Der er mange flere fordele ved at vandre fra hytte til hytte i Dolomitterne, og det er ikke kun den uimodståelige apfel strudel, der trækker. Fællesskabet, komforten og hyggen er alle vigtige parametre, som gør hytte til hytte vandring til et oplagt valg for alle. Unge som gamle, børnefamilier og singler vil alle nyde godt af de oplevelser, der følger med hytte til hytte vandring i Dolomitterne.

Vi valgte at planlægge en rute i Puez-Odle området, der ligger i Trentino-Alto Adige. Da vi også gerne ville have nogle dage til at se andre områder af Dolomitterne, valgte vi en tur med tre overnatninger. Så fik vi også tid til dagsvandreture til Tre Cime di Lavaredo og Alpe di Siusi. Men hytte til hytte-turen endte med kun at blive med to overnatninger, da vi var hurtigere, end vi havde kalkuleret med. Desuden betød det uforudsigelige vejr i Dolomitterne, at to af dagene bød på regnvejr og tåge, hvilket gjorde, at vi ikke kunne bruge den ekstra tid til at udforske området ved hytterne.

Uforudsete hændelser

Men jeg vil virkelig gerne slå et slag for at hytte til hytte vandring i Dolomitterne. De to overnatninger var virkelig helt fantastiske, selvom vi gerne ville have haft den tredje nat med. Men uforudsete hændelser er også en del af en vandreferie. Nogle gange ændrer planerne sig, og samtidig kræver det lidt erfaring at planlægge en tur, så den passer til sin egen fysik. Efter hver tur bliver man klogere på sig selv og sine bedrifter, og det er jo en del af processen.

Næste gang har vi sikkert meget nemmere ved at planlægge en hytte til hytte tur. Vejret er til gengæld en anden sag. Det kan man ikke ændre på, så der er heller ikke nogen grund til at ærgre sig over det. Her må man bare acceptere, at når man vandrer i bjerge, har vejret sin helt egen og uforudsigelige agenda.

Dag 1: Selva di Val Gardena – Rifugio Puez:

8,3 km.

915 opstigende højdemeter

Ca. 3.5 – 4 times vandring

Snyd ikke dig selv for et stykke apfel strudel ved det hyggelige Rifugio Puez, når du er på hytte til hytte vandring i Dolomitterne. Selvom mange forbinder apfel strudel med noget tysk, er det på de fleste menukort i Sydtyrol/Alto Adige. Området er tydeligt præget af det tyske, hvilket giver et finurligt præg på kulturen – og på menukortene.

Rifugio Puez har kun fælles sovesale med køjesenge. Selvom der ligger tæpper, er det en god idé at medbringe sovepose eller lagenpose.

Beskrivelse:

Vi startede turen rundt i Puez-Odle National Park fra Selva di Val Gardena, som er et godt udgangspunkt for en del vandreture. Herfra kørte vi med vores udlejningsbil op til en gratis parkeringsplads, som du kan fange ved at køre ud af vejen Via Daunei. Hvis du ikke har bil, kan du sagtens starte turen fra Val Gardena. Det kan være en fin idé lige at forhøre sig på turistkontoret, der ligger ved hovedvejen.

Har du bil skal du nok komme tidligt på dagen for at få en parkeringsplads. Fra parkeringspladsen fanger du en sti mod nordøst. Dvs. den vej tilbage, hvor du lige er kørt op ad Via Daunei. Snart dukker et grønt og bakket landskab op og du møder et lille kapel, som fanger essensen af den norditalienske alpestemning. Vallunga er navnet på den frodige dal, du bevæger dig igennem på den første etape af hytte til hytte turen. Køerne græsser fredeligt, og klippevæggene der omkranser dalen, danner en enestående ramme om det smukke landskab.

Apfel strudel og yatzy

Turen fortsætter fladt et stykke endnu, men det er om at nyde det, for snart går turen opad. Stien bliver mere utydelig, mens ruten fortsætter op gennem de løse sten, hvor smeltevandet tydeligt har sat sine spor ned af bjerget. Men i takt med at pulsen stiger, bliver udsigten bedre og bedre. De kilometer vi netop har tilbagelagt i dalen kigger vi nu ned på. Det er tydeligt at se, hvordan dalen er blevet formet af istidens gletsjere, der har banet sig vej gennem de massive bjerge. Med Vallunga i ryggen fortsætter vi ufortrødent videre, indtil den første hytte kommer til syne. Rifugio Puez ligger godt beskyttet mellem klipperne, så vi starter med at nyde en kop kaffe på terrassen, hvor vi er beskyttet mod blæsten.

Efter vi har fundet os til rette i køjerne i den fælles sovesal, går vi ned i hyttens restaurant/spisesal. Da klokken kun er 15.00, tillader vi os at dele en halv flaske vin, mens vi spiller yatzy, læser og nyder udsigten til bjergene. En italiensk familie deler ud af deres hjemmebryggede snaps lavet på nogle lokale bjergblomster. Det smager frygteligt, men bidrager til en hyggelig stemning, mens vi hører lidt om deres vandretur.

Efter aftensmaden nyder vi desuden et stykke apfel strudel, inden vi går tidligt i seng, så vi er friske til næste dags vandring.

Dag 2: Rifugio Puez – Rifugio Genova

12 km.

645 opstigende højdemeter

Ca. 4 – 4.5 times vandring

Rifugio Genova er startstedet for den populære vandrerute Alta Via 2, så her er det en god idé at reservere et værelse et godt stykke tid i forvejen – især hvis du vandrer i højsæsonen. Der er både private værelser og fælles sovesale til rådighed. Sovepose er ikke nødvendig.

Dagen kan forlænges med en tur op til Sass de Putia. Det var vores oprindelige plan, da vi ankom tidligt til Rifugio Genova. Desværre var vejret ikke med os, så pga. regn og tåge ville det ikke give mening for os at bestige Sass de Putia, der ligger i næsten 3.000 meters højde. Vælger du at forlænge turen, skal du tillægge omkring 3 timer. Det kan være en god idé at ”checke ind” i hytten først. Så kan du spise en frokost og få et hvil inden turen mod toppen.

Beskrivelse: 

Vi vågnede op til en morgen med gråvejr og regn, så gårsdagens udsigt var ikke helt den samme. På turen videre fra Rifugio Puez er landskabet mere råt og barskt. Snart går det også stejlt nedad, hvor der er hjælpende kabler, der gør den stejle nedstigning lidt nemmere at håndtere. Men det skal siges, at det her kræver en hvis fysik. Her går det ikke med alt for stive led og skader. Nogle steder er det nødvendigt at vende sig rundt med næsen ind mod bjergsiden for at komme helskindet ned. Andre steder kræver det et lille hop. Det er egentlig ikke fordi turen er vildt svær, men for at undgå skader, kræver det koncentration at sætte fødderne korrekt.

Efter at have forceret sig frem på den anden side af bjerget, går det videre nedad i zagzag-sving gennem en stenet sti. Modgående vandrere er der ikke meget plads til på den smalle sti, men de dukker ikke desto mindre op. Ruten fra Rifugio Puez til Rifugio Genova følger nemlig Alta Via 2 i den modsatte retning.

Vejret klarer ikke op, og det giver selvfølgelig en anden stemning at vandre i regn og blæst. Vi udveksler ikke så mange ord, men stopper alligevel op for at tage billeder, når skyerne fejer ind over bjergene – og med korte mellemrum tillader en åben passage til det grønne og stenede landskab nedenfor.

Men selvom skyerne gemmer alle de smukke udsigter fra os, kan vi stadig se, hvordan landskabet pludselig går over i bølgende grønne bakker med små hytter, der ligger spredt rundt omkring. Mange af hytterne skulle efter sigende være til dem, der passer kvæget, der i ægte alpestil græsser rundt omkring. Det er svært at se dyrene i tågen, men klokkerne om halsen afslører, at de ikke er langt væk.

Alpehytte-stil og varm kakao

Da vi når Rifugio Genova er vi godt våde. Som de optimister vi er, har vi ikke taget ordentligt regntøj med. Kun et par regnslag, der er ret irriterende at gå med i blæsevejr, skulle jeg hilse og sige. Vi savner også handsker og hue, selvom vi kun er i starten af september. Heldigvis har jeg min Buff, der på glimrende vis fungerer som pandebånd og holder ørerne tørre og varme.

Hytten byder på varme og er i det hele taget virkelig hyggelig. Den hyggelige alpestil passer næsten til det våde vejr, og det samme gør den kop kakao, som vi ikke er ret lang tid om at fortære. Men vi har lidt svært ved at se, hvordan vi skal få tiden til at gå resten af dagen med den tykke tåge, der omsvøber hele området.

Vi låner derfor fastnettelefonen og ringer til Rifugio Malga Brogles og hører om de har plads til os i nat i stedet for dagen efter. Det har de desværre ikke, så vi finder vores værelse og tænker over, hvad der skal ske med resten af turen. Hvis vejret klarer op dagen efter, tager vi turen til Sass di Putia som det første og overnatter ved Malga Brogles som oprindeligt planlagt. Men hvis det stadig er skyet og vådt, dropper vi den sidste nat og går hele vejen tilbage mod bilen.

Desværre bliver det sidstnævnte plan, vi holder os til. Til gengæld får vi en god sidste nat ved Rifugio Genova, og vi får da også resten af dagen til at gå med planlægning, spil, læsning og en masse snacks.

Dag 3: Rifugio Genova – Selva di Val Gardena (parkeringspladsen ved Via Daunei)

20,5 km.

820 opstigende højdemeter

Ca. 8 timers vandring

Turen fra Rifugio Genova tilbage til Val Gardena er lang, men der er mulighed for pauser undervejs i forskellige hytter. Det hårdeste stræk kommer lidt efter Rifugio Malga Brogles, men belønningen er, at du når til Seceda – uden at have taget en svævebane op. Der er altså bare noget fedt ved selv at gå op til de populære udsigter. Det er derfor en strækning jeg helt klart vil anbefale, når du er på hytte til hytte vandring i Dolomitterne. 

Beskrivelse:

Som et spændt barn på juleaften ruller jeg gardinerne væk fra vinduet næste morgen. Desværre må jeg konstatere, at vejret ikke er blevet meget bedre, men det er dog klaret op omkring hytten. Vi går ned og spiser den udmærkede morgenmad og fortsætter så turen mod Rifugio Malga Brogles ad jeep-vejen på bagsiden af hytten. Heldigvis er der kun støvregn i luften, så jeg håber på opklaring senere på dagen.

Mod Malga Brogles bliver turen mere og mere frodig, men de gode udsigter må vi overlade til fantasien. Dog laver skyerne huller fra tid til anden, der afslører, at vi befinder os i utroligt smukke omgivelser. Men da vi når til Malga Brogles, er tågen kun blevet tykkere. Hytten kommer meget pludseligt til syne, og vi går ind og får et lille hvil og en kop kaffe. Når vi kigger ud af vinduerne ser vi kun den hvide tåge. Jeg prøver at huske på de meget idylliske billeder, jeg har set af hytten og området hjemmefra. De grønne græsmarker og de takkede bjerge, der omkranser hytten. Det kan kun være et flot syn at møde i virkeligheden, men det må vi have til gode til en anden gang.

