Måske er der allerede nogle derude, som har gennemskuet, at titlen til dette indlæg er tyvstjålet fra forfatteren Haruki Murakamis bog “Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe”. Jeg synes, at titlen rammer meget præcist den følelse, jeg ofte står med, når jeg taler om vandring. Det handler nemlig ikke så meget om det at gå – om at sætte det ene ben foran det andet; Det handler mere om de bagvedliggende aspekter af vandringen.

Unik form for afslapning

For mig er det at vandre en måde at komme ned i gear på. Rigtig mange – måske mest dem, der ikke har oplevet vandringens magi – tænker nok, at den bedste måde, hvorpå man kan slappe af, er ved at ligge stille; Læse en bog, flade ud på en strand, spise god mad, drikke et glas vin. Alt sammen er virkelig gode bud på, hvordan man kobler af. Jeg holder bestemt meget af at læse en god bog, spise mad og drikke vin. Men jeg elsker bare vandring mere. For mig er det det bedste redskab til at slappe af og komme i kontakt med mig selv på.

Ved at vandre, får jeg destinationerne helt ind under huden. Jeg får et tilhørsforhold til stederne, som er mere autentisk end noget andet.

Min hjerne slår fra på en helt unik måde, når jeg vandrer. Det er nemlig ikke sådan, at jeg bliver helt blank. Tværtimod får jeg nogle af mine mest geniale og filosofiske tanker, når jeg vandrer. Mine tanker får mere dybde, men bliver på samme tid mere ukomplicerede. De negative tanker og frustrationer forsvinder, så der bliver plads til mere af det positive og opbyggende. Det er årsager som disse der gør, at jeg kan blive helt rundt på gulvet og teenage-forelsket, når jeg taler om vandring. Og det er også derfor, jeg mener, at alle fortjener at give vandring en chance.

En del af noget større

Man tror måske, at man har oplevet Yosemite, når man er kørt gennem nationalparken og desuden er stoppet ved alle udsigtspunkterne på vejen. Man tror måske, at man har oplevet Italien, når man har ligget ved Gardasøen og man tror måske, at det er dét. Men der findes så mange flere muligheder for at få de steder og oplevelser helt tæt på, så de rammer lige ind i sjælens inderste.

Så er det befriende at komme ud og vandre, hvor tingene opleves i et nært og stille tempo. Hvor den eneste anden spejling, jeg kan lave, er min spejling i naturen og de kræfter, der ligger her.

Ved at vandre, får jeg destinationerne helt ind under huden. Jeg får et tilhørsforhold til stederne, som er mere autentisk end noget andet. Og hvis man er lidt filosofisk anlagt, så kan man måske også få en følelse af at være tættere på vores planet. Der er altså ikke noget som at vandre i naturen, der på én gang kan løfte mig op og få mig til at føle mig som en del af noget større. Samtidig bidrager vandring til, at jeg bevarer jordforbindelsen, oplever nærhed og sætter mig selv i et lidt større perspektiv.

Det kan nu om dage være svært at løfte tingene op på et højere plan i en verden, der i høj grad handler om performance, selvfremstilling, og ydre kvaliteter. Så er det befriende at komme ud og vandre, hvor tingene opleves i et nært og stille tempo. Hvor den eneste anden spejling, jeg kan lave, er min spejling i naturen og de kræfter, der ligger her. Ingen andre mennesker at spejle mig i. Ingen butiksvinduer, der viser mit spejlbillede. Ingen sammenligninger, ingen krav og ingen anden at leve op til end mig selv og mine egne og personligt definerede ambitioner.

“Safe space” med plads til mig selv

Den ydmyghed jeg finder i vandring, har jeg også brug for i en selvoptaget verden, som jeg i den grad selv kan blive opslugt af. Vandring er min kontrast til et liv, der foregår i storbyen, hvor tingene godt kan gå lidt for hurtigt. Vandring er mit “safe space”, fordi jeg får plads til at være mig selv. Det er mit skud energi, der bidrager til, at jeg får mere overskud til at være den bedste version af mig selv. Hvis jeg vandrede hver dag, er jeg sikker på, at jeg ville være et bedre menneske. Både over for mig selv, mine omgivelser og den planet, jeg bor på.

Derfor kan jeg ikke lade være med at fortælle om vandring. Der er så mange dybere liggende årsager til, at jeg gerne vil dele alle mine vandreoplevelser. Og ja, det kan godt komme til at lyde selvoptaget – som om min version er den eneste sandhed, der findes. Jeg ved jo godt, at det ikke er sådan, landet ligger. Vi har alle forskellige passioner, og vandring er måske ikke for alle – fair nok. Men giv det et skud, for der findes simpelthen ikke noget mere tilfredsstillende i min verden.

Det er alt dét jeg taler om, når jeg taler om at vandre.

Læs også mine tips til, hvordan du kommer i gang med at vandre.

Indlægget Hvad jeg taler om, når jeg taler om at vandre blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Hvordan kommer jeg i gang med at vandre? Det spørgsmål har du måske stillet dig selv.

I bund og grund handler det jo bare om at snøre vandrestøvlerne og begynde at gå. Det lyder ikke så kompliceret. Og det er det heller ikke, men det kan alligevel være rart med nogle tips til at komme ordentligt i gang med at vandre, så det starter med at blive en succesfuld oplevelse at sætte fødderne på vandrestierne.

I virkeligheden skal der ikke så meget til, for der er ingen der siger, at du skal starte med at vandre langt, vandre med rygsæk eller vandre med telt. Det handler om at gøre det på lige præcis den måde, der er overskuelig for dig. Alt det andet skal nok komme senere, når du får mere erfaring med at vandre. Efter hver tur lærer du dig selv og dine præferencer bedre at kende. Den erfaring skal du bruge, når du planlægger næste tur.

