Hvis jeg skal beskrive en vandreferie i Salzkammergut med to ord, vil jeg uden at blinke sige “smukt” og “børnevenligt”. Sidstnævnte er måske ikke relevant for alle. Men for familier med børn, kan det være ret afgørende for, om vandreferien bliver vellykket, eller ej. At området er smukt, er nok heller ikke overraskende, eftersom Østrig i den grad er kendt for sine billedskønne bjerglandskaber og dramatiske alper. Salzkammergut-regionen er ingen undtagelse.

Regionen strækker sig fra Salzburg til Dachstein, og byder på fantastiske vandremuligheder. I en region med så meget at byde på, kan det også være svært at lægge sig fast på et område, for valgmulighederne er mange. Vi var afsted med Bering Travel, som havde planlagt en uges vandreferie for os, inklusiv bagagetransport. Sidstnævnte gjorde det muligt for os at vandre fra den ene hytte til den anden med vores to-årige søn på ryggen. Turen var på egen hånd, men vi blev ved ankomst, udstyret med en vandreguide og info om turen.

Rejseplan:

Dag 1: Ankomst til St. Wolfgang. Overnating på Hotel Gasthof Weisser Bär.
Dag 2: Bus til Strobl. Vandring på Sparber Rundweg med slut i Abersee. Færge fra Abersee tilbage til St. Wolfgang. Overnatning på Hotel Gasthof Weisser Bär.
Vandring i alt: 14 km. Stigning: 480 højdemeter.
Dag 3: Bus til St. Gilgen. Lift til toppen af Zwölferhorn. Vandring til Genneralm. Overnatning i Reithütte.
Vandring i alt: 16 km. Stigning: 580 højdemeter.
Dag 4: Hviledag ved Reithütte. Evt. dagsture til omkringliggende områder og bjergtoppe. Overnatning i Reithütte.
Dag 5: Vandring fra Genneralm til Postalm. Overnatning i Huberhütte.
Vandring i alt: 17 km. Stigning: 590 højdemeter.
Dag 6: Hviledag ved Huberhütte. Evt. dagsture til omkringliggende områder og bjergtoppe. Overnatning i Huberhütte.
Dag 7: Vandring fra Postalm til Abersee. Færge fra Abersee til St. Wolfgang. Overnatning på Hotel Gasthof Weisser Bär.
Vandring i alt: 12 km. Stigning: 150 højdemeter.

Base ved Wolfgangsee i Salzkammergut

Vores vandreferie i Salzkammergut starter i St. Wolfgang ved søen Wolfgangsee, hvor vi bor på Hotel Gasthof Weisser Bär.
St. Wolfgang er en hyggelig by med smalle stræder og et utal af både små og større spisesteder. Wolfgangsee byder også på bademuligheder, men vi valgte at bruge ankomstdagen på at falde til, spise is ved den smukke søbred og forberede os på morgendagens første vandretur.

Vandring ad Sparber Rundweg

Vi starter dagen ud i hotellets morgenmadsbuffet. Vi har det hele for os selv – sådan er det, når man har en dreng, der vågner tidligt. Vi er derfor tidligt afsted med bussen til Strobl, hvorfra vi vandrer ad Sparber Rundweg der – som navnet antyder – tager os rundt om bjerget Sparber. Ruten er på 14 kilometer, og er dermed overkommelig med en 2-årig i bærestol.

Strobl er en hyggelig by, men vi vælger ikke at bruge så meget tid i byen, da vi ved, at vi ikke bare har hele dagen til at vandre. Ofte begynder den to-åriges dagsform og tålmodighed at slippe op hen ad eftermiddagen. Så vi følger ruten ud ad byen. Vi går mod supermarkedet Spar, derefter under tunnelen, følger skiltningen og befinder os snart herefter ved Gasthof Kleefeld Wildtier Park, hvor vi bliver mødt af både legeplads, geder, kaniner og rådyr.

Efter en lille pause, som helt sikkert er godt givet ud for den lille mand i bærestolen, begiver vi os videre gennem det smukke landskab, der byder på blomsterenge og sætere. Vi kommer endda også forbi et lille kapel – Hubertuskapelle – omgivet af bjergsider og græssende køer med bimlende kobjælder. Idyllen er fuldendt!

Ikke det værste sted at “fare vild”

De distraherende smukke omgivelser gør, at vi misser et skilt lige efter kapellet og dermed får tillagt ekstra 5-6 kilometer til ruten. Ikke just ideelt, men til gengæld får vi set endnu mere af den smukke natur. Da vi når tilbage på den rette rute, begynder der at komme lidt stigning, hvilket i den grad godt kan mærkes i den bagende sommersol.

Da landskabet både flader og breder sig ud, kommer familiens mindste selv ned at gå. De fleste steder er stien så nem og fremkommelig, at den er helt fin for et par små to-årige vandrefødder. Vi nyder at gå gennem det smukke landskab med alpekøerne omkring os. Vi stopper også op og hilser på en flok heste. 

Snart bevæger stien sig ned gennem skoven, og vi kommer tættere og tættere på Wolfgangsee. Vi fortsætter til Abersee og snupper færgen tilbage til hyggelige St. Wolfgang.

Lift til Zwölferhorn

I dag pakker vi vores ting og tager bussen til St. Gilgen, hvorfra vi tager en lift op til toppen af bjerget Zwölferhorn. En af de gode ting ved at vandre (med børn) i Østrig er de mange lifte, som på få minutter tager dig op i højderne. Det giver mulighed for at opleve de dramatiske bjerglandskaber uden at bruge mange timer og benmuskler på selv at skulle tilbagelægge de stejle højdemeter. Med en 2-årig på ryggen, er det især en fordel.

På toppen af Zwölferhorn nyder vi den storslåede udsigt over Wolfgangsee og det frodige bjerglandskab. Vi følger herfra Panorama Loop Trail, som tager os over højderyggen, som vi netop har stået og beundret fra panoramaterrassen.

Turen er ubegribeligt smuk og leder – helt klassisk østrigsk – tankerne hen på The Sound of Music med de grønne rullende bakker og bjergene, der rejser sig majestætisk omkring os. Senere forlader vi Panorama Loop Trail for at gå mod Illingeralm og Königsbergalm.

Flossede nervesystemer på dagens vandring

Hvad vi endnu ikke ved er, at der venter os nogle hårde kilometer, før vi ankommer til den hytte, hvor vi skal tilbringe natten. Tiden løber fra os, da vi har taget den med ro, ladet familiens mindste gå selv en del af tiden (hvilket er mere to skridt frem, ét tilbage) og holdt en lang frokostpause med gemmeleg. Når vi vandrer med barn føler vi, at det også er vigtigt at gøre nogle ting på hans præmisser. For selvom Hans kun er knap to år, er han så stor, at han ikke gider sidde i en rygsæk en her dag. Det betyder til gengæld, at vandredagen bliver alt for lang for den lille mand.

De sidste par kilometer går stejlt opad gennem en lille skovsti. Det har lige regnet, så alt er mudret og glat, den mindste skriger i rygsækken og vores nervesystemer bliver mere og mere flossede i takt med, at skrigeriet fortsætter. Vi vurderer dog, at det ikke nytter at stoppe op. For det første er klokken blevet alt for mange, for andet regner det og vi vil bare gerne frem til den varme, tørre hytte, hvor der forhåbentligt venter os et varmt og tiltrængt måltid mad.

Autentisk og familiær bjerghytte i de østrigske bjerge

Endelig tager den lille, stejle sti os ud af skoven og møder igen grusvejen, som snart fører os til Reithütte. Regnen er så småt stoppet, og i det sekund, at Hans kommer ud ad bærestolen, stopper gråden. Om det er fordi, han er lettet over at komme ned på egne ben eller om det er fordi, han ser den legeplads, der hører til hytten, er svært at vurdere. Men jeg tror bestemt, at det hjælper på humøret, at han straks kan gå i gang med at lege med maskiner i sandkassen og løbe efter katten.

