værelse et godt stykke tid i forvejen – især hvis du vandrer i højsæsonen. Der er både private værelser og fælles sovesale til rådighed. Sovepose er ikke nødvendig.

Dagen kan forlænges med en tur op til Sass de Putia. Det var vores oprindelige plan, da vi ankom tidligt til Rifugio Genova. Desværre var vejret ikke med os, så pga. regn og tåge ville det ikke give mening for os at bestige Sass de Putia, der ligger i næsten 3.000 meters højde. Vælger du at forlænge turen, skal du tillægge omkring 3 timer. Det kan være en god idé at ”checke ind” i hytten først. Så kan du spise en frokost og få et hvil inden turen mod toppen.

Beskrivelse: 

Vi vågnede op til en morgen med gråvejr og regn, så gårsdagens udsigt var ikke helt den samme. På turen videre fra Rifugio Puez er landskabet mere råt og barskt. Snart går det også stejlt nedad, hvor der er hjælpende kabler, der gør den stejle nedstigning lidt nemmere at håndtere. Men det skal siges, at det her kræver en hvis fysik. Her går det ikke med alt for stive led og skader. Nogle steder er det nødvendigt at vende sig rundt med næsen ind mod bjergsiden for at komme helskindet ned. Andre steder kræver det et lille hop. Det er egentlig ikke fordi turen er vildt svær, men for at undgå skader, kræver det koncentration at sætte fødderne korrekt.

Efter at have forceret sig frem på den anden side af bjerget, går det videre nedad i zagzag-sving gennem en stenet sti. Modgående vandrere er der ikke meget plads til på den smalle sti, men de dukker ikke desto mindre op. Ruten fra Rifugio Puez til Rifugio Genova følger nemlig Alta Via 2 i den modsatte retning.

Vejret klarer ikke op, og det giver selvfølgelig en anden stemning at vandre i regn og blæst. Vi udveksler ikke så mange ord, men stopper alligevel op for at tage billeder, når skyerne fejer ind over bjergene – og med korte mellemrum tillader en åben passage til det grønne og stenede landskab nedenfor.

Men selvom skyerne gemmer alle de smukke udsigter fra os, kan vi stadig se, hvordan landskabet pludselig går over i bølgende grønne bakker med små hytter, der ligger spredt rundt omkring. Mange af hytterne skulle efter sigende være til dem, der passer kvæget, der i ægte alpestil græsser rundt omkring. Det er svært at se dyrene i tågen, men klokkerne om halsen afslører, at de ikke er langt væk.

Alpehytte-stil og varm kakao

Da vi når Rifugio Genova er vi godt våde. Som de optimister vi er, har vi ikke taget ordentligt regntøj med. Kun et par regnslag, der er ret irriterende at gå med i blæsevejr, skulle jeg hilse og sige. Vi savner også handsker og hue, selvom vi kun er i starten af september. Heldigvis har jeg min Buff, der på glimrende vis fungerer som pandebånd og holder ørerne tørre og varme.

Hytten byder på varme og er i det hele taget virkelig hyggelig. Den hyggelige alpestil passer næsten til det våde vejr, og det samme gør den kop kakao, som vi ikke er ret lang tid om at fortære. Men vi har lidt svært ved at se, hvordan vi skal få tiden til at gå resten af dagen med den tykke tåge, der omsvøber hele området.

Vi låner derfor fastnettelefonen og ringer til Rifugio Malga Brogles og hører om de har plads til os i nat i stedet for dagen efter. Det har de desværre ikke, så vi finder vores værelse og tænker over, hvad der skal ske med resten af turen. Hvis vejret klarer op dagen efter, tager vi turen til Sass di Putia som det første og overnatter ved Malga Brogles som oprindeligt planlagt. Men hvis det stadig er skyet og vådt, dropper vi den sidste nat og går hele vejen tilbage mod bilen.

Desværre bliver det sidstnævnte plan, vi holder os til. Til gengæld får vi en god sidste nat ved Rifugio Genova, og vi får da også resten af dagen til at gå med planlægning, spil, læsning og en masse snacks.

Dag 3: Rifugio Genova – Selva di Val Gardena (parkeringspladsen ved Via Daunei)

20,5 km.

820 opstigende højdemeter

Ca. 8 timers vandring

Turen fra Rifugio Genova tilbage til Val Gardena er lang, men der er mulighed for pauser undervejs i forskellige hytter. Det hårdeste stræk kommer lidt efter Rifugio Malga Brogles, men belønningen er, at du når til Seceda – uden at have taget en svævebane op. Der er altså bare noget fedt ved selv at gå op til de populære udsigter. Det er derfor en strækning jeg helt klart vil anbefale, når du er på hytte til hytte vandring i Dolomitterne. 

Beskrivelse:

Som et spændt barn på juleaften ruller jeg gardinerne væk fra vinduet næste morgen. Desværre må jeg konstatere, at vejret ikke er blevet meget bedre, men det er dog klaret op omkring hytten. Vi går ned og spiser den udmærkede morgenmad og fortsætter så turen mod Rifugio Malga Brogles ad jeep-vejen på bagsiden af hytten. Heldigvis er der kun støvregn i luften, så jeg håber på opklaring senere på dagen.

Mod Malga Brogles bliver turen mere og mere frodig, men de gode udsigter må vi overlade til fantasien. Dog laver skyerne huller fra tid til anden, der afslører, at vi befinder os i utroligt smukke omgivelser. Men da vi når til Malga Brogles, er tågen kun blevet tykkere. Hytten kommer meget pludseligt til syne, og vi går ind og får et lille hvil og en kop kaffe. Når vi kigger ud af vinduerne ser vi kun den hvide tåge. Jeg prøver at huske på de meget idylliske billeder, jeg har set af hytten og området hjemmefra. De grønne græsmarker og de takkede bjerge, der omkranser hytten. Det kan kun være et flot syn at møde i virkeligheden, men det må vi have til gode til en anden gang.

På turen videre fra Rifugio Malga Brogles går det snart stejlt opad – og det fortsætter og fortsætter opad i zigzag. Måske er det de tætte skyer og dermed manglende ilt. Måske er det manglen på udsigt og dermed belønning. I hvert synes jeg, at strækket er enormt hårdt, og jeg gisper efter vejret indtil jeg tror, at vi er vi ved at være oppe. Men der mangler lige endnu et stræk med kabler, der trods alt gør opstigningen lettere – og lidt vildere.

Seceda 2500 m.

