Der er flere forskellige muligheder for wild camping på Great Glen Way. Nogle steder giver det mest mening bare at slå sit telt op, mens det andre steder kan være en idé at gøre brug af udpegede wild camping spots eller officielle campingpladser. Min oplevelse var nemlig, at det på nogle strækninger kan være svært at finde et sted at slå telt op.

Derfor kan det være en god idé at gøre noget forarbejde hjemmefra for at få en idé om, hvor det egner sig bedst med telt. Jeg har samlet mine erfaringer her, og beskriver de steder, hvor der er gode steder for wild camping på Great Glen Way i Skotland.

Forskellige muligheder for teltovernatning

Først og fremmest findes der nogle forskellige muligheder for camping på Great Glen Way.

• Wild camping: Du sætter dit telt op der, hvor du har lyst og følger leave no trace principperne. Du kan her læse de officielle guidelines for wild camping i Skotland.
  
  
• Canalside informal camping: Langs Caladonian-kanalen findes der en række uformelle campingspots. Her vil der nogle steder være toilet, badefaciliteter og bålplads. For at benytte dig af toilet- og badefaciliteter kræver det, at du lejer en nøgle. Det kan du gøre hos Corpach Sea Lock i Fort William for 10 pund pr. mand. Nøglerne afleveres hos Canal Office, når turen slutter. Du kan læse mere om Canalside camping via linket her.
  
  
• Udpegede wild camping spots: På Great Glen Way findes der nogle officielle wild camping spots. Stederne har muldtoilet, men for at bruge dem, skal du have en nøgle. Nøglen du lejer til Canalside informal camping bruger du også til muldtoiletterne. Du kan læse mere om de udpegede wild camping spots her.
  
  
• Officielle campingpladser: På Great Glen Way er der også mulighed for at bruge de officielle campingpladser med langt flere faciliteter. Der findes syv campingpladser langs Great Glen Way, så der er en del muligheder for camping i Skotland, når du går Great Glen Way.

Der findes officielle campingpladser i:

• Gairlochy
• Invergarry
• Fort Augustus
• Langs Loch Ness
• Drumnadrochit
• Inverness
  
  

Her kan du slå dit telt op på Great Glen Way

Planlægger du din tur på Great Glen Way med telt på ryggen, er det værd at vide, hvor på ruten, der er overnatningsmuligheder i telt. Du finder en oversigt på det interaktive kort herunder. Zoom ind og ud på kortet og tryk på ikonerne for at se, hvad stederne hedder.

Du kan også læse beskrivelsen af de forskellige stadier her, for bedre at kunne planlægge din tur på Great Glen Way med telt.

Fort William – Gairlochy: 

Ved Moy Bridge og i Gairlochy finder du Canalside camping. I Gairlochy er der også en officiel campingplads, Gairlochy Holiday Park.

Vil du hellere wild campe på Great Glen Way er det ikke helt så let at finde et sted på denne strækning. Fortsæt i stedet lidt længere ad ruten. Desværre er det ikke lovligt at campere langs det første stykke af Loch Lochy. Men lidt uden for Bunarkaig (ca. 6 km. fra Gairlochy) finder du en lille sti ind til højre, hvor du kan slå et telt op.

Gairlochy – Laggan

Ved Loch Lochy finder du et udpeget wild camping spot, Glas-Dhoire. Du finder det ca. 5 km. inden, du når til Laggan Locks. Der er ingen officielle campingspladser på strækningen.

Gode wild camping steder finder du lige lidt efter Clunes – når du kommer til det sted, hvor du til venstre kan tage en afstikker til vandfaldene Eas Chia-aig. Følger du Great Glen Way til højre kommer du til et skovområde, hvor der er gode steder at slå et telt op nede ved søbredden.

Vi valgte at gå lidt længere end til Laggan og slog et telt op ved bredden af Loch Oich, som du kan læse mere om herunder.

Laggan – Fort Augustus

Tager du den alternative rute med Invergarry link, finder du en officiel campingplads lidt uden for Invergarry, Fraichemard Farm. I Fort Augustus er der også en officiel campingplads, Cumberlands Campsite.

Følger du den originale rute langs højre side af Loch Oich finder du både gode wild camping steder og et udpeget wild camping spot. Ca. 5 km. fra Laggan slog vi teltet op nede ved bredden. Fortsætter du nogle kilometer mere, ligger der et officielt wild camping spot, Leiterfearn – også ved bredden af Loch Oich med udsigt ud over søen.

Ved Aberchalder Bridge er der også Canalside camping og videre langs kanalen på vejen mod Fort Augustus, finder du også et udpeget wild camping spot.

Fort Augustus – Invermoriston

Her afhænger det lidt af, om du går high route eller low route, som du kan læse mere om i indlægget om ruteplanlægning. På low route har du mulighed for at overnatte på to officielle campingpladser, Invercoille Camping og Loch Ness Holiday Park.

På high route findes der ingen officielle campingpladser, men det kan godt lade sig gøre at finde nogle steder at wild campe. Det kan dog blive en kold fornøjelse afhængig af årstiden. I sommermånederne vil det ikke være et problem, og så er det altså muligt at vågne op med udsigt over Loch Ness.