Vi lader ham lege lidt, inden vi går ind i hytten. Reithütte er lille og hyggelig og atmosfæren, der møder os, er autentisk og familiær. Der sidder andre vandrere rundt omkring de andre borde. En hollandsk familie med to teenagedrenge, et tysk midaldrende par samt en familie med mor, mormor og to døtre. Vi finder et hjørne, hvor vi slås os ned. Klokken er næsten 19.00, så vi er godt sultne. Det varer heller ikke mange minutter, før der står en stor pande foran os med egnsretten kasnockn. Der breder sig en himmelsk duft i hytten, og så er det bare om at gribe en gaffel og tage for sig. Kasnockn minder mest af alt om en cremet pastaret krydret med hvidløg.

Hvis der er noget, man får appetit af, er det at vandre en hel dag, så til dessert spiser vi den lokale specialitet profesen. Hans spiser gladeligt både hovedret og dessert, inden vi trækker os tilbage på vores værelse.

OBS: Ejerne af Reithütte er gået på pension, så hytten er desværre ikke længere åben. Til gengæld findes der andre autentiske bjerghytter i området, som er værd at besøge.

Hviledag ved Reithütte

Næste morgen vågner Hans som vanlig inden klokken er 6. Det betyder, at vi må vente lidt lang tid på, at morgenmaden bliver serveret. Det er heldigvis en skøn morgen, og ved 8-tiden begynder det at rumstere inde fra køkkenet. Snart står morgenmaden klar på et opdækket bord på terrassen. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, mens vi nyder morgenmaden i de rolige omgivelser.

Dagen bruger vi på at slappe af og lege. Reithütte er utroligt børnevenlig med legeplads, kaniner, geder, heste og køer. Vi kan derfor sagtens få tiden til at gå. Ellers er der også mulighed for at udforske området og tage på dagsture.

Frokosten indtager vi ved Posch’n Hütte, som kun ligger nogle hundrede meter væk. Her er der en ny legeplads at udforske. Resten af dagen går med en lang middagslur og endnu mere fri leg.

Vandretur fra Genneralm til Postalm

Efter morgenmaden næste dag begiver vi os afsted på dagens etape, der tager os fra Genneralm til Postalm, hvor vi skal overnatte i Huberhütte. Vi vælger at gå standardruten uden så mange højdemeter, selvom den alternative “summit route” selvfølgelig tiltaler mig. Det viser sig dog, at vi har taget den rigtige – og ansvarlige – beslutning. Senere snakker vi med nogle af dem, der har taget den alternative rute over bjergtoppene. De fortæller, at det mange steder har været meget stejlt og udsat, hvilket bare er mere risikofyldt med en bærerygsæk og barn på ryggen.

Vi har igen vejret med os, og starter turen med lidt nedstigning, før vi når ud på en nem fremkommelig sti, der tager os gennem de fineste alpeenge. Vi følger skiltningen mod Ackersbackalp og Voglau gennem det idylliske landskab.

Snart tager dramatikken over i takt med, at stien følger en brusende flod omgivet af stejle klippevægge. Men turen er rimelig ligetil, og før vi ved af det, befinder vi os i Postalmområdet. Her møder os en del hyggelige hytter i det bjergrige landskab, men for at nå Huberhütte, har vi udsigt til lidt højdemeter. Det gør bestemt ikke noget, for da vi når Huberhütte, er udsigten spektakulær og den ligger mere afsides end hytterne længere nede.

Den bagende sol har givet os sved på panden, så det gør godt at bestille en kold cola og tage et hvil, inden vi indlogerer os på værelset.

Blue hour ved Huberhütte

Aftenen byder på det skønneste lys over Salzkammergut-bjergene, som ved solnedgang får det der fænomenale blå skær, der giver enhver fotograf lyst til at trykke løs på udløseren.

Næste dag byder igen på hviledag eller mulighed for at udforske nærliggende vandrestier. For Hans’ skyld tager vi en dag uden de store planer. Op ad formiddagen går vi ned til den nærliggende Rosserhütte, som har sandkasse, legesager og høns. Sidstnævnte kan man stå og kigge på i lang tid, når man kun er knap to år gammel. Det giver de voksne mulighed for at nyde en rolig kop kaffe. Og så endda med bjergudsigt.

Vi bliver ved Rosserhütte og spiser frokost, inden vi drager mod Huberhütte for at putte Hans til lur. Det er, på ferien, blevet lidt af en tradition, at jeg sover lur med ham, når vi ikke lige er ude og vandre. I dag er ingen undtagelse. Det er godt givet ud for os begge, og min bedre halvdel kan sætte sig ned og læse en bog i ro og mag.

Apfelstrudel og wienerschnitzel

Efter frokosten går vi mod Stroblerhütte, hvor vi som en del af pakken fra Bering Travel, har tre vouchers til apfelstrudel. Hytten ligger ca. 20 minutters gang fra Huberhütte, og har et mere varieret menukort end jeg har set i de andre hytter, vi har besøgt. Personligt kan jeg i hvert fald godt blive lidt træt af suppe, pølse og knödel.

Vi har dog allerede bestilt wienerschnitzel i Huberhütte, så vi nøjes med at spise kage og nyde en kop kaffe på den hyggelige terrasse, inden vi går tilbage til Huberhütte.

Tåget mystik på dagens nedstigning

I løbet af natten lytter jeg til regnen, der tordner ned udenfor, og næste morgen er da også en skyet en af slagsen. Vi spiser morgenmad og pakker taskerne, inden vi igen sætter kursen mod Wolfgangsee. Skyerne giver bjergene et helt anden udtryk. Hvor de dagen før var fyldt med idyl, er de nu omsluttet af en tæt mystik, som især kommer til udtryk ved Postalm Kapelle, som vi tager en lille afstikker til. Det er mit kamera glad for. De vilde heste bidrager yderligere til alpemystikken.

Dagen byder på en masse nedadgående højdemeter. Det betyder, at vi vandrer ned gennem det enorme skydække. I en periode kan vi dårligt se en hånd foran os, men det lykkes os at følge stien ned ad bjerget. Faktisk er vi ret hurtigt nede grundet de manglende udsigter, som vi af gode grunde ikke bruger tid på at stoppe op ved.

Ved middagstid når vi derfor til Abersee, hvorfra vi tager færgen til St. Wolfgang, hvor vi igen skal bo en nat på Gasthof Hotel Weisser Bär. Vi har i den grad behov for at smide os på sengen og få noget mad, eftersom vi har taget dagens etape uden pauser. Dels pga. tågen, dels fordi Hans valgte at sove en (ualmindelig) lang lur i bærestolen. Vi tænkte derfor, det var smart bare at gå igennem, mens han sov.

Nemt og unikt

Den sidste uge har budt på uforglemmelige vandreoplevelser i de østrigske bjerge. Det er første gang, vi prøver at være på en vandreferie, vi ikke selv har planlagt, men det kan helt bestemt noget. Især har vi været glade for bagagetransporten. Ellers havde det ikke været muligt for os at tage på sådan en tur. Derudover var det dejligt nemt at følge de nedskrevne rutebeskrivelser, som vi også havde med os.

Nogle gange er det sjovest selv at planlægge vandreferien, men uden Bering Travel er jeg ikke sikker på, at vi havde fået de unikke oplevelser med vores to-årige søn.

