Destinationer, Slovenien, Vandredagbog

Hytte til hytte vandring i Slovenien – segnefærdig i Triglav National Park

Hytte til hytte vandring i Slovenien

Slovenien byder på et eventyr uden lige, der næsten fik mig til at segne. 12 timers vandring, bjergtoppe, søer og harmonikaorkester kom alt sammen på tale i de slovenske bjerge. Hytte til hytte vandring i Slovenien er bestemt ikke kedeligt. Læs bare, hvad vi nåede at opleve på 72 timer.

 Min krop er segnefærdig, og solen er ved at gå ned. Snart vil mørket lægge sig over vandrestien, så der er ikke tid til lange pauser, selvom mine ben er begyndt at ryste under mig, og mit syn begynder at sløre mere, end hvad min nærsynethed normalt tillader. På det sidste stykke ned ad bjerget føler jeg, at hele mit system snart lukker ned – der er simpelthen ikke mere at give af.

Da bilen endelig kommer til syne på parkeringspladsen, får jeg alligevel samlet de sidste kræfter sammen til at strække ud. Hvis der er noget jeg har lært på mine vandreture, så er det, at udstrækning altid er godt givet ud. Også efter 12 timers vandring. Mens jeg sidder i græsset og forebygger ømme balder, synger tinitussen for mine ører. Men jeg er alligevel glad og stolt. Jeg er måske mere stolt end nogensinde – i hvert fald i det øjeblik, hvor en 12 timers vandretur netop er afsluttet.

Med rystende hænder finder jeg mine briller i bilen og fatter næsten ikke, at mine ben har ført mig fremad i så mange timer. Jeg er klar over, at jeg har presset mig til det sidste, hvilket måske nok ikke skal ske igen – lige med samme i hvert fald. Det tyder mine blodsprængte øjne og den dundrende hovedpine på. Men sikke en dag til gengæld! Slovenien har vist sig fra sin fineste side, og de smukke bjergtoppe mod den blå himmel står som printet i min hukommelse. Dagen har budt på minder, som jeg aldrig vil glemme. Netop det elsker jeg ved hytte til hytte vandring i Slovenien. Uforudsigeligheden, spændingen, skønheden, udfordringen. Det lille frimærke af et land har bestemt ikke skuffet på de parametre, og jeg vil til hver en tid anbefale andre at vandre i Slovenien.

Dag 1: Koča pri Savici – Koča pri Triglavskih jezerih

5,5 km.

1.050 opstigende hm

Natten forinden har vi tilbragt i en af de 181 hytter, Slovenien gemmer på. Det er ikke helt så lidt for et land, der er halvt så stort som Danmark. Hytterne giver vandrere mulighed for at få et måltid mad og et sted at sove, hvilket gør hytte til hytte vandring i Slovenien ret fantastisk og overskueligt. Hytterne fungerer heller ikke kun som et tag over hovedet. Det er også et møde med en helt speciel kultur, hvor vandrere og ligesindede mødes og udveksler anerkendende blikke samt deler deres unikke vandreoplevelser.

Da vi dagen forinden ankom til hytten med bjergvægge og søer omkring sig, havde vi kun gået en mindre vandretur på tre-fire timer. Vi startede vores hytte til hytte vandring fra parkeringspladsen ved Koča pri Savici, hvor vi først tog en afstikker til vandfaldet Slap Savica. Ikke en specielt nævneværdig tur, men til gengæld tog det ikke mere end knap en time at gå frem og tilbage. Herefter satte vi kursen mod Koča pri Triglavskih jezerih, hvor vi skulle tilbringe natten.

Turen startede med at gå stejlt opad, og foran os havde vi 1.050 højdemeter fordelt ud over 5.5 km. Nogle steder var der sat wirer op til at holde fat i, hvilket gav lidt ekstra thrill til turen.

Hytte til hytte vandring i Slovenien

Da de fleste og hårdeste højdemeter var klaret, kom vi til The Black Lake, hvilket var et oplagt sted til at nyde vores frokost. Der havde været en del andre vandrere på vejen op, og selvom der også var andre, der gjorde pause ved søen, var det nemt at finde et uforstyrret sted på nogle af de mange store klipper, der omkransede søen. Vi overvejede et øjeblik om vi skulle bade, men valgte i stedet at fortsætte videre op til hytten og vores logi for natten.

Harmonikaorkester i bjergene – ja, du hørte rigtigt

Efter frokostpausen fortsatte vi vandringen gennem skov, og vi så, hvordan landskabet blev mere og mere frodigt jo mere skygge træerne tillod. Bregner tittede frem i skovbunden og stod som stærk kontrast til den varme og stenede bjergskråning vi lige havde bevæget os op ad. Fra den første sø var resten af turen til hytten ret fremkommelig, og selvom vi stadig havde god energi i benene efter kun knap 4 timers vandring, var der noget helt specielt ved at se hytten komme til syne i forgrunden.