Ved toppen er det som at træde ind i et helt andet landskab. Skyerne skaber lidt plads og afslører et grønt og bølgende landskab, der står i kontrast til den rå klippevæg, vi netop har forceret. Desværre får vi aldrig helt den åbning i skyerne, vi havde håbet på. Seceda har længe været på min bucket list, og selvom jeg har stået der, føler jeg ikke helt, at jeg har set det ordentligt. For det har jeg heller ikke. Men egentlig er skuffelsen først blevet større bagefter. I situationen er der jo ikke så meget at gøre ved det – vejret går sin egen gang.

Mellem murmeldyr og bølgende bakker går vi videre og holder frokostpause ved Troier Hütte. I et kort øjeblik brænder solen igennem skydækket og giver os noget af den varme som gjorde, at vi få dage forinden vandrede i shorts og t-shirt.

Fra Troier Hütte er der stadig et godt stykke tilbage til bilen, men turen er nem og byder ikke på de vilde højdemeter. Turen passerer også Rifugio Firenze, hvor man også kunne have valgt at blive en nat. Vi fortsætter dog videre uden stop, og i takt med, at regnen tager til og lyn lyser himlen op, har vi det helt fint med at være tilbage ved bilen.

Der er ingen tvivl om, at vi har en masse udsigter til gode fra turen. Jeg kommer meget gerne tilbage til området, for der er så mange fantastiske muligheder for hytte til hytte vandring i Dolomitterne. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage en hel uge i hytte til hytte, men det var også rigtig fint med en lille forsmag.

Husk også at læs med om hytte til hytte vandring i Slovenien.

Praktisk info:

Uanset om det er en kort eller lang tur, så tænker jeg, at disse praktiske tips kan bruges, når du skal vandre hytte til hytte i Dolomitterne. 

• Husk kontanter – både til at betale dine overnatninger og dine måltider. Overnatninger koster alt mellem 25-60 euro pr nat afhængig af sted og privat værelse eller dorm room.
  
  

• Book i god tid – især i højsæsonen. De fleste hytter har efterhånden hjemmesider med kontaktoplysninger. For det meste skal man ringe og booke pr. telefon.
  
  

• På siden her finder du et godt overblik over de forskellige hytter (men vær opmærksom på, at det ikke er sikkert, at alle hytter er med)
  
  

• Det kan være en god idé at medbringe hjemmesko eller sandaler til brug i hytterne. For det første er det rart at komme af med de tunge støvler. For det andet er det god kutyme i hytterne, at man stiller støvlerne.
  
  

• Nogle hytter har private værelser – andre har ikke. Og de private værelser bliver også booket op først. Husk ørepropper, hvis du ender på sovesal med en snorker.
  
  

• Nogle hytter har rent sengetøj og dyner som standard og hos andre hytter kan man leje begge dele. Smartest er det selv at medbringe en let sovepose. Så er man altid på den sikre side. Spørg evt. ind til det, når du ringer og booker.
  
  

• Uanset om vejret er uforudsigeligt eller ej, er det en god idé at have nogle spil og en bog med til underholdning – afhængig af hvor lange vandredage, du har. Men det er nu rart at have plads til lidt hygge og afslapning.
  
  

• Ikke alle hytter har sæbe på toiletterne. Husk håndspritten, og hvis du er lidt sart ligesom mig, kan det også være en god idé at have sæbe med. Jeg har sådan en lille pakke med sæbe, der er virkelig smart at have med på vandreture.
  
  

Indlægget Hytte til hytte vandring i Dolomitterne – vandreferie i de italienske alper blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Vinterlandskaber kan noget helt specielt. Der er en anden ro over snedækkede bjerge og nåletræer, og det føles helt meditativt at gå rundt i den pudderfine sne, der knitrer som kartoffelmel under skoene. Men det er faktisk ikke noget, jeg nogensinde har gjort mig i. For let’s face it; Danmark kan ikke ligefrem prale af at være et snesko-paradis.

Det kan Schweiz til gengæld. Så da turen gik til Genéve for en weekend, undersøgte jeg mulighederne for at tage en dagstur i bjergene for at prøve kræfter med snesko. Det giver jo nogle helt nye muligheder for vintervandring. Af en eller anden grund, har jeg nemlig altid tænkt, at jeg ikke kunne vandre i Europa om vinteren. I hvert fald ikke i bjergene. Jeg troede, at det krævede en masse erfaring, træning og viden, men faktum er, at det slet ikke er så farligt og svært. Schweiz ligger inde med en masse ruter for sneskovandring, og det gælder også for resten af Europas skisportssteder.

Med en rute planlagt, er det derfor bare om at spænde sneskoene på og gå. I hvert fald, hvis man er nybegynder ligesom mig. Jeg ville i hvert fald ikke starte ud med at gå meget off route, da jeg tænker, at det kræver lidt kendskab til sneforhold, lavinerisiko, navigation osv.

5 steder til sneskovandring i Schweiz (Genéve-området)

I min research fandt jeg ud af, at der er nogle forskellige muligheder for sneskovandring i Schweiz, når man besøger Genéve. Alt sammen afhænger selvfølgelig af, hvor lang tid man er villig til at bruge på transport. Jeg fandt frem til fem steder inden for rimelig afstand, der på hver deres måde virker interessante som udgangspunkt for sneskovandring:

• St-Cergue/La Givrine: Ca. 1 time med tog fra Genéve
• St-George: Ca. 70 min. med tog og bus fra Genéve
• Vevey/Montreux: Ca. en time med tog fra Géneve
• Gstaad: Ca. 2.5 time fra Genéve
• La Clusaz (Frankrig): Ca. 2-2.5 time med bus fra Genéve
  
  

Vi endte med at snævre mulighederne ind til St-Cergue eller Vevey, da vi skulle ud og hjem samme dag. Da vi også gerne ville være sikre på sne, tog vi først beslutningen aftenen før, da vi sad på hotelværelset i Genéve. Her fandt jeg nemlig frem til, at der ikke lå så meget sne i Vevey/Montreux-området.

Næste dag tog vi derfor toget mod St-Cergue, der ligger i Jurabjergene. Bjergene grænser op mod Frankrig på Lake Genevas østlige side. Vi skiftede tog i Nyon til et lille tog, der snor sig gennem landskabet og når en højde på 1.228 meter over havet i Col de la Givrine. Turen op til St-Cergue er rigtig fin, men vi havde stadigvæk svært ved at forestille os, at der pludseligt skulle dukke et snelandskab op. Genéve og Nyon var på ingen måde dækket i sne. Men jo højere op toget bevægede sig, jo hvidere blev nåletræerne og til sidst forvandlede det hele sig til et ægte winter wonderland. 