Tips til vandreferie i Salzkammergut med Bering Travel

En gennemgående ting på turen var, at udvalget af mad ikke var det største, da vi vandrede mellem de to hytter. Det er i sig selv forståeligt, at de ikke har et stort menukort. Det er en del af charmen. Set i bakspejlet skulle vi dog have haft en brænder og nogle havregryn med, så vi kunne have stillet sulten på familiens yngste fra morgenstunden med en portion havregrød. Med bagagetransport ville de ekstra kilo i tasken ikke være noget problem.

Husk rigeligt med snacks

Generelt havde vi også medbragt for få snacks. Måske fordi vi fodrede Hans med vandresnacks for at holde sulten fra døren, inden morgenmaden blev serveret ved 8-9 tiden. Så det er en god idé ikke at undervurdere mængden af snacks, da det ikke er muligt at købe snacks på vejen. Lidt flere kiks, nødder, müslibarer og frisk frugt havde helt klart været dejligt at have med. Måske endda også noget brød.

Husk også en god dagtursrygsæk til at pakke de fornødenheder du har brug for i løbet af dagen. Der skal være plads til mad, snacks, solcreme, regntøj, mellemlag, first aid kit og hvad man ellers normalvis medbringer på dagsture i bjergene.

Læs også: Mine bedste tips til at vandre med baby
Læs også: Vandreferie i Sydnorge med baby

Indlægget Magisk vandreferie i Salzkammergut blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Der er ikke noget at sige til, at polakkerne er stolte af det smukke stykke natur, der ligger på grænsen mellem Polen og Slovakiet. De polske Tatrabjerge fylder måske ikke et kæmpestort areal (sammenlignet med Tatrabjergene på den slovakiske side). Men heldigvis bugner det med fantastiske naturperler. Arealet er også så overskueligt, at på bare en enkelt uges vandreferie, kan det lade sig gøre at opleve rigtig meget af det, som Tatrabjergene i Polen har at byde på.

Fordelen ved det overskuelige areal er også, at det er nemmere at planlægge en hytte til hytte vandring i Tatrabjergene. Otte bjerghytter lyder måske ikke af meget sammenlignet med andre stedet i Europa. Til gengæld kan det nærmest lade sig gøre at se dem alle sammen på en enkelt ferie. Skulle du alligevel have lyst til en bredere vifte af muligheder, kan vandreturen udvides til at omfatte Tatrabjergene på den slovakiske side. Her ligger der også gode bjerghytter til overnatning.

4 dages hytte til hytte vandring i Tatrabjergene

Min mand og jeg planlagde hjemmefra en hytte til hytte tur i Tatrabjergene med tre overnatninger og fire vandredage. Vi rejste i oktober, men det var en forholdsvis spontan tur, så vi planlagde det først i september, hvor en del af hytterne desværre allerede var booket op.

To steder lykkedes det at booke, mens det tredje sted blev en satsning, hvor vi på dagen ville høre om de havde plads (der kan jo være afbud). Vi endte dog kun med 2 overnatninger, da vi ikke kunne få plads det sidste sted. Men ruten fejler stadig intet, så jeg vil kun opfordre til at tage turen med tre overnatninger (selvom det sidste sted ligger ret tæt på Zakopane – det var også derfor, at det ikke var en katastrofe, at de ikke havde plads – vi fortsatte bare videre til Zakopane, hvor vi fandt overnatning på et pensionat).

• Dag 1: Wierch Poroniec – Dolina Roztoka
• Dag 2: Dolina Roztoka – Dolina Murowaniec (Gasienicowa)
• Dag 3: Dolina Murowaniec – Hala Kondratowa
• Dag 4: Hala Kondratowa – Kuznice (Zakopane)
  
  

Wierch Poroniec til Dolina Roztoka

Fra Zakopane kan du tage en bus til Wierch Poroniec. Her er der en parkeringsplads, hvorfra nogle vandrestier starter. Vi tog bussen fra stationen i Zakopane (fik ikke noteret retning og busnummer – beklager!). Men spørg ved busstationen eller i turistinfo, så skal de nok hjælpe. Man kan selvfølgelig også køre i bil til parkeringspladsen, men så er det vigtigt at ankomme tidligt på dagen.

Hver sti i Tatrabjergene har en farve. Det gør det både overskueligt at følge skiltningen og genkende stien på et kort.

Fra Wierch Poroniec følger vi den grønne vandresti i retning mod Polana Rusinowa. Snart bliver stien blå – igen mod Polana Rusinowa, som i øvrigt er et særdeles fremragende sted til et hvil og måske en madpakke. Udsigten herfra er fortryllende. Vi var kommet lidt sent afsted, så vi skyndte os lidt hurtigt videre for at nå til hytten, inden mørket faldt på. Men ikke desto mindre var det her, at det gik op for mig, hvor smukt, der er i Tatrabjergene.

Efter Polana Rusinowa fanger vi den sorte sti videre mod Dolina Roztoka. Stien går nu gennem nåleskov og vi krydser en flod via en bro. Så går det lidt opad, inden landskabet igen åbner sig og forkæler synssansen med smukke bjerge forude. Efter ca. 30 minutters vandren, kommer vi til et skilt, hvor vi selvfølgelig følger retningen mod hytten via rød sti.

Gemt væk i skoven

Fra skoven kommer vi ud på en vej (og det er faktisk vejen til Morskie Oko). Her går vi til højre, indtil vi kommer til et sted med bænke og WC-skure. På den anden side ligger vandfaldet Wodogrzmoty Mickiewicza. Ved bænkene følger vi den lille grønne sti ned mod hytten Dolina Roztoka.

Hytten ligger gemt væk i skoven, så selvom den ikke ligger så langt fra den asfalterede vej, så føles den meget afsides. I hytten bestiller vi et måltid mad og en kold fadøl, mens vi læser og spiller kort. Vi har været så heldige at få et af de private værelser, men det er også muligt at sove i de billigere dorm rooms. Standarden er langt højere, end hvad jeg forventede.

Dolina Roztoka til Dolina Murowaniec

Om morgenen starter vi med morgenmad og kaffe i hytten, inden vi bevæger os videre. Det er klart og friskt i vejret, og oktobersolen bevæger sig med hastige skridt over træernes toppe.

Vi følger den grønne sti tilbage mod den asfalterede vej. Her krydser vi vejen og fortsætter ad grøn sti mod retningen, hvor der står Dolina Pieciu Stawow Polskich. Det starter med at gå opad gennem skoven, som på et tidspunkt åbner sig op for igen at blive tættere. Vi krydser en træbro over en flod, hvor der nærmest ikke er mere vand i. En stor stamme ligger på tværs over den tørre flod, og jeg kan selvfølgelig ikke lade en god billedmulighed gå tabt. Siden jeg var barn har jeg godt kunne lide at klatre på ting. Den lyst kommer altid frem til overfladen igen, når jeg befinder mig i naturen.

Mod Valley of 5 Lakes

Snart går det opad, og vi følger nu den sorte sti mod hytten Dolina Pieciu Stawow Polskich, der ligger i Valley of 5 Lakes. Herfra går det for alvor opad. Man kan også vælge at fortsætte ad den grønne rute, som ikke er ligeså stejl – men til gengæld lidt længere. Tager man den sorte sti, rammer man hytten ved søen Przedni Staw. Den grønne sti rammer midten af de to søer – Przedni Staw og Wielki Staw. Herfra kan man også sagtens gå det lille stykke til hytten, så det ene udelukker ikke det andet.

Ved skiltningen kan man også tage en afstikker til Siklawa Waterfall, der er polens største vandfald. Jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor vi ikke gjorde det. Måske var det tidspres, men jeg kan ærligt talt ikke huske det. Det er i hvert fald oplagt at tage vejen forbi, hvis tiden er til det.

Ved hytten i Valley of 5 Lakes spiser vi frokost og finder herefter et afsides spot ved søen. Solen skinner, så vi vil gerne holde noget af vores pause udendørs. Vi laver kaffe på vores medbragte brænder. Det blæser en del, så selvom solen skinner fra en stort set skyfri himmel, gør det godt med noget at varme sig på.