En god oplevelse

På sin vis betragter jeg også stadig mig selv som relativt ny i vandringens verden. Min første rigtige vandretur var jeg på i sommeren 2015, så selvom det efterhånden er nogle år siden, er der bare så meget, man hele tiden kan lære om sin egen fysik, udstyr og planlægning. Siden har jeg også fået arbejde i en Friluftsbutik, hvor min viden om udstyr selvfølgelig er blevet noget større.

Jeg udvikler mig altså stadig hele tiden og bliver en bedre vandrer for hver kilometer, jeg tilbagelægger. Ikke fordi det nødvendigvis handler om at blive god eller bedre, men fordi det handler om at blive (selv)sikker og fortrolig med det at vandre. Det skal være en tryg og god oplevelse at snøre vandrestøvlerne og begive sig ud på nye eventyr.

Udstyr

Nogle tror måske, at det kræver en hel månedsløn at komme i gang med at vandre. Det gør det ikke. Men afhængig af, hvordan, hvor meget og hvor du vandrer er det klart, at det kræver noget udstyr. For nogle er udstyrsdelen også en del af det at vandre. Personligt synes jeg i hvert fald, at det er sjovt at nørde udstyr og opgradere på den front. Men udstyr skal ikke være en hindring, selvom der selvfølgelig er nogle ting, der er nødvendige at investere i.

Først og fremmest handler det jo om fodtøjet, for det rigtige fodtøj kommer dig til gode på vandrestierne, mens det forkerte fodtøj i værste fald kan skræmme dig væk for altid.

Vandrefodtøj

Min anbefaling er derfor at starte med at investere i et par ordentlige vandresko eller vandrestøvler. Har du svage ankler, skal du bære på tung oppakning eller skal du vandre i ujævnt, stenet eller vådt terræn, er støvler et godt valg. Sko er lettere og giver mere fleksibilitet og føling med underlaget, men har ikke den samme støtte. De egner sig bedre til fx kortere vandreture, hvor der er meget asfalt, grus- eller skovveje.

I starten var jeg ret overbevist om, at jeg sagtens kunne vandre i sko i alle situationer, men det var simpelthen fordi, at jeg ikke havde vænnet mig til støvler endnu. Hvis du er vant til at gå i sneakers og andet let fodtøj, kan støvler hurtigt komme til at føles som en klods på foden. Men det handler altså om tilvænning. Jeg er glad for, at jeg nu passer bedre på mine fødder og ankler ved at vandre i støvler, når terrænet er udfordrende og rygsækken tung.

Mit bedste råd ift. at anskaffe vandrefodtøj må være at tage ud i fysiske butikker og prøve en masse sko og støvler af. Anbefalinger fra andre er svært, når det kommer til fodtøj, da det er så individuelt, hvad der passer til fødderne.

Ud og prøv fodtøjet

Jeg kan desværre ikke sige andet end, at det er en smagssag og afhænger af ens fødder, hvilke sko eller støvler, der er et godt valg. Der er ikke andet for end at prøve en masse forskelligt fodtøj. Mange outdoorbutikker er desuden gode til at vejlede, men vigtigst af alt handler det om, at sko eller støvler føles rare at have på foden. Husk altid, at der i vandrefodtøj skal være godt med plads til tæerne. Gerne en tommelfingers bredde ude i enden, så der er plads til hævede fødder, tykke sokker og vandring i nedadgående terræn.

Det skal i øvrigt siges, at jeg startede med at vandre i et par håbløst dårlige støvler fundet brugt til 150 kr. Jeg fik også vanvittigt ondt i fødderne, men ud kom jeg da. Hvis du ikke ved, om vandring er noget for dig og gerne vil prøve det af, inden du investerer i dyre støvler, kan du altså sagtens finde en mellemvej. Vigtigst er det, at du kommer ud! Og er vandring noget for dig, kan du hurtigst muligt derefter gå på støvle- eller skojagt, så du ikke ender med at ødelægge dine fødder.

Vandrerygsæk

Uanset om du er på dagsvandring eller vandrer over flere dage, kan den rigtige rygsæk gøre en verden til forskel. Skuldre og nakke vil takke dig for det, selvom en ny rygsæk også kan være noget af en udskrivning.

Hvis du starter med dagsture – hvilket nok er det bedste, hvis du aldrig har vandret før – skal du også starte med en dagtursrygsæk. Rygsække er jo heldigvis billigere, jo mindre, de er. Jeg startede min rygsæksamling med en lille 18 liters rygsæk fra Osprey. Den passer godt til dagsture, hvor jeg ikke skal have en masse ekstra beklædning og mad med i tasken. Alt fra 18-30 liter vil sikkert være passende afhængig af, hvor meget tøj, mad og vand, man har med.

Allerede nu har jeg selv udvidet rygsæksamlingen med en 35 l. , 55 l. og 75 l. rygsæk. Men det er noget, der kommer hen ad vejen, når behovet opstår.

Vandrestave

Det lyder ultra nørdet, men jeg er blevet svær fortaler for at vandre med vandrestave. Jeg vil anbefale det til alle vandrere, uanset alder og fysisk form – især hvis turen går til bjergrigt terræn. Men til nybegyndere vil jeg dog kun starte med at anbefale det, hvis du har dårlige knæ, hvis du skal vandre i bjerge eller hvis du har problemer med balancen.

Jeg begyndte først selv at bruge vandrestave et par år efter, jeg begyndte at vandre, så det kan sagtens lade sig gøre uden, hvis formen og fysikken er til det. Hovedsaligt bruger jeg dem, fordi det giver en fordel, når jeg vandrer nedad. Derudover undgår jeg at mine hænder hæver op, hvilket er et kendt problem, når man vandrer. Hvis du også får hævede hænder, når du vandrer, kan jeg derfor kun anbefale at tage vandrestavene i brug.