Da skoven munder ud, troner hytten i den mest idylliske setting omkranset af bjerge, der spejler sig i søernes blå overflade. Der er ikke noget at sige til, at hytten er populær som stop på en hytte til hytte vandring i Slovenien. Ikke nok med, at den ligger fantastisk, så ligger den også et sted, der er ret fremkommeligt. Stedet emmer derfor af liv og glade dage, selvom jeg også tror, at vi var så (u)heldige at rende ind i en stor rejsegruppe. Gruppen skulle også vise sig at være et harmonikaorkester, hvilket var ret stemningsfuldt lige indtil det var sovetid. Vi havde nemlig en 12 timers vandredag foran os, og skulle derfor tidligt op næste dag.

Tiroler-lykkepiller

Skæbnen ville, at harmonikaorkestret var vældigt feststemte. Det blev ikke bedre i takt med mængden af alkohol, de kørte indenbords. Vi var landet midt i en fest på tiroler-lykkepiller, hvilke ikke stemte så godt overens med hyttens beliggenhed i de rolige bjergomgivelser. Jeg havde nok mere forestillet mig en retræte-stemning med trætte hikere, der mest af alt gerne ville sove.

Dagen havde ellers bare stået på total afslapning, efter vi ankom til hytten allerede ved 15 tiden. Vi slappede af ved søen, læste i vores bøger og nød et par øl over et spil Yatzy. Ved aftentid blev vi mætte i maverne af gullasch, polenta og apfelstrudel. Stemningen var lige i øjet, og vi blev siddende ude efter det blev mørkt, pakket ind i vores tøj. Jeg faldt i snak med en tysk familie, der skulle bestige Triglav med deres mindste søn på ni. Virkelig sejt, og præcis sådan jeg håber at blive, når jeg engang får børn.

Dag 2: Koča pri Triglavskih jezerih – Veliko Špičje – Koča pri Savici

17,5 km.

750 opstigende højdemeter, 1.750 nedstigende

Mange frustrationer senere faldt harmonikaorkestret omsider til ro ved 1-tiden. Det lykkedes os endelig at falde i søvn, men vi var langt fra udhvilede, da vækkeuret ringede 6.30 næste morgen. Vi var langsomme om at pakke vores tasker og sad og hang lidt over morgenkaffen. Først ved 8 tiden satte vi i gang med dag to, som skulle vise sig at blive en fantastisk vandredag, omend den næsten knækkede mig fysisk.

Det var en flot morgen, og den kølige og fugtige luft virkede forfriskende på de tunge øjenlåg. Solen var endnu ikke kommet over bjergenes toppe, da vi fangede stien bag hytten. Nu satte vi kursen mod Veliko Špičje i 2.398 m. højde. Som minutterne gik, steg solen på himlen, og vi bevægede os samtidig højere og højere op.

Et gisp efter vejret

Snart var vi badet i sol og sved, alt imens vi bevægede os gennem til tider ret stejle passager. Den frodige natur vi var startet i, blev snart erstattet af et mere barskt og stenet landskab. Men et hurtigt kig over skulderen afslørede de frodige bjergformationer, vi havde lagt bag os. Flere gange måtte jeg gispe en ekstra gang efter vejret. Først og fremmest fordi vi tilbagelagde højdemeter efter højdemeter i den bagende sol. Langt hen ad vejen også fordi, at synet der ventede over skulderen kun blev smukkere og smukkere, jo højere vi kom op.

Højere op kom vi i hvert fald. Den sidste vej mod toppen steg stejlt opad med flere passager, hvor wirer og hjælpende fodtrin gjorde opstigningen lettere. Flere steder måtte der klatres på alle fire, og jeg tror faktisk, at det er første gang, jeg oplevede det på en vandretur. Det giver lige et ekstra aspekt til vandringen, som jeg godt kan lide. I hvert fald så længe, at det bliver på det niveau. For jeg er ikke bjergbestiger eller klatrer, og jeg elsker heller ikke vandring nok til, at jeg gider sætte livet på spil for det. Men derfor kan man stadig godt sætte pris på lidt fysisk udfordring, der gør turen ekstra sjov.

Hytte til hytte vandring i Slovenien

Hytte til hytte vandring i Slovenien

I hjertet af Triglav National Park

Før vi fik set os om, stod vi på toppen, og sikke et sus! På toppen af Veliko Špičje står man i hjertet af Triglav National Park. Triglav Lakes Valley befinder sig på den ene side og Trenta Valley på den anden. Kronen på værket er selvfølgelig den vilde 360 graders udsigt. Herfra er der frit udsyn til Sloveniens højeste bjerg Triglav (2.864) mod nordøst. Det må næsten også have været Østrigs bjerge, som vi kunne skimte i horisonten. Det gav en følelse af at være hævet mere end 2.398 meter over havet.

