Vandring på Skåneleden: Ås-ås
Sverige gemmer utvivlsomt på mange fantastiske naturarealer, og Skåne er ingen undtagelse. Her kæmper skove, søer og klipper om opmærksomheden, hvilket gør området til en oplagt vandredestination. På Skåneleden kan du vandre over 1.000 km. og sove i shelter eller benytte den unikke allemandsret. Kom med en tur på 7 etapers vandring på Ås-åsleden.
Rigtig mange danskere stifter hvert år bekendtskab med Skånes smukke natur med en vandretur på Skåneleden. Ruten giver mulighed for at udforske Skånes alsidige landskab på enten dagsture, weekendture eller længere ture med rygsæk og telt.
Hele ruten strækker sig over 1.186 km., men det er trods alt nok de færreste, der tager det hele i ét snuptag. Skåneleden er nemlig inddelt i 5 delruter og i alt 96 etaper. Det giver rig mulighed for at opleve forskellige områder i Skåne.
- Kust-kustleden (SL1): 370 km. inddelt i 24 etaper
- Nord-sydleden (SL2): 325 km. inddelt i 27 etaper
- Ås-åsleden (SL3): 162 km. inddelt i 14 etaper
- Österlenleden (SL4): 188 km. inddelt i 14 etaper
- Öresundsleden (SL5): 172 km. inddelt i 17 etaper
Både Kust-kustleden og Ås-åsleden er særligt populære delruter af Skåneleden. På Kust-kustleden er der i den østlige ende af ruten masser af søer, mens den vestlige ende byder på flot kyststrækning på Bjärehalvøen. Ås-åsleden har den fordel at den er nem at komme til i både bil og tog. Men landskabet adskiller sig stadig meget fra det danske, hvilket især bliver synligt på den del af ruten, der går gennem Söderåsen Nationalpark.
På en forlænget weekendtur drog jeg derfor til Åstorp med min mand for at vandre ca. 80 km. på Ås-åsleden. Vi begyndte vandreturen fredag omkring middag og sluttede turen mandag også ved middagstid.
En fordel ved Skåneleden er også, at det er utroligt nemt at komme med tog til Skåne. Vi valgte derfor at tage toget til Åstorp, hvor Ås-åsleden starter. Fra Københavns Hovedbanegård tager det kun lidt mere end to timer. Jeg skal nok skrive meget mere om transport og andre praktiske informationer i et indlæg.
Dag 1 på Skåneleden: Åstorp – Kriga Skog (etape 1+2)
Åstorp –> et par kilometer før Kriga Skog: ca. 19 km.
Vi ankom med toget til Åstorp mandag formiddag og startede med at finde et supermarked for at proviantere til turen. Der ligger et lille supermarked lige ved stationen i Åstorp, men lidt længere fremme kommer der en større Lidl. Den finder du, hvis du fortsætter ad Storgatan og drejer til venstre ad Västra Vägen til du kommer til en lille rundkørsel.
Efter et besøg i Lidl og en noget forsinket morgenmad gik vi tilbage mod stationen, hvor skiltning viser vej mod Tingvalla. Det er kun en kort tur langs landevej, før Tingvalla dukker op på venstre side af vejen. Her er der også mulighed for parkering til dem, der ankommer i bil.
Ved Tingvalla er der toilet og et oversigtskort, der markerer Ås-åsledens – og dermed Skåneledens – begyndelse. Turen starter med at dreje til højre ind i løvskoven. Herfra følger du de orange markeringer, der viser, at du er på Skåneleden.
Kuperet terræn og svenske søer
Straks viser skoven også sit kuperede terræn frem, indtil vi kommer til et plateau, hvor ruten fortsætter ud af skoven. Efter lidt tid dukker der en sø op på højre side. Vi beslutter os for at tage et lille hvil. På ægte svensk manér spiser vi de kanelbullar, vi købte, da vi provianterede i Lidl. Hvis der er noget, jeg har lært af at vandre, så er det, at det også betaler sig at være lidt god ved sig selv. Jeg sætter virkelig stor pris på de små pauser, hvor der er plads til selvforkælelse. Det bedste af det hele; der er ikke noget, der hedder dårlig samvittighed over at spise kage, når man vandrer!
