Destinationer, Spanien, Tenerife, Vandredagbog

Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt

Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt
Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt
Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt
Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt
Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt
Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt
Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt
Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt
Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt
Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt
Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt
Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt
Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt
Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt

Tanker, tvivl og total lyksalighed. Læs med her i vandredagbog fra Tenerife og bliv klogere på en hikers bekendelser og erfaringer. Første tur med telt og frysetørret mad skulle vise sig at være både udfordrende og helt fantastisk. Jeg kan helt bestemt anbefale andre at tage en vandreferie på Tenerife.


Dag 1: Fra Vilaflor til et sted tæt på Paisaje Lunar (GR-131)

Vi landede i Tenerifes sydlige lufthavn lidt over middag. Uden for lufthavnen styrede vi som de eneste uden om alle turistbusserne, der var klar til at fragte charterturisterne til deres all-inclusive-hoteller. I stedet hoppede vi på en taxi og gav taxichaufføren adressen på en outdoorshop i Arico. En ting, der er værd at huske, når man skal afsted med trangiasæt er nemlig, at man ikke må medbringe gasbeholdere på flyet (heller ikke i indtjekningsbagagen). Det var derfor nødvendigt for os at købe en gasbeholder på øen. Samtidig fyldte vi tasken med Cliffbars, som var noget billigere, end når man køber dem herhjemme.

Med tasken fuld af tvivl

Efterfølgende tog vi en taxi videre til Vilaflor (1.400 m.o.h.), hvorfra vi begyndte vores vandreferie på Tenerife. Først tankede vi op med vand – ca. 4 l. hver – og dermed også 4 kg. tungere tasker. Det skal jeg hilse og sige, godt kan mærkes på en rygsæk, der sikkert i forvejen er proppet med alt for meget l*** (rookie mistake!).

Da jeg endelig stod med rygsækken på og klar til at begynde på det, jeg havde glædet mig så meget til, mærkede jeg en snert af opgivelse. Den alt for tunge rygsæk, solen der bagede og visheden om, at jeg var ved at påbegynde noget, jeg aldrig havde prøvet før. Hvad nu, hvis det var forfærdeligt at sove i telt? Hvad nu, hvis jeg ikke kunne gå med al den oppakning? Der kørte en masse tanker og tvivl rundt oppe i hovedet på mig. Samtidig var jeg så spændt på at komme ud og vandre på Tenerife og mærke naturen – og ikke mindst mig selv. De flotte udsigter kom heldigvis hurtigt til syne, og langsomt begyndte vores eventyr at udspille sig for os.

Midt i naturen

På trods af glæden og ivrigheden ved endelig at befinde mig i naturen, synes jeg, at det var et par lange timer op til vores første campsite. Jeg havde allerede ondt i hofter, ryg, nakke og skuldre, da vi en times tid før solnedgang valgte at slå camp – et sted ikke så langt fra Paisaje Lunar. Alligevel var jeg ovenud lykkelig – omgivet af bjerge, velduftende nåletræer, solnedgang og den mand, jeg elsker at være sammen med. Hvad jeg har lært af at backpacke og vandre er i hvert fald, at adrenalin og storslået natur afhjælper mangt og meget – her iblandt rygsmerter.

Vi slog teltet op, pustede luft i liggeunderlagene og lagde soveposerne frem i teltet. Jeg havde en følelse af, at udstyret – ligesom os selv – var mere end klar til at blive brugt. Det var både deres og vores jomfrurejse. Aftensmaden stod på frysetørret chili con carne, som blev fortæret i soveposerne. Foran os ventede en kold nat i omkring 1.800 m.o.h.

Dag 2: Fra et sted tæt på Paisaje Lunar til Teide Cable Car station (GR-131 og trail 28)

Klokken var omkring halv 7, da vi vågnede efter en kold nat. Hjemmefra havde vi forberedt os på kulde oppe i højdemeterne, men ikke engang mit lange uldundertøj eller min nyindkøbte sovepose med komforttemperatur på –6 grader kunne klare nattens strabadser. Det skal siges, at jeg er en rigtig frossenpind, men jeg var ikke den eneste, der havde haft en kold nat. Vi have begge lyst til at blive liggende, krøbet sammen i soveposerne, men naturen kaldte (i bogstaveligste forstand).

