Vandre i Yosemite National Park: Et magisk paradis

Yosemite har det hele; Majestætiske bjergtoppe, blomsterfyldte enge, brusende vandfald og et net af gode vandreruter. Du kan kun tilbringe for lidt tid i den 3.027 km² store nationalpark, som hvert eneste år slår benene væk under millioner af besøgende – med god grund. Læs mere om at vandre i Yosemite og bliv klogere på, hvad nationalparken tilbyder af storslåede oplevelser.

Når du ankommer i bil til Yosemite, er det en helt speciel følelse, der overmander dig. Landskabet slår pludseligt over i en storslåethed, som tager pusten fra de fleste. Jeg fik i hvert fald følelsen af en hvis ærefrygt over for det guddommelige udsyn, der dukkede op i bilruden; et landskab, der kalder på oplevelser og vandreeventyr.

Vi fortsatte køreturen mod Yosemite Valley, hvor vi skulle bo de næste fire nætter. Forude ventede vores første møde med vandrestøvler og ømme ben – noget jeg havde set frem til meget længe. Det skulle da også blive nogle uforglemmelige dage, som talte direkte til mit endnu jomfruelige vandrehjerte.

Dag 1: En eventyrlig begyndelse

Det var eftermiddag, da vi ankom til Housekeeping Camp i Yosemite Valley. Som førstegangs-hikere valgte vi at reservere noget, der ligner en mellemting mellem telt og hytte. En reol og to senge udgjorde faciliteterne, så det var ikke fordi, der var meget luksus over det. Vores luksus kom i form af kæmpestore redwoodtræer lige uden for teltet, udsigt til stejle granitvægge og få meters gang til Merced River, der snor sig gennem Yosemite Valley og tilbyder gode bademuligheder. Det var ganske enkelt eventyrligt at skulle sove her i Yosemite Valley, midt imellem redwood-træer og sorte bjørne.

Sidstnævnte var måske ikke så eventyrligt. Overalt blev vi mindet om at pakke madvarer og toiletting væk i den store boks, der hørte til teltet. Ved vores ankomst til campingpladsen blev vi også mindet om, at der var spottet bjørne i området de sidste par dage. Måske ville min bjørneresearch alligevel komme mig til gode? Jeg vidste i hvert fald, at bjørnene i Yosemite – de sorte bjørne – skal man kæmpe imod, hvis de angriber. Ikke noget med at spille død som ved de brune grizzly bears. I stilhed krydsede jeg fingre for nul tisseture i løbet af de følgende nætter og nul slåskampe med sorte bjørne. Alligevel krydsede jeg også fingre for at få et lille glimt af en bjørn uden at være i nærkontakt med den. Måske skulle det hele vise sig at gå i opfyldelse.

Uspoleret skønhed vs. amerikanerturisme

Vi kunne ikke nå at vandre i Yosmite den dag, vi ankom til dalen. I stedet gik vi lidt rundt og udforskede campingpladsen. Som førstegangsbesøgende i Yosemite fandt vi hurtigt ud af, at Yosemite ikke alene tiltrækker vandrere. Campingpladsens autenticitet blev en anelse forstyrret af ærkeamerikanske ferietyper, der havde forvandlet deres campinggrund til et lille luksusresort. Folk med store RV’s, og folk der havde proppet pick-up trucken med gigantisk gasgrill, havebord, liggestole og oppustelige badedyr. Det hele stod i skærende kontrast til den storslåethed og uspolerede skønhed, der kendetegner Yosemite.

Jeg tror, det er noget, der hører med i de amerikanske nationalparker. Det gjorde bestemt ikke turen ringere, men næste gang, vælger jeg nok at trekke med rygsæk og telt eller slå mit eget telt op på en af de andre campingpladser i dalen. Det kommer selvfølgelig an på erfaring, lyst og behov. For to år siden, ville jeg hverken kalde mig selv for hiker eller teltentusiast, så meget har ændret sig siden – takket være Yosemite.

For at tage lidt af autenticiteten tilbage, lavede vi aftensmad på den tilhørende bålplads. Der er ikke noget bedre end at sidde i naturen og lytte til flammernes knitren. Her må jeg altså slå et slag for Housekeeping Camp, hvor hver teltgrund har egen bålplads. Det er genialt at riste skumfiduser og skåle i en Budweiser efter en lang dag med vandring!