Den lille sø ville også være et rigtig fint sted at slå lejr. Men vi er ikke engang nået forbi første shelter endnu. Det betyder, at vi nok kun har gået omkring 5 km., siden vi startede i Tingvalla.
Da vi går videre, varer det heller ikke længe, før vi kommer til endnu en sø, der er lidt mindre poleret end den første. Her hersker den vilde natur, hvilket også betyder, at bredden ikke er tilgængelig for hverken badning eller et opslået telt. Til gengæld føles det godt at være midt ude i naturen så hurtigt efter at have forladt Danmark. Selvom mange ting minder om den danske natur, er der også meget, der ikke gør. Jeg synes det er fantastisk at kunne finde den slags glæde over anderledes natur så tæt på Danmark.
Hälebäck shelter
Ved Hälebäck shelter er der vandpumpe og toilet et stykke væk ved spejderhytten. Der er bålplads og i de fleste tilfælde også brænde – det var der dog ikke, da vi kom forbi.
10 km. inde på ruten, når vi frem til Hälebäck shelter, der ligger ned til en dam med stillestående vand. Det betyder også masser af myg, så vi finder vores myggespray frem, inden vi sætter os i græsset og spiser noget frokost.
Klokken er ikke mere end 14.30, så det er alligevel for tidligt for os at slå lejr. Desuden er der også allerede kommet andre vandrere til, der har besluttet at blive natten over. Vores ben er heller ikke helt så trætte endnu, og det fine solskinsvejr indbyder til mere vandring. Vi ved også, at det først bliver sent mørkt, og vi vil gerne have en masse kilometer i benene her på den første vandringsdag på Ås-åsleden.
Astrid Lindgreen’ske landsbyer
Efter Hälebäck shelter går Ås-åsleden videre gennem skoven, indtil en lille grusvej leder ruten ud af skoven og gennem arealer med spredte svenske huse. Jeg plejer ikke at være særligt vild med at vandre i beboelsesområder, men her på Skåneleden må jeg gøre en undtagelse. De svenske rødmalede træhuse står så idyllisk i det fine solskinsvejr, og kastanjetræerne står i fuldt flor.
Nok er jeg generelt en nostalgisk type, men her i dette øjeblik peaker nostalgien med tilbageblik på barndomsferier i rødmalede ødegårde. På en måde minder den landlige idyl i Sverige meget om den danske, men på en anden måde, er det også så anderledes. Astrid Lindgreens fortællinger bliver vækket til live på steder som disse, hvor jeg snildt forestiller mig Emil fra Lønneberg og Børnene fra Bulderby løbe fornøjet rundt. Jeg er vild med, at Skånelede går gennem steder, der vækker minder og får mig til at føle mig meget langt hjemmefra.
Efter noget tid på grusvej og lidt asfaltvej går ruten igen gennem kuperet skov, og vi krydser også et vandløb. Landskabet bliver efterhånden mere klipperigt, hvilket for alvor får den svenske skov til at adskille sig fra den danske.
Jeg kan efterhånden mærke benene værke under mig, og selvom klokken ikke er mere end omkring 17-18 stykker, begynder vi at spejde efter et sted at slå lejr. Hvor fantastisk er det lige, at allemandsretten lige tillader en at slå et telt op næsten hvor som helst?
Ikke lang tid efter dukker det perfekte sted op kun et par kilometer fra Kriga Slog, hvor det næste shelter venter. Selvom stedet ligger tæt på stien, har vi den fineste udsigt fra teltpladsen. Det er også tydeligt at andre har brugt den oplagte plads før, da der allerede er lavet en lille bålplads med sten.