Fantastisk udsigt fra Zawrat

Efter frokost, kaffe og pause i de utroligt smukke omgivelser, bevæger vi os videre. Snart ligger hytten og søerne bag os, og vi bliver forkælet med skøn udsigt udover landskabet. Vi går nu på blå sti med retning mod Zawrat (2.158 m.). En rute med en del højdemeter, der får pulsen op hos os begge. Men snart venter belønningen os, da vi når til toppen af Zawrat. Herfra har vi en fantastisk udsigt til søen Zadni Staw, der ligger som en sort perle i det bjergrige landskab.

Vi kan også se en del bjergtoppe herfra. Den mest fremtrædende er toppen Krywan (2.450 m.), som stikker op i horisonten og faktisk befinder sig i Slovakiet. Men også Walentkowy Wierch (2.156 m.) fanger min opmærksomhed, da jeg i zoomobjektivet får øje på et par bittesmå mennesker på toppen.

Den hårde tur opad er næsten altid det hele værd, når udsigten er som denne!

Vild vej mod hytten

Hvad vi ikke er helt forberedte på, er den vej nedad, der nu venter os på den anden side af bjerget. Her ligger landskabet i skygge, hvilket betyder, at klippeoverfladen mange steder er iset helt til. Oven i købet er nedstigningen så stejl, at der er sat kæder op. Man kan dårligt kalde ruten for en sti, da det minder mere om Via Ferrata – altså en slags klatresti. Nogle steder holder vi næsten vejret, ligesom vi holder et fast fokus på, hvor vi sætter arme og ben. På de isede stræk virker det mest sikkert at glide på numsen, da støvlerne på ingen måde kan stå fast på den glatte og stejle overflade.

Alligevel er vi langt før nede end de to andre, vi mødte på toppen af Zawrat. Selvom jeg synes, at vi har taget det i et meget langsomt tempo, kommer vores adræthed os til gode her. Dette er altså ikke en rute for dem, der foretrækker en vandresti, hvor man kan nøjes med at sætte det ene ben foran det andet – og så fremdeles. Jeg vil klassificere denne strækning som svær.

Men der findes andre veje fra Valley of 5 Lakes, der fører til den næste hytte. Hvordan sværhedsgraderne er på dem, ved jeg ikke. Generelt er der en ret stor forgrening af vandrestier i området, og jeg vil tro, at den gule sti, der kan tages nede fra søen Wielki Staw er noget mere fremkommelig (omend også længere kilometermæssigt). Det er i øvrigt også den sti, der tager dig forbi vandfaldet Siklawa.

Har man mod på at tage vejen ned ad kæder, kan jeg kun give mine aller varmeste anbefalinger, da udsigten fra Zawrat virkelig er noget at stile efter. Uden is ville det også have været en lettere tur ned, gætter jeg på.

Krystalklar sø og solnedgang i Tatrabjergene

Da vi er nede efter de værste strabadser, står solen efterhånden lavt på himlen. Snart kommer vi til søen Czarny Staw Gasienicowy, som står krystalklart og spejler omgivelserne. Søen bliver kun flottere, da vi følger stien langs den (stadig blå sti). Jeg føler, at jeg kunne blive her en evighed og skyde billeder af det spejlblanke vand. Men solen er ved at gå ned, og vi har stadig omring 45 minutters vandring tilbage, inden vi når hytten Dolina Murowaniec.

Selvom jeg stresser lidt over at nå hytten inden mørket falder på, kunne jeg ikke ønske mig en flottere afslutning på dagen. Solens sidste stråler farver himlen orange i horisonten. Som om den ved, at vi går lige netop i den retning. Vi når da også hytten inden mørket omslutter os. Og vi kan ikke lade være med at tænke på dem vi overhalede på vejen ned, som nu er efterladt i mørket. Forhåbentligt har de pandelygter med sig. I hvert fald ser vi dem ankomme til hytten senere på aftenen, da vi efter et måltid mad hygger os med et spil yatzy.

Vi går tidligt til ro i køjerne i 6-mands værelset, da dagen har budt på en del kilometer og ikke mindst højdemeter (de er langt hårdere end kilometerne).

Dolina Murowaniec – Hala Kondratowa

Næste morgen spiser vi morgenmad i hytten, og ved 8-tiden er vi igen på farten. Denne gang i retning mod hytten Hala Kondratowa. Først går turen mod højdepunktet Kasprowy Wierch (1.987 m.), så vi følger den gule sti. Vi lægger hytten bag os, men kan i lang tid se hyttens skorsten med røg stikke op over trætoppene, når vi vender os om.

Ruten tager os med det samme opad, og vi kan se den lift, som man i skisæsonen kan tage til Kasprowy Wierch. Om vinteren er stedet et af polens største skiområder.

Vandretur mellem Polen og Slovakiet

Ved toppen fanger vi rød sti, som tager os langs højderyggen Goryczkowa Czuba. Det specielle ved ruten her er, at højderyggen markerer grænsen mellem Polen og Slovakiet. Kigger vi til den ene side, ser vi Polen, mens den anden side viser os de Slovakiske Tatrabjerge (som i den grad også ser ud til at være et besøg værd). Det er en enormt smuk (og blæsende) tur langs højderyggen.

På den polske side har vi udsigt til bjergkammen Zawrat Kasprowy og bjergtoppen Kopa Magury, der ikke er til at overse i landskabet. Kigger vi tilbage fra den vej vi er kommet, kan vi se bjergtoppen Giewont (1.894 m.) Vå får også Swinica (2.301 m.) at se i horisonten. Hvis man bare er det mindste interesseret i områdets bjergtoppe, er dette altså en perfekt rute til at spotte nogle af de højeste og mest kendte i Tatrabjergene.

Efter en vindblæst tur langs bjergkammen kommer vi til skiltning, hvor vi tager den grønne sti i retning mod Hala Kondratowa. Herfra går det nedad, og lidt under en time efter, er vi ved Hala Kondratowa. Her vrimler det lige pludseligt med mennesker. I hytten bestiller vi Pierogi til frokost. En traditionel polsk ret, som minder om en mellemting mellem en dumpling og tortellini. Hvis man som mig er vild med carbs, skal du ikke snyde dig selv for at smage dem. Det gode ved at vandre er vel netop også, at det ligesom giver tilladelse til at nyde godt af lækre kulhydrater!

Hala Kondratowa til Kuznice

Egentlig var vores oprindelige plan at overnatte i hytten. De havde desværre bare ikke plads til os, selvom vi ankom allerede ved 14-15 tiden. Vi havde nok håbet på nogle afbud. Det var dog ikke en katastrofe, da hytten ikke ligger mere end ca. halvanden times vandring fra Kuznice. Herfra er det nemt at tage en bus ind til Zakopane centrum.

Efter måltidet vandrede vi derfor videre ad blå sti i retning mod Kuznice og Hotel Kalatowki. Her er det i øvrigt også muligt at overnatte. Hotellet er smukt beliggende for foden af bjerget, lige ved træernes udmunding.

Jeg vil helt klart anbefale at strække turen til fire nætter og få den fulde hytte til hytte oplevelse. Havde vi overnattet i Hola Kondratowa kunne jeg godt have fundet på at gå op til bjergpasset, hvorfra vi var kommet tidligere på dagen. Altså der, hvor vi drejede ned mod hytten. Jeg er sikker på, at det kunne være et flot sted at se solen gå ned uden en masse andre mennesker. Vejen nedad var også så fremkommelig, at den godt kunne udføres med pandelampe.

