Great Glen Way: Vandredagbog og rutebeskrivelse

Ikke et sekund har jeg fortrudt, at jeg brugte påsken på at vandre 117 km. tværs over Skotland på The Great Glen Way. Ikke alene har jeg nu gennemført min første langdistance vandrerute – jeg har også fået en masse fine og unikke oplevelser med mig i bagagen. Skotland har nemlig rigtig meget at byde på, og på Great Glen Way får du en bid af det hele.

Inden turen begyndte, var jeg meget spændt på det hele. Hvordan skulle det gå, ville jeg kunne holde til at vandre i Skotland så mange dage med en tung rygsæk og hvad nu, hvis jeg måtte give op på halvvejen? En masse spørgsmål rejste sig i mit hoved, for med nye projekter følger også en smule nervøsitet. Nok fordi, jeg aldrig har prøvet den form for vandring før. For selvom jeg efterhånden har vandret en del, har jeg aldrig haft et mål om at gå en helt konkret langdistance rute som Great Glen Way.

Heldigvis gennemførte jeg de 117 km. uden de store problemer – med dejligt følgeskab af min mand. Nu har jeg blod på tanden til endnu flere langdistanceruter, men først vil jeg selvfølgelig dele min oplevelse på Great Glen Way. Ruten skulle nemlig vise sig at være et rigtig godt valg. Jeg er ovenud lykkelig over, at jeg valgte netop Great Glen Way som den første tur. Den er overkommelig, men rummer samtidig så meget skønhed. På Great Glen Way finder du det bedste fra det skotske højland. Og så hersker der en helt speciel ro, som efterhånden kan være svær at finde på populære vandreruter. Jeg er solgt!

Beskrivelse af Great Glen Way

Great Glen Way starter i enten Fort William eller Inverness. De fleste begynder i Fort William og slutter i Inverness, men turen kan snildt tages i begge retninger. Vi valgte at starte i Fort William, der i øvrigt er et slags epi-enter for vandreture. Det er også her, at West Highland Way slutter, så det er i virkeligheden muligt at koble Great Glen Way på den rute, hvis du har mod på det.

Dag 1: Fort William – ca. 6 km. længere end Gairlochy (23 km.)

Overnatningsmuligheder: Wild camping, Gairlochy, Bunarkaig

Turen fra Fort William starter ironisk nok lige ved McDonald’s. Du finder startskiltet lige ved rundkørselen, og for at være helt ærligt, er det ikke det mest charmerende sted at påbegynde turen. Men et eller andet sted skal man jo starte. Mangler du det sidste proviant, ligger startstedet også tæt på supermarkedet Morrisons.

Herfra går turen ud af Fort William gennem, hvad der ikke er det mest charmerende stykke af ruten. Det er nok lidt vigtigt at huske på, at Great Glen Way både starter og slutter i en by. Det er ikke sådan, at den smukke natur bare dukker op med det samme. Jeg vil mene, at man ligeså godt kan starte turen ved enten Corpach eller Banavie togstation. Det vil tage ca. 5-7 km. af turen. På den anden side betyder det også, at man ikke for alvor kan sige, at man har gået hele Great Glen Way. For mig betød det nok noget at stå ved start-skiltet og påbegynde turen – også selvom de første 5 km. langt fra er værd at skrive hjem om.

Når forventningerne sættes lavt, kan det kun blive godt

Alligevel har det også sin charme at gå ud af byen og langsomt se ruten ændre sig. Skyerne ligger lavt hen over bjergene i horisonten. De sneklædte toppe, som vi har set aftenen før, da vi ankom til Fort William, skjuler sig nu godt. Men det betyder ikke engang så meget for os, at vejret er gråt og regnen drypper ned. Det gode ved at rejse til Skotland er, at vejret næsten kun kan overraske positivt, fordi man forventer det værste på forhånd.

Banavie stationen ligger tæt på Neptune’s Staircase – som i virkeligheden bare er en sluse i otte niveauer. Jeg må indrømme, at jeg ikkeer så imponeret, når det er den skotske natur, jeg er kommet for at se. Men vi benytter da lejligheden til at holde en pause ved den café, der ligger på den anden side af kanalen.

Langs Caledonian-kanalen

Fra Neptune’s Staircase fortsætter Great Glen Way langs Caledonian-kanalen i noget jeg syntes, virker som en evighed. Dag 1 er helt klart den mindst interessante vandringsdag, men gråvejret hjælper heller ikke på det. Lige som vi sætter os ned for at spise frokost tager regnen også til, og tvinger os til at sluge vores tortillabrød og banan, inden brødet smuldrer væk i hænderne på os.

