Familieferie i Telemark
Med Telemarks smukke fjelde, spejlblanke søer og frodige dale, er der lagt op til skønne eventyr for både store og små. Det kontrastfyldte landskab giver mulighed for vandreture af varierende længde. Helt perfekt, når familiens yngste også skal med på tur, når den står på familieferie i Telemark i Norge.
Telemark er et område i det sydøstlige Norge, som strækker sig fra de charmerende kyster ved Larvik og Langesund til skærgården ud for Kragerø og op til Hardangervidda mod nord. Området byder på landskabsmæssig diversitet og inkluderer Gaustatoppen, som er det største fjeld i det sydlige Norge, masser af søer og både større og mindre fjelde samt grønne dale. Det er et sandt paradis for både vandring, fiskeri, sejlads og ski, så der er gode muligheder for aktiv ferie i Telemark hele året rundt.
Vi valgte at tage på familieferie i Telemark med vores to børn på knap 2 og knap 5 år, da det er nemt at komme dertil med egen bil. Især hvis man befinder sig på Fyn eller i Jylland, da færgen går fra Hirtshals. Vores den yngste er nemlig ikke så glad for lange bilture.
- Hytteferie ved søen Nisser i Telemark
- Hytte i Nissedal
- Vandreture ved Treungen i Telemark
- Hytte i Vrådal med egen badestrand
- Vandreture ved Vrådal i Telemark
Med færgen til Norge
Når valget faldt på Telemark er det fordi, området byder på et storslået landskab med høje fjelde, selvom det ligger så sydligt, som det gør. Og så for at prøve et andet område end sidst vi var i Norge, da vores ældste var knap et år. Her var vi i Agder, som er det sydligste fylke i Norge. Den tur kan du læse om på siden her.
Vi tog færgen med Color Line fra Hirtshals til Larvik, men det havde nok været smartere at sejle til Kristiansand for at få en kortere sejlads. Køretiden til det sted, vi skulle være i Telemark, var nemlig det samme fra begge steder. Så det var i virkeligheden en fejl, fordi vi først havde tænkt, at vi skulle være mere nordligt i Telemark, end vi endte med. Men når det er sagt, så gik de knap 4 timers sejlads forholdsvis hurtigt. Meget hurtigere, end hvis vi havde siddet pacificeret i en bil.
Hytteferie ved søen Nisser i Telemark
Vi havde 14 dage på vores familieferie i Telemark og valgte at leje to forskellige hytter; En uge hvert sted. Begge hytter fandt vi hos private udlejere på Airbnb og vores budget var ca. 6.000-8.000 kroner pr. uge. Muligvis mange penge, men med tanke på, at vi stort set lavede al mad selv og selv smurte madpakker til at tage med på tur, landede vi på et meget fornuftigt budget. Også fordi vandreture er gratis fornøjelser.
Det er dog muligt at finde billigere hytter (men også meget dyrere), og det kommer an på både beliggenhed, størrelse og hvor primitivt, man er villig til at have det.
Begge hytter lå ved søen Nisser, som ligger centralt i Telemark.
Hytte i Nissedal
Den første hytte lå i Kyrkjebygdheia i Nissedal, 2,5 time fra Larvik og ca. 15 minutters kørsel fra søen Nisser.
Hytten lå lidt afsides, hvilket var meget bevidst, da vi gerne ville have oplevelsen af en rigtig fjeldhytte. Men sikke en hytte! Hyggelig, veludstyret, afsides uden af være primitiv, med stor terrasse, bålplads og ikke mindst vidunderlig udsigt over landskabet. Kan helt klart anbefale en hytte i Kyrkjebygdheia, hvis man er på familieferie i Telemark og godt kan lide følelsen at at være i vildmarken uden rigtigt at være det.
Mange af hytterne i området stod tomme, da de fleste bliver brugt om vinteren, når den står på langrend. Området skulle i hvert fald have nogle rigtig gode langrendsløjper. Så vi mødte ikke mange mennesker, mens vi boede der.
God base til at opleve Nissedal
Hytten fungerede som en rigtig god base at komme tilbage til efter at have været på tur. Vi nød roen, stilheden og omgivelserne og var også ude og udforske det omkringliggende område lidt. Hytten lå tæt på søen Holmvatn, og så gik vi en kort tur til udsigtspunktet Raundalsfenta på en dag, hvor børnene ikke orkede så meget vandring. Afmærkede ruter i området kan findes på siden her.
