3 gode vandreture i Picos de Europa
Det kan være svært at begrænse sig, når masser af fantastiske vandreruter ligger for ens fødder. Jeg har derfor samlet tre vandreture i Picos de Europa, som på hver deres måde viser nationalparkens alsidighed og smukke attributter.
Vandreferien står for døren, og planlægningen skal i gang. Samme ”problem” opstår som altid; for mange vandreruter at vælge imellem og alt for lidt tid. Sådan lyder scenariet ved hver eneste vandreferie, jeg planlægger. Skønne naturområder og nationalparker dækker ofte et kæmpe areal, og det kan være svært at vælge, hvilke specifikke ture, der skal på tegnebrættet.
Picos de Europa er ingen undtagelse. Der findes mange områder at vælge imellem, både hvad angår overnatning og vandreruter. Som du kan læse her, valgte vi at bo i byen Potes på nationalparkens østlige side. Her udså vi os tre vandreture, som på meget fin vis bringer dig rundt i forskellige dele af nationalparken. Dem vil jeg selvfølgelig gerne dele med dig!
Route Áliva Ports : Med svævebanen fra Fuente Dé
Fra Mirador de cable til Fuente Dé: 14,5 km. i primært nedadgående terræn
På en måde føler jeg altid, at det er lidt snyd at bruge svævebaner, når man er på vandretur. Ikke desto mindre kan det engang imellem give muligheder for at komme langt op i højderne (og dermed op til de gode udsigter), selvom man kun er på dagstur. Den første af vores vandreture i Picos de Europa startede derfor ved svævebanen i Fuente Dé. Det tager kun knap en halv time i bil fra Potes. Sørg for at køre af sted tidligt på dagen for at undgå menneskemængderne og for at være sikker på en parkeringsplads. Vi var der, da svævebanen åbnede og undgik lang kø, selvom kalenderen viste August.
Svævebanen fragter dig 753 m. opad, og placerer dig på få minutter 1.823 m.o.h. Herfra handler det bare om at nyde udsigten ud over det spanske svar på Dolomitterne. Fra toppen går der et par forskellige ruter, og ruten Áliva Ports fører dig langsomt tilbage ned mod dalen og Fuente Dé. Turen går derfor primært nedad. Til tider stejlt, men aldrig så ufremkommeligt, at den ikke også egner sig til begyndere. Faktisk vil jeg mene, at denne tur fungerer rigtig godt til nybegyndere og bare til dem, der gerne vil nyde en varieret vandretur i Picos de Europa.
Mystik og bjergtagende nuancer
Vi startede turen i gråvejr, men det var som om, at det ikke gjorde noget. Udsigten slog alligevel pusten fra mig, selvom jeg stod i lange bukser, fleecetrøje og windbreaker. Det var som om, at gråvejret matchede områdets råhed. Det første stykke af turen tager dig gennem et område med brunlige og grålige bjergsider. De store flokke af bjerggeder sørger for at æde det græs, der er tilbage. Måske ville området have en anden stemning over sig i solskin, men med de grå skyer hængende over os, indgød området en helt speciel mystik. I øvrigt er dage med gråvejr kun forventeligt i Picos de Europa, hvor temperaturerne selv midt på sommeren føles yderst vandrevenlige.
Vi fortsatte den første af de tre vandreture i Picos de Europa i det kalkstensprægede landskab, indtil vi stødte på et refugie med dertilhørende cafeteria (og toiletter). Det bare landskab giver ikke mange muligheder for at finde et privat sted til en tissepause, så refugiet kom på et tiltrængt tidspunkt. Vi havde kun vandret omkring en times tid i det golde landskab, da vi kom til refugiet. Et par blå passager var allerede begyndt at kæmpe med de grå skyer om pladsen på himlen. Det gav et helt specielt lys, og lod bjergsidernes grå nuancer spille i de sporadiske solstrejf.
Fra gråbrunt til grønt
Efter refugiet fortsætter turen af en nem fremkommelig grusvej. Landskabet begynder så småt at ændre sig, og i takt med nedstigningen dukker der mere vegetation op. Pludselig åbner sig et grønt og frodigt landskab, og grusvejen erstattes af en sti, der fortsætter nedad og ind i et skovområde. De rå bjerge overtages af en rolig idyl, mens opadgående terræn nogle få steder overtager nedstigningen. Faktisk kan det være utroligt rart at få pulsen lidt op og bruge nogle andre benmuskler, end når det går nedad. Benmusklerne får dog ikke lov til at gå opad særligt længe. Snart fortsætter det videre nedad mod dalen og Fuente Dé. Et mudret stykke af stigen er belejligt belagt med træbjælker, inden hotellet Parador Fuente Dé kommer til syne og vidner om, at turen snart slutter.
