Hotelanmeldelse: Hotel Bellmoor i Hamborg
| Reklame for Come to Hamburg |
På min tur til Hamborg boede jeg på Hotel Bellmoor im Dammtorpalais på et sponsoreret ophold. Læs min anmeldelse af hotellet her, hvis du går med overvejelser om, hvor du skal bo på din tur til Hamborg.
Da jeg blev inviteret til at komme til Hamborg af Come to Hamborg, blev jeg indlogeret på Hotel Bellmoor im Dammtorpalais. Hotellet ligger lige ved Dammtor Station, så det er nemt at komme rundt i byen fra hotellet. Fra lufthavnen skulle jeg skifte en enkelt gang, men det var ganske nemt.
Det gamle hotel ligger i en historisk bygning, hvor der også ligger forskellige andre hoteller på de andre etager. Hotel Bellmoor holder til på nogle af de øverste etager, hvilket er meget rart. Så bliver man lige løftet lidt op fra gadeplan og får fin udsigt. Der er desuden elevator, så det er ikke noget problem med bagagen.
Værelset
Da jeg ankom sent om eftermiddagen blev jeg taget godt imod i receptionen. Jeg blev vist til mit dobbeltværelse med balkon og eget badeværelse, hvor jeg skulle tilbringe de næste to nætter.
Værelset var meget rummeligt, og der havde været rigeligt med plads til min mand. Alt virkede nydeligt, og jeg lagde mærke til, hvor rent værelset og badeværelset var. Sengen var behagelig og der var både skrivebord og et lille loungeområde med lænestole. Indretningen er ikke den mest moderne, men den gamle stil passer til hotellet. Alt er utroligt velholdt, selvom hotellet generelt er holdt i en ældre stil.
På værelset stod der både danskvand, chokolade og et æble klar til mig, men til gengæld manglede der en el-kedel. Jeg synes det burde være standard på alle hotelværelser. I hvert fald for en kaffe- og teelsker som mig. Men da jeg gik ud i receptionen og spurgte efter en kop kogende vand til mit tebrev, gik der ikke mange minutter før jeg fik leveret en bakke med kop og en lille rejse el-kedel. Voila – problem solved – og jeg kunne få min kop aften-te 🙂
Området
Jeg ved ikke, om det var årstiden, jeg var afsted på (start oktober), men der var også meget roligt på hotellet. Ingen larm fra andre gæster eller fra gadeplan. I det hele taget ligger hotellet i et stille og roligt kvarter. Selvom det ligger tæt på Dammtor Station og det hippe kvarter Grindel, hvor der findes et væld af caféer og restauranter, så ligger hotellet lige præcis et sted, der er omgivet af ældre bygninger med historisk stemning. Det er lige før, at kvarteret mindede mig lidt om de hyggelige brownstone kvarterer i New York. Lidt ekslusivt og hyggeligt på samme tid.
Det ligger også tæt på en lille park, og det er heller ikke langt fra floden Alster. Jeg tænker, at det passer godt til børnefamilier, der gerne vil trække sig lidt tilbage. Men hvis man vil være lige der, hvor det sker, så er det ikke her, man skal bo. Med en placering så tæt på en stor station, er det dog ikke svært at komme rundt i byen, og man er hurtigt på Hamburg Hauptbahnhof.
Morgenmaden
Morgenmaden på hotellet var meget basic. Når det så er sagt, så er der, hvad man skal bruge for at blive mæt. Der var yoghurt, müsli, frugt, blødkogt æg, brødkurv og pålæg bestående af et diverse udvalg af pølser og oste. Og så var der også nutella – og smør selvfølgelig.
Morgenmadsrummet er vældig hyggeligt, og er indrettet i en ældre stil, der passer til resten af hotellets indretning. Nogle vil nok kalde stilen gammeldags – men den passer meget fint til hotellets stemning og den historiske bygning.
Service
Generelt var der en rigtig fin service på hotellet. Både receptionist og morgenmadspersonale var utroligt rare og hjælpsomme. Dagen hvor jeg skulle checke ud, skulle jeg først flyve hjem om aftenen, og jeg spurgte derfor om senere udtjekning eller om jeg kunne have min bagage stående gennem dagen. Mit værelse var desværre booket af nogle andre, men til gengæld var receptionisten så flink at give mig et andet værelse. Det er virkelig fin service. Det betød nemlig, at jeg kunne tage ud og få noget ud af dagen, men samtidig komme tilbage til hotellet og tage et hvil, inden jeg skulle til lufthavnen.
Alt i alt en rigtig fin hoteloplevelse. De vinder på den gode service, for det er ikke fordi, der er et eller andet ekstraordinært ved stedet. Hyggeligt er det dog med den ældre stil, selvom det måske ikke er alle, der bryder sig om det. Det er ingen moderne hoteloplevelse at bo på Hotel Bellmoor, men det er hyggeligt og rart, og værelserne er store og rene. Med det her hotel skal man kunne sætte pris på den hyggelige, ældre stil, den gode service og den fine og personlige oplevelse.