Efter lidt afslapning og en masse billeder i kassen, fortsatte vi ufortrødent turen videre mod hytten Zasavska koča na Prehodavcih. Her vandrede vi ad bjergryggen, og jeg var flere steder glad for, at vi ikke skulle vige for forbipasserende vandrere. Faktisk havde vi kun mødt et par andre mennesker på toppen af Veliko Špičje. Bortset fra det, havde vi stierne for os selv. Det begyndte da også at blive sværere at finde vej i det bjergrige terræn. Men det var også som om, at turen blev mere autentisk i takt med, at stien blev mindre synlig.

Det lykkedes os at følge den rigtige vej gennem de græsgrønne bjergskråninger, der med tiden blev erstattet af mere øde terræn. Mest af alt mindede stedet pludselig om noget fra en anden planet. Det golde landskab afslørede tidens geologiske processer, og selvom middagssolen bagte uhindret ned på os, var jeg glad for, at vi ikke befandt os i tordenvejr. Her havde vi havde været lette ofre for farlige lynnedslag i det golde klippelandskab.

Plads til fordybelse

Omkring kl. 14.00 ramte vi endelig hytten Zasavska koča na Prehodavcih. Et meget charmerende og fredfyldt sted med langt færre besøgende end ved Triglav Lakes hut. Udsigten fra hytten byder oven i købet på fænomenale udsigter. Samtidig giver den øde stemning giver plads til fordybelse i den smukke omkringliggende natur. Jeg fortrød lidt, at vi ikke havde delt vores 12 timers vandretur op i to, så vi kunne blive natten over. Det var endda før jeg vidste, hvilke strabadser jeg endnu havde i vente.

Hytte til hytte vandring i Slovenien

Med frokost i vores maver og høje på sukkeret fra den tiltrængte sodavand, gik turen nu tilbage mod Koča pri Triglavskih jezerih. Vi kom efterhånden forbi den sidste af de syv søer (Veliko Jezero), som i min optik næsten var den flotteste. Når solen tittede frem fra de skyer, der var kommet på himlen over frokosten, afslørede søen en fantastisk turkisblå farve. Vi spottede desuden et perfekt camp-spot nede ved søens bred. Trætte som vi var, fantaserede vi et øjeblik om, at vi havde telt med på ryggen.

Selvom jeg er blevet vild med hytte til hytte vandring i Slovenien, giver et telt giver fantastisk råderum og en masse fleksibilitet. Men der var ingen vej uden om. Der var stadig en del timer tilbage af gåturen. Selvom det først var efter, at vi havde passeret Triglav Lakes Hut, at trætheden for alvor satte ind, kunne jeg sagtens have slået lejr ved søen og vågnet op til en iskold morgendukkert næste dag.

Hytte til hytte vandring i Slovenien

At finde styrke i begrænsninger

Turen fra Triglav Lakes Hut blev lang. Meget længere end den havde været dagen forinden. Først og fremmest krævede det stor koncentration at sætte fødderne de rigtige steder i det nedadgående terræn fyldt med løse kalksten. En større udfordring end som så, for det var ikke kun mine ben, der var trætte. Mit hoved var også mættet af sol, oplevelser og indtryk på vores hytte til hytte vandring i Slovenien. Det kunne tydeligt mærkes i kroppen, at vi havde holdt en kort frokostpause grundet tidspres. Ingen gider vandre i mørke!

Og her befandt jeg mig så. På en vandresti i Slovenien, tømt for energi, med rystende ben og sløret syn. Men jeg var lykkelig, fri og hvad jeg manglede af energi, havde jeg i minder. Det eneste jeg ønskede, var en seng at i en seng. Men jeg ønskede bestemt ikke at være andre steder end lige der i nuet, hvor jeg mærkede min krop mere end nogensinde. Måske er det ikke lige målet at nå derud, hvor man bliver så træt og presser sin krop så hårdt. Men om ikke andet lærte det mig, at 12 timers vandring med min nuværende middelmådige form er for meget. Til gengæld fandt jeg ud af, at min krop kunne klare det og sikkert også mere til. Ikke fordi det skal handle om at presse sin krop til det yderste, men fordi der er en styrke i også at kende til sine begrænsninger.

Husk at turen kan forlænges med to overnatninger, hvis du gerne vil dele den lange vandringsdag op i to. Husk i så fald at booke overnatning ved hytten Zasavska koča na Prehodavcih i forvejen. 

Husk også at læse om hytte til hytte vandring i Dolomitterne lige her.