Første nat i Olympic National Park tilbragte min mand og jeg ved Moose Lake. Den vidunderlige sø ligger placeret i et bjergrigt landskab, hvor der er en helt speciel fred og ro. Turen til Moose Lake kan sagtens gøres til en dagstur, men en overnatning ved søen giver mulighed for at mærke den magiske stemning ved både solnedgang og solopgang.

Vi begyndte først vandreturen til Moose Lake ved 17-18 tiden, da vi samme dag var kørt fra Seattle og havde brugt en del tid ved Olympic National Park Visitor Center i Port Angeles. Her fik vi hjælp til at planlægge vores fire nætter i nationalparken. Turen til Moose Lake passede perfekt til første nat, da køreturen til trailhead ikke ligger alt for langt væk fra Port Angeles. Ifølge park rangeren, der hjalp os med at planlægge turen, var Moose Lake også hans favoritsted at campe. Vores forventninger var derfor tårnhøje, da vi kørte mod Obstruction Point Trailhead, hvor vandreturen mod Moose Lake starter.

Transport til trailhead

Fra Visitor Center i Port Angeles kører du ligeud ad Hurricane Ridge Rd. Snart ændrer landskabet sig dramatisk, og det er umuligt ikke lige at stoppe op for at tage billeder af udsigterne. Vejret var ikke helt med os, da vi kørte mod trailhead, men tågen og skyerne gav alligevel nogle magiske billeder. Det er nødvendigt at tage det skyede vejr med et smil, når du rejser rundt i det nordvestlige USA. Der er nemlig en grund til, at der ligger regnskov i Olympic National Park; du kan ikke komme udenom, at der falder en del nedbør. Men det er en del af charmen, da det giver landskabet og omgivelserne en helt speciel magi.

Efter et godt stykke bjergkørsel drejer du skarpt til venstre ad en jordvej lige inden du når til parkeringspladsen ved Hurricane Ridge. Den smalle jordvej fører også forbi den sti, der går til PJ Lake. Det kan være en fin lille ekstra tur at tage enten inden eller efter vandreturen til Moose Lake, da den kun er omkring 2.5 km ud og hjem. Til gengæld med en del højdemeter.

Fra PJ Lake er der cirka 15 minutters kørsel tilbage, inden du når Obstruction Point Trailhead. Hele turen fra Olympic National Park Visitor Center tager omkring 1 time og 20 min. afhængig af vejr og trafik. I højsæsonen tror jeg godt, at der kan være kø op til Hurricane Ridge, som er et af parkens mest populære steder.

Rutebeskrivelse

Start: Obstruction Point Trailhead. Faciliteter: Parkeringsplads, toilet (og fantastisk udsigt!)

Distance: 13 km. ud og hjem (6,5 km. hver vej)

Højeste punkt på ruten: 1.965 m.

Højdemeter: 457 m.

Alternativt loop: På vej tilbage til Obstruction Point Tailhead, kan du tage vejen ad Badger Valley Trail i stedet for at gå tilbage ad Grand Pass Trail. Vi havde ikke denne mulighed, da der var for meget sne over Badger Valley. Gør du det, skal du på vejen tilbage i stedet dreje af mod Grand Lake. Turen bliver dermed 14,5 km. i alt frem for 13 km. Det er til at overskue, hvis man hellere vil have et loop.

En skyet start

Da vi ankommer til Obstruction Point Trailhead begynder skyerne at feje ind over landskabet. Den strålende udsigt, der ellers venter allerede fra parkeringspladsen, forsvinder snart i de hvide skyer. Vi pakker vores tasker og klæder om i bilen. Før vi får set os om, begynder det at regne ligesom vi er klar til at gå. Tågen indhyller os i en hvid bobbel, og stemningen er ikke, hvad den har været. Det er altid bittert at påbegynde en tur i regn. Men hvis der er noget, jeg efterhånden har lært, så er det, at der ikke skal meget mere end et hul i skyerne til, at stemningen bliver god igen. Jeg skal bare lige se et glimt af et bjerg for at få et smil på læben.

Fra trailhead fanger vi stien til højre, og starter med at gå gennem store passager af sne. Her i slutningen af juni måned, har sneen stadig sit faste, kolde greb om store dele af landskabet. Vi kan ikke se mange meter frem for os grundet tåge. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der i princippet kan dukke en bjørn op i tågen når som helst. Den dårlige sigtbarhed og det våde vejr fortsætter på vej ned mod Moose Lake. Vi går gennem flere passager af sne, hvor jeg taknemmeligt bruger mine vandrestave for bedre stabilitet. Jeg har ingen intentioner om at tage en genvej ned ad bjergsiden!