Heldigvis varer det ikke længe før, at regnen stilner af. Vi glæder os nu til, at der sker noget nyt på ruten. I længden kan det godt blive lidt trivielt at gå langs en kanal. Men endelig – efter 17 km. når vi Gairlochy, hvor der er mulighed for at finde steder at sove. De ligger ikke direkte på ruten, men det er helt sikkert muligt at finde et B&B i nærheden. Ellers er der ikke så meget by at komme efter i Gairlochy. Mest af alt består det af en klynge huse, men det ligger utroligt smukt mellem kanalen og Loch Lochy.

Det er også i Gairlochy, at ruten omsider ændrer sig. Endelig krydser Great Glen Way kanalen og fortsætter op gennem et stykke skov, hvorefter ruten går ned og følger søen.

Loch Lochy

Ved Loch Lochy begynder de smukke udsigter at vise sig, og det samme gør det Skotland, som jeg har længtes efter at se og mærke. Selvom ruten langs søen ikke ligger forfærdeligt langt fra vejen, begynder der at være en helt anden ro. Vi møder ikke et eneste menneske, men nyder bare stilheden og naturen.

Men mine fødder og ben begynder også at kunne mærke, at de har været i gang i mange timer. Den første vandringsdag er næsten altid den værste, når det kommer til benene – de skal ligesom lige i gang og vænne sig til, at de ikke sidder stille på en kontorstol. Vi begynder derfor at spejde efter et sted, hvor vi kan slå vores telt op. Vi vil gerne finde et sted, der ikke er tæt på stien, men det viser sig ikke at være så let. Flere steder står der skiltning om, at det er ulovligt at campere. Det er noget, der er værd at være opmærksom på ved strækningen mellem Gairlochy og Bunarkaig.

Rystende ben

Det er også i Bunarkaig, at mine ben begynder at ryste under mig. For at være helt ærlig bliver jeg helt bange for, at jeg ikke kommer til at gennemføre Great Glen Way. Giver mine ben allerede op på dag 1? Fra Bunarkaig følger ruten også en asfaltvej, og det er synd at sige, at det vrimler med gode wild camping steder.

Selvom wild camping er lovligt de fleste steder i Skotland, er det umuligt ikke at lægge mærke til, at mange af skovarealerne er indhegnede. Det er de, fordi skovend bruges til tømmer. Men som sendt fra himlen, dukker der en lille sti op lidt uden for Bunarkaig. Stien fører ind til en lille halvø, hvor der er plads til at slå et telt op. Gamle bålrester melder om, at vi ikke er de første, der har fundet stedet.

Den forkerte gas

Vi skynder os at slå teltet op, da der er lidt regn i luften. Og så bruger vi ellers, hvad der nok nærmer sig en time på at få gang i et bål. Men alt er vådt, og jeg har faktisk aldrig tændt et bål uden at have avispapir eller tørt brænde. Så bålet må vi undvære. I vores iver efter at få ild, er vi til gengæld gået hen og blevet kolde, så vi glæder os til at få et varmt måltid mad. Vi spiste ikke så meget til frokost, hvor regnen stod ned, så vi er gået hen og blevet meget sultne.

Jeg finder vores nye Jetboil frem sammen med den gas, vi har købt i Fort William. Den frysetørrede mad ligger allerede klar, og jeg glæder mig virkelig meget til at dykke ned i min mexikanske quinoa-gryde. Men der kommer hverken ild i bål eller i vores Jetboil. Vi har simpelthen købt den forkerte gas!

Frustrerede og sultne lægger vi os ned i soveposerne for at få varmen. Temperaturen nærmer sig nulpunktet, og den varme mad og varme kop te, som vi har set frem til, må vi undvære. I stedet spiser vi de sidste Tortillabrød, som på ingen måde tilfredsstiller min sultne krop. Alligevel formår vi at holde humøret oppe. Vi er i Skotland, vi er ude i naturen og vi laver det, vi elsker.

Dag 2: 6 km. længere end Gairlochy – 5 km. længere end Laggan (18 km.)

Overnatningsmuligheder: Wild camping, Laggan, Great Glen Water Park

Efter en kold nat med minusgrader og mange vågne stunder, står vi op til tåget vejr. Heldigvis har vi ikke brug for ild til morgenmaden, da vi har müsli med mælkepulver, der kun kræver koldt vand. Benene er heller ikke så ømme som frygtet, og det føles faktisk helt godt at komme i gang med at gå igen.