På turen videre fra Rifugio Malga Brogles går det snart stejlt opad – og det fortsætter og fortsætter opad i zigzag. Måske er det de tætte skyer og dermed manglende ilt. Måske er det manglen på udsigt og dermed belønning. I hvert synes jeg, at strækket er enormt hårdt, og jeg gisper efter vejret indtil jeg tror, at vi er vi ved at være oppe. Men der mangler lige endnu et stræk med kabler, der trods alt gør opstigningen lettere – og lidt vildere.

Seceda 2500 m.

Ved toppen er det som at træde ind i et helt andet landskab. Skyerne skaber lidt plads og afslører et grønt og bølgende landskab, der står i kontrast til den rå klippevæg, vi netop har forceret. Desværre får vi aldrig helt den åbning i skyerne, vi havde håbet på. Seceda har længe været på min bucket list, og selvom jeg har stået der, føler jeg ikke helt, at jeg har set det ordentligt. For det har jeg heller ikke. Men egentlig er skuffelsen først blevet større bagefter. I situationen er der jo ikke så meget at gøre ved det – vejret går sin egen gang.

Mellem murmeldyr og bølgende bakker går vi videre og holder frokostpause ved Troier Hütte. I et kort øjeblik brænder solen igennem skydækket og giver os noget af den varme som gjorde, at vi få dage forinden vandrede i shorts og t-shirt.

Fra Troier Hütte er der stadig et godt stykke tilbage til bilen, men turen er nem og byder ikke på de vilde højdemeter. Turen passerer også Rifugio Firenze, hvor man også kunne have valgt at blive en nat. Vi fortsætter dog videre uden stop, og i takt med, at regnen tager til og lyn lyser himlen op, har vi det helt fint med at være tilbage ved bilen.

Der er ingen tvivl om, at vi har en masse udsigter til gode fra turen. Jeg kommer meget gerne tilbage til området, for der er så mange fantastiske muligheder for hytte til hytte vandring i Dolomitterne. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage en hel uge i hytte til hytte, men det var også rigtig fint med en lille forsmag.

Husk også at læs med om hytte til hytte vandring i Slovenien.

Praktisk info:

Uanset om det er en kort eller lang tur, så tænker jeg, at disse praktiske tips kan bruges, når du skal vandre hytte til hytte i Dolomitterne. 

• Husk kontanter – både til at betale dine overnatninger og dine måltider. Overnatninger koster alt mellem 25-60 euro pr nat afhængig af sted og privat værelse eller dorm room.
  
  

• Book i god tid – især i højsæsonen. De fleste hytter har efterhånden hjemmesider med kontaktoplysninger. For det meste skal man ringe og booke pr. telefon.
  
  

• På siden her finder du et godt overblik over de forskellige hytter (men vær opmærksom på, at det ikke er sikkert, at alle hytter er med)
  
  

• Det kan være en god idé at medbringe hjemmesko eller sandaler til brug i hytterne. For det første er det rart at komme af med de tunge støvler. For det andet er det god kutyme i hytterne, at man stiller støvlerne.
  
  

• Nogle hytter har private værelser – andre har ikke. Og de private værelser bliver også booket op først. Husk ørepropper, hvis du ender på sovesal med en snorker.
  
  

• Nogle hytter har rent sengetøj og dyner som standard og hos andre hytter kan man leje begge dele. Smartest er det selv at medbringe en let sovepose. Så er man altid på den sikre side. Spørg evt. ind til det, når du ringer og booker.
  
  

• Uanset om vejret er uforudsigeligt eller ej, er det en god idé at have nogle spil og en bog med til underholdning – afhængig af hvor lange vandredage, du har. Men det er nu rart at have plads til lidt hygge og afslapning.
  
  

• Ikke alle hytter har sæbe på toiletterne. Husk håndspritten, og hvis du er lidt sart ligesom mig, kan det også være en god idé at have sæbe med. Jeg har sådan en lille pakke med sæbe, der er virkelig smart at have med på vandreture.
  
  

Indlægget Hytte til hytte vandring i Dolomitterne – vandreferie i de italienske alper blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Dolomitterne i de norditalienske alper strækker sig over et meget stort område. Fra regionerne Veneto og Trentino til det tyskprægede Sydtyrol/Alto Adige, rejser bjergvægge og klippespir sig i storslåede formationer. Derfor er det heller ikke særligt nemt at finde hoved og hale i, hvor der er de bedste muligheder for vandring i Dolomitterne. Hvert område leverer naturoplevelser i verdensklasse, og det er ikke svært at se hvorfor Dolomitterne er en populær destination både sommer og vinter.

Vi valgte at fokusere mest på Sydtyrol/Alto Adige, der grænser op mod Østrig. Her finder man en masse naturparker, der er spækket med alt, hvad naturhjertet begærer. Selvom jeg ikke ved, hvad jeg ellers er gået glip af, så ved jeg, at jeg ikke kunne have ønsket mig mere af et vandreområde end det, vi fandt i Sydtyrol.

Hjertevarm hytteovernatning på vandring i Dolomitterne

På mange måder var Dolomitterne i virkeligheden meget, som jeg havde forestillet mig; Takkede bjergtoppe og storslåede udsigter blandet med bølgende grønne bakker som taget ud af The Sound of Music.

Hytter er der ligesom bjerge ikke mangel på i Norditalien. Vi kom forbi mange hytter på vores ture, for det er noget af det unikke ved at vandre i Dolomitterne. Det er næsten altid muligt at komme forbi en hytte og få et varmt måltid mad eller en overnatning. Vi tog da også en lille hytte til hytte tur. Men både dagen før og efter vores hytte til hytte vandring i Dolomitterne havde vi tid til en dagsvandretur. Turene kan du læse mere om herunder.

Val Fiscalina Tour

Start/slut: Dolomitenhof

Længde: 17 km

Højdemeter 1.225 m.

På den første tur valgte vi at tage hen og se de legendariske bjergformationer Tre Cime di Lavaredo eller Drei Zinnen, som de tre bjergspir hedder på tysk.

 Fra Dolomitenhof går turen mod den første af de fire hytter, som vandreruten går forbi. Der er derfor rigeligt med muligheder for at tanke op på mad og væske undervejs. Vi havde selv vand og snacks med, men undlod at medbringe frokost, da der er noget virkelig hyggeligt ved at holde frokost ved en hytte i bjergene. Det kan bestemt anbefales, selvom jeg også altid er fan af en uforstyrret picnic med medbragt mad.

Det første stykke af turen er fladt, men med det samme er der udsigt til de bjerge, som man bevæger sig hen mod. Lad dig ikke skræmme af, at der er mange andre mennesker det første stykke. Vi var omringet af en stor flok pensionister, da vi startede turen, men vi fik hurtigt rystet dem af os. Lad dig heller ikke skræmme af de store menneskemængder ved Rigugio Fondo Valle, som kun ligger omkring 20 minutters gang fra Dolomitenhof. Vi havde blot en tissepause og skyndte os videre for at slippe for menneskemængderne. I stedet nød vi udsigten mod Cima Una og fortsatte mod stiens forgrening, hvor vi gik venstre ad rute 103.

Idylliske Rifugio Zsigmondy-Comici

Nu begynder turen opad, men hele tiden ændrer landskabet sig, og for hver stigning tegner der sig nye positurer og vinkler i både forgrund og baggrund. Det resulterer i mange billedpauser, som også altid er en god undskyldning til at snuppe en håndfuld trailmix.

Efter en længere zig-zag stigning kommer Rifugio Zsigmondy-Comici til syne. Hytten ligger fantastisk idyllisk med udsigt til Croda dei Toni og omkranset af klipper med græspletter, der indbyder til et hvil.

Når turen fortsætter, skal du gå mod øst over de grønne græspletter, hvor du efter lidt tid kan fange rute 101. Her stødte vi på mindetavler fra 1. Verdenskrig, der mindede os om, hvor vanvittig en krig det var. Det er svært at forestille sig, at der skulle gå tropper rundt oppe i bjergene og endnu sværere at forestille sig, at så grusomme hændelser kan foregå i så smukt et landskab. Nogle gange er det godt at blive mindet om fortiden for at kunne sætte pris på nutiden. Jeg gik i hvert fald lige i stilhed et par minutter og forestillede mig de trætte og udmattede soldater med tunge støvler og alt for meget oppakning. Pludselig føltes min egen krop en hel del lettere. Jeg kunne ikke andet end have ondt af de stakkels soldater, der mistede deres liv i de smukke, men barske og ubarmhjertige omgivelser.

Hvis du er interesseret i historie og 1. Verdenskrig og gerne vil kombinere det med vandring, er Dolomitterne det oplagte valg. Der findes mange stier, der tager dig gennem fortidens krigsruter – blandt andet The Cinque Torri Circuit, The Lagazuoi Tunnels og The Kaiserjäger Route.

Frokost med udsigt hos Rifugio Pian di Cengia

Inden den tredje hytte på turen, kommer til syne, viser den smukkeste udsigt sig ud over Dolomitternes fantastiske bjerge. De rå bjergtoppe står som takkede mønstre i horisonten og giver lyst til at begive sig endnu dybere ind i det betagende landskab. Det er lige præcis sådanne øjeblikke, der gør vandring i Dolomitterne til en uforglemmelig oplevelse.

Vi nyder udsigten og får en god tår vand, mens solen brager ned på os fra himlen. Herefter fortsætter vi ad rute 101 og følger skiltningen mod Rifugio Pian di Cengia, der ligger godt beskyttet mellem store klippestykker. På den hyggelige terrasse holder vi dagens frokostpause. Ikke mange terrasser har udsigter som den ved Rifugio Pian di Cengia. Måske skyldes det udsigten og den fysiske udfoldelse, men mine knödel smager helt fantastisk, og kan bestemt anbefales, hvis det lokale køkken skal afprøves.

Rifugio Locatelli ved Tre Cime di Lavaredo

Fra hytten fortsætter ruten ad 101 indtil en forgrening, hvor rute 101 begynder at gå nedad i zigzag mod et lille bassin med azurblåt vand, som pryder udsigten. Stien snævrer ind, og det kræver lidt koncentration ikke at glide i de løse sten. Derfor kræver det et par stop for at nyde udsigten på højre side, der snart omfatter to små tvillingesøer, Laghi dei Piani.

Snart dukker Rifugio Locatelli op i forgrunden. Det ses tydeligt, at hytten ikke så underligt er en af de mest besøgte i Dolomitterne. Placeret lige overfor Tre Cime di Lavaredo, udgør Rifugio Locatelli et fremragende udsigtspunkt til de tre ikoniske bjergtinder, der står som skåret ud i landskabet. Jeg forestiller mig, hvordan de tre tinder har skubbet sig op ad jordoverfladen med bragende kraft – som nye voksentænder, der presser sig op gennem tandkødet.

Hvis der er tid til det, inden turen går tilbage, indbyder området til udforskning for at komme lidt væk fra menneskemængderne. Der er masser af luft omkring Rifugio Locatelli, så menneskemængden virker ikke uoverskuelig. Alligevel kan det være rart at træde et par skridt væk fra de mest befærdede steder.