St-Cergue – La Givrine

8 km. 

546 højdemeter 

Ca. 3-3.5 time

Allerede da vi steg af toget, kunne vi mærke, hvordan luften var forandret. Der er ikke noget som frostvejr og sol, der kan skabe fri passage i luftvejene.

Der var næsten også noget helt magisk over at befinde sig i så anderledes omgivelser kun en time fra Genéve. Som om, at vi steg på Hogwardsekspressen, blot for at blive kørt til et fortryllende vinterlandskab frem for et landskab med troldmændsskoler og magiske skabninger.

Fra stationen gik vi et par hundrede meter hen til den lokale sportsbutik, som udlejer skiudstyr – og snesko selvfølgelig. Vi valgte at starte ud med at gå en rute fra St-Cergue til La Givrine. Med sneskoene under armen gik vi derfor yderligere 500-1.000 meter, før vi kom til rutens start. Vi krydsede stationen og fulgte herefter den lyserøde skilting, der betyder sneskorute i Schweiz.

Turen starter fladt, men landskabet bølger blødt omkring stien, indtil den fører os ind i nåleskov. Her fortsætter den blidt opad, hvilket fik sveden til at løbe lidt under det varme tøj. Vi var i øvrigt heldige, at solen tittede frem fra tid til anden, hvilket fik sneen i skovbunden til at glimte og kaste lyset rundt mellem nåletræerne. I åbne passager, hvor landskabet fik lov til at folde sig ud, kunne jeg ikke lade være med at bruge nogle minutter på at stirre på den uberørte sne. Hvad er det med helt uspoleret sne, der er så betagende? Sneen der indhyller landskabet i en uskyldighedskappe virker simpelthen så tiltrækkende på mig. Både fordi, der er en meget speciel skønhed i det, men også fordi, jeg får lyst til at berøre den blanke sne og sætte mine fodspor der, hvor ingen andre har gjort det før mig.

Udsigt til alperne

Ved skovens udmunding fortsætter ruten lidt opad. Lige pludseligt venter der den smukkeste udsigt ud over Lake Geneva og de franske alper. I helt klart vejr skulle det være muligt, at se Mont Blanc, men selvom vi havde perioder med sol, lå alperne i horisonten indhyllet i en tynd dis. Jeg var bare glad for at kunne se solen og de snedækkede alper, da vejrudsigten havde lovet helt gråt vejr. Det må altså være en af fordelene ved sneskovandring i Schweiz; fantastisk udsigt til alper og bjerge.

Vi holdt en lille snack-pause ved en slags hytte, der dog var lukket for vinteren. Her var udsigten ud over bjergene fænomenal, men vi blev hurtigt kolde af at sidde stille og gik derfor videre for at få varmen igen.

Selvom det godt kan mærkes, at det er tungere at gå med snesko, fortsætter benene ufortrødent. Mit fokus er på at suge til mig af det smukke vinterlandskab, som allerede har givet mig langt mere ro i sindet. Sneens renhed får min krop til at koble fuldstændigt af. Det sker nu på alle mine vandreture, men jeg synes alligevel, at sneen giver en anderledes slags ro. Måske fordi det er nyt for mig at vandre med snesko, men måske også fordi, den hvide sne skaber så uforstyrret et terræn.

Da vi begynder at nærme os turens afslutning, dukker flere mennesker op. Vi er dog stødt på andre folk med både snesko og langrend, men fra Le Genolière til La Givrine, bliver der lidt mere befærdet. Ved Le Genolière kan man i øvrigt købe både mad og drikke. Vi valgte at forsætte til La Givrine, da vi gerne ville nå en tur mere inden dagen var omme. Man kan nemlig slet ikke få nok af  sneskovandring i Schweiz!

St-Cergue rundtur på snesko

6 km. 

220 højdemeter

Ca. 1.5 time

I La Givrine er der ikke meget andet end en restaurant og en togstation. Toget går tilbage mod St-Cergue, men man kan også tage toget videre mod La Cure, der ligger lige ved grænsen til Frankrig. Vi stod og var lidt i tvivl, om vi skulle tage ud på en lidt længere sneskorute fra La Givrine til La Cure, eller om vi skulle tage toget tilbage til St-Cergue og gå en rute på kun en times tid. Vi valgte at tage tilbage til St-Cergue, da vi ikke havde lyst til at komme alt for sent tilbage til Genéve.

Den lille rundtur  fra St-Cergue starter ved La Vieux Chateau, som ikke ligger mange hundrede meter fra sneskoudlejningen. Herfra går det opad gennem skov og forbi toppen af en børneskibakke. Selvom turen er rigtig fin, stikker den ikke rigtigt udsigten ud over alperne. Alligevel var der en fin stilhed over turen, selvom den krydser noget vej et par gange.

Under alle omstændigheder var det rigtig fint lige at få det sidste med. Vi følte os i hvert fald slet ikke færdige efter første tur. Og jeg kan afsløre, at sneskovandring i Schweiz er noget, man godt kan gå hen og blive afhængig af.

Derfor var det også trist, da turen sluttede. Til gengæld nåede vi lige at få dagens sidste solstråler at se, inden solen gemte sig bag de sneklædte nåletræer.

Inden toget gik tilbage mod Genéve, kunne vi lige nå at varme os på en kop te og kaffe. En perfekt måde at afslutte en vidunderlig dag med sneskovandring i Schweiz.

Vil du have flere mere viden om sneskovandring? Husk at læse mine tips til sneskovandring i St-Cergue.

Indlægget Sneskovandring i Schweiz blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Dolomitterne i de norditalienske alper strækker sig over et meget stort område. Fra regionerne Veneto og Trentino til det tyskprægede Sydtyrol/Alto Adige, rejser bjergvægge og klippespir sig i storslåede formationer. Derfor er det heller ikke særligt nemt at finde hoved og hale i, hvor der er de bedste muligheder for vandring i Dolomitterne. Hvert område leverer naturoplevelser i verdensklasse, og det er ikke svært at se hvorfor Dolomitterne er en populær destination både sommer og vinter.

Vi valgte at fokusere mest på Sydtyrol/Alto Adige, der grænser op mod Østrig. Her finder man en masse naturparker, der er spækket med alt, hvad naturhjertet begærer. Selvom jeg ikke ved, hvad jeg ellers er gået glip af, så ved jeg, at jeg ikke kunne have ønsket mig mere af et vandreområde end det, vi fandt i Sydtyrol.

