Mine bedste tips til at vandre med baby
Udvidelse af familien behøver ikke være ensbetydende med, at vandreoplevelserne bliver lagt på hylden. Vandreture med baby giver nogle helt unikke oplevelser, men i starten kan det måske være lidt intimiderende at springe ud i at vandre med baby. Jeg deler her mine erfaringer og bedste tips til at tage på vandretur med baby i bærerygsæk.
Der er masser af gode grunde til at tage baby med på vandretur. Frisk luft er godt for hele familien, du vænner din baby til at være med på tur og det er sundt som forælder at holde fast i egne passioner og hobbyer.
Men det kan måske være lidt svært og uoverskueligt at komme i gang med at vandre med baby. Det kræver da også en anden indstilling og det hele skal planlægges lidt mere.
For nogle er det måske heller intet problem til at begynde med. Babyer er forskellige, og nogle er fra en tidlig alder nemme at tage med på tur. Andre har måske lidt sværere at bryde ud af rutinerne. Jeg ved i hvert fald, at jeg personligt ikke har så meget energi til at tage på tur, hvis jeg ikke har fået min søvn. Så mine tips her er udelukkende baseret på mine egne erfaringer med at blive mor og stille og roligt begynde at tage baby med på vandretur.

1. Tag det i dit eget tempo
Mit første tip er helt basalt at tage tingene i dit eget tempo. Der er ingen der siger, at du død og pine skal tage på vandretur med din baby kort efter fødslen. Det skal føles rigtigt, og du skal have overskuddet til det. Det er ikke fordi, du ikke må presse dig selv, for det kan også være nødvendigt engang imellem for at komme ud af komfortzonen og de trygge rutiner. Men det skal være en god oplevelse at vandre med baby, og lysten skal være der.
Personligt synes jeg, at min mand og jeg befandt os i lidt af en undtagelsestilstand det første halve år, efter vores søn kom til verden. Jeg kunne overhovedet ikke forestille mig at skulle ud på længere vandreture med baby. Både fordi han overhovedet ikke gad at sidde i bæresele (bærerygsæk må de først sidde i, når de er stærke nok i ryggen til selv at kunne sidde oprejst). Men også fordi, vi simpelthen ikke havde overskud eller energi til andet end barnevognsturene i skoven.
Start i det små
Men det var som om, at der skete noget efter det første halve år. Lille Hans var blevet stor nok til at sidde oprejst, så vi købte en bærerygsæk (den her fra Osprey, som vi er glade for), og begav os afsted på de første ture. Vi gik primært korte dagsture her i Danmark, og startede ud med at gå mellem Hans’ lure. På den måde kunne han vænne sig til rygsækken, inden han skulle lære at sove lure i den. Det var en virkelig god måde at starte på. Det var også bare vigtigt for os at få nogle succesoplevelser til at begynde med.
Hvis du og din baby føler dig klar inden de seks måneder, og baby gider sidde i bæresele; Go for it. For os var det dog rigtig fint at vente.

2. Afstem forventningerne
Det her er nok et af de punkter, jeg synes er vigtigst. Forventningsafstemning betyder alt ift. om det bliver en succes eller ej at vandre med baby. Jeg er stor tilhænger af, at du ikke behøves at droppe sine passioner og hobbyer bare fordi, du bliver forælder. Men man kan ikke komme uden om, at tingene ændrer sig, når der kommer en baby til verden – og det gør vandreturene også. Hvis det før var normalt for dig at vandre 30 km. på en dag eller bestige bjergtoppe i Alperne, skal du nok sigte lidt lavere nu. Så husk endelig at forventningsafstemme inden hver tur.
I Norge oplevede jeg, hvordan det gjorde ferien meget bedre, at jeg ikke havde nogle konkrete forventninger til, hvor meget eller hvor langt, vi ville komme til at vandre. Jeg blev derfor positiv og glad over bare at komme ud.