Vi valgte pga. kulden at fortsætte til Invermoriston, hvor vi fandt et B&B. I start april kan det nemlig snildt blive mange minusgrader om natten, og det var vi ikke lige forberedt på.

Invermoriston – Drumnadrochit

På strækningen mellem Invermoriston og Drumnadrochit er der ikke så mange campingsteder at komme efter. På high route er det muligt at finde nogle steder at wild campe med udsigt over Loch Ness.

Hvis du vil wild campe skal du tænke på at finde et sted, inden du kommer for tæt på Drumnadrochit. Det sidste stræk inden byen, er der nemlig ikke mange muligheder for at slå et telt op. I realiteten betydet det nok, at du skal satse på at finde et sted allerede inden du når til Grotaig.

Lidt uden for Drumnadrochit ligger der også en officiel campingplads, Borlum Farm Caravan & Camping Park.

Igen valgte vi at overnatte på B&B i Drumnadrochit, da benene ikke kunne holde til at gå mere. Planen var ellers at fortsætte forbi Drumnadrochit, men det var nok en klog beslutning at stoppe. Der går nemlig noget tid, før det egner sig til at slå telt op, når du fortsætter fra Drum.

Drumnadrochit – Inverness

Først omkring 6-7 km. fra Drumnadrochit begynder der at komme steder, der er gode til wild camping. Til gengæld finder du så også nogle virkelig fine steder med udsigt over Loch Ness. Det kræver, at du lige er vågen og følger de små stier ind til højre.

På turen mod Inverness kan du også overnatte i nogle basic hytter, hvor du enten kan bruge eget soveudstyr eller leje det på stedet. Camping Pod Heaven ligger omkring 17 km. fra Drumnadrochit, men ligger ikke direkte på Great Glen Way. Du skal altså dreje til højre og forbi søen Loch Laide for at komme derhen.

Du kan også overnatte ved et ECO-campsite, hvor det også er muligt at købe mad og drikke (husk kontanter). Stedet ligger lige midt på Great Glen Way også ca. 17 km. fra Drumnadrochit.

Efter ECO-camp vrimler det ikke med wild camping steder. Først når du kommer til skovområdet efter lang tids vandring på asfaltvej, dukker der steder op, hvor du kan slå telt op. Enten skal du nok vælge at campe lige i starten af dette skovområde eller også skal du satse på at finde et sted endnu tættere på Inverness. Vi endte med at wild campe kun ca. 7 km. fra Inverness og tæt på stien, fordi det blev svært at finde et egnet sted. Der er nemlig indhegning mange steder, så det ikke er muligt at komme ind i skoven.

Jeg håber, at ovenstående kan hjælpe dig med at planlægge din tur på Great Glen Way, når du skal på camping i Skotland. Wild camping på Great Glen Way giver nogle helt specielle oplevelser og det giver noget mere fleksibilitet.

Husk også at læse hele rutebeskrivelsen af Great Glen Way og se de mange billeder fra turen.

Indlægget Wild camping på Great Glen Way i Skotland blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Da jeg besøgte Yosemite i sommeren 2015, havde jeg endnu ikke stiftet bekendtskab med teltlivet, så jeg turde ikke springe ud i at trekke med oppakning. Faktisk var det ret svært at finde hoved og hale i mulighederne for overnatning i Yosemite. Ikke nok med det, så handler det også om at undersøge mulighederne i virkelig god tid. Her snakker vi om at booke overnatning i Yosemite omkring seks mdr. før afrejse, medmindre du vandrer med telt og gør brug af først-til-mølle campingpladserne. Vi endte med at finde en løsning, hvor vi fik mulighed for at kombinere teltoplevelsen med en anelse mere luksus.

Campinghytter – en hybrid mellem telt og hytte

Både Housekeeping Camp og Half Dome Village (det tidligere Curry Village) tilbyder campingoplevelsen, uden at du selv behøver at medbringe campinggear. Begge muligheder er fine til formålet, og ligger idyllisk mellem flod, kæmpe redwoodtræer og stejle klippevægge. Vi boede begge steder, da der allerede seks mdr. før afrejse var ret booket. Det betød, at vi ikke kunne tilbringe alle fire nætter det samme sted! Begge steder er der er opstillet nogle teltagtige hytter, der overhovedet ikke er luksus – men stadig mere luksus end et lille to-mands telt. Derudover kan man leje sengetøj og håndklæder, så du ikke behøver at slæbe det med dig på rejsen.

Fordelen ved Housekeeping Camp er, at der til hver teltgrund hører en bålplads, hvilket er lidt unikt. Mange steder i Yosemite er det nemlig forbudt at lave bål grundet risiko for skovbrand (gælder især over sommeren). I Half Dome Village er der fx ingen muligheder for bål eller åben ild. Men hvem elsker ikke at sidde omkring et bål, når den kølige aftenbrise sætter ind? Det giver også gode muligheder for madlavning. Vi købte en billig gryde i et supermarked, inden vi ankom til Yosemite, og den fungerede perfekt til at koge pasta og havregrød. Blot et lille tip, hvis du vælger at bo i Housekeeping Camp eller et andet sted med muligheder for bål. Til gengæld kunne jeg bedre lide telthytterne i Half Dome Village, men det er ikke så afgørende for mig. Begge steder var nemlig helt fine til formålet.