Mod vejs ende

Da vi bevæger os videre ad rute 102, går der heller ikke mange sekunder, før vi igen er næsten alene på vandrestierne. Vi krydser et par steder med rindende vand, men det er ikke noget mine vandresko ikke kan holde til.

I takt med at det nu begynder at gå nedad bliver landskabet mere og mere frodigt. Nåletræer begynder at titte frem og et lille vandløb, der sikkert ikke er nær så tørt i forårsmånederne, følger ruten på højre hånd. Efter en varm vandringsdag var det lækkert at gå ned og kaste noget koldt vand i hovedet. Det friskede mig op, inden turen fortsatte mod Rifugio Fondo Valle og videre tilbage til Dolomitenhof.

Turen kan helt klart anbefales. Den er fremkommelig for de fleste og byder på virkelig smukke udsigter. En klar anbefaling herfra, hvis du gerne vil på vandring i Dolomitterne uden overnatning og også gerne lige vil forbi Tre Cime di Lavaredo.

Alpe di Siusi / Seiser Alm

Svævebanen fra Siusi/Seis til Seiser Alm – Alpe di Siusi

På vores sidste dag, efter vores hytte til hytte tur, tog vi på endnu en dag med vandring i Dolomitterne. Dagen og natten forinden havde stået på snevejr. Vi var godt nok forberedt på, at vejret kan være omskifteligt i bjergene. Men vi havde alligevel ikke troet, at vi ville gå fra 25 grader til snevejr på blot et par døgn. Det siger noget om, at det kan være ret uforudsigeligt at vandre i Dolomitterne.

I stedet for at planlægge en rute på forhånd, valgte vi at tage svævebanen fra Siusi til Alpe di Siusi/Seiser Alm. Det passede godt til vores temperament at kunne gå lidt rundt, som vi havde lyst til. Der er nemlig masser af stier at vælge imellem, når du stiger af svævebanen. Landskabet er også en del anderledes end det, vi var stødt på i dagene forinden. Alpe di Siusi er utroligt idyllisk og de snedryssede bjergtoppe gjorde bestemt ikke idyllen mindre. Tværtimod stod de hvide plamager af snefald i skarp kontrast til det grønne græs, hvor køer og heste stadig stod og græssede.

Vejret indbød til en kop varm kakao ved en hyggelig lille hytte. Herefter gik turen videre gennem skov, forbi små floder og videre tilbage mod svævebanen. Alpe di Siusi er så absolut et besøg værd. Jeg ville ønske, at vi havde haft mere tid til at udforske det idylliske alpeområde, hvor udsigten til storslåede bjerge

Praktiske tips til vandring i Dolomitterne

• Ved Dolomitenhof er der parkeringspladser mod betaling. Kom tidligt på dagen i højsæsonen for at få en plads.
  
  

• Skal du med svævebanen til Alpe di Siusi, er der rig mulighed for parkering. Der går også busser til Siusi/Seis.
  
  

• Hvis man gerne vil have et overblik over dagsvandreture i Dolomitterne, kan jeg anbefale bogen “Shorter Walks in The Dolomites”.
  
  

• Ikke alle hytter tager Visa. Husk at have kontanter med, hvis du vil tanke op med mad og drikke undervejs.
  
  

• Vejret! Som altid, når man befinder sig i bjergrige områder, kan vejret være lidt af en drillepind. Selvom det er sol og 25 grader den ene dag, kan det sagtens være snevejr den næste. I starten af september, som ellers skulle være en stabil måned, fik vi  vejrets uforudsigelighed at mærke.
  
  

• Husk derfor tøj, du kan bygge op i lag, når du vandrer i Dolomitterne. En buff kan bruges både som halsvarmer og pandebånd, og det fandt jeg meget nyttigt. Tynde handsker er også en god investering. Mange ruter har også sektioner med wire (via ferrata), så her beskytter handsker også hænderne.
  
  

• For at gøre forvirringen omkring sproget komplet, står vejskiltene oftest på både tysk, italiensk og ladinsk. Sidstnævnte er et gammel lokalt sprog, der primært findes i Dolomitterne. Derfor handler det om at have tungen lige i munden, når der sammenlignes kort og planlægges ture. Det er i hvert fald en god ting at have i baghovedet, at byerne har tre forskellige navne. På vandreturene synes jeg ikke, at det var et problem, men i bil var det lidt svært at navigere rundt i.
  
  

• Hytterne har også både tyske og italienske navne. Jeg bruger generelt de italienske.

Indlægget På uforglemmelig vandring i Dolomitterne blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Blot en times kørsel fra lufthavnen i Ljubljana tårner de Julianske Alper sig op, og får landet til at syne større end de 20.273 km2. Sloveniens eneste nationalpark, Triglav National Park, venter forude med alverdens vandreeventyr og billedsmukke landskaber.

Mindre end halvt så stor som Danmark og fire gange mindre end nabolandet Østrig, gemmer Slovenien sig mellem nogle af Europas større og mere velkendte spillere. Men lad dig endelig ikke snyde af størrelsen. Hvad Slovenien mangler i areal, har det fået i skønhed og idyl. Det lille land af et frimærke er plastret til med alt, hvad naturhjertet begærer. Der er nemlig rige muligheder for at vandre i Slovenien. Her kan du opleve den skønne natur, som er presset ind på så lidt plads, at du bliver overvældet, hvor end du kigger hen.

Vandre i Slovenien fra hytte til hytte

Slovenien byder oven i købet på noget for enhver vandre-entusiast. Det bedste af det hele er, at det kan gøres uden særligt meget bagage på ryggen. Ligesom i mange af Sloveniens nabolande, findes der et unikt net af hytter i bjergene, som gør hytte til hytte vandring i Slovenien muligt.

For mig var det første gang, at jeg stiftede bekendtskab med at sove i hytte i bjergene, og jeg er fuldstændigt solgt. Det giver nogle flere muligheder rent fysisk, når man ikke slæber rundt på telt, trangia og frysetørret mad. Flere højdemeter, længere distancer og meget mere bevægelsesfrihed er, hvad man bliver belønnet med. Jeg siger ikke, at det er en leg at vandre hytte til hytte i Slovenien. Men det er i hvert fald rart at slippe for ryg- og nakkesmerter, der kan gøre enhver vandretur til lidt af et mareridt.

Sloveniens Stolthed

Med kun fire overnatninger i det lille naturparadis, var det om at vælge med omhu, hvad vi skulle bruge tid på. Selvom landet ikke er stort, er det spækket til med bjerge, grotter, søer, vandfald og hyggelige små landsbyer. Alt sammen bidrager til den helt rette alpe-stemning. Vi valgte kun at bruge tid i nationalparken med en to-dages vandretur i Triglav National Park som højdepunkt. Det skulle vise sig at være et fornuftigt valg. For selvom Sloveniens naturperler strækker sig meget længere end til nationalparkens grænser, så må Triglav og de Julianske Alper være Sloveniens absolutte stolthed. Måske næst efter den ikoniske Lake Bled, der ligger lige uden for nationalparkens nordvestlige hjørne. Bled må siges at være en sand turistmagnet i landet, der ellers ikke er overplastret med turister.

Stilhed og uforstyrrede vandrestier

Vi var derfor glade for, at vi tilbragte den første nat lidt uden for Polje ikke mange kilometer fra søen Bohinj. Den mindre kendte sø fandt jeg langt mere charmerende end Bledsøen, hvis mystik og ikoniske ø med kirkespiret bestemt heller ikke skal underkendes. Slet ikke, hvis man er til steder som minder mere om en sydeuropæisk badeby end et skjult vandreparadis. Men det var nu heller ikke hverken Bled eller Bohinj, der havde trukket os til Slovenien. Omend Bohinj var skøn at bade i og smukt omkranset af bjerge. Virkelig et dejligt sted – nok især for børnefamilier, der sætter badefaciliteter høj.

Vi var dog kommet for at vandre i Slovenien, opleve de Julianske alper, bjerghytterne, stilheden og de uforstyrrede vandrestier. Og selvom vi kun havde to dage på vandrestierne – hvilket siger sig selv, er alt for lidt – fik vi alligevel en god fornemmelse for de vandremuligheder, Slovenien byder på.

På kort tid faldt jeg i hvert fald pladask for det lille land svøbt ind i grønne tæpper af græs, der glider uforstyrret henover de bakkede landskaber og vidner om de højere bjerge, der venter forude. For bjergene venter, og derfor er det bare om at komme i gang med at vandre i Slovenien. Måske er det ikke de allerhøjeste bjerge der venter, sammenlignet med resten af Europas alper. Til gengæld byder de Julianske Alper på en anden slags storslåethed og intimitet. Her handler det  ikke bare om at være størst, men om evnen til at trænge ind under huden. Sidstnævnte opnår de Slovenske bjerge til perfektion.

Læs mere om vores hytte til hytte vandring i Slovenien her, som endte ud i rystende ben og minder for livet.

Indlægget Vandre i Slovenien – Europas skjulte naturperle blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Min krop er segnefærdig, og solen er ved at gå ned. Snart vil mørket lægge sig over vandrestien, så der er ikke tid til lange pauser, selvom mine ben er begyndt at ryste under mig, og mit syn begynder at sløre mere, end hvad min nærsynethed normalt tillader. På det sidste stykke ned ad bjerget føler jeg, at hele mit system snart lukker ned – der er simpelthen ikke mere at give af. Snackposen er tom, og det samme er min energitank.

Da bilen endelig kommer til syne på parkeringspladsen, får jeg alligevel samlet de sidste kræfter sammen til at strække ud. Hvis der er noget jeg har lært på mine vandreture, så er det, at udstrækning altid er godt givet ud. Måske især efter 12 timers bjergvandring. Mens jeg sidder i græsset og forebygger ømme balder, synger tinitussen for mine ører. Men jeg er alligevel glad og stolt. Jeg er måske mere stolt end nogensinde – i hvert fald i det øjeblik, hvor en 12 timers vandretur netop er afsluttet.

Fantastisk og udfordrende på samme tid

Med rystende hænder finder jeg mine briller i bilen og fatter næsten ikke, at mine ben har ført mig fremad i så mange timer. Jeg er klar over, at jeg har presset mig til det sidste, hvilket måske nok ikke skal ske igen – lige med samme i hvert fald. Det tyder mine blodsprængte øjne og den dundrende hovedpine på.

Men sikke en dag til gengæld! Slovenien har vist sig fra sin fineste side, og de smukke bjergtoppe mod den blå himmel står printet i min hukommelse. Dagen har budt på minder, som jeg aldrig vil glemme. Netop det, elsker jeg ved hytte til hytte vandring i Slovenien. Uforudsigeligheden, spændingen, skønheden, udfordringen. Det lille frimærke af et land har bestemt ikke skuffet på de parametre, og jeg vil til hver en tid anbefale andre at vandre i Slovenien.

Dag 1: Koča pri Savici – Koča pri Triglavskih jezerih

5,5 km.

1.050 opstigende hm

Natten forinden har vi tilbragt i en af de 181 hytter, Slovenien gemmer på. Det er ikke helt så lidt for et land, der er halvt så stort som Danmark. Hytterne giver vandrere mulighed for at få et måltid mad og et sted at sove, hvilket gør hytte til hytte vandring i Slovenien ret fantastisk og overskueligt. Hytterne fungerer heller ikke kun som et tag over hovedet. Det er også et møde med en helt speciel kultur, hvor vandrere og ligesindede mødes og udveksler anerkendende blikke samt deler deres unikke vandreoplevelser.