Hjertevarm hytteovernatning på vandring i Dolomitterne

På mange måder var Dolomitterne i virkeligheden meget, som jeg havde forestillet mig; Takkede bjergtoppe og storslåede udsigter blandet med bølgende grønne bakker som taget ud af The Sound of Music.

Hytter er der ligesom bjerge ikke mangel på i Norditalien. Vi kom forbi mange hytter på vores ture, for det er noget af det unikke ved at vandre i Dolomitterne. Det er næsten altid muligt at komme forbi en hytte og få et varmt måltid mad eller en overnatning. Vi tog da også en lille hytte til hytte tur. Men både dagen før og efter vores hytte til hytte vandring i Dolomitterne havde vi tid til en dagsvandretur. Turene kan du læse mere om herunder.

Val Fiscalina Tour

Start/slut: Dolomitenhof

Længde: 17 km

Højdemeter 1.225 m.

På den første tur valgte vi at tage hen og se de legendariske bjergformationer Tre Cime di Lavaredo eller Drei Zinnen, som de tre bjergspir hedder på tysk.

 Fra Dolomitenhof går turen mod den første af de fire hytter, som vandreruten går forbi. Der er derfor rigeligt med muligheder for at tanke op på mad og væske undervejs. Vi havde selv vand og snacks med, men undlod at medbringe frokost, da der er noget virkelig hyggeligt ved at holde frokost ved en hytte i bjergene. Det kan bestemt anbefales, selvom jeg også altid er fan af en uforstyrret picnic med medbragt mad.

Det første stykke af turen er fladt, men med det samme er der udsigt til de bjerge, som man bevæger sig hen mod. Lad dig ikke skræmme af, at der er mange andre mennesker det første stykke. Vi var omringet af en stor flok pensionister, da vi startede turen, men vi fik hurtigt rystet dem af os. Lad dig heller ikke skræmme af de store menneskemængder ved Rigugio Fondo Valle, som kun ligger omkring 20 minutters gang fra Dolomitenhof. Vi havde blot en tissepause og skyndte os videre for at slippe for menneskemængderne. I stedet nød vi udsigten mod Cima Una og fortsatte mod stiens forgrening, hvor vi gik venstre ad rute 103.

Idylliske Rifugio Zsigmondy-Comici

Nu begynder turen opad, men hele tiden ændrer landskabet sig, og for hver stigning tegner der sig nye positurer og vinkler i både forgrund og baggrund. Det resulterer i mange billedpauser, som også altid er en god undskyldning til at snuppe en håndfuld trailmix.

Efter en længere zig-zag stigning kommer Rifugio Zsigmondy-Comici til syne. Hytten ligger fantastisk idyllisk med udsigt til Croda dei Toni og omkranset af klipper med græspletter, der indbyder til et hvil.

Når turen fortsætter, skal du gå mod øst over de grønne græspletter, hvor du efter lidt tid kan fange rute 101. Her stødte vi på mindetavler fra 1. Verdenskrig, der mindede os om, hvor vanvittig en krig det var. Det er svært at forestille sig, at der skulle gå tropper rundt oppe i bjergene og endnu sværere at forestille sig, at så grusomme hændelser kan foregå i så smukt et landskab. Nogle gange er det godt at blive mindet om fortiden for at kunne sætte pris på nutiden. Jeg gik i hvert fald lige i stilhed et par minutter og forestillede mig de trætte og udmattede soldater med tunge støvler og alt for meget oppakning. Pludselig føltes min egen krop en hel del lettere. Jeg kunne ikke andet end have ondt af de stakkels soldater, der mistede deres liv i de smukke, men barske og ubarmhjertige omgivelser.

Hvis du er interesseret i historie og 1. Verdenskrig og gerne vil kombinere det med vandring, er Dolomitterne det oplagte valg. Der findes mange stier, der tager dig gennem fortidens krigsruter – blandt andet The Cinque Torri Circuit, The Lagazuoi Tunnels og The Kaiserjäger Route.

Frokost med udsigt hos Rifugio Pian di Cengia

Inden den tredje hytte på turen, kommer til syne, viser den smukkeste udsigt sig ud over Dolomitternes fantastiske bjerge. De rå bjergtoppe står som takkede mønstre i horisonten og giver lyst til at begive sig endnu dybere ind i det betagende landskab. Det er lige præcis sådanne øjeblikke, der gør vandring i Dolomitterne til en uforglemmelig oplevelse.

Vi nyder udsigten og får en god tår vand, mens solen brager ned på os fra himlen. Herefter fortsætter vi ad rute 101 og følger skiltningen mod Rifugio Pian di Cengia, der ligger godt beskyttet mellem store klippestykker. På den hyggelige terrasse holder vi dagens frokostpause. Ikke mange terrasser har udsigter som den ved Rifugio Pian di Cengia. Måske skyldes det udsigten og den fysiske udfoldelse, men mine knödel smager helt fantastisk, og kan bestemt anbefales, hvis det lokale køkken skal afprøves.

Rifugio Locatelli ved Tre Cime di Lavaredo

Fra hytten fortsætter ruten ad 101 indtil en forgrening, hvor rute 101 begynder at gå nedad i zigzag mod et lille bassin med azurblåt vand, som pryder udsigten. Stien snævrer ind, og det kræver lidt koncentration ikke at glide i de løse sten. Derfor kræver det et par stop for at nyde udsigten på højre side, der snart omfatter to små tvillingesøer, Laghi dei Piani.

Snart dukker Rifugio Locatelli op i forgrunden. Det ses tydeligt, at hytten ikke så underligt er en af de mest besøgte i Dolomitterne. Placeret lige overfor Tre Cime di Lavaredo, udgør Rifugio Locatelli et fremragende udsigtspunkt til de tre ikoniske bjergtinder, der står som skåret ud i landskabet. Jeg forestiller mig, hvordan de tre tinder har skubbet sig op ad jordoverfladen med bragende kraft – som nye voksentænder, der presser sig op gennem tandkødet.

Hvis der er tid til det, inden turen går tilbage, indbyder området til udforskning for at komme lidt væk fra menneskemængderne. Der er masser af luft omkring Rifugio Locatelli, så menneskemængden virker ikke uoverskuelig. Alligevel kan det være rart at træde et par skridt væk fra de mest befærdede steder.

