Inspiration og tips

Mine bedste tips til at vandre med baby

Vandre med baby

Vi har efterhånden vandret en del ture med lille Hans. Jeg synes derfor, det er tid til at dele lidt ud af mine erfaringer med at tage på vandretur med baby i bærerygsæk. Det kan nemlig godt være lidt intimiderende at komme i gang med at vandre med baby. Men for hver gang, man har været ude, bliver det lidt nemmere. Jeg deler her mine bedste tips til at vandre med baby.

Der er masser af gode grunde til at tage baby med på vandretur. Frisk luft er godt for hele familien, man vænner sin baby til at være med på tur og det er sundt som forælder at holde fast i sine passioner og hobbyer.

Men det kan måske være lidt svært og uoverskueligt at komme i gang med at vandre med baby. Det kræver da også en anden indstilling og det hele skal planlægges lidt mere.

For nogle er det måske heller intet problem til at begynde med. Babyer er forskellige, og nogle er fra en tidlig alder nemme at tage med på tur. Andre har måske lidt sværere at bryde ud af rutinerne. Jeg ved i hvert fald, at jeg personligt ikke har så meget energi til at tage på tur, hvis jeg ikke har fået min søvn. Så mine tips her er udelukkende baseret på mine egne erfaringer med at blive mor og stille og roligt begynde at tage baby med på vandretur.

Tag det i jeres eget tempo

Mit første tip vil derfor være at tage tingene i jeres eget tempo. Der er ingen der siger, at man død og pine skal tage på vandretur med sin baby kort efter fødslen. Det skal føles rigtigt, og man skal have overskuddet til det.

Personligt synes jeg, at vi befandt os i lidt af en undtagelsestilstand det første halve år, efter Hans kom til verden. Jeg kunne overhovedet ikke forestille mig at skulle ud på længere vandreture med Hans. Både fordi han overhovedet ikke gad at sidde i sin bæresele (bærerygsæk må de først sidde i, når de er stærke nok i ryggen til selv at kunne sidde oprejst). Men også fordi, vi simpelthen ikke havde overskud eller energi til andet end barnevognsturene i skoven.

Men det var som om, at der skete noget efter det første halve år. Hans var blevet stor nok til at sidde oprejst, så vi købte en bærerygsæk (den her fra Osprey, som vi er glade for), og begav os afsted på de første ture. Vi gik primært korte dagsture her i Danmark, og startede ud med at gå mellem Hans’ lure. På den måde kunne han vænne sig til rygsækken, inden han skulle lære at sove lure i den. Det var en virkelig god måde at starte på. Det var også bare vigtigt for os at få nogle succesoplevelser til at begynde med.

Hvis du og din baby føler dig klar inden de seks måneder, og baby gider sidde i bæresele; Go for it. For os var det dog rigtig fint at vente.

Vandre med baby

Afstem forventningerne

Det her er nok et af de punkter, jeg synes er vigtigst. Forventningsafstemning betyder alt ift. om det bliver en succes eller ej at vandre med baby. Jeg er stor tilhænger af, at man ikke behøves at droppe sine passioner og hobbyer bare fordi, man bliver forælder. Men man kan ikke komme uden om, at tingene ændrer sig, når der kommer en baby til verden – og det gør vandreturene også. Hvis det før var normalt for dig at vandre 30 km. på en dag eller bestige bjergtoppe i Alperne, skal du nok sigte lidt lavere nu. Så husk endelig at forventningsafstemme inden hver tur.

I Norge oplevede jeg, hvordan det gjorde ferien meget bedre, at jeg ikke havde nogle konkrete forventninger til, hvor meget eller hvor langt, vi ville komme til at vandre. Jeg blev derfor positiv og glad over bare at komme ud.

Babyer og børn er også virkeligt uforudsigelige. Det er aldrig helt til at vide, hvordan dagsformen er. Måske kan man blive nødt til at aflyse en tur eller vende om på halvejen. Der er masser af uforudsigelige ting, der kan opstå, når man skal vandre med baby. Man kan nemt blive bitter, hvis man har sat sig et bestemt mål, og det er brand ærgerligt.

Så afstem forventningerne efter hvilken slags baby du har, og hvordan dagsformen er. Så er det nemmere ikke at blive sur eller ked af det, hvis vandreturen med baby ikke bliver helt som planlagt.

Vandretur på babys præmisser

Der er ingen vej uden om; Vandretur med baby bliver nødt til at være på babys præmisser. Her mener jeg ikke, at man skal tage et unødvendigt hensyn, for babyer brokker sig – næsten uanset hvad. Men det betyder ikke, at man skal droppe alt, hvad man selv synes er sjovt. Personligt er jeg også tilhænger af, at man som familie ikke kun tager på legepladser, i legeland osv. Jeg tror, at børn har godt af at se forældrene have en passion, og det er sundt at blive stimuleret i naturen.