Da vi dagen forinden ankom til hytten med bjergvægge og søer omkring sig, havde vi kun gået en mindre vandretur på tre-fire timer. Vi startede vores hytte til hytte vandring fra parkeringspladsen ved Koča pri Savici, hvor vi først tog en afstikker til vandfaldet Slap Savica. Ikke en specielt nævneværdig tur, men til gengæld tog det ikke mere end knap en time at gå frem og tilbage. Herefter satte vi kursen mod Koča pri Triglavskih jezerih, hvor vi skulle tilbringe natten.

Frokostpause ved Black Lake

Turen startede med at gå stejlt opad, og foran os havde vi 1.050 højdemeter fordelt ud over 5.5 km. Nogle steder var der sat wirer op til at holde fat i, hvilket gav lidt ekstra thrill til turen.

Da de fleste og hårdeste højdemeter var klaret, kom vi til The Black Lake, hvilket var et oplagt sted til at nyde vores frokost. Der havde været en del andre vandrere på vejen op, og selvom der også var andre, der gjorde pause ved søen, var det nemt at finde et uforstyrret sted på nogle af de mange store klipper, der omkransede søen. Vi overvejede et øjeblik om vi skulle bade, men valgte i stedet at fortsætte videre op til hytten og vores logi for natten.

Harmonikaorkester i Sloveniens bjerge – ja, du hørte rigtigt

Efter frokostpausen fortsatte vi vandringen gennem skov, og vi så, hvordan landskabet blev mere og mere frodigt jo mere skygge træerne tillod. Bregner tittede frem i skovbunden og stod som stærk kontrast til den varme og stenede bjergskråning vi lige havde bevæget os op ad. Fra den første sø var resten af turen til hytten ret fremkommelig, og selvom vi stadig havde god energi i benene efter kun knap 4 timers vandring, var der noget helt specielt ved at se hytten komme til syne i forgrunden.

Da skoven munder ud, troner hytten i den mest idylliske setting omkranset af bjerge, der spejler sig i søernes blå overflade. Der er ikke noget at sige til, at hytten er populær som stop på en hytte til hytte vandring i Slovenien. Ikke nok med, at den ligger fantastisk, så ligger den også et sted, der er ret fremkommeligt. Stedet emmer derfor af liv og glade dage, selvom jeg også tror, at vi var så (u)heldige at rende ind i en stor rejsegruppe. Gruppen skulle også vise sig at være et harmonikaorkester, hvilket var ret stemningsfuldt lige indtil, det var sovetid. Vi havde nemlig en 12 timers vandredag foran os, og skulle derfor tidligt op næste dag.

Tiroler-lykkepiller

Skæbnen ville, at harmonikaorkestret var vældigt feststemte. Det blev ikke bedre i takt med mængden af alkohol, de kørte indenbords. Vi var landet midt i en fest på tiroler-lykkepiller, hvilke ikke stemte så godt overens med hyttens beliggenhed i de rolige bjergomgivelser. Jeg havde nok mere forestillet mig en retræte-stemning med trætte hikere, der mest af alt gerne ville sove.

Dagen havde ellers bare stået på total afslapning, efter vi ankom til hytten allerede ved 15 tiden. Vi slappede af ved søen, læste i vores bøger og nød et par øl over et spil Yatzy. Ved aftentid blev vi mætte i maverne af gullasch, polenta og apfelstrudel. Stemningen var lige i øjet, og vi blev siddende ude efter det blev mørkt, pakket ind i vores tøj. Jeg faldt i snak med en tysk familie, der skulle bestige Triglav med deres mindste søn på ni. Virkelig sejt, og præcis sådan jeg håber at blive, når jeg engang får børn.

Dag 2: Koča pri Triglavskih jezerih – Veliko Špičje – Koča pri Savici

17,5 km.

750 opstigende højdemeter, 1.750 nedstigende

Mange frustrationer senere faldt harmonikaorkestret omsider til ro ved 1-tiden. Det lykkedes os endelig at falde i søvn, men vi var langt fra udhvilede, da vækkeuret ringede 6.30 næste morgen. Vi var langsomme om at pakke vores tasker og sad og hang lidt over morgenkaffen. Først ved 8 tiden satte vi i gang med dag to, som skulle vise sig at blive en fantastisk vandredag, omend den næsten knækkede mig fysisk.

Det var en flot morgen, og den kølige og fugtige luft virkede forfriskende på de tunge øjenlåg. Solen var endnu ikke kommet over bjergenes toppe, da vi fangede stien bag hytten. Nu satte vi kursen mod Veliko Špičje i 2.398 m. højde. Som minutterne gik, steg solen på himlen, og vi bevægede os samtidig højere og højere op.

Et gisp efter vejret

Snart var vi badet i sol og sved, alt imens vi bevægede os gennem til tider ret stejle passager. Den frodige natur vi var startet i, blev snart erstattet af et mere barskt og stenet landskab. Men et hurtigt kig over skulderen afslørede de frodige bjergformationer, vi havde lagt bag os. Flere gange måtte jeg gispe en ekstra gang efter vejret. Først og fremmest fordi vi tilbagelagde højdemeter efter højdemeter i den bagende sol. Langt hen ad vejen også fordi, at synet der ventede over skulderen kun blev smukkere og smukkere, jo højere vi kom op.

Højere op kom vi i hvert fald. Den sidste vej mod toppen steg stejlt opad med flere passager, hvor wirer og hjælpende fodtrin gjorde opstigningen lettere. Flere steder måtte der klatres på alle fire, og jeg tror faktisk, at det er første gang, jeg oplevede det på en vandretur. Det giver lige et ekstra aspekt til vandringen, som jeg godt kan lide. I hvert fald så længe, at det bliver på det niveau. For jeg er ikke bjergbestiger eller klatrer, og jeg elsker heller ikke vandring nok til, at jeg gider sætte livet på spil for det. Men derfor kan man stadig godt sætte pris på lidt fysisk udfordring, der gør turen ekstra sjov.

I hjertet af Triglav National Park

Før vi fik set os om, stod vi på toppen, og sikke et sus! På toppen af Veliko Špičje står man i hjertet af Triglav National Park. Triglav Lakes Valley befinder sig på den ene side og Trenta Valley på den anden. Kronen på værket er selvfølgelig den vilde 360 graders udsigt. Herfra er der frit udsyn til Sloveniens højeste bjerg Triglav (2.864) mod nordøst. Det må næsten også have været Østrigs bjerge, som vi kunne skimte i horisonten. Det gav en følelse af at være hævet mere end 2.398 meter over havet.

Efter lidt afslapning og en masse billeder i kassen, fortsatte vi ufortrødent turen videre mod hytten Zasavska koča na Prehodavcih. Her vandrede vi ad bjergryggen, og jeg var flere steder glad for, at vi ikke skulle vige for forbipasserende vandrere. Faktisk havde vi kun mødt et par andre mennesker på toppen af Veliko Špičje. Bortset fra det, havde vi stierne for os selv. Det begyndte da også at blive sværere at finde vej i det bjergrige terræn. Men det var også som om, at turen blev mere autentisk i takt med, at stien blev mindre synlig.

Hytte med plads til fordybelse

Det lykkedes os at følge den rigtige vej gennem de græsgrønne bjergskråninger, der med tiden blev erstattet af mere øde terræn. Mest af alt mindede stedet pludselig om noget fra en anden planet. Det golde landskab afslørede tidens geologiske processer, og selvom middagssolen bagte uhindret ned på os, var jeg glad for, at vi ikke befandt os i tordenvejr. Her havde vi havde været lette ofre for farlige lynnedslag i det golde klippelandskab.

Omkring kl. 14.00 ramte vi endelig hytten Zasavska koča na Prehodavcih. Et meget charmerende og fredfyldt sted med langt færre besøgende end ved Triglav Lakes hut. Udsigten fra hytten byder oven i købet på fænomenale udsigter. Samtidig giver den øde stemning giver plads til fordybelse i den smukke omkringliggende natur. Jeg fortrød lidt, at vi ikke havde delt vores 12 timers vandretur op i to, så vi kunne blive natten over. Det var endda før jeg vidste, hvilke strabadser, jeg endnu havde i vente.

Den sidste af de syv søer

Med frokost i vores maver og høje på sukkeret fra den tiltrængte sodavand, gik turen nu tilbage mod Koča pri Triglavskih jezerih. Vi kom efterhånden forbi den sidste af de syv søer (Veliko Jezero), som i min optik næsten var den flotteste. Når solen tittede frem fra de skyer, der var kommet på himlen over frokosten, afslørede søen en fantastisk turkisblå farve. Vi spottede desuden et perfekt camp-spot nede ved søens bred. Trætte som vi var, fantaserede vi et øjeblik om, at vi havde telt med på ryggen.

Selvom jeg er blevet vild med hytte til hytte vandring i Slovenien, giver et telt giver fantastisk råderum og en masse fleksibilitet. Men der var ingen vej uden om. Der var stadig en del timer tilbage af gåturen. Selvom det først var efter, at vi havde passeret Triglav Lakes Hut, at trætheden for alvor satte ind, kunne jeg sagtens have slået lejr ved søen og vågnet op til en iskold morgendukkert næste dag.

At finde styrke i begrænsninger

Turen fra Triglav Lakes Hut blev lang. Meget længere end den havde været dagen forinden. Først og fremmest krævede det stor koncentration at sætte fødderne de rigtige steder i det nedadgående terræn fyldt med løse kalksten. En større udfordring end som så, for det var ikke kun mine ben, der var trætte. Mit hoved var også mættet af sol, oplevelser og indtryk på vores hytte til hytte vandring i Slovenien. Det kunne tydeligt mærkes i kroppen, at vi havde holdt en kort frokostpause grundet tidspres. Ingen gider vandre i mørke!

Og her befandt jeg mig så. På en vandresti i Slovenien, tømt for energi, med rystende ben og sløret syn. Men jeg var lykkelig, fri og hvad jeg manglede af energi, havde jeg i minder. Det eneste jeg ønskede, var en seng at i en seng. Men jeg ønskede bestemt ikke at være andre steder end lige der i nuet, hvor jeg mærkede min krop mere end nogensinde. Måske er det ikke lige målet at nå derud, hvor man bliver så træt og presser sin krop så hårdt. Men om ikke andet lærte det mig, at 12 timers vandring med min nuværende middelmådige form er for meget. Til gengæld fandt jeg ud af, at min krop kunne klare det og sikkert også mere til. Ikke fordi det skal handle om at presse sin krop til det yderste, men fordi der er en styrke i også at kende til sine begrænsninger.

Husk at turen kan forlænges med to overnatninger, hvis du gerne vil dele den lange vandringsdag op i to. Husk i så fald at booke overnatning ved hytten Zasavska koča na Prehodavcih i forvejen. 

Husk også at læse om hytte til hytte vandring i Dolomitterne lige her.