God base i Yosemite Valley

Både Half Dome Village og Housekeeping Camp egner sig virkelig fint til børnefamilier eller bare dem, der gerne vil have en base i Yosemite Valley. Det er måske heller ikke alle, der gider slæbe alt campingudstyret med over Atlanten. Generelt er Yosemite Valley som en landsby i sig selv. Du finder både supermarked, restauranter – you name it. For mig tager det lidt af autenticiteten ud af det ellers så sceniske område, men som base til dagture kan man ikke komme uden om, at dalen fungerer som et rigtig fint udgangspunkt. Vi nåede i hvert fald nogle fede vandreture, hvor vi havde følelsen af at opleve noget af Yosemites uberørte natur.

Som førstegangsbesøgende med forholdsvis få dage i parken, tror jeg derfor, at det er et godt træk at vælge overnatning i Yosemite Valley.

Fra primitivt telt til lækker bed & breakfast

Der er selvfølgelig også andre muligheder for teltentusiasterne og trekkingeksperterne, der ikke kan leve uden eget udstyr. Du finder et godt overblik over mulighederne på Yosemite National Parks officielle hjemmeside. For det er selvfølgelig heller ikke kun i Yosemite Valley, at der er mulighed for at slå pløkkerne i jorden. Skal det være uden pløkker, findes der også både hytter, hoteller og bed & breakfast. De amerikanske nationalparker har selvfølgelig gjort det hele så nemt som muligt. Der er både noget for de hardcore outdoor-entusiaster, dagsvandrerne og dem der bare gerne vil nyde en rolig ferie i smukke omgivelser.

Næste gang jeg sætter fødderne i Yosemite tror jeg, at jeg vælger en mere primitiv løsning med telt og trangia. Min store drøm er at gå John Muir Trail for at få en bid af Sierra Nevada helt tæt på. Inden da må jeg lige arbejde lidt mere med min frygt for rattle snakes og bjørne!

5 ekstra tips til overnatning i Yosemite – samt andet godt

Udover mine tips og erfaringer med overnatning i Yosemite, får du også lige et par andre gode råd med på vejen:

• Igen, husk et bestille overnatning i god tid – især hvis du gerne vil sikre dig overnatning i hytter, på hotel eller bed & breakfast.
  
  
• Rejser du om foråret, skal du være opmærksom på sne. Det kan betyde, at nogle veje og dermed vandreruter, er utilgængelige. Afhængig af mængden af snefald, kan der være spærrede vejen helt ind i juni måned. Du kan holde øje med alerts og info om Yosemite her.
  
  
• Gør dig selv en tjeneste og snak med en park ranger. Medmindre du har besøgt Yosemite en masse gange før, kan en park ranger hjælpe dig med at finde frem til vandreruter, der passer til dine lyster og fysik.
  
  
• Medbring fodtøj, der egner sig til det, du skal. Sneakers kan sagtens fungere til kortere ture i fladt terræn. Men jeg vil til hver en tid anbefale støvler med ankelstøtte eller trailrunners/vandresko. Det står meget bedre fast end sneakers.
  
  
• Yosemite har et rigt dyreliv. Vær opmærksom på eksempelvis bjørne, og overhold reglerne – både for din egen og dyrenes skyld. Sørg derfor for at skille dig af med affald på en ansvarlig måde. Gør brug af bjørnebokse til madvarer og toiletsager. Hvis du trekker i Yosemite, kan du selv anskaffe en boks eller et ophæng, så du undgår besøg af bjørne i løbet at natten.
  
  

Har du planer om at tage en tur til Yosemite? Husk også at læse om en skøn vandretur til Vernal og Nevada Falls her. Og den fineste vandretur til Clouds Rest kan du læse om her. 

Indlægget Overnatning i Yosemite – og andre gode råd blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

1. Flybilletter:

Selvom man ikke bestiller en charterferie, kan man sagtens kigge mod charterselskaberne for billige flybilletter, når man skal vandre på Tenerife. Vi fandt afbudsbilletter hos Spies, som vi bestilte ca. en måned før afrejse. Det var billigere end hos lavprisflyselskaberne (og garanteret også mere komfortabelt). Ulempen er, at det kræver fleksibilitet i rejseplanerne og lidt is i maven.

2. Planlægning:

Normalt kan internettet hjælpe med meget, men når det kommer til hiking på Tenerife, synes jeg ikke udvalget af enormt. Det kan være svært at danne sig et overblik over vandremulighederne ud fra fragmenter, man har fundet på internettet. Jeg investerede derfor i bogen Walking on Tenerife. Bogen viste sig at være et særdeles godt køb, da den giver en udførlig beskrivelse af mange vandreruter på øen. Det gjorde det nemmere at planlægge hvilke ruter, vi gerne ville gå.

Køber du bogen, vil jeg råde til også at købe et separat kort over øen, der viser vandrestier. Jeg købte kortet Tenerife Hikers’ Map fra Stanfords. Kortet er dog delt op i sektioner, og kortet fungerer fint, hvis man holder sig inden for de sektioner. Men en anden gang ville jeg nok investere i et kort, der viser hele øen. Ved man, at man blot skal gå GR-131, er det nok ikke ligeså nødvendigt at investere i bogen, men hvis man gerne vil kombinere flere ruter, som vi gjorde, gør bogen et fremragende job.