I takt med kilometerne begynder skyerne at åbne op for udsigterne, og jeg får nogle glimt af det magiske landskab, der kendetegner Pacific Northwest. Skyerne og de grå nuancer bidrager kun til den stemning, og jeg begynder at sætte pris på, at vi ikke står under en blå himmel.

En “hjortelig” velkomst

Vi bevæger os efterhånden ret meget nedad, og får et glimt af det, der må være Grand Lake helt nede i dalen. Ruten bevæger sig gennem skov, hvor myggene slås om at sætte sig på de få udsatte steder i ansigtet. Inde mellem træerne spotter vi en hjort, og selvom vi ikke er gået forfærdeligt mange kilometer fra bilen, føler vi os meget langt inde i vildmarken.

På trods af, at turen fra Obstruction Point Trailhead til Moose Lake kun er omkring 6,5 km., føler vi, at turen nedad bliver ved og ved. Heldigvis går solen først ned ved 21-tiden. Alligevel stresser vi lidt over at nå frem og sætte camp, inden mørket falder på.

Vi passerer et skilt, der viser vej til Grand Lake. Vi fortsætter knap 1 km. endnu, indtil vi når til Moose Lake.

Som en slags velkomst bliver vi mødt af en stor flot hjort, da vi når til den ranger cabin, der ligger ved søen. Vi er nok tidligt på sæsonen, for der bor ingen park ranger på sitet endnu.

Campspots ved Moose Lake

Lettere presset over at finde et camp site inden mørket falder på, prøver vi at finde hoved og hale i, hvor de forskellige sites ligger placeret omkring søen. Pladserne er markeret med en træpæl og et nummer. Der er i alt syv pladser ved Moose Lake. Gå gerne på opdagelse for at finde det bedste ledige site. Når du passerer ranger cabin og går videre, kommer der nogle gode sites lige ved bredden af søen.

Vi vælger at snuppe stedet lige ned til vandet, selvom der også ligger nogle fine “secluded” sites længere væk fra søen. Der går små stier ind til både muldtoilet og bearwire.

Mørket er allerede faldetpå, da vi har fået teltet op og omsider ligger i vores soveposer. Det er blevet køligt, men der ligger også pletter af sne omkring os, da vi endnu kun er i slutningen af juni måned. Vi koger vand til vores frysetørrede mad, og nyder omsider et varmt måltid mad ved 21.30 tiden. Inden vi lægger os til ro følges vi i mørket op til pladsens bearwire. Det er lidt skummelt at færdes i området i mørke, når man ved at bjørne og pumaer kan ligge og lure i i krattet. Vi følger lyset fra vores pandelygter og holder os tæt sammen, indtil vi igen er tilbage i soveposerne. Vi skal lige vænne os til at være omgivet af vildnæsset og befinde os i de vilde dyrs territorie.

Panisk “toilet-tur”

Jeg vågner næste morgen mere udhvilet end dagen før, på trods af, at jeg også har haft søvnløse perioder i løbet af natten. Det skyldes mest af alt, at det ikke kun er mit sind, der stadig er lidt jetlagged. Min mave kører åbenbart også på dansk tid, for i løbet af natten er jeg vågnet en del gange med stor trang til et toilet! Til sidst bliver mavepinen så slem, at jeg hverken kan udskyde nr. 1 eller nr. 2, så der sker det, jeg har frygtet allermest. Jeg må alene ud i skoven midt om natten velvidende, at der bor både bjørne og pumaer i området.

Jeg ved udemærket, at risikoen for at blive angrebet er usandsynligt lille. Men jeg ved også, at der står et enkelt andet telt ikke så forfærdeligt langt fra vores, så jeg kan ikke begynde at råbe op for at skræmme farlige dyr væk. Samtidig er jeg et utroligt presset menneske – lad os bare sige, at jeg har udskudt turen ud i mørket længe nok. Og jeg skal for alt i verden ikke gå de par hundrede meter op til muldtoilettet i skoven. Aldrig har jeg så panisk gravet et hul i skovbunden i pandelysets skær. Og aldrig har jeg været så hurtig til at klare både det ene og det andet.