Indlægget Hytte til hytte vandring i Slovenien – segnefærdig i Triglav National Park blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Nu er der ikke mange dage til, at den står på bryllupsrejse. Kan i allerhøjeste grad anbefale det der med at blive mand og kone. Man bliver helt høj af det – og så er det jo en fremragende “undskyldning” for at komme ud og rejse. Glæder mig derfor vildt meget til at leve lidt videre på bryllups-adrenalinen, når turen går til Slovenien og Italien. Lidt atypisk for en bryllupsrejse, at den først og fremmest kommer til at foregå med vandrestøvlerne på. Men det kan jo ikke være anderledes, når man lever og ånder for at komme ud og vandre i bjergene.

Valget om at tage til Slovenien og Italien handler mest af alt om, at jeg gerne vil udforske Europas storslåede natur. Det er ikke altid nødvendigt at sidde i et fly i 12 timer for at komme ud på en storslået rejse. Sidste år stod den fx på vandring i Picos de Europa i Spanien. Selvom intet endnu har slået vandreturene i Yosemite, var det helt fantastisk at opleve den vilde natur, der kun befinder sig nogle timer væk med et fly.

Hytte-til-hytte vandring

I Slovenien ser jeg frem til at opleve Triglav National Park, som skulle være noget af en overset perle i Europa. Men turismen i Slovenien er vist efterhånden ved at sætte ind, så det er om at komme afsted, inden parken bliver overrendt. Skal naturligvis opleve søerne Bled og Bohinj, men jeg glæder mig især til at skulle ud og vandre med overnatning i hytte. Slovenien har et godt netværk af hytter – de såkaldte Koča. Det betyder fremragende muligheder for nogle succesfulde vandreture, fordi man slipper for at slæbe på telt, trangia osv.

Det samme gør sig gældende i Italien. I Dolomitterne skal vi også gå hytte-til-hytte. Her betegnes hytterne refugio, og de ligger med de mest spektakulære udsigter og serverer sågar lækker lokal mad. Lyder faktisk ret romantisk! Jeg glæder mig usigeligt meget til at gå om bord i pasta, apfelstrudel og et glas vin efter fysiske udfoldelser i de sydlige alper. Hvis der er noget, jeg holder af udover vandring, er det nemlig god mad og hygge.

Planlægning af bryllupsrejsen

Hele planlægningen af bryllupsrejsen tog lang tid. Som i meget lang tid. Dolomitterne strækker sig over et kæmpe areal, og det tog tid at finde ud af, hvor vi helst ville vandre. I Slovenien stødte jeg på samme problem. Triglav er ikke kæmpe stor, men smuk nok til, at man bare gerne vil se det hele. Og selvom turen nu er planlagt, ved jeg, at jeg langt fra kommer til at opleve alt det, jeg gerne vil. Sådan er det altid. Til gengæld glæder jeg mig til at dele mine oplevelser fra vandreturene og mine tips til planlægningen. Det er nemlig lidt omstændigt at booke overnatninger i hytter i både Slovenien og Italien. Dog er jeg sikker på, at det er alle planlægningstimerne værd! Så ja, jeg glæder mig som et lille barn til kærlighedsferie med vandrestøvlerne på

Indlægget Bryllupsrejse med vandrestøvler blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Min rejselyst er stor hele året rundt. Jeg går altid og tænker på nye destinationer og lader mig inspirere af rejseblogs og flotte billeder på Instagram. Hen ad vejen kan det dog blive svært at huske, hvilke steder, jeg allerhelst vil hen. Selvom det er meget svært at sortere i mine drømmedestinationer, har jeg derfor samlet 10 ikoniske vandreture, som jeg håber på at give mig i kast med på et tidspunkt i livet.

Forhåbentligt kan listen bruges som inspiration til jeres egne fremtidige vandreeventyr. Der er heller ingen der siger, at det absolut skal være de længere ture. Mange af ruterne ligger i områder, hvor der også er mulighed for fantastiske dagsture.

Kom gerne selv med andre gode forslag – jeg ved i hvert fald, at jeg altid kan bruge ny inspiration til spændende og ikoniske vandreture rundt omkring i verden. Jeg er fx lidt på bar bund, når det gælder Asien. Indien har jeg vandret lidt i, men jeg kunne godt tænke mig at blive klogere på mulighederne i fx Vietnam.

1. John Muir Trail (Californien) 245 km.

Der er flere grunde til, at John Muir Trail står som nummer ét på min liste. For det første er jeg håbløst forelsket i Yosemite National Park, og for det andet kunne jeg virkelig godt tænke mig at tage på en længere hike. I modsætning til hikes som Pacific Crest Trail og The Appalachian Trail, som tager omkring et halvt år, kan John Muir Trail gennemføres på omkring en måned, afhængig af formen. Måske lidt mere overkommeligt at lægge den tur ind i sit ferieskema.

Bevares, jeg har da eller anden fjern drøm om en dag at gå Pacific Crest Trail (hvilken hiker har ikke det?), men skal vi holde os i det realistiske, så er John Muir Trail et aldeles godt bud. Ruten starter i Yosemite Valley og går gennem både Yosemite- Sequoia- og Kings Canyon National Park. Alt det bedste fra Californien serveret på bare én rute.

2. Alta Via 1 og 2 (Italien) 330 km.

Et andet godt – og ikke mindst realistisk bud – er Alta Via, der tager dig gennem de italienske Dolomitter og de smukke alper i Gran Paradiso National Park. Det må være en helt fantastisk måde at opleve Norditalien på. Det bedste ved det hele er, at Italiens gode net af mountain huts gør det muligt at tage turen uden telt. Mindre vægt = gladere ryg! Desuden tilbyder mange af hytterne gode og nærende måltider, hvis den frysetørrede mad bliver lidt kedelig i længden. Jeg elsker at sove i telt, men jeg synes virkelig det er smart, at man kan gå så lang en rute uden at skulle slæbe på de ekstra kilo.

Turen tager mellem 15 og 20 dage, men den kan nemt deles op, så man kan gå enten Alta via 1 eller Alta Via 2. Jeg glæder mig til at få en smagsprøve på Dolomitterne, når jeg til sommer skal vandre blandt de storslåede kalkstensbjerge. Alta Via ruterne må jeg dog vente med til en anden gang.

3. Ausangate Trek (Peru) 80 km.

Sydamerika stiger altså i graderne på min bucket list. Især Peru står højt på min liste, for selvom jeg i en del år gerne har villet besøge Machu Picchu, har jeg fundet ud af, at Peru har så meget mere at byde på. De farverige bjerglandskaber har især fanget min interesse. Og på Ausangate Trek får man lidt af det hele – og med en masse kultur oven i hatten.

Ruten skulle være en af de lidt sværere, og kræver vist nok, at formen kan holde til højdemeterne. Til gengæld byder den 6-7 dages lange tur både på de ikoniske regnbuebjerge, små peruske landsbyer og græssende lamaer. Mere sydamerikansk bliver det ikke i min verden.

Det der især tiltaler mig ved Ausangate Trek er også, at landskabet ser så anderledes ud med de vilde farver – som om Gud lige har været ekstra gavmild med farvepaletten.

4. Wonderland Trail (staten Washington) 150 km.

USA har så mange unikke steder, at man aldrig ville kunne komme igennem dem alle på et helt liv. Næsten hver stat byder på fantastiske oplevelser, og staten Washington er vist ingen undtagelse. I Mount Rainier National Park er der rige muligheder for at blive væk i vildmarken samtidig med at få sig en på opleveren. Skulle jeg vælge én længere rute, skulle det være Wonderland Trail (navnet siger næsten alt). Turen kredser rundt om selve Mount Rainier, og jeg forestiller mig, at det giver mulighed for nogle ret imponerende udsigter til det 4.392 høje bjerg.

Højdemeterne skal man heller ikke være bange for på Wonderland Trail. Det skulle være en ret hård affære at give sig i kast med ruten, men hvis udsigterne svarer til anstrengelserne, er det garanteret fantastisk! De 150 km. kan klares på 10-14 dage.

5. Jotunheimen (Norge)

Vores naboland Norge kan noget helt specielt. Det føles så familiært at rejse i landet, men alligevel også meget anderledes. Jeg har ikke været i Norge siden jeg var barn/teenager, men der er vildt mange steder, jeg gerne vil besøge. Når det gælder de længere ture står Jotunheimen National Park højt på min liste. Parken byder på alt det, man kan ønske sig fra naturens hånd. Høje bjerge, vandfald, bjergsøer, gletschere… you name it!

Allerhelst ville jeg gerne tage turen tværs over nationalparken med start i Gjendesheim. Den fører dig gennem alt det bedste fra nationalparken på omkring en uge. Hvis man er rigtig sej, forlænger man turen og bestiger Galhøpiggen, som i øvrigt er Norges (og nordeuropas) højeste bjerg. Det kunne da være lidt sejt!

6. The Circuit Trail (Chile) 130 km.

Torres del Paine National Park i det sydlige Chile kommer med på min liste, fordi jeg har en stor drøm at opleve Patagoniens vilde og uspolerede natur. The Circuit Trail tager dig på 8-10 dage omkring nationalparken og dermed forbi både krystalklare søer, rå bjergspir og snedækkede bjergtoppe. I virkeligheden har jeg svært ved at vælge mellem Chile og Argentina, men Torres del Paine National Park ligger lige på grænsen af Argentina og er netop kendt for at vise nogle af Patagoniens smukkeste landskaber.

Jeg har også ladet mig fortælle, at det skulle være forholdsvis nemt at rejse rundt i nationalparken, da der trods alt er noget etableret turisme. Det kan som førstegangsbesøgende i landet være rart – så kan man altid tage på opdagelse i de mere uudforskede hjørner af Patagonien en anden god gang. Men med et areal på 1.814 km2 tænker jeg, at der alligevel er mulighed for nogle stille og alene-stunder på The Circuit Trail.

 7. Oregon Coast Trail (Oregon) 614 km.

Der er ingen der siger, at man behøver kaste sig ud i alle 600 km. i en enkelt thru-hike. Bare 1/3 af turen er jeg sikker på, giver uforglemmelige oplevelser, når man kaster sig over Oregon Coast Trail. Som navnet antyder, følger ruten hele Oregons kystlinje fra det nordlige Columbia River til grænsen til Californien.

Når ruten her er med på min bucket list, er det fordi, den tilbyder en anderledes vandretur. Frem for at sno sig gennem dramatiske bjerglandskaber, tager turen dig gennem billedsmukke sandstrande og frodige skovarealer. Tænk engang hvilke vilde solnedgange over Stillehavet, man får med sig i bagagen her. Er også sikker på, at frisk havluft og vind i håret kun kan gøre gode ting for sjælen. Jeg er klar!

8. The Rockwall Trail (British Columbia) 56 km.

Når jeg tænker over mulige rejsemål i Canada, tænker jeg altid på British Columbia. Kootenay National Park må her siges at have fanget mit øje. The Rockwall Trail er da nok også en af de mest ikoniske hikes i nationalparken, men det skal bestemt ikke holde mig derfra. Turen på omkring fem dage er oven i købet så overkommelig, at der også vil være plads til et par andre dagsture.

Alligevel tror jeg, at The Rockwall Trail byder på så meget, at fem dage godt kan stille i hvert fald noget af vandrelysten. Spejlblanke søer, et af Canadian Rockies største vandfald, blomstrende enge og ikke mindst dramatiske og storslåede bjergformationer vil vise sig for dig på den ellers korte distance, hvor der dog følger en del højdemeter med.