Mod vejs ende

Da vi bevæger os videre ad rute 102, går der heller ikke mange sekunder, før vi igen er næsten alene på vandrestierne. Vi krydser et par steder med rindende vand, men det er ikke noget mine vandresko ikke kan holde til.

I takt med at det nu begynder at gå nedad bliver landskabet mere og mere frodigt. Nåletræer begynder at titte frem og et lille vandløb, der sikkert ikke er nær så tørt i forårsmånederne, følger ruten på højre hånd. Efter en varm vandringsdag var det lækkert at gå ned og kaste noget koldt vand i hovedet. Det friskede mig op, inden turen fortsatte mod Rifugio Fondo Valle og videre tilbage til Dolomitenhof.

Turen kan helt klart anbefales. Den er fremkommelig for de fleste og byder på virkelig smukke udsigter. En klar anbefaling herfra, hvis du gerne vil på vandring i Dolomitterne uden overnatning og også gerne lige vil forbi Tre Cime di Lavaredo.

Alpe di Siusi / Seiser Alm

Svævebanen fra Siusi/Seis til Seiser Alm – Alpe di Siusi

På vores sidste dag, efter vores hytte til hytte tur, tog vi på endnu en dag med vandring i Dolomitterne. Dagen og natten forinden havde stået på snevejr. Vi var godt nok forberedt på, at vejret kan være omskifteligt i bjergene. Men vi havde alligevel ikke troet, at vi ville gå fra 25 grader til snevejr på blot et par døgn. Det siger noget om, at det kan være ret uforudsigeligt at vandre i Dolomitterne.

I stedet for at planlægge en rute på forhånd, valgte vi at tage svævebanen fra Siusi til Alpe di Siusi/Seiser Alm. Det passede godt til vores temperament at kunne gå lidt rundt, som vi havde lyst til. Der er nemlig masser af stier at vælge imellem, når du stiger af svævebanen. Landskabet er også en del anderledes end det, vi var stødt på i dagene forinden. Alpe di Siusi er utroligt idyllisk og de snedryssede bjergtoppe gjorde bestemt ikke idyllen mindre. Tværtimod stod de hvide plamager af snefald i skarp kontrast til det grønne græs, hvor køer og heste stadig stod og græssede.

Vejret indbød til en kop varm kakao ved en hyggelig lille hytte. Herefter gik turen videre gennem skov, forbi små floder og videre tilbage mod svævebanen. Alpe di Siusi er så absolut et besøg værd. Jeg ville ønske, at vi havde haft mere tid til at udforske det idylliske alpeområde, hvor udsigten til storslåede bjerge

Praktiske tips til vandring i Dolomitterne

• Ved Dolomitenhof er der parkeringspladser mod betaling. Kom tidligt på dagen i højsæsonen for at få en plads.
  
  

• Skal du med svævebanen til Alpe di Siusi, er der rig mulighed for parkering. Der går også busser til Siusi/Seis.
  
  

• Hvis man gerne vil have et overblik over dagsvandreture i Dolomitterne, kan jeg anbefale bogen “Shorter Walks in The Dolomites”.
  
  

• Ikke alle hytter tager Visa. Husk at have kontanter med, hvis du vil tanke op med mad og drikke undervejs.
  
  

• Vejret! Som altid, når man befinder sig i bjergrige områder, kan vejret være lidt af en drillepind. Selvom det er sol og 25 grader den ene dag, kan det sagtens være snevejr den næste. I starten af september, som ellers skulle være en stabil måned, fik vi  vejrets uforudsigelighed at mærke.
  
  

• Husk derfor tøj, du kan bygge op i lag, når du vandrer i Dolomitterne. En buff kan bruges både som halsvarmer og pandebånd, og det fandt jeg meget nyttigt. Tynde handsker er også en god investering. Mange ruter har også sektioner med wire (via ferrata), så her beskytter handsker også hænderne.
  
  

• For at gøre forvirringen omkring sproget komplet, står vejskiltene oftest på både tysk, italiensk og ladinsk. Sidstnævnte er et gammel lokalt sprog, der primært findes i Dolomitterne. Derfor handler det om at have tungen lige i munden, når der sammenlignes kort og planlægges ture. Det er i hvert fald en god ting at have i baghovedet, at byerne har tre forskellige navne. På vandreturene synes jeg ikke, at det var et problem, men i bil var det lidt svært at navigere rundt i.
  
  

• Hytterne har også både tyske og italienske navne. Jeg bruger generelt de italienske.

Indlægget På uforglemmelig vandring i Dolomitterne blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Min krop er segnefærdig, og solen er ved at gå ned. Snart vil mørket lægge sig over vandrestien, så der er ikke tid til lange pauser, selvom mine ben er begyndt at ryste under mig, og mit syn begynder at sløre mere, end hvad min nærsynethed normalt tillader. På det sidste stykke ned ad bjerget føler jeg, at hele mit system snart lukker ned – der er simpelthen ikke mere at give af. Snackposen er tom, og det samme er min energitank.

Da bilen endelig kommer til syne på parkeringspladsen, får jeg alligevel samlet de sidste kræfter sammen til at strække ud. Hvis der er noget jeg har lært på mine vandreture, så er det, at udstrækning altid er godt givet ud. Måske især efter 12 timers bjergvandring. Mens jeg sidder i græsset og forebygger ømme balder, synger tinitussen for mine ører. Men jeg er alligevel glad og stolt. Jeg er måske mere stolt end nogensinde – i hvert fald i det øjeblik, hvor en 12 timers vandretur netop er afsluttet.

Fantastisk og udfordrende på samme tid

Med rystende hænder finder jeg mine briller i bilen og fatter næsten ikke, at mine ben har ført mig fremad i så mange timer. Jeg er klar over, at jeg har presset mig til det sidste, hvilket måske nok ikke skal ske igen – lige med samme i hvert fald. Det tyder mine blodsprængte øjne og den dundrende hovedpine på.

Men sikke en dag til gengæld! Slovenien har vist sig fra sin fineste side, og de smukke bjergtoppe mod den blå himmel står printet i min hukommelse. Dagen har budt på minder, som jeg aldrig vil glemme. Netop det, elsker jeg ved hytte til hytte vandring i Slovenien. Uforudsigeligheden, spændingen, skønheden, udfordringen. Det lille frimærke af et land har bestemt ikke skuffet på de parametre, og jeg vil til hver en tid anbefale andre at vandre i Slovenien.

Dag 1: Koča pri Savici – Koča pri Triglavskih jezerih

5,5 km.