Dag 2: Vandre i Yosemite – Vernal and Nevada Falls

Det bliver koldt i Yosemite om natten – koldere end man lige tror, når det er midt på sommeren, og dagstemperaturerne kalder på shorts og solbriller. Jeg kom igennem natten uden toiletbesøg, og dermed uden fare for at støde ind i en sulten bjørn! Der blev lavet havregrød på bålet og tasken blev fyldt med vand, cliffbarer og peanutbuttersandwiches. Nu var vi endelig klar til den første vandretur i Yosemite, der skulle byde på hele to vandfald; Vernal Fall og Nevada Fall.

I Yosemite Valley kører der gratis shuttlebusser rundt, så vi tog en shuttlebus til Happy Isles, hvor rundturen til vandfaldene starter. Tager du rundturen på 11 km., som vi gjorde, kommer du op til begge vandfald. Her følger du John Muir Trail et stykke, og får oven i hatten udsigt til Liberty Cap og Half Dome. Det kan bestemt anbefales. Du kan læse mere om hele vandreturen til Vernal og Nevada Falls her.

Dag 3: Vandre i Yosemite – Clouds Rest Trail

Morgenen stod igen på havregrød over bål efter endnu en nat uden besøg af bjørne. Vi var stået tidligt op for at kunne nå en lang vandretur. Foran os havde vi også en længere køretur for at komme hen til vandrerutens startpunkt. Dagens summit skulle bringe os til Clouds Rest, hvor der skulle være en smuk udsigt ud over Yosemite Valley og Half Dome.

Forinden turen havde vi været forbi turistkontoret i dalen for at snakke med en park ranger om mulige ruter. Hjemmefra havde vi en klar forestilling om at skulle op på Half Dome, men efter snakken med den hjælpsomme park ranger, ændrede vi vores prioriteter. Vi kunne enten gå Half Dome, som i august ville være fyldt med andre vandrere, eller vi kunne gå Clouds Rest Trail, som ifølge park rangeren ville byde på flottere udsigter og mindre trængsel. Efter lidt overvejelse valgte vi sidstnævnte, og det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning.

Vi kørte derfor ad Tioga Pass Road mod Tenaya Lake, hvor vi satte bilen på en parkeringsplads. Herfra fangede vi stien mod Clouds Rest Trail. Ret tilfældigt begyndte vi vandreuren samtidig med to unge piger fra Ohio. I lang tid var vi de eneste mennesker på stien, og vi fik os nogle hyggelige samtaler om Yosemite og hiking. Generelt mødte vi ikke mange mennesker gennem dagen, og nogle steder følte vi os helt alene i vildmarken.

Jeg har bestemt ikke fortrudt, at vi tog imod rådet om at droppe Half Dome og i stedet gå Clouds Rest Trail. Hvis du vil vide, hvorfor, kan du læse min beretning om hele turen til Clouds Rest her.

Dag 4: Mirror Lake og Camp Curry

Med det samme mine ben rørte jorden, da jeg steg ud af sengen, vidste jeg, at den var gal. Hvert skridt føltes som en anstrengende præstation, og jeg fortrød, at jeg ikke havde fået strukket ordentligt ud efter gårsdagens vandretur til Clouds Rest. Ærgerlig og bitter måtte jeg erkende, at dagen nok ikke ville byde på mange vandrekilometer. Derfor besluttede vi at tage en lille tur ud til Mirror Lake Trail. Desværre var der ikke meget sø over Mirror Lake, der i august måned ofte tørrer helt ud. Vi måtte derfor overlade den ellers flotte sø til fantasien, men heldigvis havde vi dagen før fået fornøjelsen af Tenaya Lake.