En anden fordel ved vandrestave er, at jeg generelt kan gå i et lidt hurtigere tempo med vandrestavene ved min side.

Beklædning

Medmindre du er ultra forfængelig, så er det i hvert fald ikke tøjet, der sætter en stopper for at komme i gang med at vandre. Med tiden vil du selvfølgelig finde ud af, at noget tøj egner sig bedre til vandring end andet. Bomuld er fx no-go, mens uld generelt fungerer rigtig godt. Især som inderste lag, men en tynd uld t-shirt er også enormt lækker at vandre i om sommeren. Med det sagt, så skal i hvert fald ikke være mangel på vandretøj, der gør, at du ikke kommer ud at vandre.

Ofte vil almindeligt sportstøj fungere glimrende til formålet. Men vandrer du med tung rygsæk kan det som kvinde være en idé at investere i en sports-BH uden syninger, så de ikke generer under taskens skulderstropper. Det er dog ikke et problem, hvis rygsækken ikke er så stor og tung.

Jeg startede selv ud med at vandre i løbetøj. Selvom jeg har opgraderet min vandretøjsgarderobe, så den nu både indeholder Fjällrävenbukser, Patagonia fleecetrøje, Icebreaker uldundertøj, og jeg skal komme efter dig, så er det altså ikke en nødvendighed for at komme i gang.

Vandretøj til specifikke formål

Hvis du skal på din første vandretur til et sted med et bestemt klima (koldt, varmt eller vådt), kan det dog godt give mening at investere i noget nyt. Det kan også være, at du bare er typen, der elsker at gå all in og have udstyret i orden. Helt fair – jeg forstår det virkelig godt!

Bukser findes fx i forskellig tykkelse og et par softshellbukser kan være både vind- og vandafvisende. Det samme gælder overkroppen. Hvis du fx skal vandre i Skotland, giver det måske god mening at investere i skaljakke og skalbukser. Hvis du har plads i bagagen, og ikke går så meget op i kvaliteten, kan du selvfølgelig godt starte ud med at bruge dit billige regntøj fra supermarkedet. Personligt synes jeg dog, at det er rart med især en regnjakke, der virkelig kan holde til nogle regnbyger, og som jeg samtidig ånder nogenlunde i. (Det med åndbare regnjakker er relativt, for når noget er vandtæt, kan det aldrig være 100 % åndbart. Men der ER stor forskel på åndbarheden i den billige regnjakke og den dyre med membran).

Uanset hvad, er det ikke tøjet, der skal afholde dig fra at komme i gang med at vandre. Men selvfølgelig er det med tiden rart at have noget vandretøj, der passer til de ture, man er på.

Vandresokker

Du får måske ikke 10 par sokker for 100 kr. i vandrestrømpe-afdelingen. Men det vil stadig ikke ruinere dig at smide et par hundrede kroner efter et par ordentlige vandresokker eller to. Jeg startede med at vandre i løbesokker, og selvom det kan fungere fint til mindre ture, bliver fødderne meget gladere for et par strømper udviklet til formålet.

Afhængig af vejret findes der både tykke og tynde vandrestrømper. Nogle foretrækker også en liner-strømpe inderst, da de oplever, at det kan mindske tendensen til vabler. Jeg har før givet det et forsøg, men har aldrig lidt så meget af vabler, så skal ikke kunne sige, om det gjorde en forskel. Mine fødder er glade så længe jeg har fodtøjet i orden og er udstyret med et par gode vandresokker i uld.

Mit bedste råd til vandresokker er derfor at vælge nogle, der indeholder uld. Uld er temperaturregulerende, svedtransporterende og kommer ikke til at lugte ligeså meget. Så selvom uld og sommervarme måske ikke normalt klinger så godt sammen, er uld rent faktisk ret genialt hele året rundt. Vælg de tynde eller mellemtykke uldsokker til sommervandring og de tykkere vandresokker til vinterbrug.

Kend dine begrænsninger

Alle kan komme i gang med at vandre, men vi er også alle forskellige. Derfor er det vigtigt at lade være med at sammenligne sig selv med andre, og det er vigtigt at sætte nogle realistiske mål. Vandring skal frem for alt være en god oplevelse. Det skal ikke nødvendigvis handle om at vandre langt og vandre hurtigt – medmindre det er de faktorer, der motiverer dig.

I starten skal du blot fokusere på at få en god oplevelse. Også selvom det betyder, at du må stoppe 10 km. inden, du når det planlagte mål. For nogle handler den gode oplevelse om at presse sig selv og sine evner til det sidste, mens det for andre handler om at komme ud og nyde naturen og stilheden. Vigtigst er det, at du kommer hjem med lysten til at komme afsted igen.

Fornem din form

Måske er det svært at vide, hvor dine egne begrænsninger ligger som ny vandrer. Men vi har nok alle en eller anden fornemmelse af, hvilken form vi er i. Brug den fornemmelse, når du planlægger dine ture. Jo flere ture du kommer på, jo stærkere en fornemmelse får du for, hvad du kan klare.

Jeg er faktisk stadig ved at lære mig selv og mine begrænsninger at kende, og selvom det kan være sjovt at presse sig selv til det yderste, er det sjovere at finde ud af, at man faktisk kan klare mere end det, man har planlagt. Brug derfor dine erfaringer til dine næste ture. Du finder hurtigt ud af, om dit komforttempo ligger på 10 km. eller 25 km. om dagen.

