Danmark, Destinationer, Nationalpark Mols Bjerge

På vandretur i Mols Bjerge

| Reklame for Nordic Destination (tidligere Ebeltoft Outdoor) |

En sensommerweekend i august drager jeg mod Jylland for at opleve det bakkede landskab i Nationalpark Mols Bjerge. Det bliver til en weekend med 40 kilometer i benene, møder med nye mennesker og overnatning med havudsigt fra teltet. Kom med på vandretur i Mols Bjerge.


Jeg sidder i toget på vej mod Aarhus, hvorfra jeg skal videre med bussen mod Ebeltoft. Min slutdestination hedder Øvre Strandkær besøgscenter på det sydlige Djursland. Her skal jeg mødes med alle de andre mennesker, der skal med på weekendens vandring i Mols Bjerge, der siden 2009 har kunnet bryste sig af titlen som nationalpark. Det betyder, at det sydlige Djursland er dækket af intet mindre end 18.000 hektar skøn natur, der er oplagt til både dagsvandring og weekendvandring.

Turen rundt i det kuperede terræn foregår med Nordic Destination, der arrangerer forskellige ture i området. Lettere spændt – da jeg aldrig før har været med på en arrangeret vandretur – ankommer jeg til besøgscentret, hvor omkring 40 mennesker sidder klar til at komme ud og bevæge bentøjet. Jeg må indrømme, at jeg er lettere skeptisk over at skulle på vandretur i Mols Bjerge med så stor en gruppe. En del af det at vandre er for mig også stilheden, nu’et og tiden til tanker.

Den store gruppe af vandrere synes tilsyneladende ikke at skræmme turens friske guide Tommy, der kort introducerer weekendens vandreplaner. I alt skal der vandres 40 km. over weekenden; 10 km. fredag, 20 km. lørdag og 10 km. søndag.

Øvre Strandkær – Krakær Camping

Med vores guide i front går turen mod Krakær Camping, hvor vi har den første overnatning. Landskabet i Nationalpark Mols Bjerge viser allerede sin diversitet frem på det første stykke. Vi kommer gennem skov og åbne vidder, inden det kuperede terræn for alvor viser sig. Jeg sakker lidt bagud i den store flok og får tid til fotografering og brombær-plukning. De mørke bær smager uendeligt sødt efter den solrige sommer, og det føles fantastisk at gå og spise af naturen.

Vandretur i Mols Bjerge
Vandretur i Mols Bjerge


Ved Femmøller holder vi en pause, og guiden Tommy fisker brød og pålægssalater fra den lokale fiskehandler op af tasken. Det er tid til en eftermiddagssnack og et lille hvil, inden vi går videre forbi et sommerhusområde og gennem velduftende nåleskov. Pludselig er de 10 km. tilbagelagt, og ved Krakær Camping har Nordic Destination sat lejr op til hele banden. Borde, bænke og store fællestelte står klar til at imødekomme hele vandregruppen, der består af både yngre og ældre. Selvom jeg ikke altid anser mig selv som helt ung længere, så ved jeg godt, at jeg med mine 30 år nok er blandt de yngste i flokken. Gennemsnitsalderen er da også en del højere, men med en – særdeles frisk – deltager i 70’erne, trækker det også alderen godt opad.

Vandretur i Mols Bjerge
Lejren ved Krakær Camping i Mols Bjerge.


Mad fra Fuglsø Kro

Hen på aftenen sætter vi os alle til bords med vores medbragte service. Maden kommer fra Fuglsø Kro, og menuen står på Gullasch og friskbagt brød. Til dessert bliver vi forkælet med en gammeldags æblekage. Selvom temperaturerne bliver køligere i takt med, at mørket falder på, holder vi os varme under pavillonen med kaffe og te. De kuldskære kan gå hen til bålet og varme sig, men ved 22-tiden vælger jeg dog at lægge mig til køjs, så jeg kan få varmen i soveposen.

Jeg har medbragt mit eget telt, men langt størstedelen af gruppen sover i de opslåede 10-mands telte i lejren. Men det er heldigvis valgfrit. Jeg har lige brug for at kunne trække mig tilbage og være mig selv lidt. Så det passer mig rigtig fint at have mit eget telt med – især fordi al min bagage alligevel bliver fragtet til lejrpladserne – hvilken service!