Tilbage i teltet er der ikke megen medlidenhed at hente, selvom mit hjerte stadig hamrer derudaf. Sådan går det, når man sidder der i skovbunden med alle sanserne siddende uden på tøjet. Tilsyneladende synes min mand, at fadæsen har været mere morsom end risikabel. Næste morgen kan jeg heldigvis heller ikke andet end grine af det hele. Og jeg bliver heldigvis mere tryg ved at skulle ud og tisse om natten, selvom det aldrig huer mig helt så meget.

Idyllisk campspot blandt skovens beboere

Morgenen starter til gengæld helt fantastisk. Solen skinner og varmer, og afslører hvilket fantastisk landskab, vi befinder os i. Bjergsiderne reflekterer sig i søens blanke overflade, og får landskabet til at synes uendeligt. Snart får vi også besøg af en flok hjorte, der næsten er lidt for nysgerrige. Oven på nattens eskapader, får jeg da også endnu et chok, da jeg sætter mig på hug ved en busk for at lade vandet. Ud af buskadset springer et lille hjortekid. Mit hjerte springer op i halsen på mig, da skikkelsen ud af øjenkrogen ligeså vel kunne have været en puma. Sikke nogle toiletbesøg, jeg har mig herude i vildmarken!

Vi har svært ved at løsrive os fra Moose Lake i det strålende vejr, men da vi får pakket sammen og er klar til at gå, glæder jeg mig også til at se gårsdagens tur i solskinsvejr.

Det er da også en helt anden oplevelse, der venter os på turen op. For det første går det brat opad i modsætning til dagen før, der var en forholdsvis let tur ned til dalen og søen. På vej op må vi vende os om flere gange, for at nyde udsigten, hvor vi også får et kig til Grand Lake. Efter en opstigning, der sætter pulsen i sving, får vi en intet mindre end fantastisk udsigt. Tænk sig, at disse alpine bjerge har gemt sig bag tågen dagen forinden. Jeg føler, at jeg har hele Olympic National Park liggende for mine fødder. De snedækkede bjergtoppe fortsætter så langt øjet rækker og ender ud i et bølgegrønt landskab. Den grønne frodighed og de hvide tinder står i smuk kontrast til hinanden.

Tilbage mod Obstruction Point Trailhead

Efter den spektakulære udsigt følger vi bjergryggen videre ad Grand Pass Trail. Omkring middag returnerer vi til parkeringspladsen ved Obstruction Point Trailhead. Nu fyldt op med fornyet energi og klar til endnu en tur i Olympic National Park. Vi kører op til Hurricane Ridge, hvor vi spiser frokost, inden vi kører vest mod Sol Duc og turen til Deer Lake.

Praktisk – wilderness camping ved Moose Lake

• Der er 7 campsites ved Moose Lake.
  
  
• Det er altid nødvendigt at anskaffe et wilderness permit, når du skal overnatte i Olympic National Park. Du finder alle informationer om wilderness camping i Olympic National Park her.
  
  
• 50 % af pladserne ved Moose Lake kan reserveres i forvejen gennem denne side. Du kan tidligst begynde at reservere permits til den kommende sæson i februar måned. Den eksakte dato finder du gennem linket.
  
  
• Den anden halvdel af pladserne tildeles efter first come, first served-princippet. First come, first served-permits tildeles ved et Wilderness Information Center.
  
  
• Ved Moose Lake er der muldtoilet og bearwire. Du behøver derfor ikke at medbringe en bearbox, men du skal have en drybag eller lignende med, der kan hænges op. Husk at medbringe eget toiletpapir!
  
  
• Der er mange hjorte ved Moose Lake, og de er ikke særligt sky. Hold dine ting inde i teltet, da de efter sigende skulle have smag for at spise svedigt og dermed saltholdigt tøj.
  
  
• Nærmeste mulighed for indkøb er ved Hurricane Ridge Visitor Center, hvor der er en kantine med mad, snacks og ikke mindst kaffe. Hurricane Ridge er i øvrigt også et fremragende udgangspunkt for ture, men er til gengæld også utroligt populært og crowded.

Indlægget Vandring i Olympic National Park: Moose Lake blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Vandreferien står for døren, og planlægningen skal i gang. Samme ”problem” opstår som altid; for mange vandreruter at vælge imellem og alt for lidt tid. Sådan lyder scenariet ved hver eneste vandreferie, jeg planlægger. Skønne naturområder og nationalparker dækker ofte et kæmpe areal, og det kan være svært at vælge, hvilke specifikke ture, der skal på tegnebrættet.

