Blandet

Gravid – hvad så med vandring?

Gravid og vandring

Gravid! Historien bag, og hvad der nu skal ske med vandreture og eventyr. Afslører også, hvor babybulen skal med hen på ferie i næste måned. 

Jep, den er god nok. Der vokser et lille liv i min mave, hvilket jeg er så ovenud lykkelig for. Men det er også årsagen til, at bloggen har stået lidt på pause. For selvom jeg ikke har været ramt af voldsomme graviditetsgener, så har trætheden været enormt overmandende. Samtidig har der bare været andet i tankerne. Først og fremmest det at skulle have et barn, at skulle være nogens mor. For det andet lige at skulle komme sig over det forløb, der har været forud for graviditeten. Et forløb der startede allerede i slutningen af 2017, hvor to streger desværre endte med en spontan abort. Derefter næsten et års mislykkede forsøg, udredning hos lægen, for så at skulle “sluge” nyheden om, at vi muligvis ville få brug for hjælp til at opnå graviditet.

Heldigvis gik det herefter stærkt. En måned efter den kedelige nyhed stod jeg med en positiv graviditetstest. Vi handlede hurtigt, kom videre i systemet og trods dårlige odds, blev jeg gravid i første behandling med iui. Billigt sluppet ift. hvad andre må igennem. Men ikke desto mindre ikke helt så billigt, som man godt kunne have ønsket.

Vandreture som gravid

Nu befinder jeg mig så i uge 17, og er så småt ved at komme mig over den sidste måned med start i nye jobs, flytning, nye omgivelser og ny by. Men det er alt sammen godt. For jeg kan nemlig også se frem til ferie i april. Vi har besluttet os for at køre til Harzen, hvor vi skal udforske det bølgede landskab og de eventyrlige små byer. Destinationen passer både til pengepung og til en gravid mave. For jeg vil så gerne ud og vandre lidt inden babys ankomst. Det er jo nok ikke til at komme uden om, at vandring og eventyr nok kommer til at stå lidt på stand-by i tiden efter fødslen.

Så hvordan forholder jeg mig til det her med at være gravid, skulle have en baby og samtidig besidde en fantastisk stor interesse for at tage ud på vandreeventyr?

Det er egentlig meget simpelt, for jeg har bestemt ikke tænkt mig at lægge vandring på hylden. Men det er klart, at det bliver noget andet end før. Derfor vil jeg også gerne forventningsafstemme lidt i dette indlæg. For vandringerne kommer helt sikkert til at få en lidt anden karakter. Der kommer naturligvis til at være fokus på nogle andre ting, og selvom jeg ikke synes, at det hele skal gå op i bleer og babyudstyr, så bliver det uundgåeligt noget, der kommer til at fylde lidt. Det ville være dumt af mig ikke at dele ud af min viden om at rejse og vandre med baby/barn. Jeg håber, at der er mange af jer, der vil kunne finde både interesse og inspiration i det. Samtidig håber jeg, at de af jer uden små børn stadig finder værdi i mine indlæg og ture.

For både mig selv og for baby

Jeg har altså ikke i sinde at stoppe med at vandre, og jeg glæder mig allerede til, at jeg om en lille måneds tid kommer ud og lufter babybulen med nogle gode vandreture i Harzen. Dernæst har jeg også i sinde at tage ud og vandre med baby. Både for min egen skyld, men også fordi, det er en interesse og nogle oplevelser, jeg gerne vil give videre til mit barn.

Det var blot en lille update herfra. Jeg glæder mig til dette nye kapitel, som helt sikkert giver nogle helt nye udfordringer på vandreturene – og det er jo altid lidt spændende 🙂