Ruten fra svævebanen og tilbage til dalen egner sig virkelig godt til en førstedags vandretur i Picos de Europa. En dag, hvor benene lige skal i gang, og hvor man samtidig gerne vil se nogle smukke udsigter. Selvom turen kun er knap 15 km., tager Route Áliva Ports dig ud på en varieret vandring med dramatiske udsigter og et omskifteligt landskab. Det er desuden en af de ture, hvor trailsko fungerer helt fint – ingen grund til tunge, ankelhøje vandrestøvler medmindre man foretrækker det.
Ruta del Cares: En vandretur langs den guddommelige kløft
Fra Poncebos til Caín og tilbage igen: 24 km. i primært fladt terræn
En af de mest populære vandreture i Picos de Europa følger Cares kløften, der også bliver kaldt den ”gudkommelige kløft”. Stien er hugget ind i bjergsiden, hvilket giver en enestående vandreoplevelse med udsigt til kløften, Cares River og de omgivende bjerge. Da vi vandrede Ruta del Cares (Cares Gorge Trail) i august, var der ikke så meget vand i floden. Jeg forestiller mig, at foråret byder på større vandmasser, mere dramatik – og færre turister.
Manglen på vand i flodlejet gjorde dog ikke oplevelsen på Ruta del Cares mindre fantastisk. Selvom det sagtens kan mærkes og ses, at ruten er populær, fortryder jeg bestemt ikke, at vi valgte turen. Kameraet fik sig ikke et stille sekund, fordi der ved hvert sving dukker endnu smukkere landskaber og udsigter op. Så kan man bære over med meget; selv den forholdsvis store mængde af andre vandrere.
Start tidligt på vandreture i Picos de Europa
Igen vil det på Ruta del Cares være en fordel at starte turen tidligt på dagen. Især hvis du hiker i højsæsonen, hvor det også bliver hedt i middagsolen, hvis solen er fremme. Er morgenen lidt kølig kan du nemlig hurtigt få varmen. På trods af, at turen for det meste af flad, starter ruten hårdt ud med at gå stejlt opad. Jeg vil anbefale støvler eller sko med gode såler, der ikke skrider i de løse kalksten. Desuden opstår der smalle steder på stien, hvor det vil være dumt at glide ned ad de stejle skråninger. Det er i øvrigt ikke for folk med højdeskræk!
Ellers er det bare at sætte i gang. Det første stykke sætter gang i pulsen, men herefter handler det mest om at sætte det ene ben foran det andet og så ellers nyde udsigten. Allerede efter det første stykke opadgående terræn udfolder landskabet sig med den storslåede kløft og de stejle grå bjergsider. Som kilometerne går, bliver udsigterne mere frodige, og bjergsidernes grålige toner erstattes af grønne bjergskråninger. De står som indbydende kontrast til de stadig rå bjergtoppe, der stikker storslået op i horisonten med deres frygtindgydende skønhed.
Et velfortjent hvil inden turen tilbage
På det sidste stykke inden du når til Caín, bugter stien sig gennem grottelignende passager. Her kan tilstandene godt blive lidt trange, hvis du møder vandrere i modsatte retning (og det gør du, hvis du vandrer om sommeren). Har du bare lidt mere tålmodighed end mig, burde det dog ikke være et stort problem.
Nu er der ikke langt til Caín, hvor benene kan få lidt hvile på en grøn plet langs floden. Vi fandt madpakkerne frem og blev alligevel lidt overraskede over, hvor trætte benene kan blive af at gå i forholdsvis fladt terræn. Det er også muligt at købe snacks og drikkevarer i både Caín og Poncebos. Vi ventede dog med en is og cola til vi igen nåede til Poncebos. Med 24 km. i benene nød vi at sidde og slappe af med de kølige forfriskninger.
En natursmuk vandre-vinder
Ruten egner sig rigtig godt til dem, der efterspørger en fantastisk naturoplevelse uden af gå mange højdemeter. Hvis formen tillader den 24 km. lange tur, er der ikke mange andre forhindringer at tage højde for. Dermed egner turen sig også godt til familier. Når det så er sagt, er jeg nok generelt mere fan af mindre turistede ruter og også gerne ruter med lidt flere fysiske udfordringer (selvom benene da var trætte nok efter 24 km.).
Ruta del Cares vinder point på de smukke omgivelser og det specielle ved at gå på en sti, der er hugget ind i bjergsiden. Så længe det ikke er den eneste vandretur du tager på, når du besøger Picos de Europa. En del af nationalparkens charme handler netop om at udnytte de ubefærdede områder og nyde godt af den specielle stilhed, det medfører.
Urdón til Tresviso: Hårde højdemeter med uforglemmelige udsigter
Fra Urdón til Tresviso og tilbage igen: 12 km. med ca. 800 højdemeter hver vej
Både højdemeterne og udsigterne tager pusten fra dig på denne sidste af de tre vandreture i Picos de Europa. Ruten fra Urdón til Tresviso og tilbage igen sætter – især de utrænede – ben på prøve. Det hele starter ganske fredeligt. I Urdón parkerer du bilen og går gennem et frodigt skovområde, hvor du krydser en bro. Kom gerne i gang med turen tidligt på dagen, så du sikrer dig en parkeringsplads og undgår middagsolen på vejen mod Tresviso.