Vandretur i Mols Bjerge
Vandretur i Mols Bjerge


Krakær Camping – Sølystgaard

Næste morgen står morgenmaden klar kl. 7.30. Der er lavet kaffe over bålet, og snakken går omkring morgenbordet. De friskbagte boller smager som en drøm, og jeg sørger for at tanke godt op med både mad og kaffe, inden jeg pakker teltet sammen. Foran os har vi en vandredag på 20 km., der blandt andet tager os forbi Agri Bavnehøj og Trehøje.

Fra Krakær Camping går vi tilbage ad den samme vej vi kom fra aftenen før. Ved Femmøller drejer vi ind ad Kirkestien, der fører mod første punkt på turen; Agri Bavnehøj. Det glæder mig, at vores guide Tommy foreslår, at vi laver noget stillevandring på vej mod toppen. Det giver plads til at være mere observerende på omgivelserne og lydene fra fuglekvidder.

Vandretur i Mols Bjerge


Fra Agri Bavnehøj er der udsigt over istidslandskabet og Ebeltoft Vig. Med sine 137 m.o.h. er Agri Bavnehøj det højeste punkt i Nationalpark Mols Bjerge. Højen er en såkaldt bronzealderhøj, hvor man begravede de døde. Både historien og naturen er fascinerende. Det er så tydeligt, at istidens kræfter her har været på spil, og på samme tid er det så utroligt interessant at tænke på de mennesker der har levet her langt før vores tid.

Vandretur i Mols Bjerge
Agri Bavnehøj i Nationalpark Mols Bjerge
Udsigten beundres fra toppen af Agri Bavnehøj.
Agri Bavnehøj


Fantastisk udsigt fra Trehøje

Efter at have nydt udsigten fra Agri Bavnehøj bevæger vi os syd mod Tremosegård. Her ligger toilet, shelterplads og et stort bålsted. Tremosegård egner sig som et fint frokoststed, så vi holder pause og får serveret frisksmurte sandwich, mens vi hviler os i græsset.

Fra Tremosegård fører Tommy os videre over den stejle bakke henover Skovbjerg. Herfra går ruten gennem Toggerbo, indtil vi når til Trehøje, som vi havde udsigt til fra Agri Bavnehøj. Jeg er langt mere imponeret over udsigten herfra. Lyset er også helt fantastisk, da vi står på toppen af Trehøje og kigger ud over Kattegat. Det er tydeligt at se, at der er regnbyger ude i horisonten. Alligevel formår solstrålerne at bane sig vej ned gennem de dramatiske uvejrsskyer. Jeg bliver oprigtigt imponeret over naturen her, som slet ikke minder om det Danmark, jeg kender.

Trehøje i Mols Bjerge
Udsigt fra Trehøje


Der hersker en helt speciel nordisk stemning. Måske er det mængden af nåletræer i horisonten, der står i kontrast til den golde slette med græssende køer. Mens resten af gruppen får sig en bitter, har jeg derfor travlt med kameraet for at fange det specielle lys og den rå, danske natur.

Udsigt fra Trehøje
Usandsynligt smukt lys fra Trehøje. Regnen siler ned i horisonten, men kom heldigvis aldrig til os.


Fra Alperne til vandretur i Mols Bjerge

Vandreturen i Nationalpark Mols Bjerge går fra Trehøje og videre gennem Fuglsø. Af en eller anden grund er ruten her den, der imponerer mig mest. Lige pludselig synes jeg bare, at det hele går op i en højere enhed. De rullende grønne bakker, de lavendelfarvede blomster i grøftekanten og de græssende køer får mig til at tænke på præ-Alperne. Idyllen her giver trang til at bryde ud i “The Hills are Alive”, men jeg dyer mig med tanke på den store vandregruppe, jeg er en del af. Som regel er jeg vant til kun at være min mand og jeg på vandrestien. Og så er det altså ikke så sjældent at jeg bryder ud i sang – nogle gange også for at skræmme bjørne og pumaer væk. Det slipper jeg trods alt for her i Danmark.

Vandretur i Mols Bjerge


Ved Fuglsø venter os en lille overraskelse og et hvil på Fuglsø Kro, som vi allerede har stiftet bekendskab med gennem den mad, vi har spist. Vi får en tiltrængt kop kaffe og lidt chokolade, inden vi bevæger os ud mod kysten. Ruten går langs Fuglsø Strand, og pludselig derude i horisonten, dukker lejren op. Mere billedskønt bliver det ikke. Lejren ligger lige ud til havet, og jeg er ikke det mindste ked af, at vi er ankommet til lejren lidt tidligt. Det er jeg tilsyneladende ikke ene om at syntes. Der bliver badet, hygget og lavet marmelade over bål med de bær, som er blevet samlet sammen over dagen.