Selvom hytten lå lidt afsides, var der ikke mere end ca. 35 minutters kørsel til Treungen, der ligger ved sydsiden af Nisser. Her foretog vi indkøb, spiste og drak kaffe på Treungen Gjestgiveri, badede (stranden bag Coop Prix er fin og børnevenlig) og fik lidt info på turistinfo (som blot er nogle brochurer, der hænger på Treungen Gjestgiveri, men de er søde til at komme med tips, hvis man spørger). Indkøb kan også foretages i Kyrkjebydga et kvarters kørsel fra hytten. Her er der er en lille nærbutik – og i øvrigt også en legeplads, men den nåede vi ikke.
Vandreture ved Treungen i Telemark
Nissedal byder på mange forskellige vandreture og ligger ret centralt i Telemark. Det er muligt at få mange højdemeter og kilometer i benene. Men det er også muligt at tage på familievenlige vandreture, der byder på badesøer, flotte udsigter og masser af blåbærspisning.
Toptur til Skålfjell i Nissedal
Lige ved siden af Treungen Gjestgiveri ses nogle skilte med forskellige ruter. Vi valgte at gå turen til Skålfjell og tilbage igen. En tur, som jeg trackede til at være 6,7 km og 285 opadgående højdemeter. Udsigten fra Skålfjell er fantastisk og kan virkelig anbefales. Det var lidt hårdt for den knap 5-åriges vandreben, men han klarede det takket være de mange blåbær, der bugner på ruten. Parkering ved Treungen Gjestgiveri på den anden side af vejen. Eller ved Spar.
Læs hele turbeskrivelsen til Skålfjell her. Kommer snart – under udarbejdelse
Rundtur ved Paradisbukta
Jeg har på fornemmelsen, at Paradisbukta er lidt en lokal perle. Det idylliske område byder på både skov- og klippevandring, og det er umuligt ikke at hoppe i det forfriskende vand, da turen en stor del ad vejen går langs søen Kjørull.
Området ligger kun omkring 7 minutter i bil fra Treungen og starter ved Tjørullkroa.
Rundturen trackede jeg til 7 km med en afstikker ind til selve Paradisbukta ad hængebroen. Til gengæld er der ingen nævneværdige højdemeter, og hvis vejret er godt, er det bare om at afsætte hele dagen, så der er tid til badning.
Læs hele turbeskrivelsen til Paradisbukta her. Kommer snart – under udarbejdelse
Røyrodden rundtur
Ved søen Nisser, cirka tre km nord for Treungen ligger næsset (halvøen) Røyrodden. Her gik vi en rundtur på 4,5 km med pause ved sydspidsen af Røyrodden, som byder på en fantastisk – nærmest helt eksotisk – sandstrand, som vi havde helt for os selv. Vi vej til sydspidsen tog vi den lille toptur til Røyråsen (328 moh). En rigtig fin rundtur med stranden som det absolutte højdepunkt.
Læs hele turbeskrivelsen til Røyrodden her. Kommer snart – under udarbejdelse
Andre vandreture i Nissedal-området
Der var også nogle ture, vi ikke nåede at komme på, mens vi var i Nissedal. Her kommer derfor et par forslag til andre vandreture og aktiviteter i området.
- Toptur til Skuggenatten: Sydvest for Treungen ligger fjeldet Skuggenatten, som det er muligt at vandre op til. Turen er 4 km hver vej og går til tider stejlt opad, men er nemt fremkommelig. Fra toppen kan du nyde udsigten over Nisser. Anbefales ikke i regnvejr, da klippen bliver glat.
- Toptur til Langfjell: Fra Treungen kører du mod syd og passerer Tveitsund Bro og fortsætter mod Fjone. Parker ved Gaurak eller Naurak. Begge steder har informationsskilte. Ved Naurak (Haukåsen hyttegrend) er opstigningen ikke ligeså stejl, omend der stadig skal tilbagelægges omkring 500 højdemeter. Så snart man når plateauet, er turen nem at have med at gøre. Længden er ca. 7,5 km t/r. Visit Telemark anbefaler ruten til børn fra 6 år, men vi havde ikke tøvet med at tage vores knap 5-årige med.
- Giants Kettle (Jettegrytene i Nissedal): Sydvest for Treungen ved Eikholm, findes de såkaldte Jættegryder, som er fordybninger i fjeldet, der er fyldt med vand – naturens egne swimmingpools. Et godt udflugtsted på en varm sommerdag. Vi droppede at tage derhen, da vi var i tvivl om terrænet med en bærerygsæk. Læs mere om tur og forholdsregler her. Området kan være voldsomt glat og færdsel er på eget ansvar. Når det er sagt, er stedet besøgt af mange, og til familier med større børn, vil det være mere oplagt.