1.050 opstigende hm

Natten forinden har vi tilbragt i en af de 181 hytter, Slovenien gemmer på. Det er ikke helt så lidt for et land, der er halvt så stort som Danmark. Hytterne giver vandrere mulighed for at få et måltid mad og et sted at sove, hvilket gør hytte til hytte vandring i Slovenien ret fantastisk og overskueligt. Hytterne fungerer heller ikke kun som et tag over hovedet. Det er også et møde med en helt speciel kultur, hvor vandrere og ligesindede mødes og udveksler anerkendende blikke samt deler deres unikke vandreoplevelser.

Da vi dagen forinden ankom til hytten med bjergvægge og søer omkring sig, havde vi kun gået en mindre vandretur på tre-fire timer. Vi startede vores hytte til hytte vandring fra parkeringspladsen ved Koča pri Savici, hvor vi først tog en afstikker til vandfaldet Slap Savica. Ikke en specielt nævneværdig tur, men til gengæld tog det ikke mere end knap en time at gå frem og tilbage. Herefter satte vi kursen mod Koča pri Triglavskih jezerih, hvor vi skulle tilbringe natten.

Frokostpause ved Black Lake

Turen startede med at gå stejlt opad, og foran os havde vi 1.050 højdemeter fordelt ud over 5.5 km. Nogle steder var der sat wirer op til at holde fat i, hvilket gav lidt ekstra thrill til turen.

Da de fleste og hårdeste højdemeter var klaret, kom vi til The Black Lake, hvilket var et oplagt sted til at nyde vores frokost. Der havde været en del andre vandrere på vejen op, og selvom der også var andre, der gjorde pause ved søen, var det nemt at finde et uforstyrret sted på nogle af de mange store klipper, der omkransede søen. Vi overvejede et øjeblik om vi skulle bade, men valgte i stedet at fortsætte videre op til hytten og vores logi for natten.

Harmonikaorkester i Sloveniens bjerge – ja, du hørte rigtigt

Efter frokostpausen fortsatte vi vandringen gennem skov, og vi så, hvordan landskabet blev mere og mere frodigt jo mere skygge træerne tillod. Bregner tittede frem i skovbunden og stod som stærk kontrast til den varme og stenede bjergskråning vi lige havde bevæget os op ad. Fra den første sø var resten af turen til hytten ret fremkommelig, og selvom vi stadig havde god energi i benene efter kun knap 4 timers vandring, var der noget helt specielt ved at se hytten komme til syne i forgrunden.

Da skoven munder ud, troner hytten i den mest idylliske setting omkranset af bjerge, der spejler sig i søernes blå overflade. Der er ikke noget at sige til, at hytten er populær som stop på en hytte til hytte vandring i Slovenien. Ikke nok med, at den ligger fantastisk, så ligger den også et sted, der er ret fremkommeligt. Stedet emmer derfor af liv og glade dage, selvom jeg også tror, at vi var så (u)heldige at rende ind i en stor rejsegruppe. Gruppen skulle også vise sig at være et harmonikaorkester, hvilket var ret stemningsfuldt lige indtil, det var sovetid. Vi havde nemlig en 12 timers vandredag foran os, og skulle derfor tidligt op næste dag.

Tiroler-lykkepiller

Skæbnen ville, at harmonikaorkestret var vældigt feststemte. Det blev ikke bedre i takt med mængden af alkohol, de kørte indenbords. Vi var landet midt i en fest på tiroler-lykkepiller, hvilke ikke stemte så godt overens med hyttens beliggenhed i de rolige bjergomgivelser. Jeg havde nok mere forestillet mig en retræte-stemning med trætte hikere, der mest af alt gerne ville sove.

Dagen havde ellers bare stået på total afslapning, efter vi ankom til hytten allerede ved 15 tiden. Vi slappede af ved søen, læste i vores bøger og nød et par øl over et spil Yatzy. Ved aftentid blev vi mætte i maverne af gullasch, polenta og apfelstrudel. Stemningen var lige i øjet, og vi blev siddende ude efter det blev mørkt, pakket ind i vores tøj. Jeg faldt i snak med en tysk familie, der skulle bestige Triglav med deres mindste søn på ni. Virkelig sejt, og præcis sådan jeg håber at blive, når jeg engang får børn.

Dag 2: Koča pri Triglavskih jezerih – Veliko Špičje – Koča pri Savici

17,5 km.

750 opstigende højdemeter, 1.750 nedstigende

Mange frustrationer senere faldt harmonikaorkestret omsider til ro ved 1-tiden. Det lykkedes os endelig at falde i søvn, men vi var langt fra udhvilede, da vækkeuret ringede 6.30 næste morgen. Vi var langsomme om at pakke vores tasker og sad og hang lidt over morgenkaffen. Først ved 8 tiden satte vi i gang med dag to, som skulle vise sig at blive en fantastisk vandredag, omend den næsten knækkede mig fysisk.

Det var en flot morgen, og den kølige og fugtige luft virkede forfriskende på de tunge øjenlåg. Solen var endnu ikke kommet over bjergenes toppe, da vi fangede stien bag hytten. Nu satte vi kursen mod Veliko Špičje i 2.398 m. højde. Som minutterne gik, steg solen på himlen, og vi bevægede os samtidig højere og højere op.

Et gisp efter vejret

Snart var vi badet i sol og sved, alt imens vi bevægede os gennem til tider ret stejle passager. Den frodige natur vi var startet i, blev snart erstattet af et mere barskt og stenet landskab. Men et hurtigt kig over skulderen afslørede de frodige bjergformationer, vi havde lagt bag os. Flere gange måtte jeg gispe en ekstra gang efter vejret. Først og fremmest fordi vi tilbagelagde højdemeter efter højdemeter i den bagende sol. Langt hen ad vejen også fordi, at synet der ventede over skulderen kun blev smukkere og smukkere, jo højere vi kom op.

Højere op kom vi i hvert fald. Den sidste vej mod toppen steg stejlt opad med flere passager, hvor wirer og hjælpende fodtrin gjorde opstigningen lettere. Flere steder måtte der klatres på alle fire, og jeg tror faktisk, at det er første gang, jeg oplevede det på en vandretur. Det giver lige et ekstra aspekt til vandringen, som jeg godt kan lide. I hvert fald så længe, at det bliver på det niveau. For jeg er ikke bjergbestiger eller klatrer, og jeg elsker heller ikke vandring nok til, at jeg gider sætte livet på spil for det. Men derfor kan man stadig godt sætte pris på lidt fysisk udfordring, der gør turen ekstra sjov.

