Yosemite

Overnatning i Yosemite – og andre gode råd

Overnatning i Yosemite

Yosemite er – meget forståeligt – et populært rejsemål for såvel amerikanere som for turister fra resten af verden. Det betyder først og fremmest, at det handler om at være i god tid, når du skal finde overnatning i Yosemite. Heldigvis er der en del muligheder, men det afhænger alt sammen af, hvilken slags ferie, du gerne vil have.

Da jeg besøgte Yosemite i sommeren 2015, havde jeg endnu ikke stiftet bekendtskab med teltlivet, så jeg turde ikke springe ud i at trekke med oppakning. Faktisk var det ret svært at finde hoved og hale i mulighederne for overnatning i Yosemite. Ikke nok med det, så handler det også om at undersøge mulighederne i virkelig god tid. Her snakker vi om at booke overnatning i Yosemite omkring seks mdr. før afrejse, medmindre du vandrer med telt og gør brug af først-til-mølle campingpladserne. Vi endte med at finde en løsning, hvor vi fik mulighed for at kombinere teltoplevelsen med en anelse mere luksus.

Campinghytter – en hybrid mellem telt og hytte

Både Housekeeping Camp og Half Dome Village (det tidligere Curry Village) tilbyder campingoplevelsen, uden at du selv behøver at medbringe campinggear. Begge muligheder er fine til formålet, og ligger idyllisk mellem flod, kæmpe redwoodtræer og stejle klippevægge. Vi boede begge steder, da der allerede seks mdr. før afrejse var ret booket. Det betød, at vi ikke kunne tilbringe alle fire nætter det samme sted! Begge steder er der er opstillet nogle teltagtige hytter, der overhovedet ikke er luksus – men stadig mere luksus end et lille to-mands telt. Derudover kan man leje sengetøj og håndklæder, så du ikke behøver at slæbe det med dig på rejsen.

Fordelen ved Housekeeping Camp er, at der til hver teltgrund hører en bålplads, hvilket er lidt unikt. Mange steder i Yosemite er det nemlig forbudt at lave bål grundet risiko for skovbrand (gælder især over sommeren). I Half Dome Village er der fx ingen muligheder for bål eller åben ild. Men hvem elsker ikke at sidde omkring et bål, når den kølige aftenbrise sætter ind? Det giver også gode muligheder for madlavning. Vi købte en billig gryde i et supermarked, inden vi ankom til Yosemite, og den fungerede perfekt til at koge pasta og havregrød. Blot et lille tip, hvis du vælger at bo i Housekeeping Camp eller et andet sted med muligheder for bål. Til gengæld kunne jeg bedre lide telthytterne i Half Dome Village, men det er ikke så afgørende for mig. Begge steder var nemlig helt fine til formålet.

God base i Yosemite Valley

Både Half Dome Village og Housekeeping Camp egner sig virkelig fint til børnefamilier eller bare dem, der gerne vil have en base i Yosemite Valley. Det er måske heller ikke alle, der gider slæbe alt campingudstyret med over Atlanten. Generelt er Yosemite Valley som en landsby i sig selv. Du finder både supermarked, restauranter – you name it. For mig tager det lidt af autenticiteten ud af det ellers så sceniske område, men som base til dagture kan man ikke komme uden om, at dalen fungerer som et rigtig fint udgangspunkt. Vi nåede i hvert fald nogle fede vandreture, hvor vi havde følelsen af at opleve noget af Yosemites uberørte natur.

Som førstegangsbesøgende med forholdsvis få dage i parken, tror jeg derfor, at det er et godt træk at vælge overnatning i Yosemite Valley.

Fra primitivt telt til lækker bed & breakfast

Der er selvfølgelig også andre muligheder for teltentusiasterne og trekkingeksperterne, der ikke kan leve uden eget udstyr. Du finder et godt overblik over mulighederne på Yosemite National Parks officielle hjemmeside. For det er selvfølgelig heller ikke kun i Yosemite Valley, at der er mulighed for at slå pløkkerne i jorden. Skal det være uden pløkker, findes der også både hytter, hoteller og bed & breakfast. De amerikanske nationalparker har selvfølgelig gjort det hele så nemt som muligt. Der er både noget for de hardcore outdoor-entusiaster, dagsvandrerne og dem der bare gerne vil nyde en rolig ferie i smukke omgivelser.

Næste gang jeg sætter fødderne i Yosemite tror jeg, at jeg vælger en mere primitiv løsning med telt og trangia. Min store drøm er at gå John Muir Trail for at få en bid af Sierra Nevada helt tæt på. Inden da må jeg lige arbejde lidt mere med min frygt for rattle snakes og bjørne!

5 ekstra tips til overnatning i Yosemite – samt andet godt

Udover mine tips og erfaringer med overnatning i Yosemite, får du også lige et par andre gode råd med på vejen:

  • Igen, husk et bestille overnatning i god tid – især hvis du gerne vil sikre dig overnatning i hytter, på hotel eller bed & breakfast.
  • Rejser du om foråret, skal du være opmærksom på sne. Det kan betyde, at nogle veje og dermed vandreruter, er utilgængelige. Afhængig af mængden af snefald, kan der være spærrede vejen helt ind i juni måned. Du kan holde øje med alerts og info om Yosemite her.
  • Gør dig selv en tjeneste og snak med en park ranger. Medmindre du har besøgt Yosemite en masse gange før, kan en park ranger hjælpe dig med at finde frem til vandreruter, der passer til dine lyster og fysik.
  • Medbring fodtøj, der egner sig til det, du skal. Sneakers kan sagtens fungere til kortere ture i fladt terræn. Men jeg vil til hver en tid anbefale støvler med ankelstøtte eller trailrunners/vandresko. Det står meget bedre fast end sneakers.
  • Yosemite har et rigt dyreliv. Vær opmærksom på eksempelvis bjørne, og overhold reglerne – både for din egen og dyrenes skyld. Sørg derfor for at skille dig af med affald på en ansvarlig måde. Gør brug af bjørnebokse til madvarer og toiletsager. Hvis du trekker i Yosemite, kan du selv anskaffe en boks eller et ophæng, så du undgår besøg af bjørne i løbet at natten.

Har du planer om at tage en tur til Yosemite? Husk også at læse om en skøn vandretur til Vernal og Nevada Falls her. Og den fineste vandretur til Clouds Rest kan du læse om her.