Det perfekte camping-spot
Vi slår lejr og får gang i et lille bål. Vejret er så fint og dejligt, at vi ikke behøver at tage yderteltet på. Det er nyt for os, da vi aldrig har sovet uden før, da vi kun har campet i koldere (og vådere) klima. Men hvor er det dejligt at lægge sig ind og tage et lille hvil inden maden, og stadig have udsigt til trætoppene over sig.
Omkring kl. 20 sætter vi vand over til vores frysetørrede mad. For en gang skyld kan vi sidde ude og nyde maden i modsætning til vores forrige ture, hvor vi for det meste har spist aftensmad i teltet pakket godt ind i vores soveposer. Det gjorde vi blandt andet i Skotland på Great Glen Way og på vores vandreferie til Tenerife.
Efter maden finder vi vores bøger frem og nyder stilheden med bålets knitren og fuglekvidder som den eneste forstyrrelse. Men aftenfreden bliver snart afløst af den mærkeligste oplevelse, som jeg stadig tænker forundrende tilbage på.
En underlig oplevelse
En flok mennesker stopper op henne på stien og kigger irriteret i vores retning. Snart kommer der både flere mennesker og mere bagage til flokken. Men så går alle sammen igen – uden al deres bagage! De dukker op igen 15 minutter senere nu med barnevogn, baby og endnu mere bagage.
Manden i flokken nærmer sig vores campspot, spejder hen imod os, men undgår tydeligvis øjenkontakt. Da vi siger “hej” som enhver ville gøre, får vi et lavmælt “hej” tilbage. Vi havde nok forventet, at manden ville indlede en samtale, da situationen tydeligvis er underlig, og vi godt kan fornemme, at vi har snuppet “deres sted”. Men klokken er 21, og allemandsretten er jo ikke en campingplads, hvor man kan reservere sin plads. Heldigvis er skoven stor, og vi tænker, at de nok godt kan finde et andet sted at slå lejr – selvom mængden af bagage ser ud til, at de nærmere er på vej til at flytte ind.
I stedet for at indlede en samtale med os eller finde et andet sted i den store skov, henter manden sit kæmpemæssige telt og begynder at slå det op lige ved siden af vores beskedne 2-pers. telt. Vi fatter ærligt talt ikke meget af, hvad der foregår og prøver at få øjenkontakt med manden, der bevidst virker til at undgå enhver form for menneskelig kontakt. Vi føler os som et par usynlige spøgelser i skoven, da vores eksistens ikke lader til at blive bemærket.
Allemandsretten betyder ikke, at skoven er en campingplads!
Vi overvejer om vi skal snakke med dem og høre dem, om de muligvis kan finde et andet sted i skoven at slå sig ned (de skal tydeligvis ikke kun overnatte en enkelt nat). Men vi orker ærligt talt ikke at snakke med de mærkelige mennesker – og det er jo sådan set heller ikke en ulovlighed, at de smider deres telt op klods op ad vores. Det er mere bare virkelig underligt!
Da babyen begynder at græde, kan vi godt tænke os frem til, at natten og morgenen måske ikke bliver så fredelig, som vi havde forestillet os herude i den svenske skov. Vi vælger at pakke vores ting sammen – vi har heldigvis ikke så meget med os, og teltet er nemt at slå op og ned. Så vi forlader stedet, undrende og stadig noget rystede over, at man kan være så ligeglad med andre mennesker.
Det mindste de kunne var at indlede en samtale med os. De har jo ret til at slå deres telt op ved siden af vores, det er bare mærkeligt ikke at acceptere vores tilstedeværelse. En anden ting er så, at de meget tydeligt skulle overnatte mere end en enkelt nat. Jeg synes det er en grov udnyttelse af allemandsretten, der først og fremmest giver vandrere og andre, der benytter naturen mulighed for en overnatning i det fri. Allemandsretten er jo ikke lavet, så man kan bruge de svenske skove som campingplads! Det er synd for naturen og det er synd for dem, der virkelig har brug for retten. Jeg er virkelig ked af at opleve, at andre danskere opfører sig på den måde.