Flere forslag til hytte til hytte i Tatrabjergene

Selvom der kun befinder sig otte hytter i de polske Tatrabjerge, er det muligt at kombinere hytte til hytte vandring på et utal af måder. Der er et meget omfattende stisystem i Tatrabjergene, og skiltningen er for det meste rigtig god. På en dagstur besøgte vi også hytten ved Morskie Oko, mens vi på en anden dagstur kom forbi hytten Hala Ornak, der var virkelig hyggelig. Kun fantasien sætter grænser.

På siden her finder du et interaktivt kort, der viser vandrestierne, så du selv kan planlægge at vandre hytte til hytte i Tatrabjergene.

Cicerone har også en guidebog til vandring i Tatrabjergene. Jeg er generelt glad for Cicerone, når det kommer til guidebøger om vandring. Der er altid gode forslag til ruter, og jeg er generelt også bare glad for at sidde med noget fysisk i hånden, når jeg planlægger og researcher.

Planlæg din egen rute i Tatrabjergene

Vil du selv have et overblik over de otte hytter i de polske Tatrabjerge, finder du en oversigt over hytterne her. Oversigten viser også den korteste rute til hytterne fra det nærmeste busstoppested. Der er altså også rig mulighed for at besøge hytterne på dagsture. Men jeg kan kun anbefale at booke minimum en enkelt nat i en hytte. På den måde får man set landskabet og hytterne uden dagsturisterne, ligesom det er lettere at komme tidligt ud af fjerene og få vandrestierne for sig selv.

For hytterne ER populære. Specielt fordi de er så let tilgængelige. De fleste (også børnefamilier) kan vandre til hytterne, men der er heldigvis ingen der siger, at man SKAL tage den letteste og korteste vej. Til gengæld betyder det, at jeg ville vælge at besøge de polske Tatrabjerge og vandre hytte til hytte uden for højsæsonen. Under alle omstændigheder er det dog vigtigt at booke plads i hytterne på forhånd. Sådan er det vist de fleste steder i Europa, men i og med, at alle de otte hytter er ret nemme at komme til, gør det sig i særdeleshed gældende her.

Læs mere om det i min guide til vandring i de polske Tatrabjerge lige her.

Indlægget Hytte til hytte vandring i de polske Tatrabjerge blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Der er mange flere fordele ved at vandre fra hytte til hytte i Dolomitterne, og det er ikke kun den uimodståelige apfel strudel, der trækker. Fællesskabet, komforten og hyggen er alle vigtige parametre, som gør hytte til hytte vandring til et oplagt valg for alle. Unge som gamle, børnefamilier og singler vil alle nyde godt af de oplevelser, der følger med hytte til hytte vandring i Dolomitterne.

Vi valgte at planlægge en rute i Puez-Odle området, der ligger i Trentino-Alto Adige. Da vi også gerne ville have nogle dage til at se andre områder af Dolomitterne, valgte vi en tur med tre overnatninger. Så fik vi også tid til dagsvandreture til Tre Cime di Lavaredo og Alpe di Siusi. Men hytte til hytte-turen endte med kun at blive med to overnatninger, da vi var hurtigere, end vi havde kalkuleret med. Desuden betød det uforudsigelige vejr i Dolomitterne, at to af dagene bød på regnvejr og tåge, hvilket gjorde, at vi ikke kunne bruge den ekstra tid til at udforske området ved hytterne.

Uforudsete hændelser

Men jeg vil virkelig gerne slå et slag for at hytte til hytte vandring i Dolomitterne. De to overnatninger var virkelig helt fantastiske, selvom vi gerne ville have haft den tredje nat med. Men uforudsete hændelser er også en del af en vandreferie. Nogle gange ændrer planerne sig, og samtidig kræver det lidt erfaring at planlægge en tur, så den passer til sin egen fysik. Efter hver tur bliver man klogere på sig selv og sine bedrifter, og det er jo en del af processen.

Næste gang har vi sikkert meget nemmere ved at planlægge en hytte til hytte tur. Vejret er til gengæld en anden sag. Det kan man ikke ændre på, så der er heller ikke nogen grund til at ærgre sig over det. Her må man bare acceptere, at når man vandrer i bjerge, har vejret sin helt egen og uforudsigelige agenda.

Dag 1: Selva di Val Gardena – Rifugio Puez:

8,3 km.

915 opstigende højdemeter

Ca. 3.5 – 4 times vandring

Snyd ikke dig selv for et stykke apfel strudel ved det hyggelige Rifugio Puez, når du er på hytte til hytte vandring i Dolomitterne. Selvom mange forbinder apfel strudel med noget tysk, er det på de fleste menukort i Sydtyrol/Alto Adige. Området er tydeligt præget af det tyske, hvilket giver et finurligt præg på kulturen – og på menukortene.

Rifugio Puez har kun fælles sovesale med køjesenge. Selvom der ligger tæpper, er det en god idé at medbringe sovepose eller lagenpose.

Beskrivelse:

Vi startede turen rundt i Puez-Odle National Park fra Selva di Val Gardena, som er et godt udgangspunkt for en del vandreture. Herfra kørte vi med vores udlejningsbil op til en gratis parkeringsplads, som du kan fange ved at køre ud af vejen Via Daunei. Hvis du ikke har bil, kan du sagtens starte turen fra Val Gardena. Det kan være en fin idé lige at forhøre sig på turistkontoret, der ligger ved hovedvejen.

Har du bil skal du nok komme tidligt på dagen for at få en parkeringsplads. Fra parkeringspladsen fanger du en sti mod nordøst. Dvs. den vej tilbage, hvor du lige er kørt op ad Via Daunei. Snart dukker et grønt og bakket landskab op og du møder et lille kapel, som fanger essensen af den norditalienske alpestemning. Vallunga er navnet på den frodige dal, du bevæger dig igennem på den første etape af hytte til hytte turen. Køerne græsser fredeligt, og klippevæggene der omkranser dalen, danner en enestående ramme om det smukke landskab.

Apfel strudel og yatzy

Turen fortsætter fladt et stykke endnu, men det er om at nyde det, for snart går turen opad. Stien bliver mere utydelig, mens ruten fortsætter op gennem de løse sten, hvor smeltevandet tydeligt har sat sine spor ned af bjerget. Men i takt med at pulsen stiger, bliver udsigten bedre og bedre. De kilometer vi netop har tilbagelagt i dalen kigger vi nu ned på. Det er tydeligt at se, hvordan dalen er blevet formet af istidens gletsjere, der har banet sig vej gennem de massive bjerge. Med Vallunga i ryggen fortsætter vi ufortrødent videre, indtil den første hytte kommer til syne. Rifugio Puez ligger godt beskyttet mellem klipperne, så vi starter med at nyde en kop kaffe på terrassen, hvor vi er beskyttet mod blæsten.

Efter vi har fundet os til rette i køjerne i den fælles sovesal, går vi ned i hyttens restaurant/spisesal. Da klokken kun er 15.00, tillader vi os at dele en halv flaske vin, mens vi spiller yatzy, læser og nyder udsigten til bjergene. En italiensk familie deler ud af deres hjemmebryggede snaps lavet på nogle lokale bjergblomster. Det smager frygteligt, men bidrager til en hyggelig stemning, mens vi hører lidt om deres vandretur.

Efter aftensmaden nyder vi desuden et stykke apfel strudel, inden vi går tidligt i seng, så vi er friske til næste dags vandring.

Dag 2: Rifugio Puez – Rifugio Genova

12 km.

645 opstigende højdemeter

Ca. 4 – 4.5 times vandring

Rifugio Genova er startstedet for den populære vandrerute Alta Via 2, så her er det en god idé at reservere et værelse et godt stykke tid i forvejen – især hvis du vandrer i højsæsonen. Der er både private værelser og fælles sovesale til rådighed. Sovepose er ikke nødvendig.