3. Vand:

Tenerife flyder ikke over med floder og vandfald. Så er det sagt! Øen er tør, og vi havde ikke mulighed for at bruge vores vandfilter en eneste gang. Vand er derfor en nødvendig del af planlægningen. Skal du på dagsture, har du intet at bekymre dig om – du fylder bare rygsækken med det du skal bruge i løbet af dagen. 3-4 l. pr. mand plejer at være tilstrækkeligt. Men hvis man som os vælger at backpacke på Tenerife, kræver det, at man hver dag kommer til et sted, hvor man kan fylde vanddepoterne op.Medmindre man har det fint med at slæbe på 10 l. vand, men hvem har lige lyst til det? Vi fyldte vand op i Vilaflor , Parador, ved svævebanen, i El Portillo, i La Caldera og i La Laguna, inden vi nåede til Anaga.

4. Mad:

Vi kom hjemmefra med alt for tunge rygsække. Én af grundene var nok, at vi havde købt frysetørret mad til alle aftensmåltider. Men er der noget, jeg ikke har lyst til at gå ned på, er det altså mad! Skulle jeg afsted igen, ville jeg nok revurdere den frysetørrede mad (selvom det smagte ret godt og blot krævede kogende vand). Så når du tanker vand, kan du med fordel tanke maddepoterne op, så du slipper for at bære alt for meget i rygsækken. Det eneste problem her er, at det vi kom forbi var caféer og cafeterier, hvor man hellere ville have en købmand. Og så er der altså også bare noget hyggeligt ved at sidde i naturen og spise sin tortillawraps med peanutbutter, frem for at sidde inde på et ucharmerende cafeteria.

5. Camping:

Lad mig starte med at sige, at det var helt fantastisk at campe frit på Tenerife. Når det så er sagt, så er det faktisk ikke tilladt, og jeg kan derfor ikke bare opfordre til at gøre det. De fleste steder i Europa er det faktisk forbudt at slå telt op et vilkårligt sted. Vi prøvede derfor så vidt som muligt at gå væk fra stier og veje, når vi slog telt op. Og vi var meget fokuserede på ”leave no trace” ideologien. Vi tog selvfølgelig alt affald med os, lavede ikke bål og gravede vores l*** ned med en skovl købt til formålet (faktisk meget smart, og skovlen kan anskaffes her).

Jeg ville selvfølgelig ønske, at jeg bare kunne sige ”ja da, slå du bare telt, når du skal vandre på Tenerife”. Men det må være op til en selv, om man har det godt med at bryde loven så at sige. Vi oplevede dog ingen problemer, men kunne i princippet have risikeret en bøde.

6. Klima og beklædning:

Fordelen ved at vandre på Tenerife er, at øen har et mildt klima året rundt. Personligt synes jeg, at der i marts måned var super fint klima til at vandre, men man skal være forberedt på, at det ingen solferie er. I hvert fald ikke oppe i højderne. Jeg havde først shorts på den sidste dag i Anaga. Derudover bliver nætterne kolde i Teide National Park. Vi havde ned til -10 graders frost en enkelt nat, og det er altså ikke for sjov. Det kræver en varm sovepose og varmt tøj. Jeg kan anbefale langt uldundertøj! Vi havde også stor glæde af både handsker, hue, fleece, termotrøje og dun- eller termovest.Skal man op på toppen af Teide, kræver det også varmt tøj og evt. en windbreaker (det blæste generelt en del i Teide National Park).

7. Gå ikke glip af Anaga:

Skal du vandre på Tenerife, må du absolut ikke gå glip af Anaga. Området omkring Teide ER fantastisk. Men i Anaga finder du et landskab, der nærmest minder om noget, du kunne støve op i Asien. Har du telt med, ligesom os, skal du dog være klar over, at det er svært at finde egnede campsites i det bjergrige Anaga. Sammen med den skønne natur, kommer også større risiko for skyer og regn, så vær forberedt på det, når du vandrer i Anaga.

Når nu du har alle dine tips i orden til at vandre på Tenerife, kan du passende læse om min fantastiske vandreferie på Tenerife lige her.

Indlægget 7 tips til at vandre på Tenerife blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Dag 1: Fra Vilaflor til et sted tæt på Paisaje Lunar (GR-131)

Vi landede i Tenerifes sydlige lufthavn lidt over middag. Uden for lufthavnen styrede vi som de eneste uden om alle turistbusserne, der var klar til at fragte charterturisterne til deres all-inclusive-hoteller. I stedet hoppede vi på en taxi og gav taxichaufføren adressen på en outdoorshop i Arico. En ting, der er værd at huske, når man skal afsted med trangiasæt er nemlig, at man ikke må medbringe gasbeholdere på flyet (heller ikke i indtjekningsbagagen). Det var derfor nødvendigt for os at købe en gasbeholder på øen. Samtidig fyldte vi tasken med Cliffbars, som var noget billigere, end når man køber dem herhjemme.

