Great Glen Way, Skotland

Ruteplanlægning og overnatning på Great Glen Way

Overnatning på Great Glen Way

På Great Glen Way har du mulighed for at opleve fantastisk smuk natur alt imens, du vandrer i dit eget tempo. Samtidig går den 117 km. lange vandrerute gennem små landsbyer, hvor du finder forskellige steder at bo. For at give et overblik, der hjælper med planlægningen, gennemgår jeg her nogle af mulighederne for planlægning og overnatning på Great Glen Way.

Noget af det unikke ved Great Glen Way er – udover ikke at være ligeså befærdet som fx West Highland Way – at du kan finde god overnatning på vejen. Det gør ruten til et godt valg for både nybegyndere, garvede og dem, der foretrækker natlig komfort. Desuden siges ruten også at være det perfekte valg for dem, der for første gang giver sig i kast med langdistance vandring. Det begrænsede antal kilometer og muligheden for at finde gode steder at sove, er i hvert fald tillokkende parametre for nybegyndere såvidt som garvede vandrere.

Min mand og jeg lavede en kombination. Vi sov i telt i tre nætter og boede på B&B i to nætter, som du kan læse i hele rutebeskrivelsen af Great Glen Way her. Det gjorde vi mest af alt, fordi vi ikke havde forventet så mange minusgrader om natten i slut marts/start april.

Overnatning på Great Glen Way

Udsigt for enden af Loch Oich. Flot solskinsvejr, men kølige temperaturer i start april.

Planlæg overnatning på Great Glen Way inden afrejse

Vandrer du i højsæsonen, er det en god idé at planlægge overnatning på Great Glen Way på forhånd. Allerede i påsken oplevede vi, at der var booket op mange steder. Vi havde dog ingen problemer med at finde spontan overnatning de to nætter. Dog fik vi at vide, at efter påske begynder vandrerne for alvor at støde til. Så gælder det om at have booket overnatninger på forhånd. Både for at få de bedste priser og beliggenheder. Men også for, at du med ro i sjælen ved, at der venter et overnatningssted, når dagen er omme.

Hvis du på den anden side vandrer uden for sæsonen (før påske), har det også sine fordele at være spontan. Det giver mulighed for fleksibilitet på ruten, og det giver mulighed for at få nogle uventede oplevelser. Mest sikker er den tilgang nok, hvis du har et telt med som plan B.

Ruteplanlægning

Great Glen Way går gennem flere små byer på ruten, men på lange strækninger kan det også være svært at finde et sted at overnatte. Det betyder, at der ikke er så mange muligheder for at lægge alternative ruteplaner. Derfor er det også en god idé at forberede overnatning på Great Glen Way inden turen.

Den mest almindelige vandreplan er med 5 overnatninger, og ser således ud:

  • Fort William – Gairlochy: 17 km.
  • Gairlochy – Laggan: 19 km.
  • Laggan – Fort Augustus: 17 km.
  • Fort Augustus – Invermoriston: 12 km.
  • Invermoriston – Drumnadrochit: 23 km.
  • Drumnadrochit – Inverness: 29 km.
Overnatning på Great Glen Way

Kortet viser, hvor vi overnattede. I Invermoriston og Drumnadrochit valgte vi B&B frem for telt.

Alternativer til ruten

På tre strækninger, kan du vælge alternative ruter.

  • Laggan – Fort Augustus med Invergarry link: I Laggan følger du skiltningen mod den alternative rute, der tager dig forbi Invergarry. Ruten følger den venstre side af Loch Oich frem for den højre, hvor den oprindelige Great Glen Way går. På den alternative rute kommer du forbi Invergarry Castle, ligesom der også i Invergarry ligger en tankstation med indkøbsmuligheder.
  • Fort Augustus – Invermoriston – high route: På strækningen her, har du mulighed for at vælge high route. Frem for at følge Loch Ness kommer du op i højlandet og får nogle fantastiske udsigter ud over søen. Du får nogle højdemeter i benene, men jeg synes kun, at det er dejligt med noget afveksling. Stigningen er heller ikke slem. Kort tid efter Fort Augustus og en stigning op gennem noget skov, kommer du til skiltning, hvor du kan vælge mellem de to ruter.
  • Invermoriston – Drumnadrochit – high route: På denne strækning kan du også vælge high route frem for low route. Igen får du nogle højdemeter, og igen følger der nogle fantastiske udsigter. Når du går ud af Invermoriston og forbi Craik Na Dag B&B begynder stigningen opad. Kort efter følger skiltningen, hvor du kan vælge mellem high eller low route.