Ikke mange kilometer inde på ruten begynder højdemeterne at tage fat på benmusklerne. Snart er du nået så højt op, at stien står badet i sol (hvis du ellers begynder fra morgenstunden og vejret er med dig). Nu begynder de mange zig-zag sving, som ét efter ét fører dig højere op. Det varer heller ikke længe, før de første wow-udsigter viser sig for dig. Hele tiden tror man, at det ikke bliver smukkere – lige indtil man når til næste sving eller plateau, hvor udsigten i takt med højdemeterne tager til i storslåethed. Kameraet har ikke en chance for at få et hvil særligt længe ad gangen – hvilket kun er godt. Det giver også gode undskyldninger for et tiltrængt hvil, når de zig-zaggende højdemeter sætter træthedstegn på kroppen.
En blomstrende velkomst til Tresviso
Efter et godt stykke opad flader ruten lidt ud og på den azurblå himmel svæver store ørne på jagt efter dagens måltid. Det er betagende at stå og se ørnenes ubesværede bevægelser på himlen. Visse steder kigger du direkte ned på ørnene, fordi du befinder dig så højt oppe. Snart kommer den isolerede landsby Tresviso til syne, som syntes forbavsende tæt på. Tættere på, end hvad virkeligheden tillader. Der mangler nemlig stadig et godt stykke vandring, men på det sidste stykke af ruten flader terrænet lidt ud og blomstrende enge byder hjerteligt velkommen.
Inden du når Tresviso kan du med fordel nyde godt af et hvil ved et fremragende udsigtspunkt. Stedet egner sig også godt til en frokostpause på tilbagevejen. Først slog vi dog et smut forbi den lokale bar, der byder både lokale og vandrere velkommen. Hvad enten du er til cola eller en kold øl, vil det helt sikkert være tiltrængt efter den snoede opstigning mod landsbyen.
Undgå de prustende og sveddryppende turister
Vejen tilbage byder ikke på de store udfordringer. Det går både hurtigere og nemmere nedad, selvom man skal tage sig i agt for de løse kalksten, der er nemme at glide i. Vi mødte en del vandrere på vejen tilbage. De var på vej opad, mens vi selv på vejen op kun stødte ind i et par stykker (som regel nogle spaniere i alt for god vandreform, der overhalede os!). Derfor kan det også betale sig at gå i gang med vandreturen tidligt på dagen. Jeg misundte bestemt ikke de prustende og sveddryppende vandrere, der var på vej mod Tresviso i den bagende middagshede. Det var i øvrigt også meget rart at nyde gode af morgenens og formiddagens stilhed, mens vi kæmpede os op af zig-zag-svingene.
Det kræver nok en hvis fysisk form at gå turen fra Urdón til Tresviso. Heldigvis bestemmer man selv tempoet og udsigterne er for vilde. Kilometermæssigt er turen heller ikke den største udfordring, men vandrestave kan måske gøre turen mere behagelig for nogle. Jeg har dog aldrig selv vandret med stave, så hvis man som mig er i middel-form, burde der ikke være nogle problemer.
Når der ikke er tid nok
Picos de Europa byder som nævnt på at hav af vandreture. Der er selvfølgelig mange flere ture end disse tre, der er værd at opleve. Jeg følte ikke, at jeg nåede halvdelen af det, jeg gerne ville. Hele den vestlige side af parken står for mig stadig uberørt hen. Det på trods af, at jeg meget gerne ville besøge byen Covadonga og søerne i det område. Derudover ville jeg gerne vandre til Bulnes og evt. bo en nat i den lille landsby. Mulighederne for flerdagesvandringer i Picos de Europa findes også. Jeg ville i hvert fald gerne have taget den fysiske udfordring op med ruten Jermoso Traverse – det må blive på mit næste besøg til Picos de Europa. For mon ikke jeg kommer tilbage til nationalparken, hvor jeg blev friet til – det håber jeg i hvert fald.
Sikke en fin blog! Jeg har et spørgsmål, du måske kan hjælpe med. Vi har planlagt 3 overnatninger i Potes for at vandre om dagen. Vi har ikke bil med – tror du det er okay tilgængeligt at komme ud at vandre uden en bil? Jeg tænker, at der går busser til Fuente De, men vi vil gerne prøve lidt forskellige ruter, fx dem du nævner. Tak for gode rejsetips!
Hej Anne,
Tak for de pæne ord. Har desværre ikke erfaring med den offentlige transport i Picos de Europa. Men jeg vil tro, at det er muligt at fange en bus til de mest populære ruter. Måske kan Google hjælpe dig. Håber i hvert fald, at du finder ud af det. Der er så skønt!
Kh.
Marlene / HIKE MY HEART OUT