Første nat i Olympic National Park tilbragte min mand og jeg ved Moose Lake. Den vidunderlige sø ligger placeret i et bjergrigt landskab, hvor der er en helt speciel fred og ro. Turen til Moose Lake kan sagtens gøres til en dagstur, men en overnatning ved søen giver mulighed for at mærke den magiske stemning ved både solnedgang og solopgang.

Vi begyndte først vandreturen til Moose Lake ved 17-18 tiden, da vi samme dag var kørt fra Seattle og havde brugt en del tid ved Olympic National Park Visitor Center i Port Angeles. Her fik vi hjælp til at planlægge vores fire nætter i nationalparken. Turen til Moose Lake passede perfekt til første nat, da køreturen til trailhead ikke ligger alt for langt væk fra Port Angeles. Ifølge park rangeren, der hjalp os med at planlægge turen, var Moose Lake også hans favoritsted at campe. Vores forventninger var derfor tårnhøje, da vi kørte mod Obstruction Point Trailhead, hvor vandreturen mod Moose Lake starter.

Transport til trailhead

Fra Visitor Center i Port Angeles kører du ligeud ad Hurricane Ridge Rd. Snart ændrer landskabet sig dramatisk, og det er umuligt ikke lige at stoppe op for at tage billeder af udsigterne. Vejret var ikke helt med os, da vi kørte mod trailhead, men tågen og skyerne gav alligevel nogle magiske billeder. Det er nødvendigt at tage det skyede vejr med et smil, når du rejser rundt i det nordvestlige USA. Der er nemlig en grund til, at der ligger regnskov i Olympic National Park; du kan ikke komme udenom, at der falder en del nedbør. Men det er en del af charmen, da det giver landskabet og omgivelserne en helt speciel magi.

Efter et godt stykke bjergkørsel drejer du skarpt til venstre ad en jordvej lige inden du når til parkeringspladsen ved Hurricane Ridge. Den smalle jordvej fører også forbi den sti, der går til PJ Lake. Det kan være en fin lille ekstra tur at tage enten inden eller efter vandreturen til Moose Lake, da den kun er omkring 2.5 km ud og hjem. Til gengæld med en del højdemeter.

Fra PJ Lake er der cirka 15 minutters kørsel tilbage, inden du når Obstruction Point Trailhead. Hele turen fra Olympic National Park Visitor Center tager omkring 1 time og 20 min. afhængig af vejr og trafik. I højsæsonen tror jeg godt, at der kan være kø op til Hurricane Ridge, som er et af parkens mest populære steder.

Rutebeskrivelse

Start: Obstruction Point Trailhead. Faciliteter: Parkeringsplads, toilet (og fantastisk udsigt!)

Distance: 13 km. ud og hjem (6,5 km. hver vej)

Højeste punkt på ruten: 1.965 m.

Højdemeter: 457 m.

Alternativt loop: På vej tilbage til Obstruction Point Tailhead, kan du tage vejen ad Badger Valley Trail i stedet for at gå tilbage ad Grand Pass Trail. Vi havde ikke denne mulighed, da der var for meget sne over Badger Valley. Gør du det, skal du på vejen tilbage i stedet dreje af mod Grand Lake. Turen bliver dermed 14,5 km. i alt frem for 13 km. Det er til at overskue, hvis man hellere vil have et loop.

En skyet start

Da vi ankommer til Obstruction Point Trailhead begynder skyerne at feje ind over landskabet. Den strålende udsigt, der ellers venter allerede fra parkeringspladsen, forsvinder snart i de hvide skyer. Vi pakker vores tasker og klæder om i bilen. Før vi får set os om, begynder det at regne ligesom vi er klar til at gå. Tågen indhyller os i en hvid bobbel, og stemningen er ikke, hvad den har været. Det er altid bittert at påbegynde en tur i regn. Men hvis der er noget, jeg efterhånden har lært, så er det, at der ikke skal meget mere end et hul i skyerne til, at stemningen bliver god igen. Jeg skal bare lige se et glimt af et bjerg for at få et smil på læben.

Fra trailhead fanger vi stien til højre, og starter med at gå gennem store passager af sne. Her i slutningen af juni måned, har sneen stadig sit faste, kolde greb om store dele af landskabet. Vi kan ikke se mange meter frem for os grundet tåge. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der i princippet kan dukke en bjørn op i tågen når som helst. Den dårlige sigtbarhed og det våde vejr fortsætter på vej ned mod Moose Lake. Vi går gennem flere passager af sne, hvor jeg taknemmeligt bruger mine vandrestave for bedre stabilitet. Jeg har ingen intentioner om at tage en genvej ned ad bjergsiden!

I takt med kilometerne begynder skyerne at åbne op for udsigterne, og jeg får nogle glimt af det magiske landskab, der kendetegner Pacific Northwest. Skyerne og de grå nuancer bidrager kun til den stemning, og jeg begynder at sætte pris på, at vi ikke står under en blå himmel.

En “hjortelig” velkomst

Vi bevæger os efterhånden ret meget nedad, og får et glimt af det, der må være Grand Lake helt nede i dalen. Ruten bevæger sig gennem skov, hvor myggene slås om at sætte sig på de få udsatte steder i ansigtet. Inde mellem træerne spotter vi en hjort, og selvom vi ikke er gået forfærdeligt mange kilometer fra bilen, føler vi os meget langt inde i vildmarken.

På trods af, at turen fra Obstruction Point Trailhead til Moose Lake kun er omkring 6,5 km., føler vi, at turen nedad bliver ved og ved. Heldigvis går solen først ned ved 21-tiden. Alligevel stresser vi lidt over at nå frem og sætte camp, inden mørket falder på.

Vi passerer et skilt, der viser vej til Grand Lake. Vi fortsætter knap 1 km. endnu, indtil vi når til Moose Lake.

Som en slags velkomst bliver vi mødt af en stor flot hjort, da vi når til den ranger cabin, der ligger ved søen. Vi er nok tidligt på sæsonen, for der bor ingen park ranger på sitet endnu.

Campspots ved Moose Lake

Lettere presset over at finde et camp site inden mørket falder på, prøver vi at finde hoved og hale i, hvor de forskellige sites ligger placeret omkring søen. Pladserne er markeret med en træpæl og et nummer. Der er i alt syv pladser ved Moose Lake. Gå gerne på opdagelse for at finde det bedste ledige site. Når du passerer ranger cabin og går videre, kommer der nogle gode sites lige ved bredden af søen.

Vi vælger at snuppe stedet lige ned til vandet, selvom der også ligger nogle fine “secluded” sites længere væk fra søen. Der går små stier ind til både muldtoilet og bearwire.

Mørket er allerede faldetpå, da vi har fået teltet op og omsider ligger i vores soveposer. Det er blevet køligt, men der ligger også pletter af sne omkring os, da vi endnu kun er i slutningen af juni måned. Vi koger vand til vores frysetørrede mad, og nyder omsider et varmt måltid mad ved 21.30 tiden. Inden vi lægger os til ro følges vi i mørket op til pladsens bearwire. Det er lidt skummelt at færdes i området i mørke, når man ved at bjørne og pumaer kan ligge og lure i i krattet. Vi følger lyset fra vores pandelygter og holder os tæt sammen, indtil vi igen er tilbage i soveposerne. Vi skal lige vænne os til at være omgivet af vildnæsset og befinde os i de vilde dyrs territorie.