Efterhånden klarer vejret også op, og højest et par km. væk fra nattens overnatningssted kommer vi væk fra asfaltvejen og ind på en skovvej. Inden ruten går ind på skovvejen, er det muligt at tage en afstikker til vandfaldet Eas Chia-aig. Det er ca. to km. frem og tilbage. Vi vælger at gå videre ad Great Glen Way. Efter en Googlesøgning kan jeg dog alligevel godt fortryde, at vi ikke tog afstikkeren. Vandfaldet er lille, men ser alligevel noget så flot ud på billederne.

Til gengæld bliver vi også overraskede over skønheden, der venter os, da vi bevæger os gennem skovvejen. Vejen – eller rettere stien – følger søen –  og turen byder på fantastiske udsigter over Loch Lochy. Gennem det første stykke skov, ligger der i øvrigt nogle perfekte wild camping spots. Vi ærgrer os lidt over, at vi ikke var gået de ekstra par kilometer aftenen forinden. Men skuffelsen er ikke værre, da vi får øje på en flok telte inde i skoven. Et par kilometer eller mere længere fremme, ligger der også et ret så fint officielt wild camping område med muldtoiletter og bålplads. Lige ud til søen. Muldtoiletterne er lukkede, da vi kommer forbi, men jeg gætter på, at de er åbne i sommerhalvåret.

Landlig idyl på Great Glen Way

Omkring Kilfinnan begynder Loch Lochy at lakke mod enden. Feriehuse og bondegårde dukker op i landskabet, hvor græssende får bidrager til den skotske idyl. Det er virkelig et smukt syn, der udgør enden på Loch Lochy. Måske har det også noget at gøre med, at solen for alvor har fået magt over både temperatur og udsigter. Jeg er ovenud lykkelig over at mærke solens varme og se solstrålerne danse rundt i det fine landskab.

Snart befinder vi os i Laggan Locks, hvor vi håber på at finde en butik, der sælger noget mad – og allerhelst noget gas. Desværre er der ikke meget andet at komme efter end et bådudlejningsfirma. Vi fortsætter derfor mod Laggan og The Great Glen Hostel, hvor vi har læst os frem til, at der er en lille købmand og et køkken til brug for hostellets gæster. Får vi ikke snart fat i en ny gas, bliver vi nemlig nødt til at købe noget mad, der ikke kræver varmt vand.

Da vi træder ind på The Great Glen Hostel, ser vi, at den såkaldte købmand mest af alt sælger snacks og frysemad. Der er i øvrigt lukket, og receptionen åbner først om et par timer – kl. 17. Vi sniger os ind i køkkenet og koger vand til vores frysetørrede mad, så vi kan få noget frokost. Det virker lidt grænseoverskridende at bruge faciliteterne på hostellet uden at skulle overnatte. Vi tænker dog, at vi sikkert godt kan få lov til at betale et par pund for at koge noget vand og hvile os i deres sofaer.

Hurra for hjælpsomme skotter

Et hvil giver os også tid til at lave en Googlesøgning, og vi finder ud af, at der ikke så langt fra hostellet til det, der hedder Great Glen Water Park. Her skulle der også være mulighed for at købe mad. Min bedre halvdel efterlader mig derfor på hostellet og går hen for at undersøge, hvad det er for noget. Hvis vi ikke kan skaffe gas eller mad, bliver vi nemlig nødt til at blive og overnatte på The Great Glen Hostel. Men allerhelst vil vi jo gerne gå lidt længere og sove i telt.

Da Anders kommer tilbage, har han gode nyheder. Ægteparret, der ejer restauranten og feriehusene ved Great Glen Water Park sælger sandwich, som vi kan tage med os. Allerbedst kan de måske skaffe os en gas til vores Jetboil. Desværre har jeg fået hovedpine, mens jeg har hvilet mig på hostellet. Det er åbenbart farligt at møde en sofa på sin vandretur!

Det bliver dog lidt bedre af at komme ud i den friske luft igen. Endnu bedre bliver det, da det skotske ægtepar finder en gas frem til os i gemmerne. Vi må ikke engang betale for den! Skotterne er altså nogle af de flinkeste mennesker.

Med smurte sandwiches, kage og gas i rygsækken, bevæger vi os videre ad Great Glen Way. Nu med både mad og højt humør i bagagen.