 9. Teton Crest Trail (Wyoming) 64 km.

Wyoming lyder måske ikke umiddelbart som et populært USA-rejsemål, men det gør bare stedet endnu mere fantastisk. Grand Teton National Park ser i hvert fald ud til sagtens at kunne hamle op med de mere kendte nationalparker i landet. Der er også bare et eller andet fedt ved at besøge nogle mindre kendte stater og virkelig få et indblik i, hvor meget USA har at byde på.

Teton Crest Trail kan vandres på omkring 2-5 dage afhængig af formen, og hvor meget man vil have ud af turen. Det ser i hvert fald ud til, at der er rige muligheder for at gøre en masse stop for at beundre de spektakulære udsigter. Blandt andet de tre bjergformationer (The Three Tetons), som parken har fået sit navn fra. At Grand Teton betyder store bryster er da bare et ekstra sjovt plus

 10. The Laugavegur Trek (Island) 55 km.

Vulkaner, lysegrønne bjergsider, vandfald, varme kilder, gletsjere – og jeg kunne blive ved. Island når lige at hoppe hive en plads hjem på min liste. Både pga. alle de ovenstående ting, som Island byder på, men også fordi naturen er så meget anderledes end andre steder i verden. Sådan er det jo gerne med vulkanøer, og egentlig stod Hawaii også og vaklede på min liste. Jeg valgte dog at have Island med – som den skandinaver, jeg nu engang er.

Selvom The Laugavegur Trek er en af øens mest populære ture og derfor også en af Islands mest ikoniske vandreture, må jeg her bare erkende, at jeg ikke kender Island godt nok til at være mere opfindsom. I øvrigt er der nok også en grund til at den 4-5 dages lange tur er blevet populær; vulkanskabte og frodige landskaber fyldt med et net af vandløb og storslåede udsigter gør, at jeg ikke er i tvivl om, at turen vil være en kæmpe oplevelse. For en længere tur, kan The Laugavegur Trek i øvrigt kombineres med Fimmvörduháls Pass, der lige giver turen en dag mere og tager dig forbi et spektakulært vandfald.

Indlægget 10 ikoniske vandreture på min bucket list blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Længde: 11 km.
Højde ved start: 1.200 m.
Højde ved Nevada Fall: 2.080 m.

Tag en shuttle bus til Happy Isles Trailhead eller start ved Curry Village for en lidt længere tur. Husk rigeligt med vand i rygsækken – vi vandrede i august, og det var virkelig en varm og svedig fornøjelse, når det ikke er længere oppe i højderne end 1.000-2.000 m.

Ved første øjekast virker det meget turistet at vandre til Vernal og Nevada Falls i Yosemite. Starten af turen er godt fyldt med andre turister i alle aldre og typer. Familier med små børn og kvinder i flipflops gjorde derfor, at jeg hurtigt satte forventningerne en anelse ned. For hvis et 3-årigt barn kan gå turen selv, er der ligesom ikke meget fysisk udfordring i det. Men som kilometerne gik, tyndede det ud i menneskeflokken.

Hiking i Yosemite handler derfor i høj grad om at gå længere end flertallet (og det kræver umiddelbart ikke det store). Langt de fleste turister nåede kun op til Vernal Fall, som da også var et fantastisk syn med en smuk regnbue, der strakte sig fra den ene side til anden. Selv i august faldt vandfaldet i overraskende mængder og fyldte luften med en dejlig kølig støvregn. Heraf har stien fået navnet Mist Trail. Jeg kan kun forestille mig, hvordan vandfaldet kommer til sin ret i foråret, når sneen lige er smeltet og vandstanden står på sit højeste.

Fra Vernal Fall går turen videre mod toppen af Nevada Fall, og her kommer benmusklerne i brug. Det skal siges at jeg var i noget ringere form dengang, end jeg er nu, men visse steder var det rimeligt stejlt. Tror dog de fleste vil kunne klare turen uden de store problemer, hvis man er i nogenlunde form.

Udsigt fra Nevada Fall

Solen havde også sin magt. Den bagte ned på os fra en skyfri himmel. Men da vi kom til toppen af Nevada Fall, var udsigten al sveden værd. Det var helt fantastisk at stå ved toppen af et vandfald og kigge ud over et landskab, der var som taget ud af Pocahontas.

Det var fristende at tage en dukkert i Merced River, der ligger som en indbydende swimmingpool oppe ved vandfaldet. Lovlydige som vi er(!), undlod vi at gøre som de andre turister, der på trods af reglerne om ingen badning, lå og plaskede i det kølige vand. Man skal helt sikkert passe på sig selv, når man gebærder sig i Yosemite. Mange turister gør dumme ting, og desværre resulterer det hvert år i dødsfald. Men lige præcis den dukkert havde nok været ufarlig. Hvis jeg en dag besøger Nevada Fall igen, kommer jeg nok til at dyppe fødderne.

En prøvesmagning på John Muir Trail

Fra Nevada Fall gik turen videre ad John Muir Trail. For mig er det kæmpe stort at kunne sige, at jeg har gået et lille bitte stykke af John Muir Trail. Jeg har nemlig en drøm om en dag at gå alle 340 km af ruten, der er opkaldt efter manden med en helt speciel – og ikke så underlig – kærlighed til Yosemite.

Det lille stykke på John Muir Trail skuffer heller ikke. Turen byder på de flotteste udsigter til både Half Dome, Liberty Cap og ikke mindst Nevada Fall. Omkring hvert hjørne eller sving, venter der de flotteste landskaber. Selv i august, var der ikke mange andre hikere på stien. I Yosemite handler det i høj grad om at gå lidt længere ud ad ruten end 5 km. I hvert fald, hvis man vil nyde den stilhed og ro, som Yosemite i høj grad også byder på – selv midt i højsæsonen.

Efter nogle kilometer på John Muir Trail, møder stien igen Mist Trail. Her må man fortsætte ad samme vej tilbage, som man kom. Igen kom alle de andre turister til syne, og selvom omgivelserne stadig var smukke, var det svært ikke at blive distraheret af selfiestænger og grædende børn. Det er nok også en af grundene til, at jeg ville vælge rygsæk og kompas, hvis jeg en dag kommer tilbage til Yosemite.

For mig er et besøg i Yosemite nemlig også følelsen af at vandre langt ude i vildmarken. Den følelse skulle vi i højere grad få på næste dags vandretur til Clouds Rest. Først stod den dog på is og (lovlig) dukkert i Merced River ved campingpladsen. Der er ikke noget som koldt smeltevand til at lindre ømme og hævede vandrefødder.

Indlægget Hiking i Yosemite: Vernal og Nevada Falls blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Længde: 24 km.
Højde ved start: 2.450 m.
Højde ved Clouds Rest: 3.025 m.

Parker bilen på parkeringspladsen ved Tioga Pass Road, hvor du også kan gå Tenaya Lake Trail.

Det første stykke vandring på Clouds Rest Trail snor sig gennem fredfyldt skovområde uden de store højdemeter. Der medfølger en helt speciel ro, mens turen går gennem den smukke nåletræsskov. Roen bliver få kilometer inde på ruten forstyrret af en højere puls og tungere vejrtrækning i takt med, at det går opad. Nu begynder landskabet at udfolde sig. Clouds Rest Trail byder på udsigter over sletter, bjerge og søer. Nogle steder møder synet et tæt bevokset landskab, og andre steder vidner landskabet om de skovbrande, der ofte hersker i Californiens nationalparker. Alligevel står det forkullede og nøgne landskab i smuk kontrast til det grønne tæppe af træer og de blå pletter af søer, der bliver mindre og mindre som højdemeterne stiger.

Selvom turen kun kræver 540 højdemeter af benene, strækker de 460 af meterne sig over 7,5 km. Det betyder også, at der i nogle sektioner skal bruges lidt benmuskler. Faktisk er det ikke det sidste stykke op til Clouds Rest, der er hårdest. Her handler det mere om at nyde udsigten til begge sider, mens du går på den brede højderyg, der bliver smallere og smallere, jo tættere du nærmer dig toppen. Her er der ikke plads til de højdeforskrækkede. Men så snart du kommer igennem det lille smalle stykke, venter der sig en udsigt på toppen, der er svær at slå.

Gevinsten ved at nå toppen

Som nyudklækket vandrer, var der også noget helt specielt ved at nå toppen. Det er en helt særlig gevinst jeg opnår, når jeg ved en fysisk præstation, når målet. For mig er den fysiske anstrengelse en stor del af min forkærlighed til vandring, og netop dér på toppen af Clouds Rest, var en af de første gange, jeg mærkede følelsen.

Vi blev mødt af andre vandrere på toppen, der hilste os med et ”great job” og ”welcome to the top”. I det sekund følte jeg mig for første gang som en rigtig vandrer, der var en del af et større fællesskab. Måske er det også derfor, at turen til Clouds Rest står som en meget speciel oplevelse i min hukommelse. Alligevel tror jeg, at selv garvede hikere ville blive imponeret over det syn, der venter på toppen. Jeg følte mig bestemt som mere end 3.000 m. over havets overflade. Måske mest af alt fordi Clouds Rest tillader en 360 graders udsigt ud over de omgivende bjergtoppe. Half Dome rejser sig også forude i horisonten og virker med sine ”kun” 2.700 m.o.h., meget mindre, end da vi dagen forinden havde udsigt til den spektakulære halvkugle på turen til Vernal og Nevada Falls.

Madpakker med udsigt

Med udsigt til Yosemite Valley, spiste vi vores medbragte madpakker, gav fødderne lidt luft og snørede derefter igen støvlerne. Hvis man vil have en længere tur, eller er ude med rygsæk og telt, er det også muligt at tage en længere omvej ad John Muir Trail, som tager dig forbi Sunrise Lakes. Det er også muligt at fortsætte ad Clouds Rest Trail, efter du har nået toppen. Stien fortætter mod Yosemite Valley og støder sammen med John Muir Trail på vej mod dalen. Har du bilen parkeret oppe ved Tenaya Lake, er der dog ingen anden vej end at gå tilbage ad samme vej. Jeg er altid gladest for loop trips, men lige i dette tilfælde kan jeg bestemt anbefale Clouds Rest Trail til en dagstur – også selvom det er ud og hjem ad samme vej.

Afstikker til Tenaya Lake

På vej tilbage tog vi en lille afstikker ind til Tenaya Lake. Det skal du huske ikke at snyde dig selv for. Vi var efterhånden meget trætte i kroppen, og mine for små vandrestøvler gjorde ikke tilstanden bedre. Da vi kom til søen, blev det hele dog glemt. Jeg nærmest smed vandrestøvlerne fra mig og gik ud i det kolde vand for at lindre mine ømme fødder. Det var tiltrængt efter at have tilbagelagt godt 25 km.