Panisk “toilet-tur”

Jeg vågner næste morgen mere udhvilet end dagen før, på trods af, at jeg også har haft søvnløse perioder i løbet af natten. Det skyldes mest af alt, at det ikke kun er mit sind, der stadig er lidt jetlagged. Min mave kører åbenbart også på dansk tid, for i løbet af natten er jeg vågnet en del gange med stor trang til et toilet! Til sidst bliver mavepinen så slem, at jeg hverken kan udskyde nr. 1 eller nr. 2, så der sker det, jeg har frygtet allermest. Jeg må alene ud i skoven midt om natten velvidende, at der bor både bjørne og pumaer i området.

Jeg ved udemærket, at risikoen for at blive angrebet er usandsynligt lille. Men jeg ved også, at der står et enkelt andet telt ikke så forfærdeligt langt fra vores, så jeg kan ikke begynde at råbe op for at skræmme farlige dyr væk. Samtidig er jeg et utroligt presset menneske – lad os bare sige, at jeg har udskudt turen ud i mørket længe nok. Og jeg skal for alt i verden ikke gå de par hundrede meter op til muldtoilettet i skoven. Aldrig har jeg så panisk gravet et hul i skovbunden i pandelysets skær. Og aldrig har jeg været så hurtig til at klare både det ene og det andet.

Tilbage i teltet er der ikke megen medlidenhed at hente, selvom mit hjerte stadig hamrer derudaf. Sådan går det, når man sidder der i skovbunden med alle sanserne siddende uden på tøjet. Tilsyneladende synes min mand, at fadæsen har været mere morsom end risikabel. Næste morgen kan jeg heldigvis heller ikke andet end grine af det hele. Og jeg bliver heldigvis mere tryg ved at skulle ud og tisse om natten, selvom det aldrig huer mig helt så meget.

Idyllisk campspot blandt skovens beboere

Morgenen starter til gengæld helt fantastisk. Solen skinner og varmer, og afslører hvilket fantastisk landskab, vi befinder os i. Bjergsiderne reflekterer sig i søens blanke overflade, og får landskabet til at synes uendeligt. Snart får vi også besøg af en flok hjorte, der næsten er lidt for nysgerrige. Oven på nattens eskapader, får jeg da også endnu et chok, da jeg sætter mig på hug ved en busk for at lade vandet. Ud af buskadset springer et lille hjortekid. Mit hjerte springer op i halsen på mig, da skikkelsen ud af øjenkrogen ligeså vel kunne have været en puma. Sikke nogle toiletbesøg, jeg har mig herude i vildmarken!

Vi har svært ved at løsrive os fra Moose Lake i det strålende vejr, men da vi får pakket sammen og er klar til at gå, glæder jeg mig også til at se gårsdagens tur i solskinsvejr.

Det er da også en helt anden oplevelse, der venter os på turen op. For det første går det brat opad i modsætning til dagen før, der var en forholdsvis let tur ned til dalen og søen. På vej op må vi vende os om flere gange, for at nyde udsigten, hvor vi også får et kig til Grand Lake. Efter en opstigning, der sætter pulsen i sving, får vi en intet mindre end fantastisk udsigt. Tænk sig, at disse alpine bjerge har gemt sig bag tågen dagen forinden. Jeg føler, at jeg har hele Olympic National Park liggende for mine fødder. De snedækkede bjergtoppe fortsætter så langt øjet rækker og ender ud i et bølgegrønt landskab. Den grønne frodighed og de hvide tinder står i smuk kontrast til hinanden.

Tilbage mod Obstruction Point Trailhead

Efter den spektakulære udsigt følger vi bjergryggen videre ad Grand Pass Trail. Omkring middag returnerer vi til parkeringspladsen ved Obstruction Point Trailhead. Nu fyldt op med fornyet energi og klar til endnu en tur i Olympic National Park. Vi kører op til Hurricane Ridge, hvor vi spiser frokost, inden vi kører vest mod Sol Duc og turen til Deer Lake.

Praktisk – wilderness camping ved Moose Lake

• Der er 7 campsites ved Moose Lake.
  
  
• Det er altid nødvendigt at anskaffe et wilderness permit, når du skal overnatte i Olympic National Park. Du finder alle informationer om wilderness camping i Olympic National Park her.
  
  
• 50 % af pladserne ved Moose Lake kan reserveres i forvejen gennem denne side. Du kan tidligst begynde at reservere permits til den kommende sæson i februar måned. Den eksakte dato finder du gennem linket.
  
  
• Den anden halvdel af pladserne tildeles efter first come, first served-princippet. First come, first served-permits tildeles ved et Wilderness Information Center.
  
  
• Ved Moose Lake er der muldtoilet og bearwire. Du behøver derfor ikke at medbringe en bearbox, men du skal have en drybag eller lignende med, der kan hænges op. Husk at medbringe eget toiletpapir!
  
  
• Der er mange hjorte ved Moose Lake, og de er ikke særligt sky. Hold dine ting inde i teltet, da de efter sigende skulle have smag for at spise svedigt og dermed saltholdigt tøj.
  
  
• Nærmeste mulighed for indkøb er ved Hurricane Ridge Visitor Center, hvor der er en kantine med mad, snacks og ikke mindst kaffe. Hurricane Ridge er i øvrigt også et fremragende udgangspunkt for ture, men er til gengæld også utroligt populært og crowded.

Indlægget Vandring i Olympic National Park: Moose Lake blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Alle besøgende i Olympic National Park skal betale et beløb for at få adgang til parken. Det koster 30$ at besøge parken i bil, og adgangen gælder i en uge for alle passagerer i bilen (under 15 mand). Ved længere besøg, kan man købe adgang til et helt år for 55$. Der købes adgang ved indgangen til parkerne eller ved et af parkens vistor centers.

Hvis din rejse i USA går til mange nationalparker og statsparker, kan det i nogle tilfælde også betale sig at købe et America the Beautiful Pass, der giver adgang til alle USA’s parker og recreational areas. Passet koster 80$, gælder et år og giver adgang til passets ejer samt tre andre passagerer. Børn og unge under 15 år kommer gratis ind i nationalparkerne.

Ugepasset, årspasset og America the Beautiful Pass kan alle købes i Olympic National Park Visitor Center i Port Angeles. Det kan også skaffes andre steder i Olympic National Forest, der har kontorer i Quilcene, Olympia, Forks og Quinault.

Wilderness Camping Permit

Én ting er at opleve Olympic National Park i dagstimerne. En anden ting er at opleve parken med telt på ryggen. Det kræver lidt mere planlægning, men det er absolut det hele værd. Naturen kommer helt ind under huden og oplevelsen af nationalparken bliver mere autentisk.

Overnatning i vildmarken kræver et såkaldt Wilderness Camping Permit. Det er uanset, hvornår på året, du overnatter i parken og uanset, hvilke campsites du bruger. Du skal desuden have et permit for hver overnatning, da de gælder til forskellige campsites og områder.

Reserver online

Det er muligt at reservere permits på forhånd – og senest 14 dage før turens start. På den måde kan det lade sig gøre at planlægge turen hjemmefra. Nogle steder er det den eneste måde at få et permit på, enten fordi områderne er meget populære eller fordi de ligger i et såkaldt quota area. I nogle quota areas gives permits kun gennem reservationer, mens der i andre quota-områder gives halvdelen af permits gennem reservation og den anden halvdel gennem day-to-day reservations.

• På siden her, finder du et overblik over, hvilke områder, hvor det er nødvendigt at reservere på forhånd.
  
  
• Du ansøger om reservationer via formularen her, hvor der også følger en vejledning.
  
  
• Et wilderness camping permit koster 8$ pr. mand for hver enkelt overnatning.
  