Langs old Military Road

Efter Great Glen Water Park følger ruten en gammel military road, der nu går langs søen Loch Oich. Klokken er efterhånden blevet mange, og vi vil gerne finde et sted at slå lejr for natten. På det første stykke ad den gamle military road ser det helt umuligt ud at finde et sted at campe, men efterhånden bliver det muligt at komme ned til søens bred. Igen finder vi en slags halvø, hvor det er perfekt at slå et telt op. Igen kan vi også se, at vi ikke er de første til at finde stedet. Og igen dropper vi at få gang i et bål – det er vist noget vi skal have øvet os på, inden vi kaster os ud i det igen.

I teltet nyder vi vores sandwich (der er tør som pap, men det gør ikke så meget). Til kagen (der er mindst ligeså tør), laver vi en kop varm te med vores gas – hurra for hjælpsomme skotter! Vi kan næsten ikke vente til næste morgen, hvor vi også kan få en kop varm kaffe. For kulden mærker vi ærligt talt ret meget til. Vi beslutter derfor at reservere et værelse på et B&B i Invermoriston til dagen efter. På en måde gør det kulden lidt mere udholdelig at vide, at der næste aften venter os en varm seng.

Dag 3: 5 km. fra Laggan – Invermoriston (24 km.)

Overnatningsmuligheder: Wild camping, Aberchalder, Fort Augustus, Invermoriston

Efter en kold, kold nat med minus 5 grader, vågner jeg ikke ligefrem op frisk og veludhvilet. Jeg var vågnet omkring midnat med følelsen af, at det snart burde være morgen. Det har nok noget at gøre med, at vi pga. kulde og træthed efter vandring allerede lagde os i soveposerne omkring kl. 19.30. Herefter lagde vi os nok til at sove ved 20.30-21.00 tiden. Ens indre ur er måske ikke indstillet til at gå så tidligt i seng, så jeg lå vågen fra midnat og næsten et par timer frem. Heldigvis faldt jeg i søvn igen, men man sover ret uroligt, når man fryser. Vi havde nok ikke regnet med så mange minusgrader.

Tågen ligger tyk og tæt omkring os, da vi omsider får taget os sammen til at komme ud af teltet og ud i kulden. Vi bruger også lidt tid på at nyde en kop varm kaffe og en cliffbar, mens vi stadig ligger i soveposerne. Det er altså om at nyde de stunder, hvor man ligger i teltet, mens man hører fuglene kvidre og så småt får øjne.

Magi og eventyr ved Loch Oich

Da vi har pakket teltet sammen, og er klar til at begynde den videre færd på Great Glen Way, begynder tågen at lette sig. Klokken er omkring 8-9 stykker, og selvom solen for længst er stået op, er lyset og stemningen helt magisk. Lidt efter lidt kommer søen og de sneklædte bjerge til syne i horisonten. Tågen indhyller stadig noget af landskabet, men det gør kun øjeblikket endnu mere eventyrligt. Det er om at være hurtig med kameraet, for lyset og stemningen ændrer sig fra det ene øjeblik til det andet. Før vi får set os om, står vi under en blå himmel, og allerede da ved jeg, at der venter os en fantastisk dag på Great Glen Way.

Vi får endelig løsrevet os fra den magiske morgenstund. Men der bliver ved at dukke skønne udsigter op. Alt bliver bare flottere og lidt mere fantastisk i solskin. Loch Oich står knivskarp med det omgivende landskab spejlende i det blanke vand.

For enden af Loch Oich fuldender den magiske morgen sig med et hjortepar, der springer hen over de gyldne marker. Vi holder en pause ved den smukkeste udsigt over søen. Det blanke vand, den blå himmel, de hvide snetoppe og grantræernes grønne og gyldne nuancer holder os tryllebundet i et godt stykke tid.

Tiltrængt pause i Fort Augustus

Herefter går vi videre mod Fort Augustus langs endnu et stræk af Caledonian-kanalen. Igen kan turen langs kanalen godt føles lidt lang. Men i det smukke vejr og med udsigt til det skotske højland, er der intet, der kan stoppe os. Vi begynder også at kunne fornemme, at vi nærmer os Fort Augustus og dermed Loch Ness. Hele turen har vi knap mødt andre vandrere, men nu dukker der lidt flere mennesker op. Ikke vandrere som os selv, der er i gang med Great Glen Way, men folk, der er ude og nyde det gode vejr. Jeg kan nemt forestille mig, at Fort Augustus er noget af en turistmagnet i sommermånederne, for der er allerede godt liv i den lille Loch Ness-by.