Med tasken fuld af tvivl

Efterfølgende tog vi en taxi videre til Vilaflor (1.400 m.o.h.), hvorfra vi begyndte vores vandreferie på Tenerife. Først tankede vi op med vand – ca. 4 l. hver – og dermed også 4 kg. tungere tasker. Det skal jeg hilse og sige, godt kan mærkes på en rygsæk, der sikkert i forvejen er proppet med alt for meget l*** (rookie mistake!).

Da jeg endelig stod med rygsækken på og klar til at begynde på det, jeg havde glædet mig så meget til, mærkede jeg en snert af opgivelse. Den alt for tunge rygsæk, solen der bagede og visheden om, at jeg var ved at påbegynde noget, jeg aldrig havde prøvet før. Hvad nu, hvis det var forfærdeligt at sove i telt? Hvad nu, hvis jeg ikke kunne gå med al den oppakning? Der kørte en masse tanker og tvivl rundt oppe i hovedet på mig. Samtidig var jeg så spændt på at komme ud og vandre på Tenerife og mærke naturen – og ikke mindst mig selv. De flotte udsigter kom heldigvis hurtigt til syne, og langsomt begyndte vores eventyr at udspille sig for os.

Midt i naturen

På trods af glæden og ivrigheden ved endelig at befinde mig i naturen, synes jeg, at det var et par lange timer op til vores første campsite. Jeg havde allerede ondt i hofter, ryg, nakke og skuldre, da vi en times tid før solnedgang valgte at slå camp – et sted ikke så langt fra Paisaje Lunar. Alligevel var jeg ovenud lykkelig – omgivet af bjerge, velduftende nåletræer, solnedgang og den mand, jeg elsker at være sammen med. Hvad jeg har lært af at backpacke og vandre er i hvert fald, at adrenalin og storslået natur afhjælper mangt og meget – her iblandt rygsmerter.

Vi slog teltet op, pustede luft i liggeunderlagene og lagde soveposerne frem i teltet. Jeg havde en følelse af, at udstyret – ligesom os selv – var mere end klar til at blive brugt. Det var både deres og vores jomfrurejse. Aftensmaden stod på frysetørret chili con carne, som blev fortæret i soveposerne. Foran os ventede en kold nat i omkring 1.800 m.o.h.

Dag 2: Fra et sted tæt på Paisaje Lunar til Teide Cable Car station (GR-131 og trail 28)

Klokken var omkring halv 7, da vi vågnede efter en kold nat. Hjemmefra havde vi forberedt os på kulde oppe i højdemeterne, men ikke engang mit lange uldundertøj eller min nyindkøbte sovepose med komforttemperatur på –6 grader kunne klare nattens strabadser. Det skal siges, at jeg er en rigtig frossenpind, men jeg var ikke den eneste, der havde haft en kold nat. Vi have begge lyst til at blive liggende, krøbet sammen i soveposerne, men naturen kaldte (i bogstaveligste forstand).

Jeg glemte dog alt om at fryse, da jeg trådte ud af teltet. Den kølige friske luft, det afdæmpede morgenlys og den slående stilhed var noget nær perfekt at vågne op til. Jeg skyndte mig at hente kameraet og knipse et par billeder af det flotte morgenlys, inden vi kastede os over havregrød lavet på trangiasættet. En vandreferie på Tenerife er derfor ikke bare lig med sol og varme, men på trods af kolde nætter, ville jeg absolut tage afsted igen.

Afstikker til Paisaje Lunar

Inden vi pakkede sammen og tog videre, brugte jeg lidt tid på at få justeret på min rygsæk. Sammen med de liter vand vi allerede havde drukket, var rygsækken nu langt mere medgørlig. Stadig tung, men ikke tung nok til at slukke min eventyrlyst. Vi pakkede sammen og travede mod Paisaje Lunar – en lille afstikker fra ruten, men også sjovt at se de specielle klippeformationer, der minder om et månelandskab. Havde det været eftermiddag og energiniveauet lavere, ville jeg nok have droppet den lille afstikker. Sammenlignet med den natur vi ellers oplevede på vores vandreferie på Tenerife, befinder Paisaje Lunar sig ikke i top 3. Til gengæld var der en flot udsigt, hvor vi rigtigt kunne fornemme, at vi allerede var et godt stykke oppe over skyerne. Og her skinner solen altid, som Anne Linnet ville sige det.

Fra afstikkeren til Paisaje Lunar fortsatte vi ad GR-131. Efterhånden forandrede landskabet sig. Fyrretræerne blev færre og færre og vi begyndte at fornemme, hvilket vulkanlandskab vi var ved at bevæge os ind i. Som en god gevinst til de tunge rygsække havde vi et langt stykke med strid modvind. Endelig rundede vi et sving, hvor storslåede El Teide kom til syne. I stedet for at gå over Montana Guajara, fortsatte vi ad GR-131 – nok den mest populære rute for dem, der tager på vandreferie på Tenerife.