  

Planlæg turen hjemmefra

Reserverer du wilderness camping permits på forhånd vil det, uanset hvad, tage noget tid. Det kræver planlægning og viden om, hvilke ruter, du gerne vil gå, og hvor du vil overnatte. Desuden kan det være en god idé at have en plan B, hvis reservationen bliver afvist. Der er nemlig ingen garanti for at få fingre i tilladelsen, selvom du har ansøgt på forhånd. Enten fordi der har været for mange ansøgere om de samme pladser, eller fordi vejret betyder, at områderne ikke er åbnet op. Det skete fx for min mand og jeg, da vi hjemmefra ansøgte om at gå The High Divide Trail. Her fik vi at vide, at der stadig var alt for meget sne i området. Vejret er altså en stor faktor. Specielt når man ankommer til Olympic National Park tidligt på sommersæsonen.

Husk i øvrigt, at hvis turen starter i et quota-område, men senere går gennem et non-quota area, er det også muligt at reservere et wilderness camping permit for disse områder. Det på trods af, at non-quota areas normalt ikke er mulige at reservere på forhånd.

For nemmere at kunne planlægge din tur, kan du her læse min guide til Olympic National Park.

Day-to-day permits i Olympic National Park

Hvis du vil slippe for planlægningen hjemmefra, eller hvis din reservation er blevet afvist, kan du også sikre dig et wilderness camping permit direkte ved et visiter center eller ranger station. Det kan være en god idé, hvis du ikke på forhånd ved, hvornår du præcist ankommer til nationalparken, eller hvis du blot vil have lidt mere fleksibilitet. Desuden giver det mulighed for at være spontan og opleve nogle områder, du måske ikke lige havde forestillet dig på forhånd.

De ansatte park rangers er virkelig flinke til at hjælpe med at planlægge ens tur ud fra de steder, der er ledige og ud fra dine egne ønsker selvfølgelig. Men det er stadig vigtigt at være forberedt og have gjort sig tanker om, hvilke områder, du gerne vil se og hvilket niveau, du ønsker turen skal være på.

• Vha. denne Wilderness Trip Planner, kan du se, hvilke områder, hvor der er begrænsede pladser (quota areas).
  
  
• De brune telte på planneren betyder, at det er non quota areas. Her er der altså ubegrænsede permits og wild camping spotsene fyldes op efter et first come, first served princip.
  
  
• I de brune områder er der fri teltning, såfremt du følger leave no trace principperne og ikke camper på meadows. Generelt anbefales det kun at slå sit telt op de steder, hvor der tydeligt allerede har ligget nogle. På den måde lader man uberørt natur være uberørt. Det er værd at have med i tankerne, når millioner af mennesker hvert år besøger Olympic National Park.
  
  

Day-to-day permits til quota areas

Afhængig af sæson og ugedage, kan det også lade sig gøre at få permits til quota-områder på dag-til-dag basis. I bund og grund handler det om, hvorvidt pladserne er fyldt op, eller ej. I slutningen af juni lykkedes det min mand og jeg at få wilderness camping permit til både Moose Lake og Deer Lake, der ligger i quota-områder.

Vi havde nemlig ikke planlagt nogle ture på forhånd, da vores ansøgning om at gå High Divide Trail blev afvist hjemmefra grundet alt for meget sne. Vi valgte derfor at køre den spontane stil, som ellers er en sjældenhed for mit vedkommende. Jeg kan altid godt lide at gøre mit forarbejde ordentligt, så jeg selv ved, hvad mulighederne er. Og jeg vidste da også rigtig meget om nationalparken på forhånd, men det var enormt fedt at høre park rangerens anbefalinger. Hvis det er nogle, der kender områderne, så er det i hvert fald dem.

Ved Visitor Center i Port Angeles snakkede vi derfor med en park ranger, der hjalp os med at planlægge vores fire overnatninger i Olympic National Park. Det eneste vi med sikkerhed vidste var, at vi i løbet af de fire overnatninger gerne ville have en overnatning ved Second Beach og se nogle forskellige dele af Olympic National Park. Det lykkedes os at få sammenstykket et rigtig fint program for de fire nætter:

1. nat: Moose Lake (Læs om vandreturen til Moose Lake i Olympic National Park her)

2. nat: Deer Lake

3. nat: Second Beach

4. nat: Quinault Rainforest – Pony Bridge

Indlægget Olympic National Park: Permits & wilderness camping blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Hele fire forskellige økosystemer i Olympic National Park gør det muligt at vandre blandt snedækkede bjergtoppe, langs klippeholdig kyst, dybt inde i den frodige regnskov og i velduftende skovområde. Alt sammen kan opleves på en enkelt dag, men allerbedst er det at afsætte flere dage i Olympic National Park for at få det meste ud af de spektakulære områder. Læs med her for at få styr på planlægningen af dit besøg i nationalparken. I denne guide til Olympic National Park finder du information om områder, overnatningsmuligheder og til allersidst finder du praktisk viden om at besøge parken.

Hvad skal jeg opleve?

Olympic National Park har et areal, der er lidt større end Sjælland. Samtidig gør bjerge, alpine områder og beskyttet regnskov det mere tidskrævende at komme fra A til B. Den største fejl, når du besøger Olympic National Park er derfor at afsætte for lidt tid af til at se parken. Det er også ærgerligt, hvis oplevelsen drukner i transport og praktikaliteter.

De mange økosystemer i Olympic National Park gør desuden områderne i parken meget forskellige. Det kan derfor være en god idé på forhånd at gøre op med dig selv, hvad du gerne vil opleve. Specielt hvis du ikke har tid til at opleve det hele – hvilket selvfølgelig er at foretrække. Jeg vil som minimum anbefale at have fire overnatninger i parken for at komme omkring det hele. Allerhelst en hel uge – eller mere.

Bjerge

Der er flere forskellige områder i Olympic National Park, der byder på udsigter med flossede og sneklædte bjergtoppe. Mest besøgt er området ved Hurricane Ridge. Rigtig mange turister kører op til Hurricane Ridge besøgscenter, nyder udsigten og går nogle småture. Men så snart du kommer ud på lidt længere ture, tynder det ud i menneskemængderne. Så kan du pludseligt nyde de alpine udsigter lidt mere for dig selv.

Fra Hurricane Ridge kan du også tage en lille dirt road til Obstruction Point Trailhead. Her kan du kan gå til Moose Lake eller mod Deer Park, der også er kendt for sine flotte bjerge.

Andre bjergområder inkluderer Royal Basin, Anderson Pass, Appleton Pass og selvfølgelig området omkring Mount Olympus.

Det er også værd at tage i betragtning, at den østlige del af parken får langt mindre regn end den resterende del. Det betyder også, at der er større sandsynlighed for, at sneen smelter hurtigere her, hvis du kommer til Olympic National Park tidligt på sæsonen.

Skov og sø

I de subalpine arealer hersker nåleskov, billedskønne søer og enge. Det er områderne under bjergenes trægrænser, som du eksempelvis finder omkring Sol Duc, Elwha og Staircase. Lake Crescent i parkens nordvestlige hjørne er også en del af dette økosystem. Søen er meget besøgt og egner sig rigtig godt til forskellige former for vandsport som kano- og kajaksejlads eller paddle boarding.

Det er også i dette område, at Mt Storm King hersker med sine blot 1.381 meter. Fra toppen af Mt Storm King, skulle udsigten over Lake Crescent være helt fantastisk. Der kan dog ligge en del sne på ruten op til Mt Storm King, og den er formentlig først snefri fra midt juli, afhængig af, hvor meget snefald vinteren har budt på.