Dagen kan forlænges med en tur op til Sass de Putia. Det var vores oprindelige plan, da vi ankom tidligt til Rifugio Genova. Desværre var vejret ikke med os, så pga. regn og tåge ville det ikke give mening for os at bestige Sass de Putia, der ligger i næsten 3.000 meters højde. Vælger du at forlænge turen, skal du tillægge omkring 3 timer. Det kan være en god idé at ”checke ind” i hytten først. Så kan du spise en frokost og få et hvil inden turen mod toppen.

Beskrivelse: 

Vi vågnede op til en morgen med gråvejr og regn, så gårsdagens udsigt var ikke helt den samme. På turen videre fra Rifugio Puez er landskabet mere råt og barskt. Snart går det også stejlt nedad, hvor der er hjælpende kabler, der gør den stejle nedstigning lidt nemmere at håndtere. Men det skal siges, at det her kræver en hvis fysik. Her går det ikke med alt for stive led og skader. Nogle steder er det nødvendigt at vende sig rundt med næsen ind mod bjergsiden for at komme helskindet ned. Andre steder kræver det et lille hop. Det er egentlig ikke fordi turen er vildt svær, men for at undgå skader, kræver det koncentration at sætte fødderne korrekt.

Efter at have forceret sig frem på den anden side af bjerget, går det videre nedad i zagzag-sving gennem en stenet sti. Modgående vandrere er der ikke meget plads til på den smalle sti, men de dukker ikke desto mindre op. Ruten fra Rifugio Puez til Rifugio Genova følger nemlig Alta Via 2 i den modsatte retning.

Vejret klarer ikke op, og det giver selvfølgelig en anden stemning at vandre i regn og blæst. Vi udveksler ikke så mange ord, men stopper alligevel op for at tage billeder, når skyerne fejer ind over bjergene – og med korte mellemrum tillader en åben passage til det grønne og stenede landskab nedenfor.

Men selvom skyerne gemmer alle de smukke udsigter fra os, kan vi stadig se, hvordan landskabet pludselig går over i bølgende grønne bakker med små hytter, der ligger spredt rundt omkring. Mange af hytterne skulle efter sigende være til dem, der passer kvæget, der i ægte alpestil græsser rundt omkring. Det er svært at se dyrene i tågen, men klokkerne om halsen afslører, at de ikke er langt væk.

Alpehytte-stil og varm kakao

Da vi når Rifugio Genova er vi godt våde. Som de optimister vi er, har vi ikke taget ordentligt regntøj med. Kun et par regnslag, der er ret irriterende at gå med i blæsevejr, skulle jeg hilse og sige. Vi savner også handsker og hue, selvom vi kun er i starten af september. Heldigvis har jeg min Buff, der på glimrende vis fungerer som pandebånd og holder ørerne tørre og varme.

Hytten byder på varme og er i det hele taget virkelig hyggelig. Den hyggelige alpestil passer næsten til det våde vejr, og det samme gør den kop kakao, som vi ikke er ret lang tid om at fortære. Men vi har lidt svært ved at se, hvordan vi skal få tiden til at gå resten af dagen med den tykke tåge, der omsvøber hele området.

Vi låner derfor fastnettelefonen og ringer til Rifugio Malga Brogles og hører om de har plads til os i nat i stedet for dagen efter. Det har de desværre ikke, så vi finder vores værelse og tænker over, hvad der skal ske med resten af turen. Hvis vejret klarer op dagen efter, tager vi turen til Sass di Putia som det første og overnatter ved Malga Brogles som oprindeligt planlagt. Men hvis det stadig er skyet og vådt, dropper vi den sidste nat og går hele vejen tilbage mod bilen.

Desværre bliver det sidstnævnte plan, vi holder os til. Til gengæld får vi en god sidste nat ved Rifugio Genova, og vi får da også resten af dagen til at gå med planlægning, spil, læsning og en masse snacks.

Dag 3: Rifugio Genova – Selva di Val Gardena (parkeringspladsen ved Via Daunei)

20,5 km.

820 opstigende højdemeter

Ca. 8 timers vandring

Turen fra Rifugio Genova tilbage til Val Gardena er lang, men der er mulighed for pauser undervejs i forskellige hytter. Det hårdeste stræk kommer lidt efter Rifugio Malga Brogles, men belønningen er, at du når til Seceda – uden at have taget en svævebane op. Der er altså bare noget fedt ved selv at gå op til de populære udsigter. Det er derfor en strækning jeg helt klart vil anbefale, når du er på hytte til hytte vandring i Dolomitterne. 

Beskrivelse:

Som et spændt barn på juleaften ruller jeg gardinerne væk fra vinduet næste morgen. Desværre må jeg konstatere, at vejret ikke er blevet meget bedre, men det er dog klaret op omkring hytten. Vi går ned og spiser den udmærkede morgenmad og fortsætter så turen mod Rifugio Malga Brogles ad jeep-vejen på bagsiden af hytten. Heldigvis er der kun støvregn i luften, så jeg håber på opklaring senere på dagen.

Mod Malga Brogles bliver turen mere og mere frodig, men de gode udsigter må vi overlade til fantasien. Dog laver skyerne huller fra tid til anden, der afslører, at vi befinder os i utroligt smukke omgivelser. Men da vi når til Malga Brogles, er tågen kun blevet tykkere. Hytten kommer meget pludseligt til syne, og vi går ind og får et lille hvil og en kop kaffe. Når vi kigger ud af vinduerne ser vi kun den hvide tåge. Jeg prøver at huske på de meget idylliske billeder, jeg har set af hytten og området hjemmefra. De grønne græsmarker og de takkede bjerge, der omkranser hytten. Det kan kun være et flot syn at møde i virkeligheden, men det må vi have til gode til en anden gang.

På turen videre fra Rifugio Malga Brogles går det snart stejlt opad – og det fortsætter og fortsætter opad i zigzag. Måske er det de tætte skyer og dermed manglende ilt. Måske er det manglen på udsigt og dermed belønning. I hvert synes jeg, at strækket er enormt hårdt, og jeg gisper efter vejret indtil jeg tror, at vi er vi ved at være oppe. Men der mangler lige endnu et stræk med kabler, der trods alt gør opstigningen lettere – og lidt vildere.

Seceda 2500 m.

Ved toppen er det som at træde ind i et helt andet landskab. Skyerne skaber lidt plads og afslører et grønt og bølgende landskab, der står i kontrast til den rå klippevæg, vi netop har forceret. Desværre får vi aldrig helt den åbning i skyerne, vi havde håbet på. Seceda har længe været på min bucket list, og selvom jeg har stået der, føler jeg ikke helt, at jeg har set det ordentligt. For det har jeg heller ikke. Men egentlig er skuffelsen først blevet større bagefter. I situationen er der jo ikke så meget at gøre ved det – vejret går sin egen gang.

Mellem murmeldyr og bølgende bakker går vi videre og holder frokostpause ved Troier Hütte. I et kort øjeblik brænder solen igennem skydækket og giver os noget af den varme som gjorde, at vi få dage forinden vandrede i shorts og t-shirt.

Fra Troier Hütte er der stadig et godt stykke tilbage til bilen, men turen er nem og byder ikke på de vilde højdemeter. Turen passerer også Rifugio Firenze, hvor man også kunne have valgt at blive en nat. Vi fortsætter dog videre uden stop, og i takt med, at regnen tager til og lyn lyser himlen op, har vi det helt fint med at være tilbage ved bilen.

Der er ingen tvivl om, at vi har en masse udsigter til gode fra turen. Jeg kommer meget gerne tilbage til området, for der er så mange fantastiske muligheder for hytte til hytte vandring i Dolomitterne. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage en hel uge i hytte til hytte, men det var også rigtig fint med en lille forsmag.

Husk også at læs med om hytte til hytte vandring i Slovenien.

