Destinationer, Slovenien

Vandre i Slovenien – Europas skjulte naturperle

Vandre i Slovenien

Slovenien gemmer på 181 bjerghytter, godt terræn og turkisblå bjergsøer. Går du fra hytte til hytte, bliver du samtidig forkælet med varm mad og fortryllende ”hotel”-udsigter. Så er det ingen sag at vandre i Slovenien – landet der rammer en lige i hjertet.


Blot en times kørsel fra lufthavnen i Ljubljana tårner de Julianske Alper sig op, og får landet til at syne større end de 20.273 km2. Sloveniens eneste nationalpark, Triglav National Park, venter forude med alverdens vandreeventyr og billedsmukke landskaber.

Mindre end halvt så stor som Danmark og fire gange mindre end nabolandet Østrig, gemmer Slovenien sig mellem nogle af Europas større og mere velkendte spillere. Men lad dig endelig ikke snyde af størrelsen. Hvad Slovenien mangler i areal, har det fået i skønhed og idyl. Det lille land af et frimærke er plastret til med alt, hvad naturhjertet begærer. Der er nemlig rige muligheder for at vandre i Slovenien. Her kan du opleve den skønne natur, som er presset ind på så lidt plads, at du bliver overvældet, hvor end du kigger hen.


Vandre i Slovenien fra hytte til hytte

Slovenien byder oven i købet på noget for enhver vandre-entusiast. Det bedste af det hele er, at det kan gøres uden særligt meget bagage på ryggen. Ligesom i mange af Sloveniens nabolande, findes der et unikt net af hytter i bjergene, som gør hytte til hytte vandring i Slovenien muligt.

For mig var det første gang, at jeg stiftede bekendtskab med at sove i hytte i bjergene, og jeg er fuldstændigt solgt. Det giver nogle flere muligheder rent fysisk, når man ikke slæber rundt på telt, trangia og frysetørret mad. Flere højdemeter, længere distancer og meget mere bevægelsesfrihed er, hvad man bliver belønnet med. Jeg siger ikke, at det er en leg at vandre hytte til hytte i Slovenien. Men det er i hvert fald rart at slippe for ryg- og nakkesmerter, der kan gøre enhver vandretur til lidt af et mareridt.

Sloveniens stolthed

Med kun fire overnatninger i det lille naturparadis, var det om at vælge med omhu, hvad vi skulle bruge tid på. Selvom landet ikke er stort, er det spækket til med bjerge, grotter, søer, vandfald og hyggelige små landsbyer. Alt sammen bidrager til den helt rette alpe-stemning. Vi valgte kun at bruge tid i nationalparken med en to-dages vandretur i Triglav National Park som højdepunkt. Det skulle vise sig at være et fornuftigt valg. For selvom Sloveniens naturperler strækker sig meget længere end til nationalparkens grænser, så må Triglav og de Julianske Alper være Sloveniens absolutte stolthed. Måske næst efter den ikoniske Lake Bled, der ligger lige uden for nationalparkens nordvestlige hjørne. Bled må siges at være en sand turistmagnet i landet, der ellers ikke er overplastret med turister.

Bled


Stilhed og uforstyrrede vandrestier

Vi var derfor glade for, at vi tilbragte den første nat lidt uden for Polje ikke mange kilometer fra søen Bohinj. Den mindre kendte sø fandt jeg langt mere charmerende end Bledsøen, hvis mystik og ikoniske ø med kirkespiret bestemt heller ikke skal underkendes. Slet ikke, hvis man er til steder som minder mere om en sydeuropæisk badeby end et skjult vandreparadis. Men det var nu heller ikke hverken Bled eller Bohinj, der havde trukket os til Slovenien. Omend Bohinj var skøn at bade i og smukt omkranset af bjerge. Virkelig et dejligt sted – nok især for børnefamilier, der sætter badefaciliteter høj.

Vi var dog kommet for at vandre i Slovenien, opleve de Julianske alper, bjerghytterne, stilheden og de uforstyrrede vandrestier. Og selvom vi kun havde to dage på vandrestierne – hvilket siger sig selv, er alt for lidt – fik vi alligevel en god fornemmelse for de vandremuligheder, Slovenien byder på.

På kort tid faldt jeg i hvert fald pladask for det lille land svøbt ind i grønne tæpper af græs, der glider uforstyrret henover de bakkede landskaber og vidner om de højere bjerge, der venter forude. For bjergene venter, og derfor er det bare om at komme i gang med at vandre i Slovenien. Måske er det ikke de allerhøjeste bjerge der venter, sammenlignet med resten af Europas alper. Til gengæld byder de Julianske Alper på en anden slags storslåethed og intimitet. Her handler det  ikke bare om at være størst, men om evnen til at trænge ind under huden. Sidstnævnte opnår de Slovenske bjerge til perfektion.

Læs mere om vores hytte til hytte vandring i Slovenien her, som endte ud i rystende ben og minder for livet.