Babyer og børn er også virkeligt uforudsigelige. Det er aldrig helt til at vide, hvordan dagsformen er. Måske bliver du nødt til at aflyse en tur eller vende om på halvejen. Der er masser af uforudsigelige ting, der kan opstå, når du skal vandre med baby. Du kan nemt blive bitter og skuffet, hvis du har sat sig et bestemt mål, og det er brand ærgerligt.
Så afstem forventningerne efter hvilken slags baby du har, og hvordan dagsformen er. Så er det nemmere ikke at blive sur eller ked af det, hvis vandreturen med baby ikke bliver helt som planlagt.
3. Vandretur på babys præmisser
Der er ingen vej uden om; Vandretur med baby bliver nødt til at være på babys præmisser. Her mener jeg ikke, at du skal tage et unødvendigt hensyn, for babyer brokker sig – næsten uanset hvad. Men det betyder ikke, at du skal droppe alt, hvad du selv synes er sjovt. Personligt er jeg også tilhænger af, at man som familie ikke kun tager på legepladser, i legeland osv. Jeg tror, at børn har godt af at se forældrene have en passion, og det er sundt at blive stimuleret i naturen. Starter du allerede fra de er babyer, bliver de vant til det fra start.
Værdifulde erfaringer
Når det er sagt, så er babyer afhængige af en masse ting som søvn, mad og bleskift. I Norge oplevede vi fx at komme ud på alt for lang en tur. Det endte med et skrigende barn omme i bærerygsækken, hvilket slet ikke var fedt for hverken os eller Hans. Vi skulle ned fra fjeldet inden mørket faldt på, så vi kunne ikke rigtigt stoppe op i længere tid for at trøste. Dét var hårdt! Men det er også en del af læringen, og det er nok svært at undgå, at man overskrider nogle grænser eller trækker den lidt for langt, når man vandrer med baby. Det handler også om at gøre sig nogle erfaringer.
Til gengæld kan man bestræbe sig på, at det skal være en god oplevelse for baby at være med på vandretur. Det betyder måske en kortere vandretur, eller at du kommer afsted senere end planlagt. Det kan også være, at du ikke lige kan tage afstikkeren til en fantastisk udsigt. Uanset hvad, er det helt okay.
Læs også: Vandreferie i Sydnorge med baby

4. Mad og snacks til baby på tur
Mens babyer er helt små, er det ekstremt nemt at have dem med på tur ift. mad. Vi nåede ikke mange vandreture kun med amning, for Hans begyndte at få lidt mad, da han var omkring 6 måneder. Men de par ture vi nåede, var jo virkelig nemme. Jeg gik bare gik rundt med en frisk madpakke – ready to eat. Giver du flaske, er det heller ikke sværere end at du medbringer en termoflaske med kogende vand, modermælkserstatning og en sutteflaske. Så er der til at lave en frisk flaske på tur.

Jo ældre Hans bliver, jo mere bliver det dog nødvendigt at tænke i mad og snacks. Det er heldigvis nemt, fordi han begyndte at spise rugbrød omkring 8 måneders alderen. Så var det bare at smøre en madpakke til ham ligesom til os selv. Inden da, tog vi et glas mos og en ske med eller en af de tuber med mos/puré man kan købe i supermarkederne. De kan sagtens spises kolde. Det er selvfølgelig også muligt selv at lave mos eller grød og putte i en klempose.
Det er også virkelig rart at have snacks med, som kan hjælpe lidt på humøret, hvis den lille begynder at brokke sig lidt. Det kan være banan, æble eller anden frugt. Vi har også stor succes med smoothies på tube, når vi er på tur. Man kan også få nogle babysnacks i supermarkedet, der er lavet af poppet hirse, majs eller ærter. Det har reddet Hans’ humør en del gange. Og selvom jeg generelt prøver at styre uden om ultraforarbejdet mad, så går jeg gerne på kompromis, når vi er på tur.
Vi andre har også brug for snacks på vandreturen, så det har baby naturligvis også (afhængig af alderen selvfølgelig).