Praktisk info:

Uanset om det er en kort eller lang tur, så tænker jeg, at disse praktiske tips kan bruges, når du skal vandre hytte til hytte i Dolomitterne. 

• Husk kontanter – både til at betale dine overnatninger og dine måltider. Overnatninger koster alt mellem 25-60 euro pr nat afhængig af sted og privat værelse eller dorm room.
  
  

• Book i god tid – især i højsæsonen. De fleste hytter har efterhånden hjemmesider med kontaktoplysninger. For det meste skal man ringe og booke pr. telefon.
  
  

• På siden her finder du et godt overblik over de forskellige hytter (men vær opmærksom på, at det ikke er sikkert, at alle hytter er med)
  
  

• Det kan være en god idé at medbringe hjemmesko eller sandaler til brug i hytterne. For det første er det rart at komme af med de tunge støvler. For det andet er det god kutyme i hytterne, at man stiller støvlerne.
  
  

• Nogle hytter har private værelser – andre har ikke. Og de private værelser bliver også booket op først. Husk ørepropper, hvis du ender på sovesal med en snorker.
  
  

• Nogle hytter har rent sengetøj og dyner som standard og hos andre hytter kan man leje begge dele. Smartest er det selv at medbringe en let sovepose. Så er man altid på den sikre side. Spørg evt. ind til det, når du ringer og booker.
  
  

• Uanset om vejret er uforudsigeligt eller ej, er det en god idé at have nogle spil og en bog med til underholdning – afhængig af hvor lange vandredage, du har. Men det er nu rart at have plads til lidt hygge og afslapning.
  
  

• Ikke alle hytter har sæbe på toiletterne. Husk håndspritten, og hvis du er lidt sart ligesom mig, kan det også være en god idé at have sæbe med. Jeg har sådan en lille pakke med sæbe, der er virkelig smart at have med på vandreture.
  
  

Indlægget Hytte til hytte vandring i Dolomitterne – vandreferie i de italienske alper blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Min krop er segnefærdig, og solen er ved at gå ned. Snart vil mørket lægge sig over vandrestien, så der er ikke tid til lange pauser, selvom mine ben er begyndt at ryste under mig, og mit syn begynder at sløre mere, end hvad min nærsynethed normalt tillader. På det sidste stykke ned ad bjerget føler jeg, at hele mit system snart lukker ned – der er simpelthen ikke mere at give af. Snackposen er tom, og det samme er min energitank.

Da bilen endelig kommer til syne på parkeringspladsen, får jeg alligevel samlet de sidste kræfter sammen til at strække ud. Hvis der er noget jeg har lært på mine vandreture, så er det, at udstrækning altid er godt givet ud. Måske især efter 12 timers bjergvandring. Mens jeg sidder i græsset og forebygger ømme balder, synger tinitussen for mine ører. Men jeg er alligevel glad og stolt. Jeg er måske mere stolt end nogensinde – i hvert fald i det øjeblik, hvor en 12 timers vandretur netop er afsluttet.

Fantastisk og udfordrende på samme tid

Med rystende hænder finder jeg mine briller i bilen og fatter næsten ikke, at mine ben har ført mig fremad i så mange timer. Jeg er klar over, at jeg har presset mig til det sidste, hvilket måske nok ikke skal ske igen – lige med samme i hvert fald. Det tyder mine blodsprængte øjne og den dundrende hovedpine på.

Men sikke en dag til gengæld! Slovenien har vist sig fra sin fineste side, og de smukke bjergtoppe mod den blå himmel står printet i min hukommelse. Dagen har budt på minder, som jeg aldrig vil glemme. Netop det, elsker jeg ved hytte til hytte vandring i Slovenien. Uforudsigeligheden, spændingen, skønheden, udfordringen. Det lille frimærke af et land har bestemt ikke skuffet på de parametre, og jeg vil til hver en tid anbefale andre at vandre i Slovenien.

Dag 1: Koča pri Savici – Koča pri Triglavskih jezerih

5,5 km.

1.050 opstigende hm

Natten forinden har vi tilbragt i en af de 181 hytter, Slovenien gemmer på. Det er ikke helt så lidt for et land, der er halvt så stort som Danmark. Hytterne giver vandrere mulighed for at få et måltid mad og et sted at sove, hvilket gør hytte til hytte vandring i Slovenien ret fantastisk og overskueligt. Hytterne fungerer heller ikke kun som et tag over hovedet. Det er også et møde med en helt speciel kultur, hvor vandrere og ligesindede mødes og udveksler anerkendende blikke samt deler deres unikke vandreoplevelser.

Da vi dagen forinden ankom til hytten med bjergvægge og søer omkring sig, havde vi kun gået en mindre vandretur på tre-fire timer. Vi startede vores hytte til hytte vandring fra parkeringspladsen ved Koča pri Savici, hvor vi først tog en afstikker til vandfaldet Slap Savica. Ikke en specielt nævneværdig tur, men til gengæld tog det ikke mere end knap en time at gå frem og tilbage. Herefter satte vi kursen mod Koča pri Triglavskih jezerih, hvor vi skulle tilbringe natten.

Frokostpause ved Black Lake

Turen startede med at gå stejlt opad, og foran os havde vi 1.050 højdemeter fordelt ud over 5.5 km. Nogle steder var der sat wirer op til at holde fat i, hvilket gav lidt ekstra thrill til turen.

Da de fleste og hårdeste højdemeter var klaret, kom vi til The Black Lake, hvilket var et oplagt sted til at nyde vores frokost. Der havde været en del andre vandrere på vejen op, og selvom der også var andre, der gjorde pause ved søen, var det nemt at finde et uforstyrret sted på nogle af de mange store klipper, der omkransede søen. Vi overvejede et øjeblik om vi skulle bade, men valgte i stedet at fortsætte videre op til hytten og vores logi for natten.

Harmonikaorkester i Sloveniens bjerge – ja, du hørte rigtigt

Efter frokostpausen fortsatte vi vandringen gennem skov, og vi så, hvordan landskabet blev mere og mere frodigt jo mere skygge træerne tillod. Bregner tittede frem i skovbunden og stod som stærk kontrast til den varme og stenede bjergskråning vi lige havde bevæget os op ad. Fra den første sø var resten af turen til hytten ret fremkommelig, og selvom vi stadig havde god energi i benene efter kun knap 4 timers vandring, var der noget helt specielt ved at se hytten komme til syne i forgrunden.

Da skoven munder ud, troner hytten i den mest idylliske setting omkranset af bjerge, der spejler sig i søernes blå overflade. Der er ikke noget at sige til, at hytten er populær som stop på en hytte til hytte vandring i Slovenien. Ikke nok med, at den ligger fantastisk, så ligger den også et sted, der er ret fremkommeligt. Stedet emmer derfor af liv og glade dage, selvom jeg også tror, at vi var så (u)heldige at rende ind i en stor rejsegruppe. Gruppen skulle også vise sig at være et harmonikaorkester, hvilket var ret stemningsfuldt lige indtil, det var sovetid. Vi havde nemlig en 12 timers vandredag foran os, og skulle derfor tidligt op næste dag.

Tiroler-lykkepiller

Skæbnen ville, at harmonikaorkestret var vældigt feststemte. Det blev ikke bedre i takt med mængden af alkohol, de kørte indenbords. Vi var landet midt i en fest på tiroler-lykkepiller, hvilke ikke stemte så godt overens med hyttens beliggenhed i de rolige bjergomgivelser. Jeg havde nok mere forestillet mig en retræte-stemning med trætte hikere, der mest af alt gerne ville sove.