Tenaya Lake ligger flot omkranset af bjerge og nåletræer. Da vi kom til søen hen ad eftermiddagen, var der så stille, at de omgivende bjerge lod sig spejle i vandoverfladen. Selvom vi lige havde tilbragt en hel dag i den smukkeste natur, blev Yosemite ved med at blære sig med sin skønhed. De gråhvide granitvægge med deres helt specielle formationer stod i smuk kontrast til farverne på træerne, der lånte lidt af både den mørkegrønne og lysegrønne farvepalet. Sammen med den azurblå himmel og det mørkeblå vand, stod Tenaya Lake som taget ud af et postkort. Bestemt ikke den værste måde at slutte vandreturen på.

Efter lidt tid ved Tenaya Lake fandt vi bilen og kørte mod Housekeeping Camp. Der gik ikke mange minutter, før jeg faldt i søvn på passagersædet. Aftenen stod på isspisning og bålhygge. Desuden kom vores camping-nabo forbi med en halv flaske vin som tak for plastikkrus og lån af vinoplukker. Med lidt vin indenbords gik der ikke lang tid, før vi trætte og udmattede lagde os til at sove efter dagens strabadser.

Indlægget Hiking i Yosemite: Clouds Rest Trail blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Når du ankommer i bil til Yosemite, er det en helt speciel følelse, der overmander dig. Landskabet slår pludseligt over i en storslåethed, som tager pusten fra de fleste. Jeg fik i hvert fald følelsen af en hvis ærefrygt over for det guddommelige udsyn, der dukkede op i bilruden; et landskab, der kalder på oplevelser og vandreeventyr.

Vi fortsatte køreturen mod Yosemite Valley, hvor vi skulle bo de næste fire nætter. Forude ventede vores første møde med vandrestøvler og ømme ben – noget jeg havde set frem til meget længe. Det skulle da også blive nogle uforglemmelige dage, som talte direkte til mit endnu jomfruelige vandrehjerte.

Dag 1: En eventyrlig begyndelse

Det var eftermiddag, da vi ankom til Housekeeping Camp i Yosemite Valley. Som førstegangs-hikere valgte vi at reservere noget, der ligner en mellemting mellem telt og hytte. En reol og to senge udgjorde faciliteterne, så det var ikke fordi, der var meget luksus over det. Vores luksus kom i form af kæmpestore redwoodtræer lige uden for teltet, udsigt til stejle granitvægge og få meters gang til Merced River, der snor sig gennem Yosemite Valley og tilbyder gode bademuligheder. Det var ganske enkelt eventyrligt at skulle sove her i Yosemite Valley, midt imellem redwood-træer og sorte bjørne.

Sidstnævnte var måske ikke så eventyrligt. Overalt blev vi mindet om at pakke madvarer og toiletting væk i den store boks, der hørte til teltet. Ved vores ankomst til campingpladsen blev vi også mindet om, at der var spottet bjørne i området de sidste par dage. Måske ville min bjørneresearch alligevel komme mig til gode? Jeg vidste i hvert fald, at bjørnene i Yosemite – de sorte bjørne – skal man kæmpe imod, hvis de angriber. Ikke noget med at spille død som ved de brune grizzly bears. I stilhed krydsede jeg fingre for nul tisseture i løbet af de følgende nætter og nul slåskampe med sorte bjørne. Alligevel krydsede jeg også fingre for at få et lille glimt af en bjørn uden at være i nærkontakt med den. Måske skulle det hele vise sig at gå i opfyldelse.

Uspoleret skønhed vs. amerikanerturisme

Vi kunne ikke nå at vandre i Yosmite den dag, vi ankom til dalen. I stedet gik vi lidt rundt og udforskede campingpladsen. Som førstegangsbesøgende i Yosemite fandt vi hurtigt ud af, at Yosemite ikke alene tiltrækker vandrere. Campingpladsens autenticitet blev en anelse forstyrret af ærkeamerikanske ferietyper, der havde forvandlet deres campinggrund til et lille luksusresort. Folk med store RV’s, og folk der havde proppet pick-up trucken med gigantisk gasgrill, havebord, liggestole og oppustelige badedyr. Det hele stod i skærende kontrast til den storslåethed og uspolerede skønhed, der kendetegner Yosemite.

Jeg tror, det er noget, der hører med i de amerikanske nationalparker. Det gjorde bestemt ikke turen ringere, men næste gang, vælger jeg nok at trekke med rygsæk og telt eller slå mit eget telt op på en af de andre campingpladser i dalen. Det kommer selvfølgelig an på erfaring, lyst og behov. For to år siden, ville jeg hverken kalde mig selv for hiker eller teltentusiast, så meget har ændret sig siden – takket være Yosemite.

For at tage lidt af autenticiteten tilbage, lavede vi aftensmad på den tilhørende bålplads. Der er ikke noget bedre end at sidde i naturen og lytte til flammernes knitren. Her må jeg altså slå et slag for Housekeeping Camp, hvor hver teltgrund har egen bålplads. Det er genialt at riste skumfiduser og skåle i en Budweiser efter en lang dag med vandring!

Dag 2: Vandre i Yosemite – Vernal and Nevada Falls

Det bliver koldt i Yosemite om natten – koldere end man lige tror, når det er midt på sommeren, og dagstemperaturerne kalder på shorts og solbriller. Jeg kom igennem natten uden toiletbesøg, og dermed uden fare for at støde ind i en sulten bjørn! Der blev lavet havregrød på bålet og tasken blev fyldt med vand, cliffbarer og peanutbuttersandwiches. Nu var vi endelig klar til den første vandretur i Yosemite, der skulle byde på hele to vandfald; Vernal Fall og Nevada Fall.

I Yosemite Valley kører der gratis shuttlebusser rundt, så vi tog en shuttlebus til Happy Isles, hvor rundturen til vandfaldene starter. Tager du rundturen på 11 km., som vi gjorde, kommer du op til begge vandfald. Her følger du John Muir Trail et stykke, og får oven i hatten udsigt til Liberty Cap og Half Dome. Det kan bestemt anbefales. Du kan læse mere om hele vandreturen til Vernal og Nevada Falls her.

Dag 3: Vandre i Yosemite – Clouds Rest Trail

Morgenen stod igen på havregrød over bål efter endnu en nat uden besøg af bjørne. Vi var stået tidligt op for at kunne nå en lang vandretur. Foran os havde vi også en længere køretur for at komme hen til vandrerutens startpunkt. Dagens summit skulle bringe os til Clouds Rest, hvor der skulle være en smuk udsigt ud over Yosemite Valley og Half Dome.

Forinden turen havde vi været forbi turistkontoret i dalen for at snakke med en park ranger om mulige ruter. Hjemmefra havde vi en klar forestilling om at skulle op på Half Dome, men efter snakken med den hjælpsomme park ranger, ændrede vi vores prioriteter. Vi kunne enten gå Half Dome, som i august ville være fyldt med andre vandrere, eller vi kunne gå Clouds Rest Trail, som ifølge park rangeren ville byde på flottere udsigter og mindre trængsel. Efter lidt overvejelse valgte vi sidstnævnte, og det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning.

Vi kørte derfor ad Tioga Pass Road mod Tenaya Lake, hvor vi satte bilen på en parkeringsplads. Herfra fangede vi stien mod Clouds Rest Trail. Ret tilfældigt begyndte vi vandreuren samtidig med to unge piger fra Ohio. I lang tid var vi de eneste mennesker på stien, og vi fik os nogle hyggelige samtaler om Yosemite og hiking. Generelt mødte vi ikke mange mennesker gennem dagen, og nogle steder følte vi os helt alene i vildmarken.

Jeg har bestemt ikke fortrudt, at vi tog imod rådet om at droppe Half Dome og i stedet gå Clouds Rest Trail. Hvis du vil vide, hvorfor, kan du læse min beretning om hele turen til Clouds Rest her.

Dag 4: Mirror Lake og Camp Curry

Med det samme mine ben rørte jorden, da jeg steg ud af sengen, vidste jeg, at den var gal. Hvert skridt føltes som en anstrengende præstation, og jeg fortrød, at jeg ikke havde fået strukket ordentligt ud efter gårsdagens vandretur til Clouds Rest. Ærgerlig og bitter måtte jeg erkende, at dagen nok ikke ville byde på mange vandrekilometer. Derfor besluttede vi at tage en lille tur ud til Mirror Lake Trail. Desværre var der ikke meget sø over Mirror Lake, der i august måned ofte tørrer helt ud. Vi måtte derfor overlade den ellers flotte sø til fantasien, men heldigvis havde vi dagen før fået fornøjelsen af Tenaya Lake.

Rundt om Mirror Lake, er der opsat skilte, der fortæller lidt om de indfødte indianere, der boede i Yosemite før i tiden. Det var virkelig spændende at læse om, for omgivelserne i Yosemite gør det nemt at forestille sig, at der engang har været et rigt indianerliv. Nogle steder er som taget ud af Pocahontas, hvilket kun gør det endnu mere fantastisk at vandre i Yosemite. Vi nåede desværre aldrig selv til Indian Village, der ligger bag Yosemite museum. Her er det muligt at blive endnu klogere på de tidligere beboere i Yosemite.

Jeg kunne godt tænke mig at besøge både Indian Village og Yosemite museum næste gang, jeg sætter fødderne i Yosemite, men jeg ved også med mig selv, at jeg nok hellere vil prioritere vandreturene. Næste gang er min form forhåbentligt også bedre, end at jeg bliver slået ud af to dages vandring. For det er godt nok helt fantastisk at vandre i Yosemite.

Fra Housekeeping Camp til Camp Curry

Tilbage fra Mirror Lake var det tid til at skifte campingplads. Udover Housekeeping Camp havde vi bestilt en enkelt nat i Camp Curry, der vist nok er Yosemites ældste campingplads. Vi måtte derfor vinke farvel til bålpladsen, der både havde givet os havregrød, skumfiduser og hjemmebagt brød og pølser.

Til gengæld er telt-faciliteterne en smule bedre i Camp Curry, men jeg tror stadig, at jeg ville vælge Housekeeping camp igen, hvis jeg fik valget mellem de to. Til Camp Curry hører nemlig også Curry Village, der tager alt det autentiske ud af Yosemite. Her finder du både pizza- og burgerrestauranter og alt muligt andet, der efter min mening ikke hører hjemme i en nationalpark.

Hvor magien begynder

Da aftenen nærmede sig, begyndte en hvis sørgmodighed at brede sig i kroppen. I morgen var det farvel til Yosemite, og vores videre planer i Kings Canyon og Sequoia National Park var nu truet af en kæmpe skovbrand, der blev ved at brede sig. Der var ikke andet at gøre end at gå i seng og håbe på det bedste.

Inden vi ramte sengene tog vi en lille tur ud med lommelygter for at finde et sted at kigge på stjerner. Stjernehimlen i Yosemite er helt fantastisk, og på få minutter så vi op til flere stjerneskud. Man siger jo, at man ikke må fortælle sine ønsker, når man ser et stjerneskud, men jeg gætter på, at de regler ophører, når ønsket går i opfyldelse. Jeg ønskede nemlig, at Anders ville fri til mig. Det skete næsten præcis et år efter, da vi hikede i Picos de Europa i Spanien. Så måske er der virkelig noget magisk over Yosemite.