Regnskov

Tro det eller ej, men der findes hele to områder med regnskov i Olympic National Park. Det var altså news for mig, at der skulle ligge regnskov knap et par timers kørsel fra Seattle, da jeg i sin tid begyndte at læse om parken. Nu er der selvfølgelig ikke tale om en tropisk regnskov, men en tempereret regnskov. Ikke desto mindre, er det ret fantastisk at opleve den frodighed, der følger med en regnskov. Det er helt anderledes end de alpine områder og de subalpine skove. Endnu en årsag til, at Olympic National Park er ret unik.

For at se regnskoven i Olympic National Park kan du enten tage til Hoh Rain Forest mod vest eller Quinault Rain Forest mod syd. Sidstnævnte får færre besøgende, men er ikke mindre betagende at vandre rundt i.

Kyst

Halvøen Olympic er ikke kun unik pga. regnskoven og det ubegribelige bjerglandskab. Drager du mod stillehavskysten, bliver du mødt af de mest fantastiske kyststrækninger med uendelige sandstrande og rå klipper, der ligger som kastet ud i havet.

Det nordlige Makah Indian Reservation giver mulighed for at vandre hele vejen til USA’s mest nordvestlige punkt, Cape Flattery. Det kræver et recreation pass, der kun kan fås i Neah Bay.

Hele vejen ned langs kysten er der desuden muligheder for at vandre lange ture og gå fra strand til strand. Ikoniske strande som Rialto Beach og Second Beach bør stå på to-do listen. På sidstnævnte strand er det muligt at beach campe med et wilderness camping permit.

Hvor skal jeg bo?

Olympic National Park lægger op til oplevelser med telt på ryggen, men der er naturligvis flere overnatningsmuligheder for dem, der gerne vil besøge parken. Port Angeles er den største by i nærheden af nationalparken, og kan være et godt udgangspunkt til dagsture i den nordlige del af parken. Det kan dog være langt mere charmerende at finde et sted, der ligger midt i parken og dermed også midt i naturen.

Camping og telt

Camping giver mulighed for at bo inde i parken tæt på alle vandrestierne. Der findes en del muligheder for både wilderness camping og camping på officielle eller primitive campingpladser. Det er også værd at se lidt uden for parkens grænser, hvor en del af campingpladserne ligger. Blandt andet ligger campingpladserne ved Lake Quinault i Olympic National Forest og ikke i Olympic National Park. Der er også mere officielle campingpladser ved Lake Cushman lidt uden for parkens sydøstlige hjørne.

• På siden her får du en oversigt over campingpladser i Olympic National Park.
• Du kan bruge denne wilderness trip planner til at se placeringer for campingpladser, primitive sites og wilderness campsites.
• Parkens campingpladser har meget basale faciliteter (ingen bad), men der findes mere officielle campsites lidt uden for parken ved blandet andet Lake Cushman og i nærheden af Port Angeles.

Wilderness campsites findes over hele parken. Nogle af dem kræver reservation på forhånd, da de hurtigt fyldes op eller fordi, der kun udstedes et vist antal permits. Fælles for alle wilderness campsites er, at det kræver et wilderness camping permit at overnatte. Det kan du læse mere om i indlægget om adgang til parken og wilderness camping.

Hytter/hotel

Der er nogle få muligheder for at bo på hotel eller hytter inde i parken, som er listet på siden her. To af stederne er ved Lake Quinault, et andet sted befinder sig langs kysten og det sidste sted ligger ved Sol Duc.

Udover de fire steder inde i parken, findes der også steder lige uden for parken, hvor det er muligt at finde overnatning. Port Angeles mod nord har det største udvalg, men det er også muligt at finde hytter og hoteller andre steder på halvøen. Omkring byen Forks vil der også være et lidt større udvalg. Airbnb kan være et godt sted at starte, hvis du gerne vil finde hyggelige hytter frem for store hoteller.

Nice-to-know

• På linket til wilderness trip planner får du også en oversigt over de faciliteter, der er på de forskellige wilderness camps. Det er rart at vide, når du skal ud i vildmarken. På den måde kan du forberede dig bedst muligt.

• Nogle campsites har primitive toiletter, andre har ikke. Hvis der ikke er toilet, er det vigtigt at have en skovl med, så du kan grave dine efterladenskaber ned. Husk at det altid skal gøres minimum 60 meter væk fra vandløb, floder, søer osv.

• Du kommer bedst rundt i parken, hvis du har en bil eller et andet køretøj. Vi så dog også en del cyklister. Skal du rundt i mange parker og naturområder på din tur til det nordvestlige USA, kan jeg absolut anbefale at leje en lidt større bil, hvor undervognen ikke er alt for lav. Det er langt fra alle veje, der er lige velholdte – især hvis du skal køre til nogle af de mindre turistede trailheads. På turen til Obstruction Point Trailhead var det i hvert fald rart at køre i en land cruiser.

• Gør planlægningen af din tur lettere ved at investere i en bog om Olympic National Parks og mulighederne for vandreruter. Jeg købte bogen Hiking Olympic National Park, som viste sig at være god til at danne sig et overblik over forskellige vandreruter.
  
  

Bjørne

Det er ikke til at komme udenom, at der er sorte bjørne i Olympic National Park. Når du skal wilderness campe har det betydning for, hvordan du skal opbevare din mad og andre genstande, der afgiver lugt/duft. På trip planneren finder du også information om, hvorvidt der er bear wire eller bear hangs der, hvor du skal overnatte. Hvis der i oversigten står bear can betyder det, at du selv skal medbringe en såkaldt bear box. Den optager en del plads i rygsækken, og det er derfor værd at have i baghovedet. Spørg ind til det, når du er ved et visiter center, hvis du er det mindste i tvivl. Ordentlig food storage er ekstremt vigtigt, da det handler om både din egen og bjørnenes sikkerhed.

Bear boxes kan lejes gratis ved et visitor center eller ranger station. Vi lejede vores bear box ved visiter center i Port Angeles, og returnerede den i Quinault.

Hvis du udelukkende bruger de campingpladser, du kan køre til, er det ikke nødvendigt med en bear box. Fødevarer og toiletartikler kan sagtens ligge i bilen. Men sørg for stadig at holde lejren ren og tag kun mad osv. ud af bilen, når du skal bruge det.

Indlægget Guide til Olympic National Park blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Da jeg besøgte Yosemite i sommeren 2015, havde jeg endnu ikke stiftet bekendtskab med teltlivet, så jeg turde ikke springe ud i at trekke med oppakning. Faktisk var det ret svært at finde hoved og hale i mulighederne for overnatning i Yosemite. Ikke nok med det, så handler det også om at undersøge mulighederne i virkelig god tid. Her snakker vi om at booke overnatning i Yosemite omkring seks mdr. før afrejse, medmindre du vandrer med telt og gør brug af først-til-mølle campingpladserne. Vi endte med at finde en løsning, hvor vi fik mulighed for at kombinere teltoplevelsen med en anelse mere luksus.

Campinghytter – en hybrid mellem telt og hytte

Både Housekeeping Camp og Half Dome Village (det tidligere Curry Village) tilbyder campingoplevelsen, uden at du selv behøver at medbringe campinggear. Begge muligheder er fine til formålet, og ligger idyllisk mellem flod, kæmpe redwoodtræer og stejle klippevægge. Vi boede begge steder, da der allerede seks mdr. før afrejse var ret booket. Det betød, at vi ikke kunne tilbringe alle fire nætter det samme sted! Begge steder er der er opstillet nogle teltagtige hytter, der overhovedet ikke er luksus – men stadig mere luksus end et lille to-mands telt. Derudover kan man leje sengetøj og håndklæder, så du ikke behøver at slæbe det med dig på rejsen.