I hjertet af Triglav National Park

Før vi fik set os om, stod vi på toppen, og sikke et sus! På toppen af Veliko Špičje står man i hjertet af Triglav National Park. Triglav Lakes Valley befinder sig på den ene side og Trenta Valley på den anden. Kronen på værket er selvfølgelig den vilde 360 graders udsigt. Herfra er der frit udsyn til Sloveniens højeste bjerg Triglav (2.864) mod nordøst. Det må næsten også have været Østrigs bjerge, som vi kunne skimte i horisonten. Det gav en følelse af at være hævet mere end 2.398 meter over havet.

Efter lidt afslapning og en masse billeder i kassen, fortsatte vi ufortrødent turen videre mod hytten Zasavska koča na Prehodavcih. Her vandrede vi ad bjergryggen, og jeg var flere steder glad for, at vi ikke skulle vige for forbipasserende vandrere. Faktisk havde vi kun mødt et par andre mennesker på toppen af Veliko Špičje. Bortset fra det, havde vi stierne for os selv. Det begyndte da også at blive sværere at finde vej i det bjergrige terræn. Men det var også som om, at turen blev mere autentisk i takt med, at stien blev mindre synlig.

Hytte med plads til fordybelse

Det lykkedes os at følge den rigtige vej gennem de græsgrønne bjergskråninger, der med tiden blev erstattet af mere øde terræn. Mest af alt mindede stedet pludselig om noget fra en anden planet. Det golde landskab afslørede tidens geologiske processer, og selvom middagssolen bagte uhindret ned på os, var jeg glad for, at vi ikke befandt os i tordenvejr. Her havde vi havde været lette ofre for farlige lynnedslag i det golde klippelandskab.

Omkring kl. 14.00 ramte vi endelig hytten Zasavska koča na Prehodavcih. Et meget charmerende og fredfyldt sted med langt færre besøgende end ved Triglav Lakes hut. Udsigten fra hytten byder oven i købet på fænomenale udsigter. Samtidig giver den øde stemning giver plads til fordybelse i den smukke omkringliggende natur. Jeg fortrød lidt, at vi ikke havde delt vores 12 timers vandretur op i to, så vi kunne blive natten over. Det var endda før jeg vidste, hvilke strabadser, jeg endnu havde i vente.

Den sidste af de syv søer

Med frokost i vores maver og høje på sukkeret fra den tiltrængte sodavand, gik turen nu tilbage mod Koča pri Triglavskih jezerih. Vi kom efterhånden forbi den sidste af de syv søer (Veliko Jezero), som i min optik næsten var den flotteste. Når solen tittede frem fra de skyer, der var kommet på himlen over frokosten, afslørede søen en fantastisk turkisblå farve. Vi spottede desuden et perfekt camp-spot nede ved søens bred. Trætte som vi var, fantaserede vi et øjeblik om, at vi havde telt med på ryggen.

Selvom jeg er blevet vild med hytte til hytte vandring i Slovenien, giver et telt giver fantastisk råderum og en masse fleksibilitet. Men der var ingen vej uden om. Der var stadig en del timer tilbage af gåturen. Selvom det først var efter, at vi havde passeret Triglav Lakes Hut, at trætheden for alvor satte ind, kunne jeg sagtens have slået lejr ved søen og vågnet op til en iskold morgendukkert næste dag.

At finde styrke i begrænsninger

Turen fra Triglav Lakes Hut blev lang. Meget længere end den havde været dagen forinden. Først og fremmest krævede det stor koncentration at sætte fødderne de rigtige steder i det nedadgående terræn fyldt med løse kalksten. En større udfordring end som så, for det var ikke kun mine ben, der var trætte. Mit hoved var også mættet af sol, oplevelser og indtryk på vores hytte til hytte vandring i Slovenien. Det kunne tydeligt mærkes i kroppen, at vi havde holdt en kort frokostpause grundet tidspres. Ingen gider vandre i mørke!

Og her befandt jeg mig så. På en vandresti i Slovenien, tømt for energi, med rystende ben og sløret syn. Men jeg var lykkelig, fri og hvad jeg manglede af energi, havde jeg i minder. Det eneste jeg ønskede, var en seng at i en seng. Men jeg ønskede bestemt ikke at være andre steder end lige der i nuet, hvor jeg mærkede min krop mere end nogensinde. Måske er det ikke lige målet at nå derud, hvor man bliver så træt og presser sin krop så hårdt. Men om ikke andet lærte det mig, at 12 timers vandring med min nuværende middelmådige form er for meget. Til gengæld fandt jeg ud af, at min krop kunne klare det og sikkert også mere til. Ikke fordi det skal handle om at presse sin krop til det yderste, men fordi der er en styrke i også at kende til sine begrænsninger.

Husk at turen kan forlænges med to overnatninger, hvis du gerne vil dele den lange vandringsdag op i to. Husk i så fald at booke overnatning ved hytten Zasavska koča na Prehodavcih i forvejen. 

Husk også at læse om hytte til hytte vandring i Dolomitterne lige her.

Indlægget Hytte til hytte vandring i Slovenien – segnefærdig i Triglav National Park blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Flere ting var i spil, da jeg planlagde at vandre alene på Hærvejen. For det første ville jeg gerne ud og udforske det danske landskab på gåben. For det andet, ville jeg gerne prøve at vandre i mit eget selskab, da det ikke er noget, jeg har prøvet før. Sidst, men ikke mindst, ville jeg gerne overvinde min frygt for at sove alene i telt i skoven. Det er der nemlig ikke meget rationalitet i at frygte.

Selvom min oprindelige vandringsplan ikke holdt – det kommer jeg til senere – fandt jeg ud af, at der slet ikke er så farligt ude i de danske skove. Mest af alt fordi det eneste selskab jeg stødte på var myg, myrer og et par hurtige glimt af både ræv og hare. Jeg havde forestillet mig at møde andre vandrere i et lille land som Danmark, men kun en enkelt gang stødte jeg på en anden Hærvejsvandrer. Ofte sidder frygten oppe i hovedet, og så er der ikke andet at gøre end at springe ud i det. Nu ved jeg, at jeg sagtens kan klare det alene (om end det er med lommekniven under hovedpuden). Det er rart at få aflivet nogle af de forestillinger, der bidrager til frygten. Og så er det enormt berigende at gøre noget, der ligger uden for ens comfort zone.