Justering af ambitionsniveauet

Allerede efter de få timers vandring på førstedagen var vi klar over, at vi måtte sætte ambitionsniveauet ned med al den bagage, vi havde på ryggen. Idioterne her havde jo også planlagt at gå til toppen af Teide, men når vi ikke engang kunne se det muligt at gå til toppen af Guajara på 2.700 m, var Teide med sine 3.717 m.o.h. ret uoverkommelige. Jeg siger dig, at der er stor forskel på at gå med en dagsrygsæk og med en rygsæk på 10-12 kg. (eller hvad nakkeknuseren nu vejede. Det fik vi desværre aldrig at vide, da vi tjekkede bagagen ind i lufthavnen).

Efter en frokost bestående af tortillawraps og peanutbutter nåede vi frem til Parador, der i bund og grund bare består af et hotel og et cafeteria. Vi belønnede os selv med en cola, der smagte ualmindeligt godt, inden vi gik videre mod svævebanen, der næste dag skulle føre os mod toppen af Teide.

Et sted mellem Parador og svævebanen slog vi lejr. Det tog lidt tid af finde et sted i bare nogenlunde læ, for som vejret opførte sig, kunne vi se frem til en blæsende nat. Heldigvis lagde vinden sig, da vi skulle sove, men det skulle alligevel ikke være blæsten, der blev vores største problem. Igen var det kulden, der fik ram på os, selvom vi havde garderet os med ekstrasokker og fleece. Når man vågner op til frosne vandflasker, skal det vise sig ikke at være nok…

Dag 3: Et sted mellem Parador og svævebanen til El Portillo (trail 28 og SPN 6)

Endnu en kold nat, betød endnu en kold morgen. Da jeg endelig fik bevæget mig ud af soveposen og ud af teltet viste mit termometer –6 grader, og klokken var vel at mærke 7 om morgenen. Solen var lige stået op, og på baggrund af de isfrosne vandflasker vurderede vi, at nattetemperaturen snildt kunne have været nede på –10 grader. Var vi forberedte på det? Nej! Og den lader vi så bare ligge der…

Uovervindelig og ydmyg

Når det så er sagt, så er smerter ikke det eneste, at smuk natur kan kurere. Den kan åbenbart også kurere kulde. For heldigvis havde vi fundet et utroligt smukt sted at campere lige for foden af Teide. Igen var fokus på at nyde solopgangen og få knipset nogle billeder. Der er noget helt specielt ved at vågne ude midt i naturen og være vidne til, at dagen starter på ny for mere end bare menneskeheden. Det er i øvrigt en anden ting, jeg elsker ved at vandre. Når jeg er i naturen, føler jeg mig så lille og ydmyg – og alligevel også uovervindelig. Det er en meget speciel følelse, som måske nok kræver et indlæg helt for sig selv.

Anyway, vi nød morgenkaffen som aldrig før og sugede de første varme stråler fra solen til os, inden vi bevægede os mod svævebanen. Herfra tog vi turen op til toppen af Teide med lidt blandede følelser. Først og fremmest med en følelse af at snyde og samtidig med en lettet følelse af ikke at skulle gå den lange vej til toppen med den nakkeknusende rygsæk.

Tynd luft på toppen af Teide

Straks vi forlod svævebanen kunne mine lunger også godt mærke den tynde luft i de ca. 3.500 meters højde. Det var lige før, at jeg blev glad for, at vi ikke havde fået fingrene i en permit til at gå de sidste par hundrede meter helt til toppen. Svævebanen kører nemlig kun til 3.555 m., mens det kræver en permit at gå det sidste stykke til de 3.717 m. Så husk et booke i god tid – der var ikke flere tilladelser, da vi prøvede at booke en uge før. Du kan booke din permit til Teide her.

Havde vi haft tilladelsen, var det da nok også lykkedes os at komme helt til toppen, men det var ikke fordi, vi ikke fik de gode udsigter at se. Det var helt fantastisk at have udsigt ud over øen, og jeg følte mig så heldig over at stå der og skue mod horisonten.

En smuk og øm nedtur

Efter noget tid på (næsten) toppen, startede vi nedturen, som skulle vise sig at blive en udfordring for mine fødder. Da vi nåede ned efter flere timers vandring, brændte mine trædepuder. Det er hård belastning for fødderne at gå nedad så lang tid, når man har stor vægt på ryggen. Samtidig krævede det meget mere koncentration og præcision for ikke at få overbalance. Min konklusion blev, at jeg med min høje svang nok har brug for nogle indlægssåler i støvlerne til at tage noget af den belastning, som især mine forfødder kunne mærke.

Men nok om mine sølle fødder. Turen ned ad Teide var helt sikkert spektakulær. Dog blev mine fødder glade, da vi endelig fandt et smukt campsite tæt på El Portillo. Vi havde udsigt til Teide, der steg op fra horisonten, og det var helt uvirkeligt, at vi for blot nogle timer siden havde stået på (næsten) toppen af Spaniens højeste bjerg.

Dag 4: El Portillo til La Caldera (SPN 6 og GR-131)

Endelig en nat, der ikke havde været ligeså kold som de foregående. Jeg følte mig behageligt veludhvilet, selvom aftenen var sluttet med en hamrende hovedpine, der krævede et par panodiler. Hovedet var begyndt at drille, mens vi var oppe på Teide. En mærkelig tunghed i knolden, der senere udviklede sig til slem hovedpine. Selvom jeg sørgede for at drikke rigeligt vand, fik højdemeterne og den tynde luft åbenbart ram på mig.