Fordelen ved Housekeeping Camp er, at der til hver teltgrund hører en bålplads, hvilket er lidt unikt. Mange steder i Yosemite er det nemlig forbudt at lave bål grundet risiko for skovbrand (gælder især over sommeren). I Half Dome Village er der fx ingen muligheder for bål eller åben ild. Men hvem elsker ikke at sidde omkring et bål, når den kølige aftenbrise sætter ind? Det giver også gode muligheder for madlavning. Vi købte en billig gryde i et supermarked, inden vi ankom til Yosemite, og den fungerede perfekt til at koge pasta og havregrød. Blot et lille tip, hvis du vælger at bo i Housekeeping Camp eller et andet sted med muligheder for bål. Til gengæld kunne jeg bedre lide telthytterne i Half Dome Village, men det er ikke så afgørende for mig. Begge steder var nemlig helt fine til formålet.

God base i Yosemite Valley

Både Half Dome Village og Housekeeping Camp egner sig virkelig fint til børnefamilier eller bare dem, der gerne vil have en base i Yosemite Valley. Det er måske heller ikke alle, der gider slæbe alt campingudstyret med over Atlanten. Generelt er Yosemite Valley som en landsby i sig selv. Du finder både supermarked, restauranter – you name it. For mig tager det lidt af autenticiteten ud af det ellers så sceniske område, men som base til dagture kan man ikke komme uden om, at dalen fungerer som et rigtig fint udgangspunkt. Vi nåede i hvert fald nogle fede vandreture, hvor vi havde følelsen af at opleve noget af Yosemites uberørte natur.

Som førstegangsbesøgende med forholdsvis få dage i parken, tror jeg derfor, at det er et godt træk at vælge overnatning i Yosemite Valley.

Fra primitivt telt til lækker bed & breakfast

Der er selvfølgelig også andre muligheder for teltentusiasterne og trekkingeksperterne, der ikke kan leve uden eget udstyr. Du finder et godt overblik over mulighederne på Yosemite National Parks officielle hjemmeside. For det er selvfølgelig heller ikke kun i Yosemite Valley, at der er mulighed for at slå pløkkerne i jorden. Skal det være uden pløkker, findes der også både hytter, hoteller og bed & breakfast. De amerikanske nationalparker har selvfølgelig gjort det hele så nemt som muligt. Der er både noget for de hardcore outdoor-entusiaster, dagsvandrerne og dem der bare gerne vil nyde en rolig ferie i smukke omgivelser.

Næste gang jeg sætter fødderne i Yosemite tror jeg, at jeg vælger en mere primitiv løsning med telt og trangia. Min store drøm er at gå John Muir Trail for at få en bid af Sierra Nevada helt tæt på. Inden da må jeg lige arbejde lidt mere med min frygt for rattle snakes og bjørne!

5 ekstra tips til overnatning i Yosemite – samt andet godt

Udover mine tips og erfaringer med overnatning i Yosemite, får du også lige et par andre gode råd med på vejen:

• Igen, husk et bestille overnatning i god tid – især hvis du gerne vil sikre dig overnatning i hytter, på hotel eller bed & breakfast.
  
  
• Rejser du om foråret, skal du være opmærksom på sne. Det kan betyde, at nogle veje og dermed vandreruter, er utilgængelige. Afhængig af mængden af snefald, kan der være spærrede vejen helt ind i juni måned. Du kan holde øje med alerts og info om Yosemite her.
  
  
• Gør dig selv en tjeneste og snak med en park ranger. Medmindre du har besøgt Yosemite en masse gange før, kan en park ranger hjælpe dig med at finde frem til vandreruter, der passer til dine lyster og fysik.
  
  
• Medbring fodtøj, der egner sig til det, du skal. Sneakers kan sagtens fungere til kortere ture i fladt terræn. Men jeg vil til hver en tid anbefale støvler med ankelstøtte eller trailrunners/vandresko. Det står meget bedre fast end sneakers.
  
  
• Yosemite har et rigt dyreliv. Vær opmærksom på eksempelvis bjørne, og overhold reglerne – både for din egen og dyrenes skyld. Sørg derfor for at skille dig af med affald på en ansvarlig måde. Gør brug af bjørnebokse til madvarer og toiletsager. Hvis du trekker i Yosemite, kan du selv anskaffe en boks eller et ophæng, så du undgår besøg af bjørne i løbet at natten.
  
  

Har du planer om at tage en tur til Yosemite? Husk også at læse om en skøn vandretur til Vernal og Nevada Falls her. Og den fineste vandretur til Clouds Rest kan du læse om her. 

Indlægget Overnatning i Yosemite – og andre gode råd blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Længde: 11 km.
Højde ved start: 1.200 m.
Højde ved Nevada Fall: 2.080 m.

Tag en shuttle bus til Happy Isles Trailhead eller start ved Curry Village for en lidt længere tur. Husk rigeligt med vand i rygsækken – vi vandrede i august, og det var virkelig en varm og svedig fornøjelse, når det ikke er længere oppe i højderne end 1.000-2.000 m.

Ved første øjekast virker det meget turistet at vandre til Vernal og Nevada Falls i Yosemite. Starten af turen er godt fyldt med andre turister i alle aldre og typer. Familier med små børn og kvinder i flipflops gjorde derfor, at jeg hurtigt satte forventningerne en anelse ned. For hvis et 3-årigt barn kan gå turen selv, er der ligesom ikke meget fysisk udfordring i det. Men som kilometerne gik, tyndede det ud i menneskeflokken.

Hiking i Yosemite handler derfor i høj grad om at gå længere end flertallet (og det kræver umiddelbart ikke det store). Langt de fleste turister nåede kun op til Vernal Fall, som da også var et fantastisk syn med en smuk regnbue, der strakte sig fra den ene side til anden. Selv i august faldt vandfaldet i overraskende mængder og fyldte luften med en dejlig kølig støvregn. Heraf har stien fået navnet Mist Trail. Jeg kan kun forestille mig, hvordan vandfaldet kommer til sin ret i foråret, når sneen lige er smeltet og vandstanden står på sit højeste.

Fra Vernal Fall går turen videre mod toppen af Nevada Fall, og her kommer benmusklerne i brug. Det skal siges at jeg var i noget ringere form dengang, end jeg er nu, men visse steder var det rimeligt stejlt. Tror dog de fleste vil kunne klare turen uden de store problemer, hvis man er i nogenlunde form.

Udsigt fra Nevada Fall

Solen havde også sin magt. Den bagte ned på os fra en skyfri himmel. Men da vi kom til toppen af Nevada Fall, var udsigten al sveden værd. Det var helt fantastisk at stå ved toppen af et vandfald og kigge ud over et landskab, der var som taget ud af Pocahontas.

Det var fristende at tage en dukkert i Merced River, der ligger som en indbydende swimmingpool oppe ved vandfaldet. Lovlydige som vi er(!), undlod vi at gøre som de andre turister, der på trods af reglerne om ingen badning, lå og plaskede i det kølige vand. Man skal helt sikkert passe på sig selv, når man gebærder sig i Yosemite. Mange turister gør dumme ting, og desværre resulterer det hvert år i dødsfald. Men lige præcis den dukkert havde nok været ufarlig. Hvis jeg en dag besøger Nevada Fall igen, kommer jeg nok til at dyppe fødderne.

En prøvesmagning på John Muir Trail

Fra Nevada Fall gik turen videre ad John Muir Trail. For mig er det kæmpe stort at kunne sige, at jeg har gået et lille bitte stykke af John Muir Trail. Jeg har nemlig en drøm om en dag at gå alle 340 km af ruten, der er opkaldt efter manden med en helt speciel – og ikke så underlig – kærlighed til Yosemite.

