Blandet

Bryllupsrejse med vandrestøvler

Bryllupsrejse vandring

Bryllupsrejsen til Slovenien og Italien bliver i selskab med vandrestøvlerne. Og så selvfølgelig i selskab med storslået natur og omgivelser, der byder på romantisk hytte-til-hytte vandring. Kan ikke komme i tanke om en bedre måde at fejre kærligheden på.


Nu er der ikke mange dage til, at den står på bryllupsrejse. Kan i allerhøjeste grad anbefale det der med at blive mand og kone. Man bliver helt høj af det – og så er det jo en fremragende “undskyldning” for at komme ud og rejse. Glæder mig derfor vildt meget til at leve lidt videre på bryllups-adrenalinen, når turen går til Slovenien og Italien. Lidt atypisk for en bryllupsrejse, at den først og fremmest kommer til at foregå med vandrestøvlerne på. Men det kan jo ikke være anderledes, når man lever og ånder for at komme ud og vandre i bjergene.

Valget om at tage til Slovenien og Italien handler mest af alt om, at jeg gerne vil udforske Europas storslåede natur. Det er ikke altid nødvendigt at sidde i et fly i 12 timer for at komme ud på en storslået rejse. Sidste år stod den fx på vandring i Picos de Europa i Spanien. Selvom intet endnu har slået vandreturene i Yosemite, var det helt fantastisk at opleve den vilde natur, der kun befinder sig nogle timer væk med et fly.

Hytte-til-hytte vandring

I Slovenien ser jeg frem til at opleve Triglav National Park, som skulle være noget af en overset perle i Europa. Men turismen i Slovenien er vist efterhånden ved at sætte ind, så det er om at komme afsted, inden parken bliver overrendt. Skal naturligvis opleve søerne Bled og Bohinj, men jeg glæder mig især til at skulle ud og vandre med overnatning i hytte. Slovenien har et godt netværk af hytter – de såkaldte Koča. Det betyder fremragende muligheder for nogle succesfulde vandreture, fordi man slipper for at slæbe på telt, trangia osv.

Det samme gør sig gældende i Italien. I Dolomitterne skal vi også gå hytte-til-hytte. Her betegnes hytterne refugio, og de ligger med de mest spektakulære udsigter og serverer sågar lækker lokal mad. Lyder faktisk ret romantisk! Jeg glæder mig usigeligt meget til at gå om bord i pasta, apfelstrudel og et glas vin efter fysiske udfoldelser i de sydlige alper. Hvis der er noget, jeg holder af udover vandring, er det nemlig god mad og hygge.

Planlægning af bryllupsrejsen

Hele planlægningen af bryllupsrejsen tog lang tid. Som i meget lang tid. Dolomitterne strækker sig over et kæmpe areal, og det tog tid at finde ud af, hvor vi helst ville vandre. I Slovenien stødte jeg på samme problem. Triglav er ikke kæmpe stor, men smuk nok til, at man bare gerne vil se det hele. Og selvom turen nu er planlagt, ved jeg, at jeg langt fra kommer til at opleve alt det, jeg gerne vil. Sådan er det altid. Til gengæld glæder jeg mig til at dele mine oplevelser fra vandreturene og mine tips til planlægningen. Det er nemlig lidt omstændigt at booke overnatninger i hytter i både Slovenien og Italien. Dog er jeg sikker på, at det er alle planlægningstimerne værd! Så ja, jeg glæder mig som et lille barn til kærlighedsferie med vandrestøvlerne på 🙂