I Fort Augustus bestiller vi de dårligste burgere, vi længe har smagt. Kan bestemt ikke anbefale at spise på The Moorings. Men ned ryger burgerne i en fart, da vi ikke har fået andet at spise end en Cliffbar og trailmix. Der er ikke noget som vandring, der kan sætte gang i appetitten.

Bortset fra dårlige burgere, er Fort Augustus en hyggelig lille by, hvor der både er outdoorbutik, et fint udvalg af restauranter samt apotek og supermarked. Efter at have rippet supermarkedet for energibarer, mad og andre søde sager, sætter vi kursen mod the high route. Ikke langt fra Fort Augustus, deler Great Glen Way sig nemlig i to. Enten kan du vælge at gå den oprindelige rute eller tage high route, der giver lidt flere højdemeter i benene.

Sne, hagl, sol og regn

Der går ikke lang tid, fra vi har forladt Fort Augustus, til højdemeterne begynder at kunne mærkes. De kommer også før, at ruten deler sig i to, men det føles faktisk ret rart at få en stigning til at afveksle den ellers ret flade rute. Vi vælger selvfølgelig at tage high route, da vi håber på nogle gode udsigter over Loch Ness.

Gode udsigter bliver vi heller ikke snydt for. Efter vi har vandret opad gennem frodig skov, kommer vi op over trægrænsen, mens Loch Ness og Fort Augustus kommer til syne under os. Jeg kan af gode grunde ikke sige noget om, hvordan low route udspiller sig, men “the high route” skuffer i hvert fald ikke.

Vi mærker også, hvordan temperaturerne dykker jo højere, vi kommer op. Den skyfri himmel er ikke længere så skyfri som tidligere på dagen, men indimellem sniger solstrålerne sig gennem et hul i skyerne. Pludselig begynder der at falde sne, som snart går over i hagl, alt imens, at solen stadig skinner. Det skizofrene vejr fortsætter, for da vi begynder at gå nedad, får vi også lidt regn. Jeg tror, det betegner det skotske vejr meget godt. You never know what to expect!

Vild luksus midt på Great Glen Way

Klokken er efterhånden ved at være mange. Det sidste stykke mod Invermoriston virker meget længere, end det egentlig er. Benene er trætte, maven kalder på mad og energidepoterne er ved at være tomme. Jeg drømmer om at ligge i en varm seng og få sovet ud uden at vågne op med klaprende tænder midt om natten. Endelig når vi da også frem til det hyggelige B&B, Craik Na Dav. Her bliver vi taget godt imod af de to søstre Lindsey og Manda, som starter med at forkæle os med te og kage. Lidt forkert rækkefølge at spise kage inden aftensmaden, men når man bliver budt på kage, siger man sjældent nej.

Det virkelig smarte ved at bo på Craik Na Dav B&B er – udover at stedet er super hyggeligt – at det ligger lige midt på Great Glen Way. Ingen afstikker, ingen ekstra kilometer – det er altså rart, når det værker i benene efter en vandringsdag på 24 km.

Først efter te og kage og en hyggelig snak med de to søstre, spiser vi vores frysetørrede mad på værelset. Men selvom vi først kom til Craik Na Dav omkring kl. 19.30, går der ikke mange timer før vi trætte, mætte og tilfredse lægger os til at sove i den varme seng.

Dag 4: Invermoriston – Drumnadrochit (22 km.)

Overnatningsmuligheder: Wild camping, Altsigh, Balbeg, Drumnadrochit

Bed & Breakfast kan noget andet end telt. Det giver varme, god søvn, et bad og overdådig morgenmad. Men det kan ikke give de magiske morgener, hvor naturen, stilheden og fordybelsen går op i en højere enhed. Alligevel er jeg glad for at vågne op i en varm seng, frisk og veludhvilet ovenpå gårsdagens lange tur.

Først ved 10-tiden siger vi farvel til de to søstre på Craik Na Dav B&B. Det var for svært at komme tidligt ud af døren, når den varme seng lokker og det varme bad trækker ud. Til gengæld er vi i gang på ruten med det samme, og igen i dag vælger vi high route frem for low route. Allerede fra Craik Na Dav B&B går det opad, og det varer heller ikke længe, før det er muligt at vælge, hvilken rute, man vil tage. For vores vedkommende bliver det ved at gå opad, men da det er tidligt på dagen, føles det kun rart at komme i bevægelse med det samme.