Det lille stykke på John Muir Trail skuffer heller ikke. Turen byder på de flotteste udsigter til både Half Dome, Liberty Cap og ikke mindst Nevada Fall. Omkring hvert hjørne eller sving, venter der de flotteste landskaber. Selv i august, var der ikke mange andre hikere på stien. I Yosemite handler det i høj grad om at gå lidt længere ud ad ruten end 5 km. I hvert fald, hvis man vil nyde den stilhed og ro, som Yosemite i høj grad også byder på – selv midt i højsæsonen.

Efter nogle kilometer på John Muir Trail, møder stien igen Mist Trail. Her må man fortsætte ad samme vej tilbage, som man kom. Igen kom alle de andre turister til syne, og selvom omgivelserne stadig var smukke, var det svært ikke at blive distraheret af selfiestænger og grædende børn. Det er nok også en af grundene til, at jeg ville vælge rygsæk og kompas, hvis jeg en dag kommer tilbage til Yosemite.

For mig er et besøg i Yosemite nemlig også følelsen af at vandre langt ude i vildmarken. Den følelse skulle vi i højere grad få på næste dags vandretur til Clouds Rest. Først stod den dog på is og (lovlig) dukkert i Merced River ved campingpladsen. Der er ikke noget som koldt smeltevand til at lindre ømme og hævede vandrefødder.

Indlægget Hiking i Yosemite: Vernal og Nevada Falls blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Længde: 24 km.
Højde ved start: 2.450 m.
Højde ved Clouds Rest: 3.025 m.

Parker bilen på parkeringspladsen ved Tioga Pass Road, hvor du også kan gå Tenaya Lake Trail.

Det første stykke vandring på Clouds Rest Trail snor sig gennem fredfyldt skovområde uden de store højdemeter. Der medfølger en helt speciel ro, mens turen går gennem den smukke nåletræsskov. Roen bliver få kilometer inde på ruten forstyrret af en højere puls og tungere vejrtrækning i takt med, at det går opad. Nu begynder landskabet at udfolde sig. Clouds Rest Trail byder på udsigter over sletter, bjerge og søer. Nogle steder møder synet et tæt bevokset landskab, og andre steder vidner landskabet om de skovbrande, der ofte hersker i Californiens nationalparker. Alligevel står det forkullede og nøgne landskab i smuk kontrast til det grønne tæppe af træer og de blå pletter af søer, der bliver mindre og mindre som højdemeterne stiger.

Selvom turen kun kræver 540 højdemeter af benene, strækker de 460 af meterne sig over 7,5 km. Det betyder også, at der i nogle sektioner skal bruges lidt benmuskler. Faktisk er det ikke det sidste stykke op til Clouds Rest, der er hårdest. Her handler det mere om at nyde udsigten til begge sider, mens du går på den brede højderyg, der bliver smallere og smallere, jo tættere du nærmer dig toppen. Her er der ikke plads til de højdeforskrækkede. Men så snart du kommer igennem det lille smalle stykke, venter der sig en udsigt på toppen, der er svær at slå.

Gevinsten ved at nå toppen

Som nyudklækket vandrer, var der også noget helt specielt ved at nå toppen. Det er en helt særlig gevinst jeg opnår, når jeg ved en fysisk præstation, når målet. For mig er den fysiske anstrengelse en stor del af min forkærlighed til vandring, og netop dér på toppen af Clouds Rest, var en af de første gange, jeg mærkede følelsen.

Vi blev mødt af andre vandrere på toppen, der hilste os med et ”great job” og ”welcome to the top”. I det sekund følte jeg mig for første gang som en rigtig vandrer, der var en del af et større fællesskab. Måske er det også derfor, at turen til Clouds Rest står som en meget speciel oplevelse i min hukommelse. Alligevel tror jeg, at selv garvede hikere ville blive imponeret over det syn, der venter på toppen. Jeg følte mig bestemt som mere end 3.000 m. over havets overflade. Måske mest af alt fordi Clouds Rest tillader en 360 graders udsigt ud over de omgivende bjergtoppe. Half Dome rejser sig også forude i horisonten og virker med sine ”kun” 2.700 m.o.h., meget mindre, end da vi dagen forinden havde udsigt til den spektakulære halvkugle på turen til Vernal og Nevada Falls.

Madpakker med udsigt

Med udsigt til Yosemite Valley, spiste vi vores medbragte madpakker, gav fødderne lidt luft og snørede derefter igen støvlerne. Hvis man vil have en længere tur, eller er ude med rygsæk og telt, er det også muligt at tage en længere omvej ad John Muir Trail, som tager dig forbi Sunrise Lakes. Det er også muligt at fortsætte ad Clouds Rest Trail, efter du har nået toppen. Stien fortætter mod Yosemite Valley og støder sammen med John Muir Trail på vej mod dalen. Har du bilen parkeret oppe ved Tenaya Lake, er der dog ingen anden vej end at gå tilbage ad samme vej. Jeg er altid gladest for loop trips, men lige i dette tilfælde kan jeg bestemt anbefale Clouds Rest Trail til en dagstur – også selvom det er ud og hjem ad samme vej.

Afstikker til Tenaya Lake

På vej tilbage tog vi en lille afstikker ind til Tenaya Lake. Det skal du huske ikke at snyde dig selv for. Vi var efterhånden meget trætte i kroppen, og mine for små vandrestøvler gjorde ikke tilstanden bedre. Da vi kom til søen, blev det hele dog glemt. Jeg nærmest smed vandrestøvlerne fra mig og gik ud i det kolde vand for at lindre mine ømme fødder. Det var tiltrængt efter at have tilbagelagt godt 25 km.

Tenaya Lake ligger flot omkranset af bjerge og nåletræer. Da vi kom til søen hen ad eftermiddagen, var der så stille, at de omgivende bjerge lod sig spejle i vandoverfladen. Selvom vi lige havde tilbragt en hel dag i den smukkeste natur, blev Yosemite ved med at blære sig med sin skønhed. De gråhvide granitvægge med deres helt specielle formationer stod i smuk kontrast til farverne på træerne, der lånte lidt af både den mørkegrønne og lysegrønne farvepalet. Sammen med den azurblå himmel og det mørkeblå vand, stod Tenaya Lake som taget ud af et postkort. Bestemt ikke den værste måde at slutte vandreturen på.

Efter lidt tid ved Tenaya Lake fandt vi bilen og kørte mod Housekeeping Camp. Der gik ikke mange minutter, før jeg faldt i søvn på passagersædet. Aftenen stod på isspisning og bålhygge. Desuden kom vores camping-nabo forbi med en halv flaske vin som tak for plastikkrus og lån af vinoplukker. Med lidt vin indenbords gik der ikke lang tid, før vi trætte og udmattede lagde os til at sove efter dagens strabadser.

Indlægget Hiking i Yosemite: Clouds Rest Trail blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Når du ankommer i bil til Yosemite, er det en helt speciel følelse, der overmander dig. Landskabet slår pludseligt over i en storslåethed, som tager pusten fra de fleste. Jeg fik i hvert fald følelsen af en hvis ærefrygt over for det guddommelige udsyn, der dukkede op i bilruden; et landskab, der kalder på oplevelser og vandreeventyr.

Vi fortsatte køreturen mod Yosemite Valley, hvor vi skulle bo de næste fire nætter. Forude ventede vores første møde med vandrestøvler og ømme ben – noget jeg havde set frem til meget længe. Det skulle da også blive nogle uforglemmelige dage, som talte direkte til mit endnu jomfruelige vandrehjerte.

