Om HIKE MY HEART OUT

Hiking giver de bedste rejseoplevelser, jeg kan forestille mig. På vandrestierne kommer jeg helt tæt på naturen, udfordrer min krop fysisk og jeg giver plads til, at tankerne kan flyde. For mig er hiking alt fra afslapning og udfoldelse til uforglemmelige naturoplevelser langt væk fra hverdagen. Alt dette vil jeg gerne dele med dig her på bloggen, så det kan inspirere og få endnu flere til at snøre vandrestøvlerne.

Med HIKE MY HEART OUT håber jeg også på at gøre det lettere for andre vandrere, der står over for planlægning af vandreferier og vandreruter. Det kræver ofte et stort researcharbejde – især hvis man er nybegynder eller rimelig newbie ligesom mig selv. Derfor vil jeg gerne dele mine erfaringer om både ruteplanlægning, udstyr, mad og hvad det ellers kunne være. En nybegynders bekendelser så at sige. Men også min rejse fra nybegynder til (forhåbentligt) rutineret hiker.

 

Lidt om mig

Jeg hedder Marlene, er 29 år – og bidt af en gal vandrer. Derudover er jeg uddannet journalist og bor i København sammen med min mand Anders, som for det meste gør mig selskab på vandreturene.

Som barn har jeg vandret i Norge, og jeg har altid været glad for naturen og i særdeleshed bjergrige landskaber. Det var dog først i sommeren 2015, at jeg for alvor blev forelsket i at vandre. Anders og jeg var på roadtrip i Californien, hvor vi besøgte Yosemite National Park. Der er ikke noget at sige til, at det var her, jeg fandt min passion for at vandre. En dag vender jeg helt sikkert tilbage til Yosemite som en rutineret hiker, for naturen og stemningen er helt fantastisk og storslået.

I mellemtiden er der så utroligt mange steder i verden med fede vandremuligheder. Jeg håber, at I har lyst til at følge med i, hvor vandrestøvlerne fører mig hen. Vigtigst af alt håber jeg, at jeg kan give et indblik i en verden fuld af spændende, smukke og udfordrende oplevelser.

The mountains are calling, and I must go – John Muir, 1873

 

VIL DU I KONTAKT? FIND MINE KONTAKTOPLYSNINGER VED AT KLIKKE HER