Vandretur i Mols Bjerge
Vi går mod Fuglsø Strand. I horisonten kan lejres skimtes.
Sølystgaard Camping Mols Bjerge
Teltlejr med havudsigt ved Sølystgaard Camping. Jeg har slået mit telt op lidt væk fra lejren, fordi der var et perfekt spot tæt på vandet.


Plads til alene-tid

Selv trækker jeg mig lidt tilbage i mit telt og nyder lyden af bølgebrus, mens jeg åbner en bog. Det er der heldigvis plads til. Igennem dagen får man snakket med mange mennesker, mens man vandrer. Så er jeg typen, der lige har brug for lidt tid for mig selv. Vejret er mildt og fint, så jeg venter med at komme overslag på teltet. På den måde kan jeg ligge i teltet med havudsigt og følge med i skyernes færden på himlen.

Da aftensmaden bliver serveret tilslutter jeg mig gruppen igen med opladede batterier og klar på en hyggelig aften. Aftenens menu står på lasagne, salat og brød. Det er noget, alle kan være med på.

Ved solnedgang går jeg fra bordet, for der udspiller sig de smukkeste farver på himlen, som jeg bliver nødt til at forevige. Det er en helt perfekt sensommernat, og med jævne mellemrum kigger et marsvin op ude fra havet. Månen står snart fuld og rund på himlen og oplyser det lille camping-spot, hvor hyggen gennemtrænger lejren. Det er endnu engang blevet tid til at finde soveposen.


Sølystgaard – Øvre Strandkær

Jeg vågner til lyden af bølger og resten af lejren, der er ved at stå op. Morgenmaden bliver igen serveret på samme måde som dagen før – denne gang bare med havudsigt. Hvor smager kaffe bare ekstra godt, når man har sovet i telt, og drikker den ude i den friske luft!

Lidt over ni har alle fået pakket tingene sammen, og turen går videre samme vej tilbage som i går. Vi drejer ind i landskabet lidt før det sted, vi kom ned dagen før. Herfra går vi til Karpenhøj Friluftscenter. Hele gruppen får lidt at vide om stedet og bliver præsenteret for dets aktiviteter. Ruten går nu langs Dragsmurvej og gennem Fuglsø. Igen i dag krydser vi Trehøje, men går nu mod Tinghulen.

Tinghulen er et stort dødishul fra istiden. De findes mange steder i landskabet i Nationalpark Mols Bjerge, og er opstået ved, at isklumper fra fortidens gletsjere ligeså langsomt er smeltet og derved har efterladt en fordybning i terrænet. Mange dødishuller rundt omkring i Danmark er i dag fyldt med vand – og ligner dermed en helt almindelig sø eller dam. Men i Mols Bjerge er det muligt at se nogle af de her dødishuller, som virkelig visualiserer, hvordan isens kræfter har været på spil i tidernes morgen.


Vandretur i Mols Bjerge


Frokost ved Tremosegård

Fra Tinghulen går vi videre mod Tremosegård, hvor vi igen i dag spiser frokost. Vi får også fornøjelsen af den stejle opstigning over Skovbjerg, inden turen går mod slutdestinationen. Omkring kl. 14.00 dukker Øvre Strandkær op, og de 10 km. fra Sølystgaard er nu tilbagelagt.

Der bliver taget afsked og uddelt krammere til vores fornøjelige guide og til de nye bekendtskaber, turen har givet. Blandt andet mødte jeg Maria – den anden blogger, der var med på turen. Maria blogger om friluftsliv og mikroeventyr ovre på Curlycamper.dk.

Jeg er også heldig at få et lift tilbage til Aarhus. Jeg tror det er det, turen kan. Den kan skabe nye relationer med mennesker, som man ellers aldrig ville møde. For mig, var det nok rigtig fint at blive hevet ud af min comfort-zone. For selvfølelig er det en smule intimiderende at tage med på en tur, hvor man ikke kender en sjæl. Især når man som mig måske ikke er den allerbedste mingler, og egentlig har det rigtig fint i mit eget selskab, når jeg vandrer. Men det siger bare noget om, at der er plads til alle på turen.