Stilhed og skumfiduser
Heldigvis byder sommeren på lyse nætter, så da vi finder et nyt sted omkring 21.30, er det stadig lyst nok til, at vi kan undvære pandelamperne, da vi slår lejr – endnu engang. Set fra den positive side, nåede vi at få en rigtig god oplevelse det første sted, vi fandt. Og på vejen for at finde et nyt sted at slå lejr fik vi også lige set den fineste solnedgang med en blodrød sol på vej ned over de svenske trætoppe.
I takt med at mørket falder på, får vi gang i endnu et bål. Vi rister skumfiduser og snakker om, at beslutningen om at flytte lejr var den helt rigtige. Da vi kravler ind under soveposerne er vi også glade for, at vi ikke har nogle larmende naboer. Der er jo en grund til, at vi vælger at slå lejr i det fri frem for at finde en campingplads. Roen, nærværet og træernes susen bliver hverken afbrudt af babyskrål eller andre menneskelige lyde. Vi føler os helt alene, præcis sådan som det skal være her på Skåneleden.
Dag 2 på Skåneleden: Kriga Skog – Skäralid (etape 3+4)
Et par kilometer før Kriga Slog –> et par kilometer efter Skäralid: ca. 24 km.
Vi starter dagen med grød og kaffe, inden vi bevæger os videre ad Ås-åsleden. Snart kommer vi til Kriga Skog, hvor der ligger både spejderhytte og shelter. Vi tanker vand ved vandhanen lige uden for spejderhytten.
Igen kommer vi gennem hyggelige små landsbyklynger med ældre ødegårde, der skruer tiden tilbage til Astrid Lindgreens fortællinger. Vi passerer marker med køer og heste og vi går gennem klippefyldte skove med sten så store som en kæmpes knytnæve. Vejret viser sig fra sin gode side igen i dag, så da vi kommer forbi udsigtstårnet Höjehall, får vi en rigtig fin udsigt over det sydsvenske landskab. Med sine 210 meter er det muligt at se ret langt fra Höjehall, men jeg synes dog, at udsigten fra Kopperhatten er i en anden skala. Kopparhatten når vi til senere på dagen.
Vi deler en energibar, inden vi går videre. Det er altid en fin måde at trække frokosten lidt på, hvis man gerne vil have lidt flere kilometer i benene inden en længere frokostpause.
Klåverod shelterplads
Efter noget tid ser vi en sø komme til syne inde mellem træerne. Vi håber, at stien fører ned til vandet, da det kunne være et fremragende sted at spise frokost. Ganske rigtigt kommer vi til søen, da ruten når Klåveröd shelterplads, der ligger med udsigt ned til Klåverödsdammen. Shelterpladsen har bålplads, vandpumpe og der er også god plads til et par telte på pladsen.
Lige ned til vandet finder vi et bord-/bænksæt, så vi kan hvile benene og få noget tiltrængt mad i maven. Selvom energibarer fungerer fint som mellemmåltid, begynder sulten at kræve et større måltid. Vi tyer til tortillawraps med bønnepostej og snackpølser, hvilket altid fungerer som en rigtig fin frokost i vildmarken. Tortillawraps fylder ikke så meget i rygsækken, og den vegetariske postej kan holde sig nogle dage i tasken. Snackpølser i seperat indpakning er i øvrigt smarte at have med, da de ikke skal opbevares på køl.
Skortstensdalen
Efter vores frokost går vi videre gennem skoven, indtil vi kommer til Skorstensdalen. Her er det værd at holde øje med, hvordan geologiske processer har formet omgivelserne. Det resulterer i nogle helt specielle skorstensformede klippeformationer. Det er noget med, at fænomenet er opstået ved at en del af klippen er eroderet, hvilket har efterladt de unikke søjler.
Skorstensdalen markerer også, at vi snart nærmer os Söderåsen Nationalpark. Den skånske nationalpark er en del af Sveriges største sammenhængende løvskovsområde, og vi er da også omkranset af både bøg og eg, mens vi bevæger os gennem den smukke nationalpark.