Start med ruter herhjemme i Danmark

Med ovenstående ting på plads, er det sådan set bare om at finde en vandrerute. Om det er en uformel tur rundt om den nærmeste sø eller en planlagt tur på en af Danmarks mange vandrestier, gør ikke så meget. Det handler bare om at komme i gang med at vandre og finde et niveau, der passer godt. Hjertestierne kan være et godt sted at starte. Dem finder du et overblik over her. Befinder du dig i en at Danmarks nationalparker, kan du som oftest også downloade en app, hvor det er muligt at se vandreruter i området.

Hvis du læser dette indlæg, fordi du planlægger at vandre på en ferie i udlandet, kan det også være en god idé lige at prøve det af herhjemme i Danmark inden. Det giver også mulighed for at teste vandrestøvler og evt. andet udstyr af først.

Som nybegynder kan du prøve at starte med en rute på omkring 10 km. Vil du gerne vandre længere, kan du lægge et par kilometer til for hver gang, du er ude. Igen handler det lidt om ens grundform og lyst. Jeg startede ud med at vandre nogle lange dagsture i Yosemite National Park, og det gik sådan set fint nok. Min grundform var også god, men alligevel havde jeg nok haft glæde af et par ture i Danmark inden.

Ok at fejle

Jeg ved, at det er forskelligt, hvad man ønsker at få ud af at vandre. Men jeg vil gerne udvikle mig, lære mig selv og mine begrænsinger bedre at kende og krydse nogle personlige grænser. Det gjorde jeg fx, da jeg vandrede alene på Hærvejen med telt. Jeg havde aldrig vandret alene eller sovet alene i skoven før, og det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Selvom jeg overvandt det og kom afsted på turen, kunne jeg slet ikke gennemføre min plan. Jeg havde gabt over for mange kilometer og pakket alt for meget bagage. Efter kun en enkelt overnatning måtte jeg vende snuden hjemad med stærke rygsmerter.

Men det er ok at fejle. Det er ok at afvige fra planen, og det er ok at kaste håndklædet i ringen. Det bliver du kun klogere af. Og for at lære sig selv og sine præferencer bedre at kende, når du skal i gang med at vandre, kræver det nok nogle fejlvurderinger hen ad vejen. Jeg ved i hvert fald, at det er mine fejlvurderinger, der har lært mig, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan.

Til sidst håber jeg bare, at du vil springe ud i det og komme i gang med at vandre. Forhåbentligt vil du også komme til at mærke det magiske ved at vandre. Det er som en forelskelse, som et afhængighedsskabende stof og som en god ven eller følgesvend.

Indlægget Sådan kommer du i gang med at vandre blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Længde: 11 km.
Højde ved start: 1.200 m.
Højde ved Nevada Fall: 2.080 m.

Tag en shuttle bus til Happy Isles Trailhead eller start ved Curry Village for en lidt længere tur. Husk rigeligt med vand i rygsækken – vi vandrede i august, og det var virkelig en varm og svedig fornøjelse, når det ikke er længere oppe i højderne end 1.000-2.000 m.

Ved første øjekast virker det meget turistet at vandre til Vernal og Nevada Falls i Yosemite. Starten af turen er godt fyldt med andre turister i alle aldre og typer. Familier med små børn og kvinder i flipflops gjorde derfor, at jeg hurtigt satte forventningerne en anelse ned. For hvis et 3-årigt barn kan gå turen selv, er der ligesom ikke meget fysisk udfordring i det. Men som kilometerne gik, tyndede det ud i menneskeflokken.

Hiking i Yosemite handler derfor i høj grad om at gå længere end flertallet (og det kræver umiddelbart ikke det store). Langt de fleste turister nåede kun op til Vernal Fall, som da også var et fantastisk syn med en smuk regnbue, der strakte sig fra den ene side til anden. Selv i august faldt vandfaldet i overraskende mængder og fyldte luften med en dejlig kølig støvregn. Heraf har stien fået navnet Mist Trail. Jeg kan kun forestille mig, hvordan vandfaldet kommer til sin ret i foråret, når sneen lige er smeltet og vandstanden står på sit højeste.

Fra Vernal Fall går turen videre mod toppen af Nevada Fall, og her kommer benmusklerne i brug. Det skal siges at jeg var i noget ringere form dengang, end jeg er nu, men visse steder var det rimeligt stejlt. Tror dog de fleste vil kunne klare turen uden de store problemer, hvis man er i nogenlunde form.

Udsigt fra Nevada Fall

Solen havde også sin magt. Den bagte ned på os fra en skyfri himmel. Men da vi kom til toppen af Nevada Fall, var udsigten al sveden værd. Det var helt fantastisk at stå ved toppen af et vandfald og kigge ud over et landskab, der var som taget ud af Pocahontas.

Det var fristende at tage en dukkert i Merced River, der ligger som en indbydende swimmingpool oppe ved vandfaldet. Lovlydige som vi er(!), undlod vi at gøre som de andre turister, der på trods af reglerne om ingen badning, lå og plaskede i det kølige vand. Man skal helt sikkert passe på sig selv, når man gebærder sig i Yosemite. Mange turister gør dumme ting, og desværre resulterer det hvert år i dødsfald. Men lige præcis den dukkert havde nok været ufarlig. Hvis jeg en dag besøger Nevada Fall igen, kommer jeg nok til at dyppe fødderne.

En prøvesmagning på John Muir Trail

Fra Nevada Fall gik turen videre ad John Muir Trail. For mig er det kæmpe stort at kunne sige, at jeg har gået et lille bitte stykke af John Muir Trail. Jeg har nemlig en drøm om en dag at gå alle 340 km af ruten, der er opkaldt efter manden med en helt speciel – og ikke så underlig – kærlighed til Yosemite.