Jeg glemte dog alt om at fryse, da jeg trådte ud af teltet. Den kølige friske luft, det afdæmpede morgenlys og den slående stilhed var noget nær perfekt at vågne op til. Jeg skyndte mig at hente kameraet og knipse et par billeder af det flotte morgenlys, inden vi kastede os over havregrød lavet på trangiasættet. En vandreferie på Tenerife er derfor ikke bare lig med sol og varme, men på trods af kolde nætter, ville jeg absolut tage afsted igen.

Afstikker til Paisaje Lunar

Inden vi pakkede sammen og tog videre, brugte jeg lidt tid på at få justeret på min rygsæk. Sammen med de liter vand vi allerede havde drukket, var rygsækken nu langt mere medgørlig. Stadig tung, men ikke tung nok til at slukke min eventyrlyst. Vi pakkede sammen og travede mod Paisaje Lunar – en lille afstikker fra ruten, men også sjovt at se de specielle klippeformationer, der minder om et månelandskab. Havde det været eftermiddag og energiniveauet lavere, ville jeg nok have droppet den lille afstikker. Sammenlignet med den natur vi ellers oplevede på vores vandreferie på Tenerife, befinder Paisaje Lunar sig ikke i top 3. Til gengæld var der en flot udsigt, hvor vi rigtigt kunne fornemme, at vi allerede var et godt stykke oppe over skyerne. Og her skinner solen altid, som Anne Linnet ville sige det.

Fra afstikkeren til Paisaje Lunar fortsatte vi ad GR-131. Efterhånden forandrede landskabet sig. Fyrretræerne blev færre og færre og vi begyndte at fornemme, hvilket vulkanlandskab vi var ved at bevæge os ind i. Som en god gevinst til de tunge rygsække havde vi et langt stykke med strid modvind. Endelig rundede vi et sving, hvor storslåede El Teide kom til syne. I stedet for at gå over Montana Guajara, fortsatte vi ad GR-131 – nok den mest populære rute for dem, der tager på vandreferie på Tenerife.

Justering af ambitionsniveauet

Allerede efter de få timers vandring på førstedagen var vi klar over, at vi måtte sætte ambitionsniveauet ned med al den bagage, vi havde på ryggen. Idioterne her havde jo også planlagt at gå til toppen af Teide, men når vi ikke engang kunne se det muligt at gå til toppen af Guajara på 2.700 m, var Teide med sine 3.717 m.o.h. ret uoverkommelige. Jeg siger dig, at der er stor forskel på at gå med en dagsrygsæk og med en rygsæk på 10-12 kg. (eller hvad nakkeknuseren nu vejede. Det fik vi desværre aldrig at vide, da vi tjekkede bagagen ind i lufthavnen).

Efter en frokost bestående af tortillawraps og peanutbutter nåede vi frem til Parador, der i bund og grund bare består af et hotel og et cafeteria. Vi belønnede os selv med en cola, der smagte ualmindeligt godt, inden vi gik videre mod svævebanen, der næste dag skulle føre os mod toppen af Teide.

Et sted mellem Parador og svævebanen slog vi lejr. Det tog lidt tid af finde et sted i bare nogenlunde læ, for som vejret opførte sig, kunne vi se frem til en blæsende nat. Heldigvis lagde vinden sig, da vi skulle sove, men det skulle alligevel ikke være blæsten, der blev vores største problem. Igen var det kulden, der fik ram på os, selvom vi havde garderet os med ekstrasokker og fleece. Når man vågner op til frosne vandflasker, skal det vise sig ikke at være nok…

Dag 3: Et sted mellem Parador og svævebanen til El Portillo (trail 28 og SPN 6)

Endnu en kold nat, betød endnu en kold morgen. Da jeg endelig fik bevæget mig ud af soveposen og ud af teltet viste mit termometer –6 grader, og klokken var vel at mærke 7 om morgenen. Solen var lige stået op, og på baggrund af de isfrosne vandflasker vurderede vi, at nattetemperaturen snildt kunne have været nede på –10 grader. Var vi forberedte på det? Nej! Og den lader vi så bare ligge der…

Uovervindelig og ydmyg

Når det så er sagt, så er smerter ikke det eneste, at smuk natur kan kurere. Den kan åbenbart også kurere kulde. For heldigvis havde vi fundet et utroligt smukt sted at campere lige for foden af Teide. Igen var fokus på at nyde solopgangen og få knipset nogle billeder. Der er noget helt specielt ved at vågne ude midt i naturen og være vidne til, at dagen starter på ny for mere end bare menneskeheden. Det er i øvrigt en anden ting, jeg elsker ved at vandre. Når jeg er i naturen, føler jeg mig så lille og ydmyg – og alligevel også uovervindelig. Det er en meget speciel følelse, som måske nok kræver et indlæg helt for sig selv.


