Vandring i Olympic National Park: Moose Lake

Det turkisblå vand i Moose Lake i Olympic National Park ligger indhyllet mellem idylliske bjerge med pletter af sne. På turen ned til søen venter der alpine udsigter og vandring gennem velduftende skov med vilde blomster. Ved Moose Lake vrimler det ironisk nok med hjorte, der ikke er bange for at komme helt tæt på de skønne campsites. 

Første nat i Olympic National Park tilbragte min mand og jeg ved Moose Lake. Den vidunderlige sø ligger placeret i et bjergrigt landskab, hvor der er en helt speciel fred og ro. Turen til Moose Lake kan sagtens gøres til en dagstur, men en overnatning ved søen giver mulighed for at mærke den magiske stemning ved både solnedgang og solopgang.

Vi begyndte først vandreturen til Moose Lake ved 17-18 tiden, da vi samme dag var kørt fra Seattle og havde brugt en del tid ved Olympic National Park Visitor Center i Port Angeles. Her fik vi hjælp til at planlægge vores fire nætter i nationalparken. Turen til Moose Lake passede perfekt til første nat, da køreturen til trailhead ikke ligger alt for langt væk fra Port Angeles. Ifølge park rangeren, der hjalp os med at planlægge turen, var Moose Lake også hans favoritsted at campe. Vores forventninger var derfor tårnhøje, da vi kørte mod Obstruction Point Trailhead, hvor vandreturen mod Moose Lake starter.

Transport til trailhead

Fra Visitor Center i Port Angeles kører du ligeud ad Hurricane Ridge Rd. Snart ændrer landskabet sig dramatisk, og det er umuligt ikke lige at stoppe op for at tage billeder af udsigterne. Vejret var ikke helt med os, da vi kørte mod trailhead, men tågen og skyerne gav alligevel nogle magiske billeder. Det er nødvendigt at tage det skyede vejr med et smil, når du rejser rundt i det nordvestlige USA. Der er nemlig en grund til, at der ligger regnskov i Olympic National Park; du kan ikke komme udenom, at der falder en del nedbør. Men det er en del af charmen, da det giver landskabet og omgivelserne en helt speciel magi.

Efter et godt stykke bjergkørsel drejer du skarpt til venstre ad en jordvej lige inden du når til parkeringspladsen ved Hurricane Ridge. Den smalle jordvej fører også forbi den sti, der går til PJ Lake. Det kan være en fin lille ekstra tur at tage enten inden eller efter vandreturen til Moose Lake, da den kun er omkring 2.5 km ud og hjem. Til gengæld med en del højdemeter.

Fra PJ Lake er der cirka 15 minutters kørsel tilbage, inden du når Obstruction Point Trailhead. Hele turen fra Olympic National Park Visitor Center tager omkring 1 time og 20 min. afhængig af vejr og trafik. I højsæsonen tror jeg godt, at der kan være kø op til Hurricane Ridge, som er et af parkens mest populære steder.

Rutebeskrivelse

Start: Obstruction Point Trailhead. Faciliteter: Parkeringsplads, toilet (og fantastisk udsigt!)

Distance: 13 km. ud og hjem (6,5 km. hver vej)

Højeste punkt på ruten: 1.965 m.

Højdemeter: 457 m.

Alternativt loop: På vej tilbage til Obstruction Point Tailhead, kan du tage vejen ad Badger Valley Trail i stedet for at gå tilbage ad Grand Pass Trail. Vi havde ikke denne mulighed, da der var for meget sne over Badger Valley. Gør du det, skal du på vejen tilbage i stedet dreje af mod Grand Lake. Turen bliver dermed 14,5 km. i alt frem for 13 km. Det er til at overskue, hvis man hellere vil have et loop.

En skyet start

Da vi ankommer til Obstruction Point Trailhead begynder skyerne at feje ind over landskabet. Den strålende udsigt, der ellers venter allerede fra parkeringspladsen, forsvinder snart i de hvide skyer. Vi pakker vores tasker og klæder om i bilen. Før vi får set os om, begynder det at regne ligesom vi er klar til at gå. Tågen indhyller os i en hvid bobbel, og stemningen er ikke, hvad den har været. Det er altid bittert at påbegynde en tur i regn. Men hvis der er noget, jeg efterhånden har lært, så er det, at der ikke skal meget mere end et hul i skyerne til, at stemningen bliver god igen. Jeg skal bare lige se et glimt af et bjerg for at få et smil på læben.