5. Hold flere pauser
Med en baby på ryggen er det ikke til at komme uden om, at det er nødvendigt at holde flere pauser, end man måske ellers ville. For det første er det ergonomisk bedst for barnet ikke at sidde i en rygsæk eller bæresele flere timer i træk. For det andet kan det kede baby at sidde i rygsækken i lang tid. Det er nok også et temperamentsspørgsmål. Hans er i hvert fald glad for lige at komme ud og kravle, lege og undersøge – og få opmærksomhed og øjenkontakt med forældrene.
Det er også hyggeligt at holde pause med baby, og så kan man lige få ordnet bleskift, spise en snack osv. Nogle af de bedste billeder jeg har taget af Hans er, når vi holder pause. Han hygger sig sådan med at røre ved græs, blade, sten, grene osv. Naturen er så god for babyers sanseapparat!

6. Invester i ordentligt udstyr
Med udstyr mener jeg nok mest vikle, bæresele eller bærestol, afhængig af barnets alder og temperament. Meget andet kræver det ikke for at tage på vandretur med baby. Vi investerede som nænvt længere oppe i indlægget i en bærestol fra Osprey, som vi har være glade for, omend den sidder bedst på min mands ryg. Jeg vil foreslå, at du tager ud og prøver nogle forskellige (med barnet i for at mærke, hvordan den sidder på med vægt). Hvis komforten for forældrene er god, er humøret hos forældrene også bedre. Så det er faktisk et vigtigt aspekt.
Hvis I er to forældre, som skal gå med barnet, så tænk over at finde en bærerygsæk, der er nem at justere. Tænk også over, om der er en af jer, der kommer til at være den primære bærer. For så er det selvfølgelig vigtigst, at bærestolen sidder bedst på den forælder, som primært kommer til at bære baby.
Vi har desuden været glade for, at Osprey Poco Plus har opbevaringsplads. Her vi vi haft pusleting og ekstra tøj til baby.
7. Komforten i top
Jeg har været inde omkring mad, men en anden helt basal ting er at sørge for, at babys komfort er i top. Her er beklædning afgørende. Når du skal vandre med baby, skal du sørge for at klæde baby på efter vejrforholdene. Husk på, at det er anderledes, end når baby sover i sin lune barnevogn. Baby er mere udsat for både kulde og varme i bærerygsækken.
Generelt har jeg været glad for at klæde baby på i uld, som er temperaturregulerende. Det er en god basis. Vær også ekstra opmærksom på fødder og hænder, som er udsatte. Især for de helt små, hvor kredsløbet ikke er fuldt udviklet endnu. Her har vi været glade for varme futter, der kan trækkes godt op ad benet. For lidt større babyer, der selv kan gå, kan sko/støvler efter årstiden være nok, men vær opmærksom og juster herefter.
Når baby skal sove på vandreturen med bærerygsæk, er det også afgørende, at komforten er god. Vi brugte en bamse/krammedyr som både gav tryghed og fungerede lidt som hovedpude under søvnen. Alligevel har begge mine børn ikke sovet længere end 30-60 minutter ad gangen i rygsækken. På heldagsture har de blot fået nogle ekstra lure.