Rundt om Mirror Lake, er der opsat skilte, der fortæller lidt om de indfødte indianere, der boede i Yosemite før i tiden. Det var virkelig spændende at læse om, for omgivelserne i Yosemite gør det nemt at forestille sig, at der engang har været et rigt indianerliv. Nogle steder er som taget ud af Pocahontas, hvilket kun gør det endnu mere fantastisk at vandre i Yosemite. Vi nåede desværre aldrig selv til Indian Village, der ligger bag Yosemite museum. Her er det muligt at blive endnu klogere på de tidligere beboere i Yosemite. Jeg kunne godt tænke mig at besøge både Indian Village og Yosemite museum næste gang, jeg sætter fødderne i Yosemite, men jeg ved også med mig selv, at jeg nok hellere vil prioritere vandreturene. Næste gang er min form forhåbentligt også bedre, end at jeg bliver slået ud af to dages vandring. For det er godt nok helt fantastisk at vandre i Yosemite.

Fra Housekeeping Camp til Camp Curry

Tilbage fra Mirror Lake var det tid til at skifte campingplads. Udover Housekeeping Camp havde vi bestilt en enkelt nat i Camp Curry, der vist nok er Yosemites ældste campingplads. Vi måtte derfor vinke farvel til bålpladsen, der både havde givet os havregrød, skumfiduser og hjemmebagt brød og pølser.

Til gengæld er telt-faciliteterne en smule bedre i Camp Curry, men jeg tror stadig, at jeg ville vælge Housekeeping camp igen, hvis jeg fik valget mellem de to. Til Camp Curry hører nemlig også Curry Village, der tager alt det autentiske ud af Yosemite. Her finder du både pizza- og burgerrestauranter og alt muligt andet, der efter min mening ikke hører hjemme i en nationalpark.

Hvor magien begynder

Da aftenen nærmede sig, begyndte en hvis sørgmodighed at brede sig i kroppen. I morgen var det farvel til Yosemite, og vores videre planer i Kings Canyon og Sequoia National Park var nu truet af en kæmpe skovbrand, der blev ved at brede sig. Der var ikke andet at gøre end at gå i seng og håbe på det bedste.

Inden vi ramte sengene tog vi en lille tur ud med lommelygter for at finde et sted at kigge på stjerner. Stjernehimlen i Yosemite er helt fantastisk, og på få minutter så vi op til flere stjerneskud. Man siger jo, at man ikke må fortælle sine ønsker, når man ser et stjerneskud, men jeg gætter på, at de regler ophører, når ønsket går i opfyldelse. Jeg ønskede nemlig, at Anders ville fri til mig. Det skete næsten præcis et år efter, da vi hikede i Picos de Europa i Spanien. Så måske er der virkelig noget magisk over Yosemite.

Dag 5: Tunnel View, Sentinel Dome, Glacier Point – og videre mod Sequoia

Det er altid svært for mig at forlade steder, hvor jeg ikke har set det hele. Problemet med Yosemite er, at området er så kæmpe stort, at det ville tage årtier at komme igennem alle vandreruter. Min sørgmodighed kunne dog vente lidt endnu, for inden vi kørte mod Kings Canyon tog vi ud og fotograferede Tunnel View (som man nu skal). Tunnel View giver en fantastisk udsigt over dalen, og det er et klassisk billede på nationalparken. Jeg synes dog ikke, at det kan måle sig med at vandre i Yosemite. Mange turister føler, at de har set Yosemite ved at køre i bil rundt til udsigtsposter. Jeg føler, at jeg har set Yosemite, når jeg har gået kilometervis i en skov uden at møde et andet menneske og brugt min fysik og styrke til at få mig til de flotte udsigter. Sådan er man så forskellig.

Skovbrand i luften

Vi kørte herefter til Sentinel Dome, hvor vi gik en lille rute på 3,5 km. Der er en flot udsigt fra Sentinel Dome, men den kommer selvfølgelig ikke i nærheden af Clouds Rest. Desuden var der lidt tåge i luften – men det skulle vise sig at være røg fra skovbranden. Jeg var virkelig taknemmelig over, at vi havde haft så klart vejr de forrige dage, men nu havde vinden skiftet retning og bragt en diset kappe hen over Yosemite. Efter Sentinel Dome fortsatte vi i bil mod Glacier Point, og her var røgen heldigvis ikke nået hen. Allerhelst ville jeg gerne have vandret op til Glacier Point fra dalen, men på fire overnatninger kunne vi desværre ikke nå det hele. Det var nemlig også ved at være tid til at skulle videre mod Sequoia National Park, hvor vi havde booket to overnatninger i en lille hytte i Grant Grove Village.