Dag 5: Tunnel View, Sentinel Dome, Glacier Point – og videre mod Sequoia

Det er altid svært for mig at forlade steder, hvor jeg ikke har set det hele. Problemet med Yosemite er, at området er så kæmpe stort, at det ville tage årtier at komme igennem alle vandreruter. Min sørgmodighed kunne dog vente lidt endnu, for inden vi kørte mod Kings Canyon tog vi ud og fotograferede Tunnel View (som man nu skal). Tunnel View giver en fantastisk udsigt over dalen, og det er et klassisk billede på nationalparken. Jeg synes dog ikke, at det kan måle sig med at vandre i Yosemite. Mange turister føler, at de har set Yosemite ved at køre i bil rundt til udsigtsposter. Jeg føler, at jeg har set Yosemite, når jeg har gået kilometervis i en skov uden at møde et andet menneske og brugt min fysik og styrke til at få mig til de flotte udsigter. Sådan er man så forskellig.

Skovbrand i luften

Vi kørte herefter til Sentinel Dome, hvor vi gik en lille rute på 3,5 km. Der er en flot udsigt fra Sentinel Dome, men den kommer selvfølgelig ikke i nærheden af Clouds Rest. Desuden var der lidt tåge i luften – men det skulle vise sig at være røg fra skovbranden. Jeg var virkelig taknemmelig over, at vi havde haft så klart vejr de forrige dage, men nu havde vinden skiftet retning og bragt en diset kappe hen over Yosemite. Efter Sentinel Dome fortsatte vi i bil mod Glacier Point, og her var røgen heldigvis ikke nået hen. Allerhelst ville jeg gerne have vandret op til Glacier Point fra dalen, men på fire overnatninger kunne vi desværre ikke nå det hele. Det var nemlig også ved at være tid til at skulle videre mod Sequoia National Park, hvor vi havde booket to overnatninger i en lille hytte i Grant Grove Village.

På vej til Sequoia kørte vi igennem Kings Canyon National Park. I horisonten kunne vi se skovbranden og vi begyndte at frygte for, hvad de næste dage ville bringe. Vi kunne endda lugte røgen i vores hår, som om vi havde siddet rundt om et flammende bål. Det var derfor heller ikke overraskende – men ikke desto mindre enormt skuffende – at vi ikke kunne overnatte i Grant Grove. Området skulle simpelthen evakueres. Det var helt ekstremt skuffende at se stedet, hvor vi skulle have boet. De små hytter så vildt hyggelige ud, og jeg kan derfor kun anbefale Grant Grove, hvis man have et godt udgangspunkt til at vandre i Kings Canyon og Sequoia.

Change of plans

Selvom det var meget autentisk at få de Californiske skovbrande så tæt på kroppen, var jeg næsten grædefærdig over at gå glip af to dages vandring. Jeg var slet ikke færdig med naturen eller med vandrestøvlerne. Jeg var kun lige begyndt (og jeg har fundet ud af, at jeg aldrig bliver færdig).

Over en frokost overvejede vi situationen; Vi besluttede at tage hen og se verdens største træ, der har fået tilnavnet General Sherman. Det 83 m. høje træ med en diameter på 11 m. var et virkeligt storslået syn. Hele gåturen mod General Sherman tager dig gennem gigantiske Sequoia-træer, som med deres rødbrune farver forvandler landskabet til en helt anderledes farvepalet.

Fra General Sherman kørte vi videre mod Tunnel Log, hvor der er lavet et kæmpe hul gennem et væltet Sequoia-træ. Når jeg siger kæmpe, er det fordi vejen går igennem træet. Herfra passede det fint med at køre videre mod Moro Rock – en stor granithalvkugle i noget mindre skala og storslåethed end Half Dome. Turen op til Moro Rock går ad stejle trapper. Men det er en kort tur, og udsigten var meget speciel i det disede vejr fra skovbranden. Det gav et lidt anderledes og eventyrligt udtryk. Jeg tør alligevel ikke forstille mig, hvilken fantastisk udsigt, der er fra Moro Rock i klart vejr. Derfor er det også en lille hurtig smuttur, der bestemt kan anbefales. For os var det i hvert fald et fint lille kompromis, når nu vi mistede to dages hiking.

Et sidste bjørne-farvel

Det var slet ikke meningen, at vi skulle op til Moro Rock, men de ændrede planer fik os til at bladre lystigt i vores Lonely Planet bog, for at finde ud af, hvad der var muligt at komme hen til i bil. Vi havde nemlig besluttet bare at køre mod Santa Monica, hvor vi skulle afslutte ferien. Når vi ikke kunne være i Kings Canyon eller Sequoia, kunne vi ligeså godt tage mod L.A. Vi overvejede også at køre tilbage mod Yosemite, men uden eget telt, ville vi nok ikke komme langt med at finde overnatning med så kort varsel.

På vej ud af Sequoia National Park skulle vi dog lige få en sidste oplevelse med os i bagagen. Lige dér i vejkanten sad en bjørn og var lystigt i færd med at gøre kål på en plante. Vi var nok ikke mere en 15 m. væk fra bjørnen, men den ænsede os ikke. Jeg listede derfor forsigtigt ud af bilen for at skyde nogle billeder. Hvor sød og nuttet bjørnen end så ud sikrede jeg mig en hurtig flugtvej tilbage ind i bilen, såfremt bjørnen pludseligt skulle få lyst til kød. Den var dog stadig travlt optaget af planten, så vi fik vores billeder og vi fik vores farvel fra naturen.

Skulle jeg vælge mellem bjørn og to dages vandring mere, ville jeg stadig vælge sidstnævnte. Men måske var det naturens måde at fortælle os, at vi bliver nødt til at komme tilbage en dag – for Yosemite, Kings Canyon, Sequoia og jeg er langt fra færdige med hinanden. Jeg må og skal vandre i Yosemite igen!

Indlægget Vandre i Yosemite National Park: Et magisk paradis blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

1. Flybilletter:

Selvom man ikke bestiller en charterferie, kan man sagtens kigge mod charterselskaberne for billige flybilletter, når man skal vandre på Tenerife. Vi fandt afbudsbilletter hos Spies, som vi bestilte ca. en måned før afrejse. Det var billigere end hos lavprisflyselskaberne (og garanteret også mere komfortabelt). Ulempen er, at det kræver fleksibilitet i rejseplanerne og lidt is i maven.

2. Planlægning:

Normalt kan internettet hjælpe med meget, men når det kommer til hiking på Tenerife, synes jeg ikke udvalget af enormt. Det kan være svært at danne sig et overblik over vandremulighederne ud fra fragmenter, man har fundet på internettet. Jeg investerede derfor i bogen Walking on Tenerife. Bogen viste sig at være et særdeles godt køb, da den giver en udførlig beskrivelse af mange vandreruter på øen. Det gjorde det nemmere at planlægge hvilke ruter, vi gerne ville gå.

Køber du bogen, vil jeg råde til også at købe et separat kort over øen, der viser vandrestier. Jeg købte kortet Tenerife Hikers’ Map fra Stanfords. Kortet er dog delt op i sektioner, og kortet fungerer fint, hvis man holder sig inden for de sektioner. Men en anden gang ville jeg nok investere i et kort, der viser hele øen. Ved man, at man blot skal gå GR-131, er det nok ikke ligeså nødvendigt at investere i bogen, men hvis man gerne vil kombinere flere ruter, som vi gjorde, gør bogen et fremragende job.

3. Vand:

Tenerife flyder ikke over med floder og vandfald. Så er det sagt! Øen er tør, og vi havde ikke mulighed for at bruge vores vandfilter en eneste gang. Vand er derfor en nødvendig del af planlægningen. Skal du på dagsture, har du intet at bekymre dig om – du fylder bare rygsækken med det du skal bruge i løbet af dagen. 3-4 l. pr. mand plejer at være tilstrækkeligt. Men hvis man som os vælger at backpacke på Tenerife, kræver det, at man hver dag kommer til et sted, hvor man kan fylde vanddepoterne op.Medmindre man har det fint med at slæbe på 10 l. vand, men hvem har lige lyst til det? Vi fyldte vand op i Vilaflor , Parador, ved svævebanen, i El Portillo, i La Caldera og i La Laguna, inden vi nåede til Anaga.

4. Mad:

Vi kom hjemmefra med alt for tunge rygsække. Én af grundene var nok, at vi havde købt frysetørret mad til alle aftensmåltider. Men er der noget, jeg ikke har lyst til at gå ned på, er det altså mad! Skulle jeg afsted igen, ville jeg nok revurdere den frysetørrede mad (selvom det smagte ret godt og blot krævede kogende vand). Så når du tanker vand, kan du med fordel tanke maddepoterne op, så du slipper for at bære alt for meget i rygsækken. Det eneste problem her er, at det vi kom forbi var caféer og cafeterier, hvor man hellere ville have en købmand. Og så er der altså også bare noget hyggeligt ved at sidde i naturen og spise sin tortillawraps med peanutbutter, frem for at sidde inde på et ucharmerende cafeteria.

5. Camping:

Lad mig starte med at sige, at det var helt fantastisk at campe frit på Tenerife. Når det så er sagt, så er det faktisk ikke tilladt, og jeg kan derfor ikke bare opfordre til at gøre det. De fleste steder i Europa er det faktisk forbudt at slå telt op et vilkårligt sted. Vi prøvede derfor så vidt som muligt at gå væk fra stier og veje, når vi slog telt op. Og vi var meget fokuserede på ”leave no trace” ideologien. Vi tog selvfølgelig alt affald med os, lavede ikke bål og gravede vores l*** ned med en skovl købt til formålet (faktisk meget smart, og skovlen kan anskaffes her).

Jeg ville selvfølgelig ønske, at jeg bare kunne sige ”ja da, slå du bare telt, når du skal vandre på Tenerife”. Men det må være op til en selv, om man har det godt med at bryde loven så at sige. Vi oplevede dog ingen problemer, men kunne i princippet have risikeret en bøde.

6. Klima og beklædning:

Fordelen ved at vandre på Tenerife er, at øen har et mildt klima året rundt. Personligt synes jeg, at der i marts måned var super fint klima til at vandre, men man skal være forberedt på, at det ingen solferie er. I hvert fald ikke oppe i højderne. Jeg havde først shorts på den sidste dag i Anaga. Derudover bliver nætterne kolde i Teide National Park. Vi havde ned til -10 graders frost en enkelt nat, og det er altså ikke for sjov. Det kræver en varm sovepose og varmt tøj. Jeg kan anbefale langt uldundertøj! Vi havde også stor glæde af både handsker, hue, fleece, termotrøje og dun- eller termovest.Skal man op på toppen af Teide, kræver det også varmt tøj og evt. en windbreaker (det blæste generelt en del i Teide National Park).

7. Gå ikke glip af Anaga:

Skal du vandre på Tenerife, må du absolut ikke gå glip af Anaga. Området omkring Teide ER fantastisk. Men i Anaga finder du et landskab, der nærmest minder om noget, du kunne støve op i Asien. Har du telt med, ligesom os, skal du dog være klar over, at det er svært at finde egnede campsites i det bjergrige Anaga. Sammen med den skønne natur, kommer også større risiko for skyer og regn, så vær forberedt på det, når du vandrer i Anaga.

Når nu du har alle dine tips i orden til at vandre på Tenerife, kan du passende læse om min fantastiske vandreferie på Tenerife lige her.

Indlægget 7 tips til at vandre på Tenerife blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.