Snart viser der sig skønne udsigter over Loch Ness. Hele landskabet er så ultimativt skotsk, at det får mig til at tænke på sækkepiber og mænd i kilt. Det er præcis sådan her, at jeg forestillede mig, at Skotland ville se ud, men det er alligevel meget mere fantastisk, end jeg havde forestillet mig. Det på trods af, at gårsdagens solskinsvejr nu for længst er borte, og skyerne igen ligger tungt over landskabet. Vi får dog ikke mange dryp, så jeg kan til hver en tid stille mig tilfreds med gråvejr, så længe det holder tørt. Især når jeg befinder mig i et land som Skotland.

Et sejt træk mod Drumnadrochit

Efter et godt stykke tid med udsigt over Loch Ness, begynder det at gå nedad. Vi slår os ned og spiser frokost, inden udsigterne for alvor forsvinder. Temperaturerne er ikke, hvad de har været, så vi er glade for, at vores Jetboil kan fremskaffe os en kop varm kakao til dessert. Alligevel tvinger kulden os hurtigt videre, så vi fortsætter nedad, indtil vi kommer til nogle små landsbyer. Herfra fortsætter Great Glen Way et godt stykke på asfaltvej.

Det er ærligt talt en af de mere kedelige passager på turen. Selvom der ikke kører mange biler forbi, er der bare noget psykologisk kedeligt ved at gå lige ud ad en asfaltvej. Efter turen oppe i højlandet virker det meget kontrastfyldt, og jeg savner de smukke udsigter og følelsen af at være langt væk fra civilisationen.

Den lange lige vej fortsætter og fortsætter, og Drumnadrochit synes at være alt for langt væk. Fødderne bliver også mærket af at gå på et mere hårdt underlag. Jeg begynder at tænke, om vi overhovedet finder et sted at slå telt op, da jeg ikke føler, at jeg har kræfter til at fortsætte videre efter Drumnadrochit.

Telt eller B&B

Endelig drejer ruten ind til venstre, og vi forlader den lange asfaltvej. Desværre lader Drumnadrochit vente på sig. Great Glen Way går først forbi nogle andre mindre byer, og det er ikke så spændende at gå igennem. Der ligger dog en del overnatningssteder på vejen, men vi ved stadig ikke helt, hvad vi har tænkt os at gøre med overnatning. Enten skal vi finde et sted i Drumnadrochit og sove på B&B ligesom natten før, eller også skal vi fortsætte videre ud af Drumnadrochit og vente på et sted, vi kan slå vores telt op.

Mine fødder og ben beslutter, at vi tager den første løsning. Der er ikke meget mere energi at komme efter. Ærligt talt lyder en varm seng også fristende. I hvert fald, når vi tydeligvis ikke har varme nok soveposer med til de kolde nætter.

Autentisk og charmerende

Vi finder hurtigt et B&B, der har et værelse ledigt. Det er nok fordelen ved at gå Great Glen Way allerede i påsken. Senere på året tror jeg ikke, at man skal regne med ledige værelser på ruten. Men der følger altså en vis tilfredsstillelse ved bare at banke på og derefter komme ind og få en seng. Nok også fordi, at vores vandreferier ofte er planlagt ned til mindste detalje. Så er det rart også at kunne være spontan. 

Greenlea B&B ligger i et charmerende og gammelt hus fra 1810, der giver en meget traditionel skotsk oplevelse. Desværre betyder det også, at værelset er meget koldt, men det er ikke noget, der ikke kan fikses med en elradiator. Værtsparret Gordon og Miranda er i hvert fald meget søde til at varte os op og sørge for, at vi befinder os godt. Vi får derfor en god nats søvn, efter at vi endnu engang nærmest sluger vores frysetørrede mad. Ligesom aftenen før er vi for trætte til at gå ud og spise, så vi kan ligeså godt varme noget vand i elkedlen og spise i vores senge. Det fantastiske ved at vandre er jo, at al mad smager himmelsk – også den frysetørrede slags.

Endnu engang ligger jeg i sengen og tænker tilbage på, hvor meget jeg har frosset de to første nætter. Det får mig til at sætte endnu mere pris på en varm seng.

Dag 5: Drumnadrochit – nær Craig Dunain (22 km.)