Når det er sagt, så er babyer afhængige af en masse ting som søvn, mad og bleskift. I Norge oplevede vi fx at komme ud på alt for lang en tur. Det endte med et skrigende barn omme i bærerygsækken, hvilket slet ikke var fedt for hverken os eller Hans. Vi skulle ned fra fjeldet inden mørket faldt på, så vi kunne ikke rigtigt stoppe op i længere tid for at trøste. Dét var hårdt! Men det er også en del af læringen, og man kan nok ikke undgå at overskride nogle grænser eller trække den lidt for langt, når man vandrer med baby. Det handler også om at gøre sig nogle erfaringer.

Til gengæld kan man bestræbe sig på, at det skal være en god oplevelse for baby at være med på vandretur. Det betyder måske en kortere vandretur eller at man kommer afsted senere end planlagt. Det kan også være, at man ikke lige kan tage afstikkeren til en fantastisk udsigt. Uanset hvad, er det helt okay.

Læs også: Vandreferie i Sydnorge med baby

Mad og snacks til baby på tur

Mens babyer er helt små, er det ekstremt nemt at have dem med på tur ift. mad. Vi nåede ikke mange vandreture kun med amning, for Hans begyndte at få lidt mad, da han var omkring 6 måneder. Men de par ture vi nåede, var jo virkelig nemme. Jeg gik jo bare gik rundt med en frisk madpakke – ready to eat. Giver man flaske, er det heller ikke sværere end at man medbringer en termoflaske med kogende vand, modermælkserstatning og en sutteflaske. Så er der til at lave en frisk flaske på tur.

Jo ældre Hans bliver, jo mere bliver det dog nødvendigt at tænke i mad og snacks. Det er heldigvis nemt, fordi han begyndte at spise rugbrød omkring 8 måneders alderen. Så var det jo bare at smøre en madpakke til ham ligesom til os selv. Inden da, tog vi et glas mos og en ske med eller en af de tuber med mos/puré man kan købe i supermarkederne. De kan sagtens spises kolde.

Det er også virkelig rart at have snacks med, som kan hjælpe lidt på humøret, hvis den lille begynder at brokke sig lidt. Det kan være banan, æble eller anden frugt. Vi har også stor succes med smoothies på tube, når vi er på tur. Man kan også få nogle babysnacks i supermarkedet, der er lavet af poppet hirse, majs eller ærter. Det har reddet Hans’ humør en del gange.

Vi andre har også brug for snacks på vandreturen, så det har baby naturligvis også (afhængig af alderen selvfølgelig).

Hold flere pauser

Med en baby på ryggen er det ikke til at komme uden om, at det er nødvendigt at holde flere pauser, end man måske ellers ville. For det første er det ergonomisk bedst for barnet ikke at sidde i en rygsæk eller bæresele flere timer i stræk. For det andet kan det kede baby at sidde i rygsækken i lang tid. Det er nok også et temperamentsspørgsmål. Hans er i hvert fald glad for lige at komme ud og kravle, lege og undersøge – og få opmærksomhed og øjenkontakt med forældrene.

Det er også hyggeligt at holde pause med baby, og så kan man lige få ordnet bleskift, spise en snack osv. Nogle af de bedste billeder jeg har taget af Hans er, når vi holder pause. Han hygger sig sådan med at røre ved græs, blade, sten, grene osv.

Kom afsted!

Sidst men ikke mindst handler det også bare om at komme afsted. Tingene er generelt mere omstændige med en baby. Det gælder også, når man skal vandre med baby. Det kræver nogle gange et lille skub at komme ud af komfortzonen. Men når først man er kommet afsted, er det oftest virkelig dejligt – også selvom både baby og én selv er baldrede, når dagen er omme.

Det kan heller ikke undgås, at rutinerne bliver forstyrrede, men det går nok alt sammen. Så kan det godt være, at man lige må tage en aften med en træt baby. I sidste ende synes jeg dog, at det er det hele værd. Men som sagt tidligere, skal man selvfølgelig have overskuddet til det. Der er en grund til, at vi ventede med at vandre med Hans, til han var omkring 6 måneder.

Nu hvor Hans er blevet 1 år (og teknisk set ikke er en baby længere) kan jeg også bare se, hvor meget værdi det giver ham at være ude på vandretur og ude i naturen generelt. Det har helt ubeskriveligt stor værdi for mig at se! Jeg kan derfor kun anbefale at vandre med baby. Jo flere gange man har været ude, desto nemmere bliver det!

Læs også: Uld til udeliv med babyer og børn