Anyway, vi nød morgenkaffen som aldrig før og sugede de første varme stråler fra solen til os, inden vi bevægede os mod svævebanen. Herfra tog vi turen op til toppen af Teide med lidt blandede følelser. Først og fremmest med en følelse af at snyde og samtidig med en lettet følelse af ikke at skulle gå den lange vej til toppen med den nakkeknusende rygsæk.

Tynd luft på toppen af Teide

Straks vi forlod svævebanen kunne mine lunger også godt mærke den tynde luft i de ca. 3.500 meters højde. Det var lige før, at jeg blev glad for, at vi ikke havde fået fingrene i en permit til at gå de sidste par hundrede meter helt til toppen. Svævebanen kører nemlig kun til 3.555 m., mens det kræver en permit at gå det sidste stykke til de 3.717 m. Så husk et booke i god tid – der var ikke flere tilladelser, da vi prøvede at booke en uge før. Du kan booke din permit til Teide her.

Havde vi haft tilladelsen, var det da nok også lykkedes os at komme helt til toppen, men det var ikke fordi, vi ikke fik de gode udsigter at se. Det var helt fantastisk at have udsigt ud over øen, og jeg følte mig så heldig over at stå der og skue mod horisonten.

En smuk og øm nedtur

Efter noget tid på (næsten) toppen, startede vi nedturen, som skulle vise sig at blive en udfordring for mine fødder. Da vi nåede ned efter flere timers vandring, brændte mine trædepuder. Det er hård belastning for fødderne at gå nedad så lang tid, når man har stor vægt på ryggen. Samtidig krævede det meget mere koncentration og præcision for ikke at få overbalance. Min konklusion blev, at jeg med min høje svang nok har brug for nogle indlægssåler i støvlerne til at tage noget af den belastning, som især mine forfødder kunne mærke.

Men nok om mine sølle fødder. Turen ned ad Teide var helt sikkert spektakulær. Dog blev mine fødder glade, da vi endelig fandt et smukt campsite tæt på El Portillo. Vi havde udsigt til Teide, der steg op fra horisonten, og det var helt uvirkeligt, at vi for blot nogle timer siden havde stået på (næsten) toppen af Spaniens højeste bjerg.

Dag 4: El Portillo til La Caldera (SPN 6 og GR-131)

Endelig en nat, der ikke havde været ligeså kold som de foregående. Jeg følte mig behageligt veludhvilet, selvom aftenen var sluttet med en hamrende hovedpine, der krævede et par panodiler. Hovedet var begyndt at drille, mens vi var oppe på Teide. En mærkelig tunghed i knolden, der senere udviklede sig til slem hovedpine. Selvom jeg sørgede for at drikke rigeligt vand, fik højdemeterne og den tynde luft åbenbart ram på mig.

Ned gennem skyerne

Vi pakkede sammen og gik videre med ben, der var overraskende friske ovenpå gårdsdagens nedstigning fra 3.555 m.o.h. til omkring 2.100 m.o.h. Snart nåede vi igen til trægrænsen og vinkede farvel til det tørre ørkenagtige landskab, der kendetegner området omkring Teide. Nedstigningen fortsatte, og vi skulle inden dagen var omme nå til La Caldera, der ligger i 1.200 meters højde.

Men det var ikke kun trægrænsen, vi igen fik fornøjelsen af. Som timerne skred frem nærmere vi os skydækket, som vi ellers havde været under os i efterhånden nogle dage. Med ét blev det behagelige solskinsvejr med blå himmel skiftet ud med en tyk tåge, der mest af alt fik skoven til at ligne noget fra en eventyrfilm. I starten var vi begejstrede over at gå inde i skyerne, men begejstringen blev hurtigt erstattet af ærgrelse over de udsigter, vi gik glip af. Magien forsvandt, og tågen gav en følelse af, at man ikke kom fremad. Det hele ligner hinanden, når man kun kan se sig omkring i en radius af 10 m.


Som en bonus var mine fødder begyndt at brokke sig igen. Selvom man som vandrer får et enormt tæt forhold til sine støvler, vil jeg sige, at mit forhold til støvlerne på daværende tidspunkt mildt sagt var ambivalent. Til gengæld tror jeg stadig, at det bare er min høje svang, der kræver nogle specielle såler. Det skal jeg nok lige give en up-date på, når jeg får købt nogle såler.