Det lille stykke på John Muir Trail skuffer heller ikke. Turen byder på de flotteste udsigter til både Half Dome, Liberty Cap og ikke mindst Nevada Fall. Omkring hvert hjørne eller sving, venter der de flotteste landskaber. Selv i august, var der ikke mange andre hikere på stien. I Yosemite handler det i høj grad om at gå lidt længere ud ad ruten end 5 km. I hvert fald, hvis man vil nyde den stilhed og ro, som Yosemite i høj grad også byder på – selv midt i højsæsonen.

Efter nogle kilometer på John Muir Trail, møder stien igen Mist Trail. Her må man fortsætte ad samme vej tilbage, som man kom. Igen kom alle de andre turister til syne, og selvom omgivelserne stadig var smukke, var det svært ikke at blive distraheret af selfiestænger og grædende børn. Det er nok også en af grundene til, at jeg ville vælge rygsæk og kompas, hvis jeg en dag kommer tilbage til Yosemite.

For mig er et besøg i Yosemite nemlig også følelsen af at vandre langt ude i vildmarken. Den følelse skulle vi i højere grad få på næste dags vandretur til Clouds Rest. Først stod den dog på is og (lovlig) dukkert i Merced River ved campingpladsen. Der er ikke noget som koldt smeltevand til at lindre ømme og hævede vandrefødder.

Indlægget Hiking i Yosemite: Vernal og Nevada Falls blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Længde: 24 km.
Højde ved start: 2.450 m.
Højde ved Clouds Rest: 3.025 m.

Parker bilen på parkeringspladsen ved Tioga Pass Road, hvor du også kan gå Tenaya Lake Trail.

Det første stykke vandring på Clouds Rest Trail snor sig gennem fredfyldt skovområde uden de store højdemeter. Der medfølger en helt speciel ro, mens turen går gennem den smukke nåletræsskov. Roen bliver få kilometer inde på ruten forstyrret af en højere puls og tungere vejrtrækning i takt med, at det går opad. Nu begynder landskabet at udfolde sig. Clouds Rest Trail byder på udsigter over sletter, bjerge og søer. Nogle steder møder synet et tæt bevokset landskab, og andre steder vidner landskabet om de skovbrande, der ofte hersker i Californiens nationalparker. Alligevel står det forkullede og nøgne landskab i smuk kontrast til det grønne tæppe af træer og de blå pletter af søer, der bliver mindre og mindre som højdemeterne stiger.

Selvom turen kun kræver 540 højdemeter af benene, strækker de 460 af meterne sig over 7,5 km. Det betyder også, at der i nogle sektioner skal bruges lidt benmuskler. Faktisk er det ikke det sidste stykke op til Clouds Rest, der er hårdest. Her handler det mere om at nyde udsigten til begge sider, mens du går på den brede højderyg, der bliver smallere og smallere, jo tættere du nærmer dig toppen. Her er der ikke plads til de højdeforskrækkede. Men så snart du kommer igennem det lille smalle stykke, venter der sig en udsigt på toppen, der er svær at slå.

Gevinsten ved at nå toppen

Som nyudklækket vandrer, var der også noget helt specielt ved at nå toppen. Det er en helt særlig gevinst jeg opnår, når jeg ved en fysisk præstation, når målet. For mig er den fysiske anstrengelse en stor del af min forkærlighed til vandring, og netop dér på toppen af Clouds Rest, var en af de første gange, jeg mærkede følelsen.

Vi blev mødt af andre vandrere på toppen, der hilste os med et ”great job” og ”welcome to the top”. I det sekund følte jeg mig for første gang som en rigtig vandrer, der var en del af et større fællesskab. Måske er det også derfor, at turen til Clouds Rest står som en meget speciel oplevelse i min hukommelse. Alligevel tror jeg, at selv garvede hikere ville blive imponeret over det syn, der venter på toppen. Jeg følte mig bestemt som mere end 3.000 m. over havets overflade. Måske mest af alt fordi Clouds Rest tillader en 360 graders udsigt ud over de omgivende bjergtoppe. Half Dome rejser sig også forude i horisonten og virker med sine ”kun” 2.700 m.o.h., meget mindre, end da vi dagen forinden havde udsigt til den spektakulære halvkugle på turen til Vernal og Nevada Falls.

Madpakker med udsigt

Med udsigt til Yosemite Valley, spiste vi vores medbragte madpakker, gav fødderne lidt luft og snørede derefter igen støvlerne. Hvis man vil have en længere tur, eller er ude med rygsæk og telt, er det også muligt at tage en længere omvej ad John Muir Trail, som tager dig forbi Sunrise Lakes. Det er også muligt at fortsætte ad Clouds Rest Trail, efter du har nået toppen. Stien fortætter mod Yosemite Valley og støder sammen med John Muir Trail på vej mod dalen. Har du bilen parkeret oppe ved Tenaya Lake, er der dog ingen anden vej end at gå tilbage ad samme vej. Jeg er altid gladest for loop trips, men lige i dette tilfælde kan jeg bestemt anbefale Clouds Rest Trail til en dagstur – også selvom det er ud og hjem ad samme vej.

Afstikker til Tenaya Lake

På vej tilbage tog vi en lille afstikker ind til Tenaya Lake. Det skal du huske ikke at snyde dig selv for. Vi var efterhånden meget trætte i kroppen, og mine for små vandrestøvler gjorde ikke tilstanden bedre. Da vi kom til søen, blev det hele dog glemt. Jeg nærmest smed vandrestøvlerne fra mig og gik ud i det kolde vand for at lindre mine ømme fødder. Det var tiltrængt efter at have tilbagelagt godt 25 km.