Jeg kan kun anbefale at tage high route frem for low route. Af gode grunde kan jeg ikke sige noget om low route, men på B&B blev vi også anbefalet at tage ruten op i højlandet. Det giver noget alsidighed til den ellers flade tur.

Invergarry Castle

Invergarry Castle fra modsatte side af Loch Oich. Vælger du Invergarry link, kommer du forbi slottet.

Andre muligheder for overnatning på Great Glen Way

Med lidt snilde kan det godt lade sig gøre at gøre turen enten kortere eller længere. Også selvom der ikke er så mange muligheder for at afvige fra planen ift. overnatning på Great Glen Way. Nogle steder på ruten ligger der nemlig også overnatningsmuligheder, som ikke nødvendigvis befinder sig i de nævnte byer fra ruteplanen.

  • På strækningen mellem Gairlochy og Laggan er der mulighed for overnatning ved Crazy Cabin, der udlejes privat via AirBnB. Crazy Cabin ligger i Bunarkaig ca. 4 km længere end Gairlochy (21 km. fra Fort William).
  • Vælger du at tage Invergaary link kan du overnatte på Glengarry Castle Hotel eller Nursery Cottages, der begge ligger ca. 12 km. før, du når til Fort Augustus.
  • På low route fra Fort Augustus til Invermoriston kan du overnatte på Inver Coille Campside, der udlejer luksustelte. Campsitet ligger ca. 5 km. før, du kommer til Invermoriston. I højsæsonen er det nødvendigt at booke i meget god tid. Du kan også vælge at bo på Loch Ness Highland Cottages ikke så langt fra campingpladsen. Også her skal du booke i god tid. På high route er der desværre ingen alternativer.
  • I Alltsigh, ca. 6 km. længere end Invermoriston, er der mulighed for overnatning på The Lochside Hostel, hvis du går low route.
  • På strækningen mellem Invermoriston til Drumnadrochit kan du til gengæld overnatte i Ancarraig Logdes. Stedet ligger lidt mere end 6 km., før du rammer Drumnadrochit. Både dem der går high route og low route, har mulighed for overnatning her, da det ligger efter, at ruterne møder hinanden igen.

Overnatning på Great Glen Way

Flere eller færre nætter

Vil du gerne gå Great Glen Way på mindre end 5 overnatninger, foreslår jeg, at du den første dag går hele vejen til Laggan. På samme måde kan du også skære turen ned til 3 overnatninger ved at gå hele vejen fra Laggan til Invermoriston (eller til Inver Coille Camps eller Loch Ness Highland Cottages). Det giver nogle lange vandringsdage, men hvis formen er til det og du er i tidsnød, er det en mulighed.

Vil du have 6 overnatninger på Great Glen Way i stedet for 5, kan en ruteplan fx se sådan ud. Den giver noget tid i Invergarry, hvor du kan udforske Invergarry Castle.

  • Fort William – Gairlochy: 17 km.
  • Gairlochy – Laggan: 19 km.
  • Laggan Locks – Invergarry: ca. 5 km.
  • Invergarry – Fort Augustus: ca. 12 km.
  • Fort Augustus – Invermoriston: 12 km.
  • Invermoriston – Drumnadrochit: 23 km.
  • Drumnadrochit – Inverness : 29 km.

Hvis du synes, at de sidste etaper bliver lange, kan du tage en ekstra nat i Drumnadrochit og lade batterierne op til den sidste lange etape. I Drumnadrochit kan du bruge tid på at se Urquhart Castle eller tage på Loch Ness museum.

Husk også at læse om camping i Skotland, og hvordan du kan campe og wild campe på Great Glen Way