Vi støder på endnu et shelter, der ligger ned til Svartesjö. Shelterpladsen er allerede fuld af liv, da vi kommer hen ad eftermiddagen. Ikke at vi havde planer om at overnatte, men jeg bliver glad for, at vi har et telt med. Der er rigtig mange andre danskere og svenskere, der også udnytter pinsen til at gå nogle kilometer på Skåneleden. Alligevel synes jeg ikke, at stien er befærdet, men shelterpladserne fyldes i hvert fald hurtigt op.
Omkranset af klippevægge
Söderåsen gemmer også på et lidt vildere landskab. Vi går langs floden og og kigger op ad de stejle klippevægge, indtil vi når til en skiltning, der viser vej mod Kopparhatten. Vi holder et hvil under et stort træ, inden vi fortsætter mod det 200 meter høje punkt, der også er Söderåsens højeste. Det er begyndt at regne, men de grønne trætoppe holder os tørre og beskytter os mod den voldsomme regnbyge.
Heldigvis varer det ikke længe før regnen stilner af, så vi fortsætter op ad stien mod Kopparhattens udsigtspunkt. Menneskemængden her er større end den har været noget andet sted, og det er tydeligt at se, at der er parkeringsmuligheder tæt på attraktionen. Udsigten fra Kopparhatten er da også besøget værd. Synet ud over Skäralidsdalen overgår de forventninger, jeg har haft til at vandre på Skåneleden. De forårsfriske træer maler klippevæggene grønne, og den grønne farve fortsætter langt ud i horisonten. Jeg er vitterligt imponeret over at finde den slags udsigter så tæt på flade Danmark.
Efter at vi har suget udsigten til os, fortsætter vi Ås-åsleden mod Skäralid, som ligger smukt ved et rekreativt område med udsigt til en kunstigt anlagt sø. I Skäralid får vi en længe ventet is og provianterer lidt lækkerier til turen. Da cafeteriet lukker kl. 18.00 fortsætter vi videre op ad en stejl stigning, som efterhånden flader ud. Frem for at gå mod shelterpladsen Liagården, finder vi et sted inde mellem træerne, hvor vi i en lille lysning slår teltet op. Vi får hurtigt stablet en bålplads på benene for at holde myggene på afstand. Efter maden nyder vi en kop te og sætter tænderne i de kardemommeboller vi købte i Skäralid. Mætte og tilfredse lægger vi os til at sove.
Dag 3: Skäralid – S. Hjultarp (etape 5+6)
Et par kilometer efter Skäralid –> et par kilometer efter shelter ved S. Hjultarp (ca. 22 km.)
Klokken 9.30 vågner vi forvirrede og søvndrukne over, at klokken er blevet så mange. Vi har nok haft brug for søvnen, og vi har jo heller ikke travlt, selvom vi selvfølgelig skal nå at fange en bus til stationen den efterfølgende dag.
Vi fortsætter turen gennem Söderåsen Nationalpark, gennem skov, forbi klippefremspring og videre mod søen Odensjön. Egentlig ligger søen ikke på Skåneleden, så du skal enten vælge at gå mod søen, når du kommer til skiltningen oppe i skoven eller fortsætte til Röstånga og tage turen til søen gennem dalen. Det hurtigste vil være at fange stien mod Odensjön oppe i skoven, og så fortsætte videre mod Röstånga gennem dalen.
Odensjön er en skøn badesø, der i virkeligheden ikke minder så meget om andre svenske søer, jeg før har set. Stejle klippevægge omkranser den lille sø, hvor åkanderne flyder rundt og venter på at springe ud med deres hvide og røde blomster.
Efter et hvil ved søen går vi videre mod Röstånga, hvor der både er sove- og handlemuligheder. Det er umuligt ikke at se det store supermarked på venstre side. I Röstånga er der også mulighed for at slappe af på en café og forkæle sig selv med noget lækkert til kaffen.
