Destinationer, Inspiration og tips, Schweiz

Tips til sneskovandring i St-Cergue (Schweiz)

Tips til sneskovandring

For at gøre det nemmere at komme i gang med sneskoene, giver jeg her mine egne tips til sneskovandring i St-Cergue. Både praktiske detaljer om, hvordan man lejer snesko og kommer i gang som nybegynder samt mine egne erfaringer med beklædning. 


Kan man gå med snesko som nybegynder?

Det korte svar: JA

Jeg vidste intet om snesko inden vi tog afsted, og jeg frygtede ærligt talt, at det krævede en eller anden teknisk kunnen. Men hvad ved jeg! Det var i hvert fald bare at spænde sneskoene på og begynde at gå. Så mine bedste tips til sneskovandring for nybegyndere er bare at springe ud i det og starte med at følge markerede ruter.

I fremtiden håber jeg på at kunne komme på nogle ture off trail, og så tænker jeg også, at jeg skal have anskaffet mig mine egne snesko. Tænkt på de mange gode ture over Øresund man kan tage på gennem vinteren!

Beklædning til sneskovandring

Det var ikke vildt koldt, da vi vandrede med snesko. Temperaturerne lå nok lige under frysepunktet, og det var helt vindstille. Min erfaring når man vandrer – sådan helt generelt – er at bygge op i lag. På en tur med snesko gælder samme princip, for det er altid rart at kunne smide noget, når det bliver for varmt. Omvendt er det også godt at kunne tage mere tøj på, når man holder pauser.

  • På underkroppen vandrede jeg i vinterløbetights og gaiters for at holde sneen ude af støvlerne. Det skulle nok ikke have været meget koldere, så havde mine vinterløbetights været for kolde. I stedet for at have et par uldhipsters på inde under, burde jeg nok have haft nogle uldshorts på i stedet. Eller bare et par almindelige vandrebukser ud over.

  • På overkroppen havde jeg en masse lag, som jeg kunne tage af og på. Kortærmet uld t-shirt inderst, langærmet uld t-shirt, fleecetrøje, let foret jakke og en foret vest. Jeg endte faktisk med at smide vesten, fordi det blev for varmt, når jeg var i bevægelse.

  • Og så selvfølgelig det åbenlyse – fleecehandsker, hue og min buff til halsen.

Praktiske detaljer

Skal du ud på sneskovandring i Schweiz (i Lake Geneva-området) følger her lidt praktiske detaljer:

  • siden her finder du en oversigt over snesko-ruter i Schweiz – men be aware – det er ikke alle ruter, der er med. Hvis du er nybegynder eller vil have mere viden, foreslår jeg derfor, at du smutter forbi turistinformationen i det område, du har udvalgt. Eller skriver til dem på e-mail på forhånd.

  • Skal du finde transport i Schweiz, kan du med fordel bruge den officielle hjemmeside for offentlig transport her.

  • Det er nemt at leje sneko i St-Cergue og La Givrine. Sneskoudlejning i St-Cergue foregår i Milena Sports, der ligger tæt på togstationen (St-Cergue er altså kun en lille landsby). I La Givrine lejer du snesko hos Hôtel-Restaurant de la Givrine.

  • Sneskovandring i Schweiz er nemt. Alle de officielle ruter er markeret med lyserød skiltning.

  • Mine sidste tips til sneskovandring er selvfølgelig at huske de at nyde det og slutte af med en kop varm kakao. Et tip til den lækkersultne er at besøge den bager (patisserie), der ligger, når man kommer fra stationen i St-Cergue, og går ned mod tourist office. Den hedder Le P’tit Gourmand, og de laver den bedste hjemmelavede varme kakao. Og så laver de selvfølgelig også en masse fristende kager. Vi nøjedes dog med den varme kakao, som smagte syndigt godt. Vil vove at påstå, at det er den bedste kakao, jeg nogensinde har smagt.

Husk også at læse min beretning om sneskovandring i Schweiz.