Hvad vandring har lært mig om ydmyghed, værdsættelse og spiritualitet

Vandring er for mig blevet meget mere end en fysisk aktivitet. Det er efterhånden blevet lidt af en livsstil at ramme vandrestierne og udforske storslåede landskaber på gå-ben. Selvom det fysiske aspekt selvfølgelig er en stor del af det at vandre, fylder det psykiske meget mere for mig nu.

Efter jeg tabte mit hjerte til vandring for nogle år siden, kan jeg nu med al tydelighed se, hvordan vandring også er med til at forme mig. Det handler ikke kun om, at jeg har fundet mit kald. At jeg har fundet ud af, at outdoor-verdenen er den verden, jeg gerne vil beskæftige mig med. Det handler også om, at jeg har lært mig selv bedre at kende på mere end ét plan.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, hvad jeg taler om, når jeg taler om at vandre. Men jeg kunne også godt tænke mig at skrive lidt om, hvad vandring og naturen i praksis gør ved mig, når det gælder ydmyghed, værdsættelse og spiritualitet.

Vandring og ydmyghed

Ydmygheden kommer hurtigt, når jeg befinder mig i naturen. Den kan ellers være svær at finde i hverdagens trummerum. Især i disse selvrealiseringstider virker det bare så rigtigt at komme ud og føle sig “lille”.

Når jeg vandrer og oplever naturen, får jeg nemlig hurtigt følelsen af, at der eksisterer meget mere end mig selv. Det er ikke en følelse jeg får, når jeg befinder mig i byen. Når jeg er omgivet af menneskelige symboler og bedrifter og hele tiden fristes af materielle forbrugsvarer. Tværtimod opstår følelsen af ydmyghed, når jeg indånder frisk luft, står under træernes kroner eller beundrer udsigten fra en bjergtop. Så er jeg nemlig omgivet af ting, jeg ikke helt forstår mig på, men som jeg ved, er meget større end mig selv.

Min bevidsthed bevæger sig op på et højere plan. Jeg ser alting fra et fugleperspektiv – inklusive mig selv. Jeg ser, hvor lille en brik jeg er i det store billede, og det er skønt at føle sig så lille og ubetydelig. Det er skønt at bevæge blikket udad i stedet for indad, selvom ydmygheden i virkeligheden også gør mig klogere på mig selv.

Vandring og værdsættelse

I forbindelse med ydmygheden opstår også en enorm værdsættelse. Ikke kun af naturen, der omgiver mig, men også af helt basale ting i tilværelsen. Når jeg har vandret, svedt, sovet i telt og levet af frysetørret mad, bliver et toiletbesøg med håndsæbe og et varmt bad ligepludselig til en ret stor ting. Hvor er det en fed følelse at blive så taknemmelig for noget, jeg normalt ikke skænker mange tanker i hverdagen.

Samtidig opstår der også en værdsættelse af selve livet. For det føles så fantastisk at være i live, når jeg befinder mig i smukke omgivelser. Nogle gange kan det næsten føles helt uvirkeligt. “Kan det passe, at jeg er så heldig at opleve den her skønhed?” Sådan tænker jeg nogle gange, når jeg er ude at vandre. Jeg føler mig så heldig og beriget, at jeg får lov til at se naturen som det, den er. Uspoleret og fuldkommen magisk.

Med værdsættelsen opstår der også en taknemmelighed, som får hverdagens problemer til at virke lidt mere ubetydelige. Det kan være sundt at få sat tingene lidt i perspektiv og se det store billede. For ude i naturen er det naturen, der overgår alle hverdagens små og store bekymringer. Det er klart, at problemer og bekymringer ikke forsvinder af at vandre. Men de bliver tilsidesat – i hvert fald for en stund.

Vandring og spiritualitet

Vandring har også bragt mig nærmere både åndelighed og spiritualitet. Det er svært ikke at tro på noget større, noget mere mellem himmel og jord, når man står og beundrer solnedgangen fra toppen af et bjerg. Eller når man midt ude i ingenting kigger op på nattehimlen og ser et væld af glimtende stjerner med mælkevejen i centrum. For mig er det umuligt at tro på, at vi er helt alene, når jeg oplever disse ting. Der kommer både en enorm ærefrygt op i mig, men også en enorm taknemmelighed. Hvis der findes en skaber, er det i hvert fald når jeg vandrer, at jeg føler mig allermest i kontakt med den beretning.

Jeg vælger at kalde min tro en tro på Gud. Men uanset hvad man kalder det, synes jeg, at naturen og vækker en åndelighed og spiritualitet, som føles meget givende og oplysende. Det er muligvis blandingen af, at jeg gennem vandring kommer i kontakt med mig selv. Men samtidig bliver vidne til noget, der er så meget større. Unægteligt har det nok også noget at gøre med, at der ikke rigtigt er så meget tid til fordybelse i hverdagen som på en vandretur.

Når jeg vandrer, mærker jeg hvert et skridt og hver en vejrtrækning. Jeg hører fuglene kvidre og jeg fornemmer optrækket til storm. Alle små detaljer bider jeg mærke i. Hverdagens hurtige tempo sætter nemlig ofte en stopper for den slags observationer, der kræver tid og fordybelse. Når jeg så får tid til at mærke de nære ting, giver det ikke bare en følelse af velvære, men en enorm dybde i mit perspektiv på verden. Det er altså ret fantastisk, at noget så simpelt som at sætte det ene ben foran det andet, kan give den indsigt.

De store filosoffer

All truly great thoughts are conceived by walking – Friedrich Nietzsche

Jeg er dog ikke den første til at opdage vandringens positive aspekter. Mange af tidens største filosoffer tyede til vandring. Hvem ved, hvor mange af de store og grundlæggende tanker inden for filosofien, der er skabt på gåben? Jeg synes i hvert fald, at det er tankevækkende. Det viser også, at vandring er sundt på mere end bare et fysisk plan. Jeg mærker, at jeg bliver mere observant og kommer i tættere kontakt med både mig selv og min omverden. Og jeg tænker, at det er så grundlæggende en følelse, at der næsten er noget urmenneskeligt over det. Hvor fantastisk at tænke på, at følelsen af at opholde sig i naturen og bruge sin krop til at komme fremad, ikke har ændret sig siden de første mennesker satte deres fodspor her på kloden.

Men jeg tror i hvert fald, at de fleste af os kan have stor glæde af vandring og de sidegevinster, der følger med. Især i en verden, hvor vi i høj grad har en tendens til at fokusere meget på vores egne behov. Nogle gange gavner det bare på mange planer at kunne se tingene fra nogle andre perspektiver. Vandring er et ret simpelt værktøj til at gøre netop dette.

Above all, do not lose your desire to walk. Everyday, I walk myself into a state of well-being & walk away from every illness. I have walked myself into my best thoughts, and I know of no thought so burdensome that one cannot walk away from it. But by sitting still, & the more one sits still, the closer one comes to feeling ill. Thus if one just keeps on walking, everything will be all right – Søren Kierkegaard