I supermarkedet provianterer vi, og fylder vand fra hanen henne fra toiletskuret, der står bag supermarkedet ved parkeringspladsen. Det føles godt med friske forsyninger i rygsækken. Vi har handlet ind til at kunne lave en lækker frokost med brød, ost, pølse, tomat og agurk. På en vandretur skal der altså ikke så meget til at gøre et måltid til en gourmet-oplevelse!
Jällabjär Naturreservat
Efter Röstånga kommer vi efter et stykke vandring gennem villakvarter og landevej til Jällabjär naturreservat. De grønne plæner, summende bier og det fine solskinsvejr får stedet til at fremstå ualmindeligt idyllisk. Vi får lyst til at sætte os i græsset og spise frokost, men på den anden side, vil vi også gerne trække den lidt længere. Det bliver til et lille hvil på engen mellem kvæg og enebærtræer, inden vi går videre.
Omgivelserne er meget ulig dem, vi ellers har vandret i på Skåneleden indtil videre. Engområdet med de mange enebærtræer viser en helt anden side af Skånes alsidige natur. Det er fantastisk at opleve det hele på gåben og gå fra klippeomgivelser og skov til sø og eng.
Ved parkeringspladsen tæt på shelterpladsen spiser vi vores frokost ved et bord/bænksæt. Jeg bruger også frokostpausen på at se til mine tæer, som jeg har på fornemmelsen trænger til en kærlig hånd. Ganske rigtigt bliver jeg nødt til at finde vabelplaster frem fra tasken, inden vi går videre.
Skånes bedst velbevarede vulkan
I Jällabjär Naturreservat er det også værd at bemærke, at området faktisk er en ældgammel vulkan. Man tror det måske ikke umiddelbart, men faktisk er Jällabjär en af de mest velbevarede vulkaner i Skåne. Det er naturligvis svært at forestille sig, at vulkanen har spruttet med lava og aske her i vores naboland, men ikke desto mindre er det tilfældet – selvom det trods alt er mange millioner år siden.
Jällabjär rejser sig mange meter over sine omgivelser, hvilket betyder, at den ældgamle vulkanruin kan ses på lang afstand. I mine øjne ligner det nok mest af alt en bakke, selvom vulkankejlen altså skulle være ganske velbevaret. Skåneleden fortsætter over toppen af vulkanruinen, hvor du kan kigge efter basaltsøjler, der vidner om tidligere tiders udbrud.
Snart fortsætter Ås-åsleden ud af skoven og leder os gennem den lille landsby Anderstorp. En mindesten fortæller historien om krigen mellem Sverige og Danmark i 1677, hvor en masse svenske soldater blev dræbt i området. En anden bemærkelsesværdig ting omkring Anderstorp er, at landsbyen undgik at blive en del af jordreformen i 1700- og 1800-tallet. Reformen betød, der den opdyrkede jord mange steder blev omfordelt og bønder blev tvunget til at udstykke deres jord. Men dette skete ikke i Anderstorp, hvilket betyder, at landsbyen har bevaret sin oprindelige karakter med huse, der ligger tilfældigt spredt ud langs landevejen.
Ældgammel eneskov
Efter Anderstorp går Skåneleden gennem Eneskogen, hvor der findes ældgamle enebærtræer, som rejser sig flere meter høje. Der er noget fortryllende ved at gå gennem den specielle skov, der ikke minder om de mere velkendte bøge-, ege- eller granskove.
Vi passerer Natthalls klipper, der på imponerende vis er flækket over i to, inden vi bevæger os op gennem et skovområde. Her stopper vi op ved en lysning, hvorfra en fantastisk udsigt viser sig ud over Rönneådalen. Udsigten afslører, hvordan Rönneåen snor sig gennem landskabet i et fuldendt “S”.
Det er tydeligt at se, at andre vandrere har udnyttet stedet til at slå lejr for natten. Hvis ikke det var fordi, teltpladsen var så tæt på stien, og klokken ikke var mere end 16.30, ville jeg heller ikke have noget imod at vågne op til den udsigt.