Tenaya Lake ligger flot omkranset af bjerge og nåletræer. Da vi kom til søen hen ad eftermiddagen, var der så stille, at de omgivende bjerge lod sig spejle i vandoverfladen. Selvom vi lige havde tilbragt en hel dag i den smukkeste natur, blev Yosemite ved med at blære sig med sin skønhed. De gråhvide granitvægge med deres helt specielle formationer stod i smuk kontrast til farverne på træerne, der lånte lidt af både den mørkegrønne og lysegrønne farvepalet. Sammen med den azurblå himmel og det mørkeblå vand, stod Tenaya Lake som taget ud af et postkort. Bestemt ikke den værste måde at slutte vandreturen på.

Efter lidt tid ved Tenaya Lake fandt vi bilen og kørte mod Housekeeping Camp. Der gik ikke mange minutter, før jeg faldt i søvn på passagersædet. Aftenen stod på isspisning og bålhygge. Desuden kom vores camping-nabo forbi med en halv flaske vin som tak for plastikkrus og lån af vinoplukker. Med lidt vin indenbords gik der ikke lang tid, før vi trætte og udmattede lagde os til at sove efter dagens strabadser.

Indlægget Hiking i Yosemite: Clouds Rest Trail blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Når du ankommer i bil til Yosemite, er det en helt speciel følelse, der overmander dig. Landskabet slår pludseligt over i en storslåethed, som tager pusten fra de fleste. Jeg fik i hvert fald følelsen af en hvis ærefrygt over for det guddommelige udsyn, der dukkede op i bilruden; et landskab, der kalder på oplevelser og vandreeventyr.

Vi fortsatte køreturen mod Yosemite Valley, hvor vi skulle bo de næste fire nætter. Forude ventede vores første møde med vandrestøvler og ømme ben – noget jeg havde set frem til meget længe. Det skulle da også blive nogle uforglemmelige dage, som talte direkte til mit endnu jomfruelige vandrehjerte.

Dag 1: En eventyrlig begyndelse

Det var eftermiddag, da vi ankom til Housekeeping Camp i Yosemite Valley. Som førstegangs-hikere valgte vi at reservere noget, der ligner en mellemting mellem telt og hytte. En reol og to senge udgjorde faciliteterne, så det var ikke fordi, der var meget luksus over det. Vores luksus kom i form af kæmpestore redwoodtræer lige uden for teltet, udsigt til stejle granitvægge og få meters gang til Merced River, der snor sig gennem Yosemite Valley og tilbyder gode bademuligheder. Det var ganske enkelt eventyrligt at skulle sove her i Yosemite Valley, midt imellem redwood-træer og sorte bjørne.

Sidstnævnte var måske ikke så eventyrligt. Overalt blev vi mindet om at pakke madvarer og toiletting væk i den store boks, der hørte til teltet. Ved vores ankomst til campingpladsen blev vi også mindet om, at der var spottet bjørne i området de sidste par dage. Måske ville min bjørneresearch alligevel komme mig til gode? Jeg vidste i hvert fald, at bjørnene i Yosemite – de sorte bjørne – skal man kæmpe imod, hvis de angriber. Ikke noget med at spille død som ved de brune grizzly bears. I stilhed krydsede jeg fingre for nul tisseture i løbet af de følgende nætter og nul slåskampe med sorte bjørne. Alligevel krydsede jeg også fingre for at få et lille glimt af en bjørn uden at være i nærkontakt med den. Måske skulle det hele vise sig at gå i opfyldelse.

Uspoleret skønhed vs. amerikanerturisme

Vi kunne ikke nå at vandre i Yosmite den dag, vi ankom til dalen. I stedet gik vi lidt rundt og udforskede campingpladsen. Som førstegangsbesøgende i Yosemite fandt vi hurtigt ud af, at Yosemite ikke alene tiltrækker vandrere. Campingpladsens autenticitet blev en anelse forstyrret af ærkeamerikanske ferietyper, der havde forvandlet deres campinggrund til et lille luksusresort. Folk med store RV’s, og folk der havde proppet pick-up trucken med gigantisk gasgrill, havebord, liggestole og oppustelige badedyr. Det hele stod i skærende kontrast til den storslåethed og uspolerede skønhed, der kendetegner Yosemite.

Jeg tror, det er noget, der hører med i de amerikanske nationalparker. Det gjorde bestemt ikke turen ringere, men næste gang, vælger jeg nok at trekke med rygsæk og telt eller slå mit eget telt op på en af de andre campingpladser i dalen. Det kommer selvfølgelig an på erfaring, lyst og behov. For to år siden, ville jeg hverken kalde mig selv for hiker eller teltentusiast, så meget har ændret sig siden – takket være Yosemite.

For at tage lidt af autenticiteten tilbage, lavede vi aftensmad på den tilhørende bålplads. Der er ikke noget bedre end at sidde i naturen og lytte til flammernes knitren. Her må jeg altså slå et slag for Housekeeping Camp, hvor hver teltgrund har egen bålplads. Det er genialt at riste skumfiduser og skåle i en Budweiser efter en lang dag med vandring!

Dag 2: Vandre i Yosemite – Vernal and Nevada Falls

Det bliver koldt i Yosemite om natten – koldere end man lige tror, når det er midt på sommeren, og dagstemperaturerne kalder på shorts og solbriller. Jeg kom igennem natten uden toiletbesøg, og dermed uden fare for at støde ind i en sulten bjørn! Der blev lavet havregrød på bålet og tasken blev fyldt med vand, cliffbarer og peanutbuttersandwiches. Nu var vi endelig klar til den første vandretur i Yosemite, der skulle byde på hele to vandfald; Vernal Fall og Nevada Fall.

I Yosemite Valley kører der gratis shuttlebusser rundt, så vi tog en shuttlebus til Happy Isles, hvor rundturen til vandfaldene starter. Tager du rundturen på 11 km., som vi gjorde, kommer du op til begge vandfald. Her følger du John Muir Trail et stykke, og får oven i hatten udsigt til Liberty Cap og Half Dome. Det kan bestemt anbefales. Du kan læse mere om hele vandreturen til Vernal og Nevada Falls her.