Britney og Beyoncé

Tåge, ømme fødder og vel nok også trætte ben gjorde turen mod La Caldera lidt lang. Jeg prøvede at distrahere mig selv med en opremsning af hele mit sang-reportoire, der spænder over både Britney Spears, Soap og Destinys Child (you’re welcome Anders). Jeg digtede endda åndssvage sange om mine fødder på en lidt for glad og optimistisk melodi, men kilometerne blev ved at syntes uendelige. Ved 17-tiden ramte vi omsider La Caldera, hvor der ligger en lille restaurant. Her drak vi en tiltrængt kop kaffe og jeg fortærede en god håndfuld trailmix, hvorefter vi måtte på jagt efter et sted at slå lejr inden mørkets frembrud.

Efter noget tids søgen fandt vi i skoven et sted at slå lejr. Det skulle vise sig ikke at være så nemt at finde et plant sted væk fra stierne. Da vi troede vi var kommet et stykke væk fra stisystemet satte vi teltet op – og opdagede senere, at vi nærmest havde placeret vores telt midt i stisystemernes bermudatrekant. Men når man er træt, og mørket er ved at lægge sig, kan man bære over med meget. Og således krydsede vi fingre for, at ingen ville få øje på os. Endelig kom tågen os til gode.

Dag 5: Bus fra La Caldera til Afur (Anaga); fra Afur til et sted mellem Taborno og Las Carboneras (trail 41)

Morgenen bød på klarere vejr, og vi fandt ud af, at vi havde slået lejr et smukt sted i skoven, omkranset af bjerge.

Kl. 9.45 tog vi den tidligste bus mod Anaga i det nordøstlige Tenerife. Vi havde håbet på, at busserne ville gå tidligere, så vi hurtigt kunne komme i gang med dagens program. Vi slog ventetiden ihjel ved en vandhane, hvor vi vaskede hår og armhuler. Tiltrængt, skulle jeg mene.

I La Orotava skiftede vi bus og kørte til La Laguna. Her ventede vi et par timer på bussen mod Afur, så vi brugte tiden på at finde et apotek og et supermarked. Jeg fik anskaffet nogle forfodssåler til at aflaste fødderne, hvilket var godt givet ud.

Da vi sad i bussen mod Afur ændrede landskabet sig efterhånden, som vi kom tættere på Anaga. Snart var vi omgivet af dramatiske, frodige bjerge. Den halve dag vi havde tilbragt med transport havde allerede gjort mig hungrende efter igen at komme ud og opleve naturen og bruge bentøjet. Tenerife og jeg var endnu ikke færdige med hinanden. Det kunne jeg tydeligt mærke, selvom jeg også vidste, at turen lakkede mod enden. Hvad vi ikke helt var forberedt på var, at turens hårdeste strækning ventede forude.

Ikke for de højdeforskrækkede og gangbesværede

Afur ligger kun omkring 200 m.o.h., men på meget få kilometer skulle vi op i 700 højdemeter. Vi fulgte trail 41 mod Taborno, og så gik det ellers bare op, op, op. Og når man troede det ikke længere gik op, gik det op, op, op lidt mere endnu. Til gengæld var der så meget at kigge på. Et helt og aldeles anderledes landskab end det, vi havde set i Teide National Park. Et barskt og uvelkomment landskab, men samtidig mildt og frodigt. Grønne kaktusser og gule blomster fulgte os på begge sider af bjergtindingerne.

Turen her er ikke for gangbesværede eller højdeforskrækkede, skal jeg i øvrigt huske at sige. Med en tung rygsæk på ryggen, var det visse steder om at holde tungen lige i munden for ikke at miste balancen og ryge ud over bjergsiden. Jeg havde ikke på noget tidspunkt følelsen af, at det var farligt, men jeg vidste, at jeg skulle passe på!

Mod asiatiske himmelstrøg

På den ellers korte strækning passerede vi klynger af små huse, hvor der slet ikke burde ligge huse. Små bitte fattige landsbyer, der var som en del af naturen. For hvilket normalt menneske ville vælge at bosætte sig her og bygge et hus? Stemningen var meget speciel, og vi passerede vilde høns og haner, der ikke syntes at bekymre sig om vores tilstedeværelse. Både landskabet og stemningen tog mig mod asiatiske himmelstrøg. Hvor sjovt er det ikke lige at finde sådan et sted på charterøen Tenerife? Det er lige præcis derfor, at hiking er det hele værd, selvom kroppen gør ondt og højdemeterne bliver ved at være stejle.