Overnatning: Eco-camp, wild camping, Craig Dunain

Den gode opvartning får vi også at mærke til morgenmaden, hvor vi bliver forkælet med lækker morgenmad på ægte skotsk manér. Til de nysgerrige, er der i hvert fald mulighed for at smage både haggish og blodpølse. I anledning af påsken, bliver der også serveret chokoladeæg og hot cross buns, som skotterne spiser til påske. Alt i alt har vi en meget fin og autentisk nat på Greenlea B&B, men nu glæder jeg mig næsten også til den sidste nat i telt – selvom jeg ved, at den bliver kold.

Efter morgenmaden vinker vi farvel til Gordon og Miranda, og fortsætter turen ad Great Glen Way. Fra Drumnadrochit går turen et stykke ud ad den store A82 vej, inden ruten endelig drejer ind til venstre. Ligeså lidt charmerende det er at gå ved en stor vej, ligeså charmerende bliver det hurtigt igen, da vi vi forklader A82’eren. Med det samme begynder stigningen, og inden vi når skovområdet, får vi udsigt til Urquhart Castle, der ligger lige ud til Loch Ness.

Et besøg ved den populære slotsruin kan sagtens kombineres med vandring på Great Glen Way, hvis du har interessen og tiden. Vi vælger dog bare at fokusere på vandringen i denne omgang. Men jeg kan mærke, at det historiske også trækker i mig – det må blive på den næste tur til Skotland. Der er i hvert fald rigeligt med historiske steder at tage fat på.

Et sidste kig til Loch Ness

Da vi går videre op gennem skoven, viser det tidligere forår sig i den lysegrønne skovbund, hvor solstrålerne kaster lys på de grønne nuancer. Det ligner noget fra et magisk eventyr. Mange steder synes jeg, at Skotland minder om Sverige, og det er netop den følelse jeg får, da vi bevæger os op gennem nåleskoven.

Da vi når ud ad skoven, får vi glæden af de sidste gode udsigter over Loch Ness. Igen er vejret lidt ubeslutsomt. Den ene vej ligger skyerne tungt ind over bjergene i horisonten. Kigger vi den anden vej, viser himlen sine blå nuancer. Heldigvis går vi mod den blå himmel frem for mod de mørkegrå skyer.

Vi når nu til et landskab, der ikke rigtigt ligner det, vi før har set på Great Glen Way. Overalt er de bølgende bakker dækket af lyng, der på trods af årstiden stadig har et lilla skær over sig. Jeg er sikker på, at det ser helt fantastisk ud, når lyngen blomstrer.

Eco-campsite

Inden vi igen når til et stykke asfaltvej, går turen videre forbi et eco-campsite, hvor det også er muligt at købe mad og forfriskninger. Stedet ligger meget isoleret, og jeg forestiller mig, at det kunne være et hyggeligt sted i højsæsonen. Nu ser det hele bare meget dødt ud, og vi kan ikke engang sætte os og få en kop kaffe og en snack, da vi har brugt alle vores kontanter ved det Greenlea B&B.

Vi gik derfor videre i håb om at finde et godt sted at spise vores frokost. Desværre kommer der aldrig et perfekt sted til en picnic, så det ender med, at vi sætter os i kanten af vejen. Jeg kan derfor kun anbefale at spise frokost, inden du når til eco-camp. Medmindre du har kontanter til at købe noget mad på stedet.

Efter campsitet, fortsætter Great Glen Way nemlig et godt stykke tid på asfaltvej. Det er endnu en af de gange, hvor ruten ikke er den mest inspirerende i verden, men i det mindste er udsigten flottere end dagen forinden. Alligevel føles det meget langt i den stærke modvind, og skovområdet vi kan se i horisonten, virker alt for langt væk.

Skiftende landskab og varieret terræn

Til gengæld skinner solen ned på os, men den stærke vind får luften til at virke koldere, end den er. Efter ruten omsider drejer ind på en sti, finder vi et sted i læ, hvor vi får en kop varm te og resterne af den kage, vi købte i Fort Augustus. Det giver os energi til at fortsætte videre mod nåletræerne. Vi glæder os nemlig til der sket noget nyt på ruten, som i lang tid har fortsat lige ud. Hvis Great Glen Way har lært mig noget om mine præferencer er det i hvert fald nok, at jeg trives bedst med alsidighed, når jeg vandrer. Der må gerne ske noget i landskabet og terrænet må gerne variere. Det gør det også på Great Glen Way, men man kommer bare ikke uden om, at nogle passager på ruten, er mere spændende end andre.

Med den lange lige vej bag os, stiger humøret, og vi begynder at spejde efter steder, vi kan slå teltet op. Det vrimler ikke med velegnede steder, og den skov, som vi har tænkt os at campe i, viser sig at være hegnet ind meget af tiden.