Picos de Europa er ingen undtagelse. Der findes mange områder at vælge imellem, både hvad angår overnatning og vandreruter. Som du kan læse her, valgte vi at bo i byen Potes på nationalparkens østlige side. Her udså vi os tre vandreture, som på meget fin vis bringer dig rundt i forskellige dele af nationalparken. Dem vil jeg selvfølgelig gerne dele med dig!

Route Áliva Ports : Med svævebanen fra Fuente Dé

Fra Mirador de cable til Fuente Dé: 14,5 km. i primært nedadgående terræn

På en måde føler jeg altid, at det er lidt snyd at bruge svævebaner, når man er på vandretur. Ikke desto mindre kan det engang imellem give muligheder for at komme langt op i højderne (og dermed op til de gode udsigter), selvom man kun er på dagstur. Den første af vores vandreture i Picos de Europa startede derfor ved svævebanen i Fuente Dé. Det tager kun knap en halv time i bil fra Potes. Sørg for at køre af sted tidligt på dagen for at undgå menneskemængderne og for at være sikker på en parkeringsplads. Vi var der, da svævebanen åbnede og undgik lang kø, selvom kalenderen viste August.

Svævebanen fragter dig 753 m. opad, og placerer dig på få minutter 1.823 m.o.h. Herfra handler det bare om at nyde udsigten ud over det spanske svar på Dolomitterne. Fra toppen går der et par forskellige ruter, og ruten Áliva Ports fører dig langsomt tilbage ned mod dalen og Fuente Dé. Turen går derfor primært nedad. Til tider stejlt, men aldrig så ufremkommeligt, at den ikke også egner sig til begyndere. Faktisk vil jeg mene, at denne tur fungerer rigtig godt til nybegyndere og bare til dem, der gerne vil nyde en varieret vandretur i Picos de Europa.

Mystik og bjergtagende nuancer

Vi startede turen i gråvejr, men det var som om, at det ikke gjorde noget. Udsigten slog alligevel pusten fra mig, selvom jeg stod i lange bukser, fleecetrøje og windbreaker. Det var som om, at gråvejret matchede områdets råhed. Det første stykke af turen tager dig gennem et område med brunlige og grålige bjergsider. De store flokke af bjerggeder sørger for at æde det græs, der er tilbage. Måske ville området have en anden stemning over sig i solskin, men med de grå skyer hængende over os, indgød området en helt speciel mystik. I øvrigt er dage med gråvejr kun forventeligt i Picos de Europa, hvor temperaturerne selv midt på sommeren føles yderst vandrevenlige.

Vi fortsatte den første af de tre vandreture i Picos de Europa i det kalkstensprægede landskab, indtil vi stødte på et refugie med dertilhørende cafeteria (og toiletter). Det bare landskab giver ikke mange muligheder for at finde et privat sted til en tissepause, så refugiet kom på et tiltrængt tidspunkt. Vi havde kun vandret omkring en times tid i det golde landskab, da vi kom til refugiet. Et par blå passager var allerede begyndt at kæmpe med de grå skyer om pladsen på himlen. Det gav et helt specielt lys, og lod bjergsidernes grå nuancer spille i de sporadiske solstrejf.

Fra gråbrunt til grønt

Efter refugiet fortsætter turen af en nem fremkommelig grusvej. Landskabet begynder så småt at ændre sig, og i takt med nedstigningen dukker der mere vegetation op. Pludselig åbner sig et grønt og frodigt landskab, og grusvejen erstattes af en sti, der fortsætter nedad og ind i et skovområde. De rå bjerge overtages af en rolig idyl, mens opadgående terræn nogle få steder overtager nedstigningen. Faktisk kan det være utroligt rart at få pulsen lidt op og bruge nogle andre benmuskler, end når det går nedad. Benmusklerne får dog ikke lov til at gå opad særligt længe. Snart fortsætter det videre nedad mod dalen og Fuente Dé. Et mudret stykke af stigen er belejligt belagt med træbjælker, inden hotellet Parador Fuente Dé kommer til syne og vidner om, at turen snart slutter.

Ruten fra svævebanen og tilbage til dalen egner sig virkelig godt til en førstedags vandretur i Picos de Europa. En dag, hvor benene lige skal i gang, og hvor man samtidig gerne vil se nogle smukke udsigter. Selvom turen kun er knap 15 km., tager Route Áliva Ports dig ud på en varieret vandring med dramatiske udsigter og et omskifteligt landskab. Det er desuden en af de ture, hvor trailsko fungerer helt fint – ingen grund til tunge, ankelhøje vandrestøvler medmindre man foretrækker det.