Fra trailhead fanger vi stien til højre, og starter med at gå gennem store passager af sne. Her i slutningen af juni måned, har sneen stadig sit faste, kolde greb om store dele af landskabet. Vi kan ikke se mange meter frem for os grundet tåge. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der i princippet kan dukke en bjørn op i tågen når som helst. Den dårlige sigtbarhed og det våde vejr fortsætter på vej ned mod Moose Lake. Vi går gennem flere passager af sne, hvor jeg taknemmeligt bruger mine vandrestave for bedre stabilitet. Jeg har ingen intentioner om at tage en genvej ned ad bjergsiden!

I takt med kilometerne begynder skyerne at åbne op for udsigterne, og jeg får nogle glimt af det magiske landskab, der kendetegner Pacific Northwest. Skyerne og de grå nuancer bidrager kun til den stemning, og jeg begynder at sætte pris på, at vi ikke står under en blå himmel.

En “hjortelig” velkomst

Vi bevæger os efterhånden ret meget nedad, og får et glimt af det, der må være Grand Lake helt nede i dalen. Ruten bevæger sig gennem skov, hvor myggene slås om at sætte sig på de få udsatte steder i ansigtet. Inde mellem træerne spotter vi en hjort, og selvom vi ikke er gået forfærdeligt mange kilometer fra bilen, føler vi os meget langt inde i vildmarken.

På trods af, at turen fra Obstruction Point Trailhead til Moose Lake kun er omkring 6,5 km., føler vi, at turen nedad bliver ved og ved. Heldigvis går solen først ned ved 21-tiden. Alligevel stresser vi lidt over at nå frem og sætte camp, inden mørket falder på.

Vi passerer et skilt, der viser vej til Grand Lake. Vi fortsætter knap 1 km. endnu, indtil vi når til Moose Lake.

Som en slags velkomst bliver vi mødt af en stor flot hjort, da vi når til den ranger cabin, der ligger ved søen. Vi er nok tidligt på sæsonen, for der bor ingen park ranger på sitet endnu.

Campspots ved Moose Lake

Lettere presset over at finde et camp site inden mørket falder på, prøver vi at finde hoved og hale i, hvor de forskellige sites ligger placeret omkring søen. Pladserne er markeret med en træpæl og et nummer. Der er i alt syv pladser ved Moose Lake. Gå gerne på opdagelse for at finde det bedste ledige site. Når du passerer ranger cabin og går videre, kommer der nogle gode sites lige ved bredden af søen.

Vi vælger at snuppe stedet lige ned til vandet, selvom der også ligger nogle fine “secluded” sites længere væk fra søen. Der går små stier ind til både muldtoilet og bearwire.

Mørket er allerede faldetpå, da vi har fået teltet op og omsider ligger i vores soveposer. Det er blevet køligt, men der ligger også pletter af sne omkring os, da vi endnu kun er i slutningen af juni måned. Vi koger vand til vores frysetørrede mad, og nyder omsider et varmt måltid mad ved 21.30 tiden. Inden vi lægger os til ro følges vi i mørket op til pladsens bearwire. Det er lidt skummelt at færdes i området i mørke, når man ved at bjørne og pumaer kan ligge og lure i i krattet. Vi følger lyset fra vores pandelygter og holder os tæt sammen, indtil vi igen er tilbage i soveposerne. Vi skal lige vænne os til at være omgivet af vildnæsset og befinde os i de vilde dyrs territorie.

Panisk “toilet-tur”

Jeg vågner næste morgen mere udhvilet end dagen før, på trods af, at jeg også har haft søvnløse perioder i løbet af natten. Det skyldes mest af alt, at det ikke kun er mit sind, der stadig er lidt jetlagged. Min mave kører åbenbart også på dansk tid, for i løbet af natten er jeg vågnet en del gange med stor trang til et toilet! Til sidst bliver mavepinen så slem, at jeg hverken kan udskyde nr. 1 eller nr. 2, så der sker det, jeg har frygtet allermest. Jeg må alene ud i skoven midt om natten velvidende, at der bor både bjørne og pumaer i området.