Hvad vi begge havde undgået at snakke med hinanden om, var til gengæld, hvor vi skulle sætte telt op i dette uvelkomne og samtidig indbydende landskab. Alt var stejlt og det var ikke til at fravige stien. Det endte med, at vi campede tæt på stien. Det var det eneste flade sted, vi kunne finde. Stedet var hverken det mest hyggelige eller optimale. Vi blev ædt af bitte små myg, som vi troede var små fluer, indtil vi næste dag vågnede med små røde stik overalt i vores pander.

Dag 6: Et sted mellem Taborno og Las Carboneras til Punta del Hidalgo

Vi var begge enige om at skulle hurtigst muligt væk fra turens første ikke så vellykkede campsite. Set fra den positive side, havde vi sovet godt og lunt, men de små satans myg gjorde, at vi hurtigt pakkede sammen. Morgenmaden bestod af en cliffbar, som vi spiste, mens vi gik videre mod Punta del Hidalgo. I Chinamada gjorde vi holdt, så jeg kunne skifte til shorts. For første gang på hele turen flashede jeg mine blege dansker-ben. Endelig! Fra Chinamada er der i øvrigt vildt flot udsigt, og faktisk er hele turen mod Punta del Hidalgo særdeles anbefalelsesværdig. Virkelig smuk, frodig og vild.

Telt-problemer og taknemmelighed

Allerede ved 13-14 tiden ramte vi Punta del Hidalgo og fandt et sted, hvor vi omsider fik vores ”morgenkaffe”. Her blev vi også enige om at droppe idéen om endnu en nat i telt. Anaga har mange fordele, men campingvenlighed er ikke én af dem. Vi besluttede derfor at tage bussen mod El Medano en dag tidligere end planlagt. I El Medano havde vi planlagt en enkelt overnatning på bed and breakfast for at slappe lidt af inden hjemrejsen. Frem for at ankomme onsdag formiddag ankom vi nu til El Medano tirsdag aften og fandt et (lidt for dyrt) hotel.

Følelserne omkring beslutningen var lidt blandede, for jeg følte ikke helt, at jeg var færdig med telt og hiking. Men da jeg stod i badet på hotellet og praktisk talt kunne se snavset fra mig forsvinde med badevandet, blev jeg alligevel lidt glad og taknemmelig. Taknemmelig for turen og taknemmelig for at sætte så meget pris på et helt almindeligt bad.

Klokken 21 befandt vi os på en restaurant, hvor vi gik ombord i vin og tapasretter. Hvilken kontrast. Der sad vi – Anders i vandrebukser og mig i fleecetrøje. Vi passede ikke helt ind i den lille charterby, men det gjorde faktisk ikke så meget, for det havde vi heller ikke lyst til.

Dag 7: Afslapning (det var faktisk sværere, end jeg havde troet)

Omkring middag tjekkede vi ind på et fint lille bed & breakfast uden for El Medano. Har man planer om at tage den samme vandreferie på Tenerife som os, kan det helt klart anbefales at bo sidste nat hos flinke Nigel i Villa Las Dunas. Vi blev forkælet med en flaske vin, te, kaffe og kiks på værelset (inklusiv i prisen). Vi gav 50 € for en overnatning, hvilket er helt okay med tanke på den overdådige morgenmad, der også ventede os næste morgen.

Det gode ved El Medano er, at det kun ligger ca. 15 min. kørsel fra lufthavnen. Bortset fra det, vil jeg ikke mene, at der er så meget at komme efter, men vi nød poolen og solen så meget vi kunne. For det var faktisk lidt svært for kroppen pludseligt at skulle ned i et helt andet tempo. Vi var begge fyldt med energi og havde mest af alt lyst til at lave noget aktivt. Det lykkedes dog at få slappet lidt af, inden turen gik mod lufthavnen næste formiddag.

Og så sad vi der igen. Proppet sammen i en Spies-flyver med alt for solbrune danske turister. Jeg følte mig så heldig over at have set den smukke ø for mere end blot et chartersted. For Tenerife har virkelig meget at byde på. Det er ikke usandsynligt, at jeg en dag kommer tilbage – klar til endnu et eventyr på den smukke ø.

Læs også mine 7 tips til at vandre på Tenerife, hvis du selv vil kaste dig ud i en vandreferie på Tenerife.