Hytte i Vrådal med egen badestrand
Den næste hytte lå i Vrådal, ikke mere end 30 minutters kørsel fra hytten i Kyrkjebygdheia. Her havde vi lejet et hus nærmere end en hytte. Så vi havde rigeligt med plads. Til huset hørte også en stor have med græsplæne, samt en lille privat badestrand ud til søen Nisser. Helt fantastisk! Det var noget helt andet end hytten i Kyrkjebygdheia, men det var også meningen. Vores tanke var, at vi ville have to forskellige hytter, der også kunne noget forskelligt.
Hytten – eller huset – i Vrådal lå kun tre minutters kørsel fra Vrådal og indkøbsmuligheder. Så slet ikke ligeså øde som den anden hytte. Det var også fedt for børnene at have en græsplæne at boltre sig på, omend de også havde nydt fjeldterrænet, som bød på mere motoriske udfordringer.
Ved siden af huset lå også en indhegnet hestefold, til stor glæde for de små, som fik lang tid til at gå med at plukke græs til dem.
Og så sad vi næsten hver aften på den store veranda og nød udsigten over Nisser og Hægefjell.
Familieferie i Vrådal i Telemark
Vrådal er en ganske lille by, men med campingplads og mange omkringliggende hytteområder, så der er alligevel lidt liv. Byen har et supermarked, turistinfo, souvenirbutik og café, hvor der kan spises og drikkes kaffe, som ikke blot er filterkaffe. Ved Straand Hotel er der også en restaurant/café med fin udsigt over Nisser.
Er børnene med på tur, er det nok obligatorisk at besøge Straand Sommerland, som mere end navnet antyder, blot er en strand med tilhørende legeplads. Det var dog ikke noget problem for os at bruge en her dag her. Især trampolinerne trak. Det er også herfra, at færgen M/S Fram går fra. Den tilbyder bådture på Nisser, men det følte vi ikke rigtigt for, da vi hellere ville ud på vandrestierne. Men vi synes generelt, at Vrådal er en rigtig fin base for en familieferie i Telemark.
Vandreture ved Vrådal i Telemark
Og det er der også gode muligheder for med Vrådal som base. Både i nærområdet, og hvis man er villig til at køre lidt længere. Vi tog fx en dagstur til Gaustatoppen, som ligger en time og 45 minutter fra Vrådal. En af grundene til, at familieferie i Telemark er oplagt – der er mangt og meget at give sig til.
Toptur til Venelifjell
Venelifjellet er et vandreområde, der ligger syd for Vrådal på østsiden af Nisser. Topturen til Venelifjell skulle være på 4,1 km t/r, men jeg trackede turen til 6,4 km, hvilket inkluderer den lille afstikker ind til søen Venelitjørni og udforskning af toppen, som giver en bragende god 360 graders udsigt over landskabet med de omkringliggende fjeldtoppe, dybe dale og glimtende søer. Det kan i klart vejr endda lade sig gøre at se Gaustatoppen.
Læs hele turbeskrivelsen til Venelifjell her.
Hægefjell
Turen til Hægefjell fra Vrådal Panorma Skicenter er en vandretur på 14 km t/r. Men mindre kan også gøre det, hvis man som os, har familiens mindste med på tur. I så fald kommer man ikke op på Hægefjell, men får i stedet glæde af at gå i et smukt terræn med udsigt til det majestætiske Hægefjell, der er et af de højeste fjelde i Nissedal.
Hægefjell er kendt for sine gode muligheder for klatring, men det høje fjeld byder også på gode vandremuligheder. Og selvom vi kun gik 5 km t/r, hvilket passede med, at vi vendte om ved Tverrfjellet, nød vi de smukke udsigter mod Hægefjell og Nisser.
Læs hele turbeskrivelsen af ruten mod Hægefjell og Tverrfjellet her. Kommer snart – under udarbejdelse
Andre vandreture i Vrådal-området
- Toptur til Roholtfjell: Hvis ikke man har helt små børn med på tur, er det oplagt at tage turen op til Roholtfjell (1018 moh), som med sit dramatiske klippelandskab og udsigt over Nisser, byder på en – for området – unik naturoplevelse. Turen frem og tilbage er 8,1 km og 903 højdemeter og kan startes fra Vrådal centrum (Eidstod). Læs mere her.
- Tur til Lårdalstigen: Godt nok en times kørsel fra Vrådal, men den kommer med her, da jeg meget gerne ville gå turen, havde det ikke været for familiens mindste. Det er nemlig en lang og krævende tur på 14 km (én vej). Ruten starter tæt på Dalen, hvor der er parkering, hvis du kører ud ad Eidsborgvegen. Den slutter i Lårdal, hvorfra det faktisk er muligt at tage en færge tilbage. Det skal selvfølgelig lige koordineres og planlægges. Ellers kan det også gøres til en to-dages tur med overnatning i telt eller i Heddebu shelter med plads til to personer.