Jeg ved udemærket, at risikoen for at blive angrebet er usandsynligt lille. Men jeg ved også, at der står et enkelt andet telt ikke så forfærdeligt langt fra vores, så jeg kan ikke begynde at råbe op for at skræmme farlige dyr væk. Samtidig er jeg et utroligt presset menneske – lad os bare sige, at jeg har udskudt turen ud i mørket længe nok. Og jeg skal for alt i verden ikke gå de par hundrede meter op til muldtoilettet i skoven. Aldrig har jeg så panisk gravet et hul i skovbunden i pandelysets skær. Og aldrig har jeg været så hurtig til at klare både det ene og det andet.

Tilbage i teltet er der ikke megen medlidenhed at hente, selvom mit hjerte stadig hamrer derudaf. Sådan går det, når man sidder der i skovbunden med alle sanserne siddende uden på tøjet. Tilsyneladende synes min mand, at fadæsen har været mere morsom end risikabel. Næste morgen kan jeg heldigvis heller ikke andet end grine af det hele. Og jeg bliver heldigvis mere tryg ved at skulle ud og tisse om natten, selvom det aldrig huer mig helt så meget.

Idyllisk campspot blandt skovens beboere

Morgenen starter til gengæld helt fantastisk. Solen skinner og varmer, og afslører hvilket fantastisk landskab, vi befinder os i. Bjergsiderne reflekterer sig i søens blanke overflade, og får landskabet til at synes uendeligt. Snart får vi også besøg af en flok hjorte, der næsten er lidt for nysgerrige. Oven på nattens eskapader, får jeg da også endnu et chok, da jeg sætter mig på hug ved en busk for at lade vandet. Ud af buskadset springer et lille hjortekid. Mit hjerte springer op i halsen på mig, da skikkelsen ud af øjenkrogen ligeså vel kunne have været en puma. Sikke nogle toiletbesøg, jeg har mig herude i vildmarken!

Vi har svært ved at løsrive os fra Moose Lake i det strålende vejr, men da vi får pakket sammen og er klar til at gå, glæder jeg mig også til at se gårsdagens tur i solskinsvejr.

Det er da også en helt anden oplevelse, der venter os på turen op. For det første går det brat opad i modsætning til dagen før, der var en forholdsvis let tur ned til dalen og søen. På vej op må vi vende os om flere gange, for at nyde udsigten, hvor vi også får et kig til Grand Lake. Efter en opstigning, der sætter pulsen i sving, får vi en intet mindre end fantastisk udsigt. Tænk sig, at disse alpine bjerge har gemt sig bag tågen dagen forinden. Jeg føler, at jeg har hele Olympic National Park liggende for mine fødder. De snedækkede bjergtoppe fortsætter så langt øjet rækker og ender ud i et bølgegrønt landskab. Den grønne frodighed og de hvide tinder står i smuk kontrast til hinanden.

Tilbage mod Obstruction Point Trailhead

Efter den spektakulære udsigt følger vi bjergryggen videre ad Grand Pass Trail. Omkring middag returnerer vi til parkeringspladsen ved Obstruction Point Trailhead. Nu fyldt op med fornyet energi og klar til endnu en tur i Olympic National Park. Vi kører op til Hurricane Ridge, hvor vi spiser frokost, inden vi kører vest mod Sol Duc og turen til Deer Lake.

Praktisk – wilderness camping ved Moose Lake

• Der er 7 campsites ved Moose Lake.
  
  
• Det er altid nødvendigt at anskaffe et wilderness permit, når du skal overnatte i Olympic National Park. Du finder alle informationer om wilderness camping i Olympic National Park her.
  
  
• 50 % af pladserne ved Moose Lake kan reserveres i forvejen gennem denne side. Du kan tidligst begynde at reservere permits til den kommende sæson i februar måned. Den eksakte dato finder du gennem linket.
  
  
• Den anden halvdel af pladserne tildeles efter first come, first served-princippet. First come, first served-permits tildeles ved et Wilderness Information Center.
  
  
• Ved Moose Lake er der muldtoilet og bearwire. Du behøver derfor ikke at medbringe en bearbox, men du skal have en drybag eller lignende med, der kan hænges op. Husk at medbringe eget toiletpapir!
  
  
• Der er mange hjorte ved Moose Lake, og de er ikke særligt sky. Hold dine ting inde i teltet, da de efter sigende skulle have smag for at spise svedigt og dermed saltholdigt tøj.
  
  
• Nærmeste mulighed for indkøb er ved Hurricane Ridge Visitor Center, hvor der er en kantine med mad, snacks og ikke mindst kaffe. Hurricane Ridge er i øvrigt også et fremragende udgangspunkt for ture, men er til gengæld også utroligt populært og crowded.