Dag 1: En eventyrlig begyndelse

Det var eftermiddag, da vi ankom til Housekeeping Camp i Yosemite Valley. Som førstegangs-hikere valgte vi at reservere noget, der ligner en mellemting mellem telt og hytte. En reol og to senge udgjorde faciliteterne, så det var ikke fordi, der var meget luksus over det. Vores luksus kom i form af kæmpestore redwoodtræer lige uden for teltet, udsigt til stejle granitvægge og få meters gang til Merced River, der snor sig gennem Yosemite Valley og tilbyder gode bademuligheder. Det var ganske enkelt eventyrligt at skulle sove her i Yosemite Valley, midt imellem redwood-træer og sorte bjørne.

Sidstnævnte var måske ikke så eventyrligt. Overalt blev vi mindet om at pakke madvarer og toiletting væk i den store boks, der hørte til teltet. Ved vores ankomst til campingpladsen blev vi også mindet om, at der var spottet bjørne i området de sidste par dage. Måske ville min bjørneresearch alligevel komme mig til gode? Jeg vidste i hvert fald, at bjørnene i Yosemite – de sorte bjørne – skal man kæmpe imod, hvis de angriber. Ikke noget med at spille død som ved de brune grizzly bears. I stilhed krydsede jeg fingre for nul tisseture i løbet af de følgende nætter og nul slåskampe med sorte bjørne. Alligevel krydsede jeg også fingre for at få et lille glimt af en bjørn uden at være i nærkontakt med den. Måske skulle det hele vise sig at gå i opfyldelse.

Uspoleret skønhed vs. amerikanerturisme

Vi kunne ikke nå at vandre i Yosmite den dag, vi ankom til dalen. I stedet gik vi lidt rundt og udforskede campingpladsen. Som førstegangsbesøgende i Yosemite fandt vi hurtigt ud af, at Yosemite ikke alene tiltrækker vandrere. Campingpladsens autenticitet blev en anelse forstyrret af ærkeamerikanske ferietyper, der havde forvandlet deres campinggrund til et lille luksusresort. Folk med store RV’s, og folk der havde proppet pick-up trucken med gigantisk gasgrill, havebord, liggestole og oppustelige badedyr. Det hele stod i skærende kontrast til den storslåethed og uspolerede skønhed, der kendetegner Yosemite.

Jeg tror, det er noget, der hører med i de amerikanske nationalparker. Det gjorde bestemt ikke turen ringere, men næste gang, vælger jeg nok at trekke med rygsæk og telt eller slå mit eget telt op på en af de andre campingpladser i dalen. Det kommer selvfølgelig an på erfaring, lyst og behov. For to år siden, ville jeg hverken kalde mig selv for hiker eller teltentusiast, så meget har ændret sig siden – takket være Yosemite.

For at tage lidt af autenticiteten tilbage, lavede vi aftensmad på den tilhørende bålplads. Der er ikke noget bedre end at sidde i naturen og lytte til flammernes knitren. Her må jeg altså slå et slag for Housekeeping Camp, hvor hver teltgrund har egen bålplads. Det er genialt at riste skumfiduser og skåle i en Budweiser efter en lang dag med vandring!

Dag 2: Vandre i Yosemite – Vernal and Nevada Falls

Det bliver koldt i Yosemite om natten – koldere end man lige tror, når det er midt på sommeren, og dagstemperaturerne kalder på shorts og solbriller. Jeg kom igennem natten uden toiletbesøg, og dermed uden fare for at støde ind i en sulten bjørn! Der blev lavet havregrød på bålet og tasken blev fyldt med vand, cliffbarer og peanutbuttersandwiches. Nu var vi endelig klar til den første vandretur i Yosemite, der skulle byde på hele to vandfald; Vernal Fall og Nevada Fall.

I Yosemite Valley kører der gratis shuttlebusser rundt, så vi tog en shuttlebus til Happy Isles, hvor rundturen til vandfaldene starter. Tager du rundturen på 11 km., som vi gjorde, kommer du op til begge vandfald. Her følger du John Muir Trail et stykke, og får oven i hatten udsigt til Liberty Cap og Half Dome. Det kan bestemt anbefales. Du kan læse mere om hele vandreturen til Vernal og Nevada Falls her.

Dag 3: Vandre i Yosemite – Clouds Rest Trail

Morgenen stod igen på havregrød over bål efter endnu en nat uden besøg af bjørne. Vi var stået tidligt op for at kunne nå en lang vandretur. Foran os havde vi også en længere køretur for at komme hen til vandrerutens startpunkt. Dagens summit skulle bringe os til Clouds Rest, hvor der skulle være en smuk udsigt ud over Yosemite Valley og Half Dome.

Forinden turen havde vi været forbi turistkontoret i dalen for at snakke med en park ranger om mulige ruter. Hjemmefra havde vi en klar forestilling om at skulle op på Half Dome, men efter snakken med den hjælpsomme park ranger, ændrede vi vores prioriteter. Vi kunne enten gå Half Dome, som i august ville være fyldt med andre vandrere, eller vi kunne gå Clouds Rest Trail, som ifølge park rangeren ville byde på flottere udsigter og mindre trængsel. Efter lidt overvejelse valgte vi sidstnævnte, og det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning.

Vi kørte derfor ad Tioga Pass Road mod Tenaya Lake, hvor vi satte bilen på en parkeringsplads. Herfra fangede vi stien mod Clouds Rest Trail. Ret tilfældigt begyndte vi vandreuren samtidig med to unge piger fra Ohio. I lang tid var vi de eneste mennesker på stien, og vi fik os nogle hyggelige samtaler om Yosemite og hiking. Generelt mødte vi ikke mange mennesker gennem dagen, og nogle steder følte vi os helt alene i vildmarken.

Jeg har bestemt ikke fortrudt, at vi tog imod rådet om at droppe Half Dome og i stedet gå Clouds Rest Trail. Hvis du vil vide, hvorfor, kan du læse min beretning om hele turen til Clouds Rest her.

Dag 4: Mirror Lake og Camp Curry

Med det samme mine ben rørte jorden, da jeg steg ud af sengen, vidste jeg, at den var gal. Hvert skridt føltes som en anstrengende præstation, og jeg fortrød, at jeg ikke havde fået strukket ordentligt ud efter gårsdagens vandretur til Clouds Rest. Ærgerlig og bitter måtte jeg erkende, at dagen nok ikke ville byde på mange vandrekilometer. Derfor besluttede vi at tage en lille tur ud til Mirror Lake Trail. Desværre var der ikke meget sø over Mirror Lake, der i august måned ofte tørrer helt ud. Vi måtte derfor overlade den ellers flotte sø til fantasien, men heldigvis havde vi dagen før fået fornøjelsen af Tenaya Lake.

Rundt om Mirror Lake, er der opsat skilte, der fortæller lidt om de indfødte indianere, der boede i Yosemite før i tiden. Det var virkelig spændende at læse om, for omgivelserne i Yosemite gør det nemt at forestille sig, at der engang har været et rigt indianerliv. Nogle steder er som taget ud af Pocahontas, hvilket kun gør det endnu mere fantastisk at vandre i Yosemite. Vi nåede desværre aldrig selv til Indian Village, der ligger bag Yosemite museum. Her er det muligt at blive endnu klogere på de tidligere beboere i Yosemite.

Jeg kunne godt tænke mig at besøge både Indian Village og Yosemite museum næste gang, jeg sætter fødderne i Yosemite, men jeg ved også med mig selv, at jeg nok hellere vil prioritere vandreturene. Næste gang er min form forhåbentligt også bedre, end at jeg bliver slået ud af to dages vandring. For det er godt nok helt fantastisk at vandre i Yosemite.