Ned gennem skyerne

Vi pakkede sammen og gik videre med ben, der var overraskende friske ovenpå gårdsdagens nedstigning fra 3.555 m.o.h. til omkring 2.100 m.o.h. Snart nåede vi igen til trægrænsen og vinkede farvel til det tørre ørkenagtige landskab, der kendetegner området omkring Teide. Nedstigningen fortsatte, og vi skulle inden dagen var omme nå til La Caldera, der ligger i 1.200 meters højde.

Men det var ikke kun trægrænsen, vi igen fik fornøjelsen af. Som timerne skred frem nærmere vi os skydækket, som vi ellers havde været under os i efterhånden nogle dage. Med ét blev det behagelige solskinsvejr med blå himmel skiftet ud med en tyk tåge, der mest af alt fik skoven til at ligne noget fra en eventyrfilm. I starten var vi begejstrede over at gå inde i skyerne, men begejstringen blev hurtigt erstattet af ærgrelse over de udsigter, vi gik glip af. Magien forsvandt, og tågen gav en følelse af, at man ikke kom fremad. Det hele ligner hinanden, når man kun kan se sig omkring i en radius af 10 m.

Som en bonus var mine fødder begyndt at brokke sig igen. Selvom man som vandrer får et enormt tæt forhold til sine støvler, vil jeg sige, at mit forhold til støvlerne på daværende tidspunkt mildt sagt var ambivalent. Til gengæld tror jeg stadig, at det bare er min høje svang, der kræver nogle specielle såler. Det skal jeg nok lige give en up-date på, når jeg får købt nogle såler.

Britney og Beyoncé

Tåge, ømme fødder og vel nok også trætte ben gjorde turen mod La Caldera lidt lang. Jeg prøvede at distrahere mig selv med en opremsning af hele mit sang-reportoire, der spænder over både Britney Spears, Soap og Destinys Child (you’re welcome Anders). Jeg digtede endda åndssvage sange om mine fødder på en lidt for glad og optimistisk melodi, men kilometerne blev ved at syntes uendelige. Ved 17-tiden ramte vi omsider La Caldera, hvor der ligger en lille restaurant. Her drak vi en tiltrængt kop kaffe og jeg fortærede en god håndfuld trailmix, hvorefter vi måtte på jagt efter et sted at slå lejr inden mørkets frembrud.

Efter noget tids søgen fandt vi i skoven et sted at slå lejr. Det skulle vise sig ikke at være så nemt at finde et plant sted væk fra stierne. Da vi troede vi var kommet et stykke væk fra stisystemet satte vi teltet op – og opdagede senere, at vi nærmest havde placeret vores telt midt i stisystemernes bermudatrekant. Men når man er træt, og mørket er ved at lægge sig, kan man bære over med meget. Og således krydsede vi fingre for, at ingen ville få øje på os. Endelig kom tågen os til gode.

Dag 5: Bus fra La Caldera til Afur (Anaga); fra Afur til et sted mellem Taborno og Las Carboneras (trail 41)

Morgenen bød på klarere vejr, og vi fandt ud af, at vi havde slået lejr et smukt sted i skoven, omkranset af bjerge.

Kl. 9.45 tog vi den tidligste bus mod Anaga i det nordøstlige Tenerife. Vi havde håbet på, at busserne ville gå tidligere, så vi hurtigt kunne komme i gang med dagens program. Vi slog ventetiden ihjel ved en vandhane, hvor vi vaskede hår og armhuler. Tiltrængt, skulle jeg mene.

I La Orotava skiftede vi bus og kørte til La Laguna. Her ventede vi et par timer på bussen mod Afur, så vi brugte tiden på at finde et apotek og et supermarked. Jeg fik anskaffet nogle forfodssåler til at aflaste fødderne, hvilket var godt givet ud.

Da vi sad i bussen mod Afur ændrede landskabet sig efterhånden, som vi kom tættere på Anaga. Snart var vi omgivet af dramatiske, frodige bjerge. Den halve dag vi havde tilbragt med transport havde allerede gjort mig hungrende efter igen at komme ud og opleve naturen og bruge bentøjet. Tenerife og jeg var endnu ikke færdige med hinanden. Det kunne jeg tydeligt mærke, selvom jeg også vidste, at turen lakkede mod enden. Hvad vi ikke helt var forberedt på var, at turens hårdeste strækning ventede forude.

Ikke for de højdeforskrækkede og gangbesværede

Afur ligger kun omkring 200 m.o.h., men på meget få kilometer skulle vi op i 700 højdemeter. Vi fulgte trail 41 mod Taborno, og så gik det ellers bare op, op, op. Og når man troede det ikke længere gik op, gik det op, op, op lidt mere endnu. Til gengæld var der så meget at kigge på. Et helt og aldeles anderledes landskab end det, vi havde set i Teide National Park. Et barskt og uvelkomment landskab, men samtidig mildt og frodigt. Grønne kaktusser og gule blomster fulgte os på begge sider af bjergtindingerne.

Turen her er ikke for gangbesværede eller højdeforskrækkede, skal jeg i øvrigt huske at sige. Med en tung rygsæk på ryggen, var det visse steder om at holde tungen lige i munden for ikke at miste balancen og ryge ud over bjergsiden. Jeg havde ikke på noget tidspunkt følelsen af, at det var farligt, men jeg vidste, at jeg skulle passe på!