Dag 3: Vandre i Yosemite – Clouds Rest Trail

Morgenen stod igen på havregrød over bål efter endnu en nat uden besøg af bjørne. Vi var stået tidligt op for at kunne nå en lang vandretur. Foran os havde vi også en længere køretur for at komme hen til vandrerutens startpunkt. Dagens summit skulle bringe os til Clouds Rest, hvor der skulle være en smuk udsigt ud over Yosemite Valley og Half Dome.

Forinden turen havde vi været forbi turistkontoret i dalen for at snakke med en park ranger om mulige ruter. Hjemmefra havde vi en klar forestilling om at skulle op på Half Dome, men efter snakken med den hjælpsomme park ranger, ændrede vi vores prioriteter. Vi kunne enten gå Half Dome, som i august ville være fyldt med andre vandrere, eller vi kunne gå Clouds Rest Trail, som ifølge park rangeren ville byde på flottere udsigter og mindre trængsel. Efter lidt overvejelse valgte vi sidstnævnte, og det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning.

Vi kørte derfor ad Tioga Pass Road mod Tenaya Lake, hvor vi satte bilen på en parkeringsplads. Herfra fangede vi stien mod Clouds Rest Trail. Ret tilfældigt begyndte vi vandreuren samtidig med to unge piger fra Ohio. I lang tid var vi de eneste mennesker på stien, og vi fik os nogle hyggelige samtaler om Yosemite og hiking. Generelt mødte vi ikke mange mennesker gennem dagen, og nogle steder følte vi os helt alene i vildmarken.

Jeg har bestemt ikke fortrudt, at vi tog imod rådet om at droppe Half Dome og i stedet gå Clouds Rest Trail. Hvis du vil vide, hvorfor, kan du læse min beretning om hele turen til Clouds Rest her.

Dag 4: Mirror Lake og Camp Curry

Med det samme mine ben rørte jorden, da jeg steg ud af sengen, vidste jeg, at den var gal. Hvert skridt føltes som en anstrengende præstation, og jeg fortrød, at jeg ikke havde fået strukket ordentligt ud efter gårsdagens vandretur til Clouds Rest. Ærgerlig og bitter måtte jeg erkende, at dagen nok ikke ville byde på mange vandrekilometer. Derfor besluttede vi at tage en lille tur ud til Mirror Lake Trail. Desværre var der ikke meget sø over Mirror Lake, der i august måned ofte tørrer helt ud. Vi måtte derfor overlade den ellers flotte sø til fantasien, men heldigvis havde vi dagen før fået fornøjelsen af Tenaya Lake.

Rundt om Mirror Lake, er der opsat skilte, der fortæller lidt om de indfødte indianere, der boede i Yosemite før i tiden. Det var virkelig spændende at læse om, for omgivelserne i Yosemite gør det nemt at forestille sig, at der engang har været et rigt indianerliv. Nogle steder er som taget ud af Pocahontas, hvilket kun gør det endnu mere fantastisk at vandre i Yosemite. Vi nåede desværre aldrig selv til Indian Village, der ligger bag Yosemite museum. Her er det muligt at blive endnu klogere på de tidligere beboere i Yosemite.

Jeg kunne godt tænke mig at besøge både Indian Village og Yosemite museum næste gang, jeg sætter fødderne i Yosemite, men jeg ved også med mig selv, at jeg nok hellere vil prioritere vandreturene. Næste gang er min form forhåbentligt også bedre, end at jeg bliver slået ud af to dages vandring. For det er godt nok helt fantastisk at vandre i Yosemite.

Fra Housekeeping Camp til Camp Curry

Tilbage fra Mirror Lake var det tid til at skifte campingplads. Udover Housekeeping Camp havde vi bestilt en enkelt nat i Camp Curry, der vist nok er Yosemites ældste campingplads. Vi måtte derfor vinke farvel til bålpladsen, der både havde givet os havregrød, skumfiduser og hjemmebagt brød og pølser.

Til gengæld er telt-faciliteterne en smule bedre i Camp Curry, men jeg tror stadig, at jeg ville vælge Housekeeping camp igen, hvis jeg fik valget mellem de to. Til Camp Curry hører nemlig også Curry Village, der tager alt det autentiske ud af Yosemite. Her finder du både pizza- og burgerrestauranter og alt muligt andet, der efter min mening ikke hører hjemme i en nationalpark.

Hvor magien begynder

Da aftenen nærmede sig, begyndte en hvis sørgmodighed at brede sig i kroppen. I morgen var det farvel til Yosemite, og vores videre planer i Kings Canyon og Sequoia National Park var nu truet af en kæmpe skovbrand, der blev ved at brede sig. Der var ikke andet at gøre end at gå i seng og håbe på det bedste.

Inden vi ramte sengene tog vi en lille tur ud med lommelygter for at finde et sted at kigge på stjerner. Stjernehimlen i Yosemite er helt fantastisk, og på få minutter så vi op til flere stjerneskud. Man siger jo, at man ikke må fortælle sine ønsker, når man ser et stjerneskud, men jeg gætter på, at de regler ophører, når ønsket går i opfyldelse. Jeg ønskede nemlig, at Anders ville fri til mig. Det skete næsten præcis et år efter, da vi hikede i Picos de Europa i Spanien. Så måske er der virkelig noget magisk over Yosemite.