Ruta del Cares: En vandretur langs den guddommelige kløft

Fra Poncebos til Caín og tilbage igen: 24 km. i primært fladt terræn

En af de mest populære vandreture i Picos de Europa følger Cares kløften, der også bliver kaldt den ”gudkommelige kløft”. Stien er hugget ind i bjergsiden, hvilket giver en enestående vandreoplevelse med udsigt til kløften, Cares River og de omgivende bjerge. Da vi vandrede Ruta del Cares (Cares Gorge Trail) i august, var der ikke så meget vand i floden. Jeg forestiller mig, at foråret byder på større vandmasser, mere dramatik – og færre turister.

Manglen på vand i flodlejet gjorde dog ikke oplevelsen på Ruta del Cares mindre fantastisk. Selvom det sagtens kan mærkes og ses, at ruten er populær, fortryder jeg bestemt ikke, at vi valgte turen. Kameraet fik sig ikke et stille sekund, fordi der ved hvert sving dukker endnu smukkere landskaber og udsigter op. Så kan man bære over med meget; selv den forholdsvis store mængde af andre vandrere.

Start tidligt på vandreture i Picos de Europa

Igen vil det på Ruta del Cares være en fordel at starte turen tidligt på dagen. Især hvis du hiker i højsæsonen, hvor det også bliver hedt i middagsolen, hvis solen er fremme. Er morgenen lidt kølig kan du nemlig hurtigt få varmen. På trods af, at turen for det meste af flad, starter ruten hårdt ud med at gå stejlt opad. Jeg vil anbefale støvler eller sko med gode såler, der ikke skrider i de løse kalksten. Desuden opstår der smalle steder på stien, hvor det vil være dumt at glide ned ad de stejle skråninger. Det er i øvrigt ikke for folk med højdeskræk!

Ellers er det bare at sætte i gang. Det første stykke sætter gang i pulsen, men herefter handler det mest om at sætte det ene ben foran det andet og så ellers nyde udsigten. Allerede efter det første stykke opadgående terræn udfolder landskabet sig med den storslåede kløft og de stejle grå bjergsider. Som kilometerne går, bliver udsigterne mere frodige, og bjergsidernes grålige toner erstattes af grønne bjergskråninger. De står som indbydende kontrast til de stadig rå bjergtoppe, der stikker storslået op i horisonten med deres frygtindgydende skønhed.

Et velfortjent hvil inden turen tilbage

På det sidste stykke inden du når til Caín, bugter stien sig gennem grottelignende passager. Her kan tilstandene godt blive lidt trange, hvis du møder vandrere i modsatte retning (og det gør du, hvis du vandrer om sommeren). Har du bare lidt mere tålmodighed end mig, burde det dog ikke være et stort problem.

Nu er der ikke langt til Caín, hvor benene kan få lidt hvile på en grøn plet langs floden. Vi fandt madpakkerne frem og blev alligevel lidt overraskede over, hvor trætte benene kan blive af at gå i forholdsvis fladt terræn. Det er også muligt at købe snacks og drikkevarer i både Caín og Poncebos. Vi ventede dog med en is og cola til vi igen nåede til Poncebos. Med 24 km. i benene nød vi at sidde og slappe af med de kølige forfriskninger.

En natursmuk vandre-vinder

Ruten egner sig rigtig godt til dem, der efterspørger en fantastisk naturoplevelse uden af gå mange højdemeter. Hvis formen tillader den 24 km. lange tur, er der ikke mange andre forhindringer at tage højde for. Dermed egner turen sig også godt til familier. Når det så er sagt, er jeg nok generelt mere fan af mindre turistede ruter og også gerne ruter med lidt flere fysiske udfordringer (selvom benene da var trætte nok efter 24 km.).

Ruta del Cares vinder point på de smukke omgivelser og det specielle ved at gå på en sti, der er hugget ind i bjergsiden. Så længe det ikke er den eneste vandretur du tager på, når du besøger Picos de Europa. En del af nationalparkens charme handler netop om at udnytte de ubefærdede områder og nyde godt af den specielle stilhed, det medfører.