Mod asiatiske himmelstrøg

På den ellers korte strækning passerede vi klynger af små huse, hvor der slet ikke burde ligge huse. Små bitte fattige landsbyer, der var som en del af naturen. For hvilket normalt menneske ville vælge at bosætte sig her og bygge et hus? Stemningen var meget speciel, og vi passerede vilde høns og haner, der ikke syntes at bekymre sig om vores tilstedeværelse. Både landskabet og stemningen tog mig mod asiatiske himmelstrøg. Hvor sjovt er det ikke lige at finde sådan et sted på charterøen Tenerife? Det er lige præcis derfor, at hiking er det hele værd, selvom kroppen gør ondt og højdemeterne bliver ved at være stejle.

Hvad vi begge havde undgået at snakke med hinanden om, var til gengæld, hvor vi skulle sætte telt op i dette uvelkomne og samtidig indbydende landskab. Alt var stejlt og det var ikke til at fravige stien. Det endte med, at vi campede tæt på stien. Det var det eneste flade sted, vi kunne finde. Stedet var hverken det mest hyggelige eller optimale. Vi blev ædt af bitte små myg, som vi troede var små fluer, indtil vi næste dag vågnede med små røde stik overalt i vores pander.

Dag 6: Et sted mellem Taborno og Las Carboneras til Punta del Hidalgo

Vi var begge enige om at skulle hurtigst muligt væk fra turens første ikke så vellykkede campsite. Set fra den positive side, havde vi sovet godt og lunt, men de små satans myg gjorde, at vi hurtigt pakkede sammen. Morgenmaden bestod af en cliffbar, som vi spiste, mens vi gik videre mod Punta del Hidalgo. I Chinamada gjorde vi holdt, så jeg kunne skifte til shorts. For første gang på hele turen flashede jeg mine blege dansker-ben. Endelig! Fra Chinamada er der i øvrigt vildt flot udsigt, og faktisk er hele turen mod Punta del Hidalgo særdeles anbefalelsesværdig. Virkelig smuk, frodig og vild.

Telt-problemer og taknemmelighed

Allerede ved 13-14 tiden ramte vi Punta del Hidalgo og fandt et sted, hvor vi omsider fik vores ”morgenkaffe”. Her blev vi også enige om at droppe idéen om endnu en nat i telt. Anaga har mange fordele, men campingvenlighed er ikke én af dem. Vi besluttede derfor at tage bussen mod El Medano en dag tidligere end planlagt. I El Medano havde vi planlagt en enkelt overnatning på bed and breakfast for at slappe lidt af inden hjemrejsen. Frem for at ankomme onsdag formiddag ankom vi nu til El Medano tirsdag aften og fandt et (lidt for dyrt) hotel.

Følelserne omkring beslutningen var lidt blandede, for jeg følte ikke helt, at jeg var færdig med telt og hiking. Men da jeg stod i badet på hotellet og praktisk talt kunne se snavset fra mig forsvinde med badevandet, blev jeg alligevel lidt glad og taknemmelig. Taknemmelig for turen og taknemmelig for at sætte så meget pris på et helt almindeligt bad.

Klokken 21 befandt vi os på en restaurant, hvor vi gik ombord i vin og tapasretter. Hvilken kontrast. Der sad vi – Anders i vandrebukser og mig i fleecetrøje. Vi passede ikke helt ind i den lille charterby, men det gjorde faktisk ikke så meget, for det havde vi heller ikke lyst til.

Dag 7: Afslapning (det var faktisk sværere, end jeg havde troet)

Omkring middag tjekkede vi ind på et fint lille bed & breakfast uden for El Medano. Har man planer om at tage den samme vandreferie på Tenerife som os, kan det helt klart anbefales at bo sidste nat hos flinke Nigel i Villa Las Dunas. Vi blev forkælet med en flaske vin, te, kaffe og kiks på værelset (inklusiv i prisen). Vi gav 50 € for en overnatning, hvilket er helt okay med tanke på den overdådige morgenmad, der også ventede os næste morgen.

Det gode ved El Medano er, at det kun ligger ca. 15 min. kørsel fra lufthavnen. Bortset fra det, vil jeg ikke mene, at der er så meget at komme efter, men vi nød poolen og solen så meget vi kunne. For det var faktisk lidt svært for kroppen pludseligt at skulle ned i et helt andet tempo. Vi var begge fyldt med energi og havde mest af alt lyst til at lave noget aktivt. Det lykkedes dog at få slappet lidt af, inden turen gik mod lufthavnen næste formiddag.

Og så sad vi der igen. Proppet sammen i en Spies-flyver med alt for solbrune danske turister. Jeg følte mig så heldig over at have set den smukke ø for mere end blot et chartersted. For Tenerife har virkelig meget at byde på. Det er ikke usandsynligt, at jeg en dag kommer tilbage – klar til endnu et eventyr på den smukke ø.

Læs også mine 7 tips til at vandre på Tenerife, hvis du selv vil kaste dig ud i en vandreferie på Tenerife. 

Indlægget Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.