Sidste aften med bålhygge
Selvom mine fødder er ved at være godt ømme, går vi videre gennem skoven, indtil vi rammer landevejen, som vi desværre skal gå langs et godt stykke tid. Jeg synes altid det er så hårdt for fødderne at gå på landevej. Mine fødder bliver ikke mindre ømme af de mange kilometer på den hårde asfaltvej. Normalt tænker jeg ikke så meget over det underlag, jeg går på, men når jeg har vandret i nogle dage, kan jeg tydeligt mærke forskel. Asfalt er bestemt ikke min favorit.
Langt om længe går Skåneleden til venstre ind i skoven, hvor vi hurtigt støder på shelteret ved S. Hjultarp, der markerer afslutningen på etape 6. Vi er underligt nok de eneste mennesker ved shelteret, men alligevel vælger vi at gå videre, for at komme længere væk fra landevejen og lyden af trafik. På trods af det, ligger shelteret rigtig fint på en lille forhøjning. Der er også plads til at slå et telt op, og toilettet er det lille skur, der ligger lige da vi drejede ind til venstre fra landevejen.
Efter et par kilometers vandren mere går vi væk fra stien og finder et sted at slå lejr inde mellem træerne i en lille lysning, skjult bag et klippefremspring. Igen laver vin en bålplads – mest af alt for at holde myggene væk – men vi udnytter også bålet til at riste de sidste skumfiduser, jeg har i tasken. Ufatteligt nok er de sidste par mariekiks også stadig intakte. Smagen af ristet skumfidus mellem et par mariekiks sender mig tilbage til barndom, minder om bålhygge og sommer. Og selvom jeg ikke længere er barn, tager jeg både bålhygge og sommerminder med mig hjem fra Skåneleden.
Dag 4: S. Hjultarp – Frostavallen (etape 7)
Vi nyder den sidste morgen på Skåneleden, inden vi går videre gennem skoven ad et smalt og kuperet stisystem. Ramsløgene blomster næsten knæhøjt og indhyller skoven i en helt speciel duft. De gør skovbunden grøn og frodig og lægger med deres blomster et hvidt slør hen over omgivelserne.
Efter et stykke tid kommer vi forbi en kirke, hvorefter ruten går langs et stykke landevej. Snart løber Ås-åsleden igen ind i skoven. Hold øje med skiltning mod Dagstorpssjön for at tage en lille afstikker til søen. Vi vælger at følge Skåneleden frem for at aflægge søen et visit, da vi skal nå en bus fra Frostavallen.
Selvom vi ikke synes, at vi har tonset afsted, ankommer vi hurtigere end forventet til Frostavallen. Lige inden Frostavallen går vi forbi et shelter, der dog ligger ret tæt på noget vej. Vi fortsætter ned mod Vaxsjön, hvor vi skal slår et par timer ihjel inden vi tager bussen til togstationen i Höor.
Vejret er ikke helt så varmt som det har været de sidste par dage, men vi nyder alligevel frokosten og lidt læsning i græsset, inden vi går mod busstoppestedet. Frostavallen er lidt en mærkelig størrelse, og vi føler os lidt som Palle Alene i Verden. Stedet er tydeligvis et gammel udflugtsted, som har set bedre dage. Nu minder det mere som lidt af en spøgelsesby med faldefærdige hytter, der engang har været omdrejningspunkt for svenske ferieeventyr. Jeg har svært ved at forestille mig, at der skulle komme en bus forbi, men på slaget stopper bussen op og fragter os til Höör. Herfra tager vi et direkte tog tilbage til Danmark og Københavns Hovedbanegård.
Med fra Skåneleden tager jeg en masse fine naturoplevelser, varme sommerdage, lyse nætter og ægte svensk idyl. Ås-åsleden kan helt klart anbefales!
På Skåneledens officielle hjemmeside kan du læse mere om etaperne og de forskellige delruter.
Jeg har dog lavet en del research, for at gøre din planlægning af vandring på Skåneleden nemmere for dig. Læs mere i indlægget Ruteforslag, vandring og dagsture på Skåneleden her.