8. Bryd ud af rutinerne
Babyer og børn kan gode lide rutiner, og ofte er det rutinerne, der redder os fra nedsmeltninger og overtrætte børn. Så det er muligvis lidt kontroversielt, men når du skal vandre med baby, bliver du nødt til at bryde lidt ud af rutinerne. Ellers kommer du simpelthen ikke afsted, for det vil aldrig passe 100 % ind i babys skema med lure, mad og bleskift. Mit råd er derfor at se lidt stort på rutinerne og starte i det små, som også tidligere nævnt.
Start med at gå nogle korte ture nær hjemmet, så du lærer at bryde rutinerne lidt ad gangen. Dermed ikke sagt, at der ikke kan være lidt rutiner, når du vandrer med baby, men de bliver i al fald mere flydende. Babys lure bliver skæve, og det samme gør måltiderne. Men baby vænner sig også til det, efterhånden som han eller hun bliver mere vant til at være med på vandretur.
9. Hav en plan B
De fleste erfarne vandrere har nok allerede stiftet bekendtskab med betydningen af at have en plan B. Simpelthen fordi der på vandreture ofte kan ske uforudsigelige ting. Dette bliver endnu mere vigtigt når du skal vande med baby.
Det betyder ikke, at det er nødvendigt at have en plan klar til alle tænkelige uforudsigelige hændelser. Det betyder blot, at det kan være en god idé med en alternativ plan, når dagsformen driller og ambitionsniveaet til at starte med måske lige var højt nok.
Nogle gange hedder plan B måske blot “vend om og tag hjem”. Andre gange kan det være en alternativ, kortere rute. Uanset hvad, er det måske mest af alt for at undgå skuffelser og for at forberede sig selv mentalt på, at tingene måske ikke bliver som først planlagt.

10. Kom afsted!
Sidst men ikke mindst handler det også bare om at komme afsted. Tingene er generelt mere omstændige med en baby. Det gælder også, når du skal vandre med baby. Det kræver nogle gange et lille skub at komme ud af komfortzonen. Men når først du er kommet afsted, er det oftest virkelig dejligt – også selvom både baby og én selv er baldrede, når dagen er omme.
Det kan heller ikke undgås, at rutinerne bliver forstyrrede, men det går nok alt sammen. Så kan det godt være, at du lige må tage en aften med en træt baby. I sidste ende synes jeg dog, at det er det hele værd. Men som sagt tidligere, skal du selvfølgelig have overskuddet til det. Der er en grund til, at min mand og jeg ventede med at vandre med Hans, til han var omkring 6 måneder.
Nu hvor mine børn er blevet større kan jeg også bare se, hvor meget værdi det giver dem at være ude på vandretur og ude i naturen generelt. Det har helt ubeskriveligt stor værdi for mig at se! Jeg kan derfor kun anbefale at vandre med baby. Jo flere gange du har været ude, desto nemmere bliver det! Desuden giver det en rigtig god grobund for også at tage dem med på vandretur, når de selv kan gå.
Læs også: Uld til udeliv med babyer og børn