Vi ender derfor med at fortsætte et godt stykke endnu, og et kort overblik overvejer vi, om vi bare skal fortsætte hele vejen til Inverness. Det vil slet ikke være umuligt for os, selvom vi vil ankomme lidt sent. På den anden side, vil vi også gerne have den sidste nat i teltet. Jeg drømmer om endnu en morgen som på dag tre, men jeg ved også, at det var helt unikt.

Sidste udkald

Omsider finder vi et sted, der er egnet til at slå et telt op. Det har ikke ligefrem vrimlet med flade steder, og på højre hånd, hvor skoven ligger, er der stadig indhegning. Vi ender med at slå teltet op ret tæt på stien. Med så få mennesker vi har set på hele turen, gør det nok ikke det store.

Vores spot i aftensolen passer helt perfekt til den sidste nat – også selvom det ligger tæt på stien. Vi nyder den sidste varme fra solen, inden vi igen skal gennem en uundgåeligt kold nat. Det er også lykkedes os at finde et sted med smuk udsigt, hvorfra vi kan se både solnedgang og solopgang. Selvom stedet ikke hamler op med vores anden nat i teltet, fortryder jeg ikke, at vi får den sidste nat midt i naturen. Jeg suger til mig af stilheden og roen alt, hvad jeg kan. For jeg ved, at næste dag står vi ved målet i Inverness. Og så er det hele slut.

Selvom jeg allerede fryser, mens vi spiser vores frysetørrede aftensmad, går jeg derfor i seng med en tilfredsstillelse over at være nået så langt.

Dag 6: Nær Craig Dunain – Inverness (7 km.)

Jeg er alt andet end udhvilet, da jeg vågner omkring 06.15. Den kolde nat har igen røvet mig fra søvn, men nu glæder jeg mig alligevel til at stå op og se en forhåbentlig flot solopgang.

Det er allerede lysere end jeg troede det ville være, da jeg lyner teltet op. Heldigvis får jeg stadig glæden af det helt unikke lys, der opstår både morgen og aften. “The magic hour” som jeg tror, fotograferne kalder det. På trods af min synlige ånde glemmer jeg derfor hurtigt alt om kulden. I stedet koncentrerer jeg mig om at skyde nogle billeder af den fine morgen, der er badet i et helt specielt lys. Efterhånden kan jeg dog mærke minusgraderne, og skynder mig derfor ind i teltet igen. Med morgengrød og morgenkaffe i maven får jeg så småt varmen igen, og vi begynder at pakke vores ting sammen for endeligt at nå “målstregen” i Inverness.

Da vi forlader vores campsite, finder vi hurtigt ud af, at der ikke havde været mange andre chancer for at slå teltet op. Vi skal ikke mere end et par kilometer væk, før vi kommer tættere på civilisationen og ikke længere befinder os i skovområdet.

Det sidste stræk mod Inverness

Hele tiden tror vi næsten, at Inverness ligger lige rundt om hjørnet. Alligevel er der stadig et stykke fra Craig Dunain til Inverness bymidte, hvor Great Glen Way slutter. Jeg skal ærligt indrømme, at de sidste kilometer ikke er de mest spændende i verden, selvom turen gennem Whin Park og videre langs kanalen faktisk er meget hyggelig og charmerende. Morgenfriske hundeluftere og løbere hilser pænt på os på vores sidste vej mod målet. Et anerkendende nik og skotternes flinke gestus betyder faktisk en del, når man føler sig lidt stolt over at være så tæt ved vejs ende.

Ved Inverness Castle slutter den 117 km. lange Great Glen Way. Pludselig befinder vi os midt i Inverness, og står side om side med turister fra hele verden. De har alle kig mod slottet, mens mest af alt, har vi nok bare kig på den store tavle, der markerer slutningen (eller starten) på Great Glen Way. Faktisk føler jeg det lille smule sørgmodigt at stå der ved vejs ende – blandet med en god portion tilfredsstillelse selvfølgelig. Men når noget godt og fantastisk slutter, er det umuligt ikke at være lidt “øv” omkring det. Om ikke andet, er jeg noget ambivalent over at slutte ferien af. På den ene side er jeg stolt, glad og tilfreds, mens jeg på den anden side, bare gerne vil have mere. Det er nok en følelse, der aldrig stopper. For jeg kan bare ikke få nok af vandring og uforglemmelige naturoplevelser!