Danmark, Destinationer, Hærvejen, Vandredagbog

Alene på Hærvejen: Om at overvinde frygten, selvom man fejler

Hærvejen

To dage alene på Hærvejen skulle vise sig at lære mig meget mere, end mine tidligere vandreture har gjort. Turen lærte mig, at jeg sagtens kan blive udfordret, selvom jeg ikke er så langt væk hjemmefra. Samtidig overvandt jeg min frygt for at sove alene i skoven.

Flere ting var i spil, da jeg planlagde at vandre alene på Hærvejen. For det første ville jeg gerne ud og udforske det danske landskab på gåben. For det andet, ville jeg gerne prøve at vandre i mit eget selskab, da det ikke er noget, jeg har prøvet før. Sidst, men ikke mindst, ville jeg gerne overvinde min frygt for at sove alene i telt i skoven. Det er der nemlig ikke meget rationalitet i at frygte.

Selvom min oprindelige vandringsplan ikke holdt – det kommer jeg til senere – fandt jeg ud af, at der slet ikke er så farligt ude i de danske skove. Mest af alt fordi det eneste selskab jeg stødte på var myg, myrer og et par hurtige glimt af både ræv og hare. Jeg havde forestillet mig at møde andre vandrere i et lille land som Danmark, men kun en enkelt gang stødte jeg på en anden Hærvejsvandrer. Ofte sidder frygten oppe i hovedet, og så er der ikke andet at gøre end at springe ud i det. Nu ved jeg, at jeg sagtens kan klare det alene (om end det er med lommekniven under hovedpuden). Det er rart at få aflivet nogle af de forestillinger, der bidrager til frygten. Og så er det enormt berigende at gøre noget, der ligger uden for ens comfort zone.

Overvurderede evner

Planen var at gå fra Viborg til Bindeballe på fem dage med fire overnatninger undervejs. Det betød, at jeg skulle gå mellem 20-30 km. hver dag. Overkommeligt, skulle jeg mene, med tanke på mine andre ture. Hvad jeg ikke havde med i mine overvejelser var det faktum, at jeg aldrig har gået med så meget bagage selv. Telt, trangia, mad – alt skulle ned i min taske, i stedet for at fordeles på to tasker, som jeg er vant til, når min bedre halvdel følger med. Det betød, at turen ikke kom til at gå som planlagt. Virkelig udfordrende for en stædig type som mig, der helst ikke vil erkende (overfor mig selv), at jeg har overvurderet mine evner.

Alligevel begav jeg mig forventningsfuld afsted, da toget ankom til Viborg. Herfra er det ingen sag at fange Hærvejsruten. Fra perronen går man over broen og følger ellers skiltningen. Før man ved af det, er man omgivet af smuk natur, hestefolde og følelsen af at være helt alene. Det er fantastisk at opleve, at man i et lille land som Danmark kan få følelsen af at være langt væk fra alting (selvom man i realiteten ikke er det). På trods af, at ryg-, nakke- og skuldersmerterne begyndte allerede ved Hald Sø, 10-13 kilometers gang fra Viborg, fortsatte jeg gennem det idylliske landskab ved Dollerup Bakker. På mine andre ture, har jeg klaret smerter i ryg og nakke med pauser og ipren-gel. Men da jeg slog lejr ved Stendal Plantage føltes det som om, at jeg havde vandret i flere dage.

Dollerup Bakker, Hærvejen

Taknemmelighed over ensomheden

Ikke kun fysisk havde jeg det som om, at rygsækken havde tynget min krop i dagevis. Min tidsfornemmelse sagde mig, at jeg havde været på Hærvejen meget længere end de sølle otte timer, der var gået, siden jeg forlod Viborg St. Sidstnævnte var en fed følelse, for det betød, at jeg følte mig langt væk hjemmefra, og det betød, at jeg virkelig havde fordybet mig i skoven og naturen. Samtidig lurede en følelse af ensomhed, som nok også gjorde, at jeg mistede tidsfornemmelsen. Men det var præcis derfor, at jeg gerne ville vandre alene på Hærvejen.