Overvurderede evner

Planen var at gå fra Viborg til Bindeballe på fem dage med fire overnatninger undervejs. Det betød, at jeg skulle gå mellem 20-30 km. hver dag. Overkommeligt, skulle jeg mene, med tanke på mine andre ture. Hvad jeg ikke havde med i mine overvejelser var det faktum, at jeg aldrig har gået med så meget bagage selv. Telt, trangia, mad – alt skulle ned i min taske, i stedet for at fordeles på to tasker, som jeg er vant til, når min bedre halvdel følger med. Det betød, at turen ikke kom til at gå som planlagt. Virkelig udfordrende for en stædig type som mig, der helst ikke vil erkende (overfor mig selv), at jeg har overvurderet mine evner.

Alligevel begav jeg mig forventningsfuld afsted, da toget ankom til Viborg. Herfra er det ingen sag at fange Hærvejsruten. Fra perronen går man over broen og følger ellers skiltningen. Før man ved af det, er man omgivet af smuk natur, hestefolde og følelsen af at være helt alene. Det er fantastisk at opleve, at man i et lille land som Danmark kan få følelsen af at være langt væk fra alting (selvom man i realiteten ikke er det). På trods af, at ryg-, nakke- og skuldersmerterne begyndte allerede ved Hald Sø, 10-13 kilometers gang fra Viborg, fortsatte jeg gennem det idylliske landskab ved Dollerup Bakker. På mine andre ture, har jeg klaret smerter i ryg og nakke med pauser og ipren-gel. Men da jeg slog lejr ved Stendal Plantage føltes det som om, at jeg havde vandret i flere dage.

Taknemmelighed over ensomheden

Ikke kun fysisk havde jeg det som om, at rygsækken havde tynget min krop i dagevis. Min tidsfornemmelse sagde mig, at jeg havde været på Hærvejen meget længere end de sølle otte timer, der var gået, siden jeg forlod Viborg St. Sidstnævnte var en fed følelse, for det betød, at jeg følte mig langt væk hjemmefra, og det betød, at jeg virkelig havde fordybet mig i skoven og naturen. Samtidig lurede en følelse af ensomhed, som nok også gjorde, at jeg mistede tidsfornemmelsen. Men det var præcis derfor, at jeg gerne ville vandre alene på Hærvejen.

Målet med turen var også at teste solo-vandring af og flytte nogle grænser. Desuden gjorde jeg mig mange tanker om, hvor heldig jeg er, når jeg ikke vandrer alene. Ensomheden gav derfor også plads til taknemmelighed, og vigtigt af alt viste den mig, at jeg sagtens kan sove alene i skoven med fuglekvidder som eneste samtalepartner.

Mit eget selskab skræmmer mig egentlig ikke, og jeg har altid holdt af at være alene med mine tanker. Alligevel var det fedt at blive bekræftet i, at jeg også på vandrestien kan sætte pris på at være alene – også selvom jeg til hver en tid vil vælge at dele mine oplevelser med andre.

Når skæbnen kommer i form af en bus

Hærvejen gav derfor både nederlag og succeser. Da jeg vågnede næste morgen, var det en succes i sig selv. Natten havde hverken budt på ulve eller farlige overfaldsmænd (ja, jeg har en livlig fantasi)! Til gengæld føltes det som den rene pinsel, da jeg svingede rygsækken over skulderen. Jeg havde i forvejen ondt i kroppen, og på hofterne var der allerede sår. Rygsækken hjalp ikke på ømheden, og jeg måtte holde forfærdeligt mange pauser. Ved Grathe Hede gik det op for mig, at jeg ikke ville nå til det planlagte shelter tæt på Funder Kirkeby. Både pga. tiden og min dalende fysik.

I stedet besluttede jeg mig for at overnatte ved Christianshøj Shelter, men det lykkedes mig ikke at finde shelterpladsen. Som jeg stod der i skoven, besluttede min Hærvejs-app sig for at stå af. På Google Maps var det slet ikke muligt at finde shelterpladsen. Med den smarte Hærvejs-app, havde jeg selvfølgelig droppet at investere i et fysisk kort. Så der midt i skoven, måtte jeg lægge mine egne kort på bordet. De apps, der virkede, var nemlig DMI og Rejseplanen. DMI kunne fortælle mig, at der ville komme en helvedes masse regn næste morgen. Det virkede uoverskueligt midt i mine fysiske lidelser. Rejseplanen viste, at jeg var i yderkanten af skoven, kun lidt over to kilometer fra et busstoppested.

En hurtig beslutning skulle tages for at nå dagens sidste bus. Stadig spejdende efter Christianshøj Shelterplads, drog jeg løbende mod bussen. Jeg nåede den akkurat, og var nu mere smadret end nogensinde før. Med følelsen af et rungende nederlag, følte jeg alligevel også, at skæbnen ville have mig med den bus. Tilbage til København. Tilbage til min kæreste. Måske havde jeg allerede fået det ud af turen, der var meningen med det hele?

Fra nederlag til succes

Det var noget af en brat afslutning på min Hærvejstur. Jeg var bestemt ikke helt tilfreds med at have opgivet på dag to. Men jo længere væk jeg kom fra Hærvejen, jo mere tilfreds var jeg også over at have kastet mig ud i noget nyt – også selvom det betød, jeg ikke gennemførte min plan. Planen var jo kun min egen. Og på de to dage og 50 km. til fods, oplevede jeg noget af den smukkeste natur, jeg længe har set i Danmark.

At vandre på Hærvejen gav mig ikke kun gode naturoplevelser, men lærte mig også noget om mine egne evner og begrænsninger. Nederlaget blev vendt til succes, og jeg tror i virkeligheden ikke, at min ryg havde holdt til mere. Dagen efter jeg kom hjem, måtte jeg ligge stille en hel dag. Aldrig har jeg haft så mange smerter i lænden! Faktisk arbejder jeg stadig på, at ryggen bliver helt i orden, men jeg er begyndt at træne igen, og den skal nok blive klar til sensommerens vandreeventyr i Italien og Slovenien.

Næste gang jeg rammer Hærvejen, er det med en mindre tung rygsæk. Rookie mistake at pakke 18 kg (inkl. vand) – og først finde ud af det, når man kommer hjem og for sjov stiller rygsækken på vægten. Tror helt bestemt, at der skal investeres i letvægts-grej, hvis jeg skal alene afsted med telt igen.

Indlægget Alene på Hærvejen: Om at overvinde frygten, selvom man fejler blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.