Urdón til Tresviso: Hårde højdemeter med uforglemmelige udsigter

Fra Urdón til Tresviso og tilbage igen: 12 km. med ca. 800 højdemeter hver vej

Både højdemeterne og udsigterne tager pusten fra dig på denne sidste af de tre vandreture i Picos de Europa. Ruten fra Urdón til Tresviso og tilbage igen sætter – især de utrænede – ben på prøve. Det hele starter ganske fredeligt. I Urdón parkerer du bilen og går gennem et frodigt skovområde, hvor du krydser en bro. Kom gerne i gang med turen tidligt på dagen, så du sikrer dig en parkeringsplads og undgår middagsolen på vejen mod Tresviso.

Ikke mange kilometer inde på ruten begynder højdemeterne at tage fat på benmusklerne. Snart er du nået så højt op, at stien står badet i sol (hvis du ellers begynder fra morgenstunden og vejret er med dig). Nu begynder de mange zig-zag sving, som ét efter ét fører dig højere op. Det varer heller ikke længe, før de første wow-udsigter viser sig for dig. Hele tiden tror man, at det ikke bliver smukkere – lige indtil man når til næste sving eller plateau, hvor udsigten i takt med højdemeterne tager til i storslåethed. Kameraet har ikke en chance for at få et hvil særligt længe ad gangen – hvilket kun er godt. Det giver også gode undskyldninger for et tiltrængt hvil, når de zig-zaggende højdemeter sætter træthedstegn på kroppen.

En blomstrende velkomst til Tresviso

Efter et godt stykke opad flader ruten lidt ud og på den azurblå himmel svæver store ørne på jagt efter dagens måltid. Det er betagende at stå og se ørnenes ubesværede bevægelser på himlen. Visse steder kigger du direkte ned på ørnene, fordi du befinder dig så højt oppe. Snart kommer den isolerede landsby Tresviso til syne, som syntes forbavsende tæt på. Tættere på, end hvad virkeligheden tillader. Der mangler nemlig stadig et godt stykke vandring, men på det sidste stykke af ruten flader terrænet lidt ud og blomstrende enge byder hjerteligt velkommen.

Inden du når Tresviso kan du med fordel nyde godt af et hvil ved et fremragende udsigtspunkt. Stedet egner sig også godt til en frokostpause på tilbagevejen. Først slog vi dog et smut forbi den lokale bar, der byder både lokale og vandrere velkommen. Hvad enten du er til cola eller en kold øl, vil det helt sikkert være tiltrængt efter den snoede opstigning mod landsbyen.

Undgå de prustende og sveddryppende turister

Vejen tilbage byder ikke på de store udfordringer. Det går både hurtigere og nemmere nedad, selvom man skal tage sig i agt for de løse kalksten, der er nemme at glide i. Vi mødte en del vandrere på vejen tilbage. De var på vej opad, mens vi selv på vejen op kun stødte ind i et par stykker (som regel nogle spaniere i alt for god vandreform, der overhalede os!). Derfor kan det også betale sig at gå i gang med vandreturen tidligt på dagen. Jeg misundte bestemt ikke de prustende og sveddryppende vandrere, der var på vej mod Tresviso i den bagende middagshede. Det var i øvrigt også meget rart at nyde gode af morgenens og formiddagens stilhed, mens vi kæmpede os op af zig-zag-svingene.

Det kræver nok en hvis fysisk form at gå turen fra Urdón til Tresviso. Heldigvis bestemmer man selv tempoet og udsigterne er for vilde. Kilometermæssigt er turen heller ikke den største udfordring, men vandrestave kan måske gøre turen mere behagelig for nogle. Jeg har dog aldrig selv vandret med stave, så hvis man som mig er i middel-form, burde der ikke være nogle problemer.

Når der ikke er tid nok

Picos de Europa byder som nævnt på at hav af vandreture. Der er selvfølgelig mange flere ture end disse tre, der er værd at opleve. Jeg følte ikke, at jeg nåede halvdelen af det, jeg gerne ville. Hele den vestlige side af parken står for mig stadig uberørt hen. Det på trods af, at jeg meget gerne ville besøge byen Covadonga og søerne i det område. Derudover ville jeg gerne vandre til Bulnes og evt. bo en nat i den lille landsby. Mulighederne for flerdagesvandringer i Picos de Europa findes også. Jeg ville i hvert fald gerne have taget den fysiske udfordring op med ruten Jermoso Traverse – det må blive på mit næste besøg til Picos de Europa. For mon ikke jeg kommer tilbage til nationalparken, hvor jeg blev friet til – det håber jeg i hvert fald.

Indlægget 3 gode vandreture i Picos de Europa blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.