Hej Marlene,
Super godt indlæg med relevante pointer og gode råd. Jeg er helt enig i, at børn skal ud i naturen – også når de er babyer – og få nogle anderledes sanseoplevelser, end de ellers ville få på en legeplads.
Min niece sov i telt i skoven første gang, da hun var 10 måneder gammel og sov som en sten i barnevognskassen, som vi havde sat ind i teltet. En succes for både hende og de voksne.
Det ser ud til, I har hygget jer på både kortere og længere ture. Glæder mig til at følge jer som vandrefamilie 🙂
BH. Maria // CurlyCamper
Hej Maria
Hvor dejligt at høre, tusind tak. Jeg glæder mig også til at komme på tur med Hans igen, så der kommer forhåbentligt flere ture, du kan følge med i 🙂
Kh. Marlene
Hej Marlene.
Dette opslag er efterhånden gammelt, men jeg er først nu faldet over det. Du skriver, at babyer kan sove lur i bærerygsækken – er det korrekt? Og hvordan fungerer det med deres hoved mår de sover i den? Skal det støttes på en måde? Vores søn vil være ca 11 måneder når osprey rygsækken skal tages i brug.
Hej Claudia
Beklager at jeg ikke har fået svaret på din besked. Du har jo ganske givet fundet ud af det nu, men vil lige svare dig for en god ordens skyld.
Vores drenge har bare hvilet hovedet på kanten, men det er rigtig fint at have lidt støtte til dem i form af fx en sovebamse 🙂 Eller hvad der nu virker for jer. Vores drenge har aldrig taget lange lure i rygsækken (måske max 45 min. ad gangen), så det har ikke været et problem ift. nakken. Havde nok været mere bekymret, hvis de lå sådan med nakken i flere timer. Ved dog, at nogle børn sover noget længere lure i rygsækken, så det kan jo nok godt lade sig gøre, uden at de tager skade 🙂
Bedste hilsner
Marlene
Hvordan gør i med oppakning? Vi er mor, far og to børn på 3,9 år og 1 år til sommer, som gerne vil afsted på vandretur. Men mine tanker går på hvor Golan vi skal have alt vores pak når jeg/far skal have lillebror i børnestole på ryggen. Så kan vi jo ikke bære en rygsæk hver🧐 Håber du har et godt bud på en løsning jeg ikke havde tænkt på 😄
Hej Ida
Tak for din besked.
Vi har udelukkende vandret dagsture, nu hvor vi har mere end ét barn. Andet kan ikke lade sig gøre, som det er lige nu. Og sådan er det ganske givet også for jer. Det sætter nogle begrænsninger at have børn med på vandretur, men så må man få det bedste ud af det, som man kan. Her er vi glade for fast base i form af fx en hytte. Ellers skal I finde et sted at slå telt op, hvor det er overkommeligt at vandre ind til med bagage (ad flere omgange måske) og så derfra tage dagsture. Tænker alligevel det er begrænset, hvor mange kilometer I kan gå med en 3-årig.
Bedste hilsner
Marlene
Hej Marlene
Her kommer et helt lavpraktisk spørgsmål. Vi planlægger at tage på vandre ferie om nogle måneder når vores søn er ca. 5,5 mdr.
Mit spørgsmål går på hvordan i indretter “puslestationen” når i er på tur. Vi skal på tur hvor der potentielt er klippe og grus underlag meget af ruten. Lagde i Hans på en rygsæk, på noget af det ekstra tøj i havde med eller bare stofble oven på jorden?
Ønsker at høre nogle gode råd og hvad i havde pakket ned tiltænkt puslestationen.
Mvh Ebbe
Hej Ebbe
Det lyder dejligt med en vandreferie med en lille en.
Vi har altid bare haft en stofble med. Hvis der ikke har været et blødt sted, har vi blot brugt noget af vores tøj – en jakke evt. Eller et siddeunderlag, hvis vi har haft det med. Evt. kunne man klippe et stykke af et billigt skum-liggeunderlag, hvis I meget gerne vil have noget blødt med, som han kan ligge på. Det vejer i hvert fald ikke mange gram.
God fornøjelse og god tur.
Bedste hilsner
Marlene
Hej Marlene,
Vi er en lille familie far, mor og Sally på 7 mdr. Vi vil hen over sommeren starte i det små; korte ture i Danmark, og måske lidt på Kullen.
Hun elsker heldigvis rygsækken, så det vi er mest spændte på er hvordan vi skal gøre med lur på tur. Hjemme putter vi i seng eller barnevogn. Hvor og hvordan puttede i på tur?
Og, når I er afsted med overnatning, hvilket udstyr har I så med til baby-“seng”?
Hej Marika
Beklager, at jeg ikke har fået svaret tilbage på denne. Jeg håber, at I er kommet godt i gang med at vandre med jeres datter 🙂
Vi havde altid fast base, når vi vandrede med børn i bærerygsæk. De sov bare lur i rygsækken, hvilket ikke var ligeså lange lure som normalt, men så sov de bare af flere omgange. Og så havde vi også pausedage fra vandring, hvor de kunne indhente lidt søvn og bare chille.
Vi har aldrig vandret med telt med baby, men haft en fast base. Det har fungeret for os, da vi har haft babyer, der har haft utroligt mange opvågninger om natten i de første par år.
Bedste hilsner
Marlene / Hike My Heart Out