Målet med turen var også at teste solo-vandring af og flytte nogle grænser. Desuden gjorde jeg mig mange tanker om, hvor heldig jeg er, når jeg ikke vandrer alene. Ensomheden gav derfor også plads til taknemmelighed, og vigtigt af alt viste den mig, at jeg sagtens kan sove alene i skoven med fuglekvidder som eneste samtalepartner.

Mit eget selskab skræmmer mig egentlig ikke, og jeg har altid holdt af at være alene med mine tanker. Alligevel var det fedt at blive bekræftet i, at jeg også på vandrestien kan sætte pris på at være alene – også selvom jeg til hver en tid vil vælge at dele mine oplevelser med andre.

Hærvejen overnatning

Når skæbnen kommer i form af en bus

Hærvejen gav derfor både nederlag og succeser. Da jeg vågnede næste morgen, var det en succes i sig selv. Natten havde hverken budt på ulve eller farlige overfaldsmænd (ja, jeg har en livlig fantasi)! Til gengæld føltes det som den rene pinsel, da jeg svingede rygsækken over skulderen. Jeg havde i forvejen ondt i kroppen, og på hofterne var der allerede sår. Rygsækken hjalp ikke på ømheden, og jeg måtte holde forfærdeligt mange pauser. Ved Grathe Hede gik det op for mig, at jeg ikke ville nå til det planlagte shelter tæt på Funder Kirkeby. Både pga. tiden og min dalende fysik.

Grathe Hede

I stedet besluttede jeg mig for at overnatte ved Christianshøj Shelter, men det lykkedes mig ikke at finde shelterpladsen. Som jeg stod der i skoven, besluttede min Hærvejs-app sig for at stå af. På Google Maps var det slet ikke muligt at finde shelterpladsen. Med den smarte Hærvejs-app, havde jeg selvfølgelig droppet at investere i et fysisk kort. Så der midt i skoven, måtte jeg lægge mine egne kort på bordet. De apps, der virkede, var nemlig DMI og Rejseplanen. DMI kunne fortælle mig, at der ville komme en helvedes masse regn næste morgen. Det virkede uoverskueligt midt i mine fysiske lidelser. Rejseplanen viste, at jeg var i yderkanten af skoven, kun lidt over to kilometer fra et busstoppested.

En hurtig beslutning skulle tages for at nå dagens sidste bus. Stadig spejdende efter Christianshøj Shelterplads, drog jeg løbende mod bussen. Jeg nåede den akkurat, og var nu mere smadret end nogensinde før. Med følelsen af et rungende nederlag, følte jeg alligevel også, at skæbnen ville have mig med den bus. Tilbage til København. Tilbage til min kæreste. Måske havde jeg allerede fået det ud af turen, der var meningen med det hele?

Fra nederlag til succes

Det var noget af en brat afslutning på min Hærvejstur. Jeg var bestemt ikke helt tilfreds med at have opgivet på dag to. Men jo længere væk jeg kom fra Hærvejen, jo mere tilfreds var jeg også over at have kastet mig ud i noget nyt – også selvom det betød, jeg ikke gennemførte min plan. Planen var jo kun min egen. Og på de to dage og 50 km. til fods, oplevede jeg noget af den smukkeste natur, jeg længe har set i Danmark.

At vandre på Hærvejen gav mig ikke kun gode naturoplevelser, men lærte mig også noget om mine egne evner og begrænsninger. Nederlaget blev vendt til succes, og jeg tror i virkeligheden ikke, at min ryg havde holdt til mere. Dagen efter jeg kom hjem, måtte jeg ligge stille en hel dag. Aldrig har jeg haft så mange smerter i lænden! Faktisk arbejder jeg stadig på, at ryggen bliver helt i orden, men jeg er begyndt at træne igen, og den skal nok blive klar til sensommerens vandreeventyr i Italien og Slovenien.

Næste gang jeg rammer Hærvejen, er det med en mindre tung rygsæk. Rookie mistake at pakke 18 kg (inkl. vand) – og først finde ud af det, når man kommer hjem og for sjov stiller rygsækken på vægten. Tror helt bestemt, at der skal investeres i letvægts-grej, hvis jeg skal alene afsted med telt igen.