Dag 5: Tunnel View, Sentinel Dome, Glacier Point – og videre mod Sequoia

Det er altid svært for mig at forlade steder, hvor jeg ikke har set det hele. Problemet med Yosemite er, at området er så kæmpe stort, at det ville tage årtier at komme igennem alle vandreruter. Min sørgmodighed kunne dog vente lidt endnu, for inden vi kørte mod Kings Canyon tog vi ud og fotograferede Tunnel View (som man nu skal). Tunnel View giver en fantastisk udsigt over dalen, og det er et klassisk billede på nationalparken. Jeg synes dog ikke, at det kan måle sig med at vandre i Yosemite. Mange turister føler, at de har set Yosemite ved at køre i bil rundt til udsigtsposter. Jeg føler, at jeg har set Yosemite, når jeg har gået kilometervis i en skov uden at møde et andet menneske og brugt min fysik og styrke til at få mig til de flotte udsigter. Sådan er man så forskellig.

Skovbrand i luften

Vi kørte herefter til Sentinel Dome, hvor vi gik en lille rute på 3,5 km. Der er en flot udsigt fra Sentinel Dome, men den kommer selvfølgelig ikke i nærheden af Clouds Rest. Desuden var der lidt tåge i luften – men det skulle vise sig at være røg fra skovbranden. Jeg var virkelig taknemmelig over, at vi havde haft så klart vejr de forrige dage, men nu havde vinden skiftet retning og bragt en diset kappe hen over Yosemite. Efter Sentinel Dome fortsatte vi i bil mod Glacier Point, og her var røgen heldigvis ikke nået hen. Allerhelst ville jeg gerne have vandret op til Glacier Point fra dalen, men på fire overnatninger kunne vi desværre ikke nå det hele. Det var nemlig også ved at være tid til at skulle videre mod Sequoia National Park, hvor vi havde booket to overnatninger i en lille hytte i Grant Grove Village.

På vej til Sequoia kørte vi igennem Kings Canyon National Park. I horisonten kunne vi se skovbranden og vi begyndte at frygte for, hvad de næste dage ville bringe. Vi kunne endda lugte røgen i vores hår, som om vi havde siddet rundt om et flammende bål. Det var derfor heller ikke overraskende – men ikke desto mindre enormt skuffende – at vi ikke kunne overnatte i Grant Grove. Området skulle simpelthen evakueres. Det var helt ekstremt skuffende at se stedet, hvor vi skulle have boet. De små hytter så vildt hyggelige ud, og jeg kan derfor kun anbefale Grant Grove, hvis man have et godt udgangspunkt til at vandre i Kings Canyon og Sequoia.

Change of plans

Selvom det var meget autentisk at få de Californiske skovbrande så tæt på kroppen, var jeg næsten grædefærdig over at gå glip af to dages vandring. Jeg var slet ikke færdig med naturen eller med vandrestøvlerne. Jeg var kun lige begyndt (og jeg har fundet ud af, at jeg aldrig bliver færdig).

Over en frokost overvejede vi situationen; Vi besluttede at tage hen og se verdens største træ, der har fået tilnavnet General Sherman. Det 83 m. høje træ med en diameter på 11 m. var et virkeligt storslået syn. Hele gåturen mod General Sherman tager dig gennem gigantiske Sequoia-træer, som med deres rødbrune farver forvandler landskabet til en helt anderledes farvepalet.

Fra General Sherman kørte vi videre mod Tunnel Log, hvor der er lavet et kæmpe hul gennem et væltet Sequoia-træ. Når jeg siger kæmpe, er det fordi vejen går igennem træet. Herfra passede det fint med at køre videre mod Moro Rock – en stor granithalvkugle i noget mindre skala og storslåethed end Half Dome. Turen op til Moro Rock går ad stejle trapper. Men det er en kort tur, og udsigten var meget speciel i det disede vejr fra skovbranden. Det gav et lidt anderledes og eventyrligt udtryk. Jeg tør alligevel ikke forstille mig, hvilken fantastisk udsigt, der er fra Moro Rock i klart vejr. Derfor er det også en lille hurtig smuttur, der bestemt kan anbefales. For os var det i hvert fald et fint lille kompromis, når nu vi mistede to dages hiking.

Et sidste bjørne-farvel

Det var slet ikke meningen, at vi skulle op til Moro Rock, men de ændrede planer fik os til at bladre lystigt i vores Lonely Planet bog, for at finde ud af, hvad der var muligt at komme hen til i bil. Vi havde nemlig besluttet bare at køre mod Santa Monica, hvor vi skulle afslutte ferien. Når vi ikke kunne være i Kings Canyon eller Sequoia, kunne vi ligeså godt tage mod L.A. Vi overvejede også at køre tilbage mod Yosemite, men uden eget telt, ville vi nok ikke komme langt med at finde overnatning med så kort varsel.

På vej ud af Sequoia National Park skulle vi dog lige få en sidste oplevelse med os i bagagen. Lige dér i vejkanten sad en bjørn og var lystigt i færd med at gøre kål på en plante. Vi var nok ikke mere en 15 m. væk fra bjørnen, men den ænsede os ikke. Jeg listede derfor forsigtigt ud af bilen for at skyde nogle billeder. Hvor sød og nuttet bjørnen end så ud sikrede jeg mig en hurtig flugtvej tilbage ind i bilen, såfremt bjørnen pludseligt skulle få lyst til kød. Den var dog stadig travlt optaget af planten, så vi fik vores billeder og vi fik vores farvel fra naturen.

Skulle jeg vælge mellem bjørn og to dages vandring mere, ville jeg stadig vælge sidstnævnte. Men måske var det naturens måde at fortælle os, at vi bliver nødt til at komme tilbage en dag – for Yosemite, Kings Canyon, Sequoia og jeg er langt fra færdige med hinanden. Jeg må og skal vandre i Yosemite igen!

Indlægget Vandre i Yosemite National Park: Et magisk paradis blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.