Dagen havde ellers bare stået på total afslapning, efter vi ankom til hytten allerede ved 15 tiden. Vi slappede af ved søen, læste i vores bøger og nød et par øl over et spil Yatzy. Ved aftentid blev vi mætte i maverne af gullasch, polenta og apfelstrudel. Stemningen var lige i øjet, og vi blev siddende ude efter det blev mørkt, pakket ind i vores tøj. Jeg faldt i snak med en tysk familie, der skulle bestige Triglav med deres mindste søn på ni. Virkelig sejt, og præcis sådan jeg håber at blive, når jeg engang får børn.

Dag 2: Koča pri Triglavskih jezerih – Veliko Špičje – Koča pri Savici

17,5 km.

750 opstigende højdemeter, 1.750 nedstigende

Mange frustrationer senere faldt harmonikaorkestret omsider til ro ved 1-tiden. Det lykkedes os endelig at falde i søvn, men vi var langt fra udhvilede, da vækkeuret ringede 6.30 næste morgen. Vi var langsomme om at pakke vores tasker og sad og hang lidt over morgenkaffen. Først ved 8 tiden satte vi i gang med dag to, som skulle vise sig at blive en fantastisk vandredag, omend den næsten knækkede mig fysisk.

Det var en flot morgen, og den kølige og fugtige luft virkede forfriskende på de tunge øjenlåg. Solen var endnu ikke kommet over bjergenes toppe, da vi fangede stien bag hytten. Nu satte vi kursen mod Veliko Špičje i 2.398 m. højde. Som minutterne gik, steg solen på himlen, og vi bevægede os samtidig højere og højere op.

Et gisp efter vejret

Snart var vi badet i sol og sved, alt imens vi bevægede os gennem til tider ret stejle passager. Den frodige natur vi var startet i, blev snart erstattet af et mere barskt og stenet landskab. Men et hurtigt kig over skulderen afslørede de frodige bjergformationer, vi havde lagt bag os. Flere gange måtte jeg gispe en ekstra gang efter vejret. Først og fremmest fordi vi tilbagelagde højdemeter efter højdemeter i den bagende sol. Langt hen ad vejen også fordi, at synet der ventede over skulderen kun blev smukkere og smukkere, jo højere vi kom op.

Højere op kom vi i hvert fald. Den sidste vej mod toppen steg stejlt opad med flere passager, hvor wirer og hjælpende fodtrin gjorde opstigningen lettere. Flere steder måtte der klatres på alle fire, og jeg tror faktisk, at det er første gang, jeg oplevede det på en vandretur. Det giver lige et ekstra aspekt til vandringen, som jeg godt kan lide. I hvert fald så længe, at det bliver på det niveau. For jeg er ikke bjergbestiger eller klatrer, og jeg elsker heller ikke vandring nok til, at jeg gider sætte livet på spil for det. Men derfor kan man stadig godt sætte pris på lidt fysisk udfordring, der gør turen ekstra sjov.

I hjertet af Triglav National Park

Før vi fik set os om, stod vi på toppen, og sikke et sus! På toppen af Veliko Špičje står man i hjertet af Triglav National Park. Triglav Lakes Valley befinder sig på den ene side og Trenta Valley på den anden. Kronen på værket er selvfølgelig den vilde 360 graders udsigt. Herfra er der frit udsyn til Sloveniens højeste bjerg Triglav (2.864) mod nordøst. Det må næsten også have været Østrigs bjerge, som vi kunne skimte i horisonten. Det gav en følelse af at være hævet mere end 2.398 meter over havet.

Efter lidt afslapning og en masse billeder i kassen, fortsatte vi ufortrødent turen videre mod hytten Zasavska koča na Prehodavcih. Her vandrede vi ad bjergryggen, og jeg var flere steder glad for, at vi ikke skulle vige for forbipasserende vandrere. Faktisk havde vi kun mødt et par andre mennesker på toppen af Veliko Špičje. Bortset fra det, havde vi stierne for os selv. Det begyndte da også at blive sværere at finde vej i det bjergrige terræn. Men det var også som om, at turen blev mere autentisk i takt med, at stien blev mindre synlig.

Hytte med plads til fordybelse

Det lykkedes os at følge den rigtige vej gennem de græsgrønne bjergskråninger, der med tiden blev erstattet af mere øde terræn. Mest af alt mindede stedet pludselig om noget fra en anden planet. Det golde landskab afslørede tidens geologiske processer, og selvom middagssolen bagte uhindret ned på os, var jeg glad for, at vi ikke befandt os i tordenvejr. Her havde vi havde været lette ofre for farlige lynnedslag i det golde klippelandskab.

Omkring kl. 14.00 ramte vi endelig hytten Zasavska koča na Prehodavcih. Et meget charmerende og fredfyldt sted med langt færre besøgende end ved Triglav Lakes hut. Udsigten fra hytten byder oven i købet på fænomenale udsigter. Samtidig giver den øde stemning giver plads til fordybelse i den smukke omkringliggende natur. Jeg fortrød lidt, at vi ikke havde delt vores 12 timers vandretur op i to, så vi kunne blive natten over. Det var endda før jeg vidste, hvilke strabadser, jeg endnu havde i vente.

Den sidste af de syv søer

Med frokost i vores maver og høje på sukkeret fra den tiltrængte sodavand, gik turen nu tilbage mod Koča pri Triglavskih jezerih. Vi kom efterhånden forbi den sidste af de syv søer (Veliko Jezero), som i min optik næsten var den flotteste. Når solen tittede frem fra de skyer, der var kommet på himlen over frokosten, afslørede søen en fantastisk turkisblå farve. Vi spottede desuden et perfekt camp-spot nede ved søens bred. Trætte som vi var, fantaserede vi et øjeblik om, at vi havde telt med på ryggen.

Selvom jeg er blevet vild med hytte til hytte vandring i Slovenien, giver et telt giver fantastisk råderum og en masse fleksibilitet. Men der var ingen vej uden om. Der var stadig en del timer tilbage af gåturen. Selvom det først var efter, at vi havde passeret Triglav Lakes Hut, at trætheden for alvor satte ind, kunne jeg sagtens have slået lejr ved søen og vågnet op til en iskold morgendukkert næste dag.

At finde styrke i begrænsninger

Turen fra Triglav Lakes Hut blev lang. Meget længere end den havde været dagen forinden. Først og fremmest krævede det stor koncentration at sætte fødderne de rigtige steder i det nedadgående terræn fyldt med løse kalksten. En større udfordring end som så, for det var ikke kun mine ben, der var trætte. Mit hoved var også mættet af sol, oplevelser og indtryk på vores hytte til hytte vandring i Slovenien. Det kunne tydeligt mærkes i kroppen, at vi havde holdt en kort frokostpause grundet tidspres. Ingen gider vandre i mørke!

Og her befandt jeg mig så. På en vandresti i Slovenien, tømt for energi, med rystende ben og sløret syn. Men jeg var lykkelig, fri og hvad jeg manglede af energi, havde jeg i minder. Det eneste jeg ønskede, var en seng at i en seng. Men jeg ønskede bestemt ikke at være andre steder end lige der i nuet, hvor jeg mærkede min krop mere end nogensinde. Måske er det ikke lige målet at nå derud, hvor man bliver så træt og presser sin krop så hårdt. Men om ikke andet lærte det mig, at 12 timers vandring med min nuværende middelmådige form er for meget. Til gengæld fandt jeg ud af, at min krop kunne klare det og sikkert også mere til. Ikke fordi det skal handle om at presse sin krop til det yderste, men fordi der er en styrke i også at kende til sine begrænsninger.

Husk at turen kan forlænges med to overnatninger, hvis du gerne vil dele den lange vandringsdag op i to. Husk i så fald at booke overnatning ved hytten Zasavska koča na Prehodavcih i forvejen. 

Husk også at læse om hytte til hytte vandring i Dolomitterne lige her.

Indlægget Hytte til hytte vandring i Slovenien – segnefærdig i Triglav National Park blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.