Konklusionen må være, at jeg er enormt glad for oplevelsen, men jeg tror også, at jeg vil trives bedre i en mindre flok. Knap 40 mennesker er rigtig mange at skulle forholde sig til. En mindre gruppe og en rigtig outdoor-tur (ingen campingpladser), vil nok være mere mig. Men jeg er oprigtigt glad for at have været med på turen og prøve gruppevandring af. Det kan helt bestemt noget, og så er det noget, alle kan være med på. Næsten uanset niveau, alder og erfaring med outdoor-liv.

Ikke mindst er jeg mega glad for at have set alt det, som vandring i Mols Bjerge byder på. Naturen er så smuk, og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg skal på vandretur i Mols Bjerge.

Vandring i Mols Bjerge
Køerne kan gå ubemærket forbi, når man står og beundrer dødishuller i det smukke landskab.
Vandring i Mols Bjerge
Vandring i Mols Bjerge
I Mols Bjerge findes der også vilde heste. Det tror man ikke om lille Danmark.


Praktisk om turen:

  • Alle kan være med på vandretur i Mols Bjerge! Men lad dig ikke snyde af, at turen er i Danmark. Mols Bjerge er måske ikke fyldt med bjerge, men der er bakket, og det kan måske overraske nogle, som kun er vant til at vandre på flade distancer.

  • Vandreturen i Mols Bjerge blev vandret af folk i både løbesko og converse, hvilket i min verden egentlig er ret imponerende. Jeg ville nok vælge enten vandresko eller vandrestøvler. Jeg havde selv mine vandresko fra Keen på, som fungerede helt fint, når jeg ikke skulle bære på andet end en dagstursrygsæk.

  • Bortset fra ordentligt fodtøj (og en god dagstursrygsæk), er det ikke nødvendigt med en masse udstyr. Folk medbragte store Ikeaposer med alverdens habengut, dyner og store luftmadrasser (I kid you not). Du behøves altså ikke være en ultra vandrenørd (som mig!) for at deltage i turen.

  • Der er mulighed for at få transporteret bagage. Jeg gjorde brug af den mulighed, fordi jeg havde telt med. Og hvor var det egentlig rart kun at vandre med en lille rygsæk. Det er jeg ikke så vant til. Andre valgte at vandre med al deres bagage. Nogle pga. træning til en større vandretur, andre fordi det måske er lidt mere autentisk.

  • Alle måltider på turen er der sørget for. Og så følger der endda lidt ekstra lækkerier oveni. Jeg havde selv nogle sunde snacks med, hvilket var rart, da jeg pt. prøver ikke at spise sukker. Lidt frugt og nødder vil være fint at medbringe.

  • Der er sovepladser til alle i store 10-mandstelte, men det er også muligt at medbringe eget telt. Der var kun en enkelt udover mig, der også havde eget telt med.

  • Lejrpladserne var på henholdsvis Krakær Camping og Sølystgaard Camping. Dvs. der er bad, toilet osv. Men dermed også andre mennesker, som der nu engang er på campingpladser. Jeg synes dog, at Ebeltoft Outdoor havde sørget for at finde nogle aflukkede lejrpladser, der ikke var generet af campingpladsernes øvrige gæster.

Læs mere om de ture, som Nordic Destination udbyder lige her.

Mols Bjerge kort over vandrerute
Hele vandreruten i Mols Bjerge er her optegnet. Det er guiden, der selv har lavet ruten, og det er derfor ikke alle stier, der er lige officielle.


Mere nyttig viden om vandring i Mols Bjerge

Vil du vide mere om at vandre i Nationalpark Mols Bjerge? Der er heldigvis gode værktøjer at hente. Du kan fx vandre Mols Bjerge-stien, der er 19,5 km. lang – og den bliver heldigvis forlænget til 60 km. inden for den nærmeste fremtid.

Du får et godt overblik over forskellige stier og ruter i Mols Bjerge via dette kort.

siden her får du desuden et fint overblik over, hvad Nationalpark Mols Bjerge tilbyder af viden og værktøjer. Du finder også info om overnatning i området.

Vil du have mere info lige ved hånden? Nationalpark Mols Bjerge har også udviklet en app med både ruter og nyttig information om det både smukke og historiske område (dog kun til iOS).

Jeg blev inviteret med på vandretur i Mols Bjerge af Nordic Destination, men indlægget her er min egen subjektive oplevelse af- og holdning til arrangementet.