På vej til Sequoia kørte vi igennem Kings Canyon National Park. I horisonten kunne vi se skovbranden og vi begyndte at frygte for, hvad de næste dage ville bringe. Vi kunne endda lugte røgen i vores hår, som om vi havde siddet rundt om et flammende bål. Det var derfor heller ikke overraskende – men ikke desto mindre enormt skuffende – at vi ikke kunne overnatte i Grant Grove. Området skulle simpelthen evakueres. Det var helt ekstremt skuffende at se stedet, hvor vi skulle have boet. De små hytter så vildt hyggelige ud, og jeg kan derfor kun anbefale Grant Grove, hvis man have et godt udgangspunkt til at vandre i Kings Canyon og Sequoia.

Change of plans

Selvom det var meget autentisk at få de Californiske skovbrande så tæt på kroppen, var jeg næsten grædefærdig over at gå glip af to dages vandring. Jeg var slet ikke færdig med naturen eller med vandrestøvlerne. Jeg var kun lige begyndt (og jeg har fundet ud af, at jeg aldrig bliver færdig).

Over en frokost overvejede vi situationen; Vi besluttede at tage hen og se verdens største træ, der har fået tilnavnet General Sherman. Det 83 m. høje træ med en diameter på 11 m. var et virkeligt storslået syn. Hele gåturen mod General Sherman tager dig gennem gigantiske Sequoia-træer, som med deres rødbrune farver forvandler landskabet til en helt anderledes farvepalet.

Fra General Sherman kørte vi videre mod Tunnel Log, hvor der er lavet et kæmpe hul gennem et væltet Sequoia-træ. Når jeg siger kæmpe, er det fordi vejen går igennem træet. Herfra passede det fint med at køre videre mod Moro Rock – en stor granithalvkugle i noget mindre skala og storslåethed end Half Dome. Turen op til Moro Rock går ad stejle trapper. Men det er en kort tur, og udsigten var meget speciel i det disede vejr fra skovbranden. Det gav et lidt anderledes og eventyrligt udtryk. Jeg tør alligevel ikke forstille mig, hvilken fantastisk udsigt, der er fra Moro Rock i klart vejr. Derfor er det også en lille hurtig smuttur, der bestemt kan anbefales. For os var det i hvert fald et fint lille kompromis, når nu vi mistede to dages hiking.

Et sidste bjørne-farvel

Det var slet ikke meningen, at vi skulle op til Moro Rock, men de ændrede planer fik os til at bladre lystigt i vores Lonely Planet bog, for at finde ud af, hvad der var muligt at komme hen til i bil. Vi havde nemlig besluttet bare at køre mod Santa Monica, hvor vi skulle afslutte ferien. Når vi ikke kunne være i Kings Canyon eller Sequoia, kunne vi ligeså godt tage mod L.A. Vi overvejede også at køre tilbage mod Yosemite, men uden eget telt, ville vi nok ikke komme langt med at finde overnatning med så kort varsel.

På vej ud af Sequoia National Park skulle vi dog lige få en sidste oplevelse med os i bagagen. Lige dér i vejkanten sad en bjørn og var lystigt i færd med at gøre kål på en plante. Vi var nok ikke mere en 15 m. væk fra bjørnen, men den ænsede os ikke. Jeg listede derfor forsigtigt ud af bilen for at skyde nogle billeder. Hvor sød og nuttet bjørnen end så ud sikrede jeg mig en hurtig flugtvej tilbage ind i bilen, såfremt bjørnen pludseligt skulle få lyst til kød. Den var dog stadig travlt optaget af planten, så vi fik vores billeder og vi fik vores farvel fra naturen.

Skulle jeg vælge mellem bjørn og to dages vandring mere, ville jeg stadig vælge sidstnævnte. Men måske var det naturens måde at fortælle os, at vi bliver nødt til at komme tilbage en dag – for Yosemite, Kings Canyon, Sequoia og jeg er langt fra færdige med hinanden. Jeg må og skal vandre i Yosemite igen!