Fra Housekeeping Camp til Camp Curry

Tilbage fra Mirror Lake var det tid til at skifte campingplads. Udover Housekeeping Camp havde vi bestilt en enkelt nat i Camp Curry, der vist nok er Yosemites ældste campingplads. Vi måtte derfor vinke farvel til bålpladsen, der både havde givet os havregrød, skumfiduser og hjemmebagt brød og pølser.

Til gengæld er telt-faciliteterne en smule bedre i Camp Curry, men jeg tror stadig, at jeg ville vælge Housekeeping camp igen, hvis jeg fik valget mellem de to. Til Camp Curry hører nemlig også Curry Village, der tager alt det autentiske ud af Yosemite. Her finder du både pizza- og burgerrestauranter og alt muligt andet, der efter min mening ikke hører hjemme i en nationalpark.

Hvor magien begynder

Da aftenen nærmede sig, begyndte en hvis sørgmodighed at brede sig i kroppen. I morgen var det farvel til Yosemite, og vores videre planer i Kings Canyon og Sequoia National Park var nu truet af en kæmpe skovbrand, der blev ved at brede sig. Der var ikke andet at gøre end at gå i seng og håbe på det bedste.

Inden vi ramte sengene tog vi en lille tur ud med lommelygter for at finde et sted at kigge på stjerner. Stjernehimlen i Yosemite er helt fantastisk, og på få minutter så vi op til flere stjerneskud. Man siger jo, at man ikke må fortælle sine ønsker, når man ser et stjerneskud, men jeg gætter på, at de regler ophører, når ønsket går i opfyldelse. Jeg ønskede nemlig, at Anders ville fri til mig. Det skete næsten præcis et år efter, da vi hikede i Picos de Europa i Spanien. Så måske er der virkelig noget magisk over Yosemite.

Dag 5: Tunnel View, Sentinel Dome, Glacier Point – og videre mod Sequoia

Det er altid svært for mig at forlade steder, hvor jeg ikke har set det hele. Problemet med Yosemite er, at området er så kæmpe stort, at det ville tage årtier at komme igennem alle vandreruter. Min sørgmodighed kunne dog vente lidt endnu, for inden vi kørte mod Kings Canyon tog vi ud og fotograferede Tunnel View (som man nu skal). Tunnel View giver en fantastisk udsigt over dalen, og det er et klassisk billede på nationalparken. Jeg synes dog ikke, at det kan måle sig med at vandre i Yosemite. Mange turister føler, at de har set Yosemite ved at køre i bil rundt til udsigtsposter. Jeg føler, at jeg har set Yosemite, når jeg har gået kilometervis i en skov uden at møde et andet menneske og brugt min fysik og styrke til at få mig til de flotte udsigter. Sådan er man så forskellig.

Skovbrand i luften

Vi kørte herefter til Sentinel Dome, hvor vi gik en lille rute på 3,5 km. Der er en flot udsigt fra Sentinel Dome, men den kommer selvfølgelig ikke i nærheden af Clouds Rest. Desuden var der lidt tåge i luften – men det skulle vise sig at være røg fra skovbranden. Jeg var virkelig taknemmelig over, at vi havde haft så klart vejr de forrige dage, men nu havde vinden skiftet retning og bragt en diset kappe hen over Yosemite. Efter Sentinel Dome fortsatte vi i bil mod Glacier Point, og her var røgen heldigvis ikke nået hen. Allerhelst ville jeg gerne have vandret op til Glacier Point fra dalen, men på fire overnatninger kunne vi desværre ikke nå det hele. Det var nemlig også ved at være tid til at skulle videre mod Sequoia National Park, hvor vi havde booket to overnatninger i en lille hytte i Grant Grove Village.

På vej til Sequoia kørte vi igennem Kings Canyon National Park. I horisonten kunne vi se skovbranden og vi begyndte at frygte for, hvad de næste dage ville bringe. Vi kunne endda lugte røgen i vores hår, som om vi havde siddet rundt om et flammende bål. Det var derfor heller ikke overraskende – men ikke desto mindre enormt skuffende – at vi ikke kunne overnatte i Grant Grove. Området skulle simpelthen evakueres. Det var helt ekstremt skuffende at se stedet, hvor vi skulle have boet. De små hytter så vildt hyggelige ud, og jeg kan derfor kun anbefale Grant Grove, hvis man have et godt udgangspunkt til at vandre i Kings Canyon og Sequoia.

Change of plans

Selvom det var meget autentisk at få de Californiske skovbrande så tæt på kroppen, var jeg næsten grædefærdig over at gå glip af to dages vandring. Jeg var slet ikke færdig med naturen eller med vandrestøvlerne. Jeg var kun lige begyndt (og jeg har fundet ud af, at jeg aldrig bliver færdig).

Over en frokost overvejede vi situationen; Vi besluttede at tage hen og se verdens største træ, der har fået tilnavnet General Sherman. Det 83 m. høje træ med en diameter på 11 m. var et virkeligt storslået syn. Hele gåturen mod General Sherman tager dig gennem gigantiske Sequoia-træer, som med deres rødbrune farver forvandler landskabet til en helt anderledes farvepalet.

Fra General Sherman kørte vi videre mod Tunnel Log, hvor der er lavet et kæmpe hul gennem et væltet Sequoia-træ. Når jeg siger kæmpe, er det fordi vejen går igennem træet. Herfra passede det fint med at køre videre mod Moro Rock – en stor granithalvkugle i noget mindre skala og storslåethed end Half Dome. Turen op til Moro Rock går ad stejle trapper. Men det er en kort tur, og udsigten var meget speciel i det disede vejr fra skovbranden. Det gav et lidt anderledes og eventyrligt udtryk. Jeg tør alligevel ikke forstille mig, hvilken fantastisk udsigt, der er fra Moro Rock i klart vejr. Derfor er det også en lille hurtig smuttur, der bestemt kan anbefales. For os var det i hvert fald et fint lille kompromis, når nu vi mistede to dages hiking.

Et sidste bjørne-farvel

Det var slet ikke meningen, at vi skulle op til Moro Rock, men de ændrede planer fik os til at bladre lystigt i vores Lonely Planet bog, for at finde ud af, hvad der var muligt at komme hen til i bil. Vi havde nemlig besluttet bare at køre mod Santa Monica, hvor vi skulle afslutte ferien. Når vi ikke kunne være i Kings Canyon eller Sequoia, kunne vi ligeså godt tage mod L.A. Vi overvejede også at køre tilbage mod Yosemite, men uden eget telt, ville vi nok ikke komme langt med at finde overnatning med så kort varsel.

På vej ud af Sequoia National Park skulle vi dog lige få en sidste oplevelse med os i bagagen. Lige dér i vejkanten sad en bjørn og var lystigt i færd med at gøre kål på en plante. Vi var nok ikke mere en 15 m. væk fra bjørnen, men den ænsede os ikke. Jeg listede derfor forsigtigt ud af bilen for at skyde nogle billeder. Hvor sød og nuttet bjørnen end så ud sikrede jeg mig en hurtig flugtvej tilbage ind i bilen, såfremt bjørnen pludseligt skulle få lyst til kød. Den var dog stadig travlt optaget af planten, så vi fik vores billeder og vi fik vores farvel fra naturen.

Skulle jeg vælge mellem bjørn og to dages vandring mere, ville jeg stadig vælge sidstnævnte. Men måske var det naturens måde at fortælle os, at vi bliver nødt til at komme tilbage en dag – for Yosemite, Kings Canyon, Sequoia og jeg er langt fra færdige med hinanden. Jeg må og skal vandre i Yosemite igen!

Indlægget Vandre i Yosemite National Park: Et magisk paradis blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.