Der er mange flere fordele ved at vandre fra hytte til hytte i Dolomitterne, og det er ikke kun den uimodståelige apfel strudel, der trækker. Fællesskabet, komforten og hyggen er alle vigtige parametre, som gør hytte til hytte vandring til et oplagt valg for alle. Unge som gamle, børnefamilier og singler vil alle nyde godt af de oplevelser, der følger med hytte til hytte vandring i Dolomitterne.

Vi valgte at planlægge en rute i Puez-Odle området, der ligger i Trentino-Alto Adige. Da vi også gerne ville have nogle dage til at se andre områder af Dolomitterne, valgte vi en tur med tre overnatninger. Så fik vi også tid til dagsvandreture til Tre Cime di Lavaredo og Alpe di Siusi. Men hytte til hytte-turen endte med kun at blive med to overnatninger, da vi var hurtigere, end vi havde kalkuleret med. Desuden betød det uforudsigelige vejr i Dolomitterne, at to af dagene bød på regnvejr og tåge, hvilket gjorde, at vi ikke kunne bruge den ekstra tid til at udforske området ved hytterne.

Uforudsete hændelser

Men jeg vil virkelig gerne slå et slag for at hytte til hytte vandring i Dolomitterne. De to overnatninger var virkelig helt fantastiske, selvom vi gerne ville have haft den tredje nat med. Men uforudsete hændelser er også en del af en vandreferie. Nogle gange ændrer planerne sig, og samtidig kræver det lidt erfaring at planlægge en tur, så den passer til sin egen fysik. Efter hver tur bliver man klogere på sig selv og sine bedrifter, og det er jo en del af processen.

Næste gang har vi sikkert meget nemmere ved at planlægge en hytte til hytte tur. Vejret er til gengæld en anden sag. Det kan man ikke ændre på, så der er heller ikke nogen grund til at ærgre sig over det. Her må man bare acceptere, at når man vandrer i bjerge, har vejret sin helt egen og uforudsigelige agenda.

Dag 1: Selva di Val Gardena – Rifugio Puez:

8,3 km.

915 opstigende højdemeter

Ca. 3.5 – 4 times vandring

Snyd ikke dig selv for et stykke apfel strudel ved det hyggelige Rifugio Puez, når du er på hytte til hytte vandring i Dolomitterne. Selvom mange forbinder apfel strudel med noget tysk, er det på de fleste menukort i Sydtyrol/Alto Adige. Området er tydeligt præget af det tyske, hvilket giver et finurligt præg på kulturen – og på menukortene.

Rifugio Puez har kun fælles sovesale med køjesenge. Selvom der ligger tæpper, er det en god idé at medbringe sovepose eller lagenpose.

Beskrivelse:

Vi startede turen rundt i Puez-Odle National Park fra Selva di Val Gardena, som er et godt udgangspunkt for en del vandreture. Herfra kørte vi med vores udlejningsbil op til en gratis parkeringsplads, som du kan fange ved at køre ud af vejen Via Daunei. Hvis du ikke har bil, kan du sagtens starte turen fra Val Gardena. Det kan være en fin idé lige at forhøre sig på turistkontoret, der ligger ved hovedvejen.

Har du bil skal du nok komme tidligt på dagen for at få en parkeringsplads. Fra parkeringspladsen fanger du en sti mod nordøst. Dvs. den vej tilbage, hvor du lige er kørt op ad Via Daunei. Snart dukker et grønt og bakket landskab op og du møder et lille kapel, som fanger essensen af den norditalienske alpestemning. Vallunga er navnet på den frodige dal, du bevæger dig igennem på den første etape af hytte til hytte turen. Køerne græsser fredeligt, og klippevæggene der omkranser dalen, danner en enestående ramme om det smukke landskab.

Apfel strudel og yatzy

Turen fortsætter fladt et stykke endnu, men det er om at nyde det, for snart går turen opad. Stien bliver mere utydelig, mens ruten fortsætter op gennem de løse sten, hvor smeltevandet tydeligt har sat sine spor ned af bjerget. Men i takt med at pulsen stiger, bliver udsigten bedre og bedre. De kilometer vi netop har tilbagelagt i dalen kigger vi nu ned på. Det er tydeligt at se, hvordan dalen er blevet formet af istidens gletsjere, der har banet sig vej gennem de massive bjerge. Med Vallunga i ryggen fortsætter vi ufortrødent videre, indtil den første hytte kommer til syne. Rifugio Puez ligger godt beskyttet mellem klipperne, så vi starter med at nyde en kop kaffe på terrassen, hvor vi er beskyttet mod blæsten.

Efter vi har fundet os til rette i køjerne i den fælles sovesal, går vi ned i hyttens restaurant/spisesal. Da klokken kun er 15.00, tillader vi os at dele en halv flaske vin, mens vi spiller yatzy, læser og nyder udsigten til bjergene. En italiensk familie deler ud af deres hjemmebryggede snaps lavet på nogle lokale bjergblomster. Det smager frygteligt, men bidrager til en hyggelig stemning, mens vi hører lidt om deres vandretur.

Efter aftensmaden nyder vi desuden et stykke apfel strudel, inden vi går tidligt i seng, så vi er friske til næste dags vandring.

Dag 2: Rifugio Puez – Rifugio Genova

12 km.

645 opstigende højdemeter

Ca. 4 – 4.5 times vandring

Rifugio Genova er startstedet for den populære vandrerute Alta Via 2, så her er det en god idé at reservere et værelse et godt stykke tid i forvejen – især hvis du vandrer i højsæsonen. Der er både private værelser og fælles sovesale til rådighed. Sovepose er ikke nødvendig.

Dagen kan forlænges med en tur op til Sass de Putia. Det var vores oprindelige plan, da vi ankom tidligt til Rifugio Genova. Desværre var vejret ikke med os, så pga. regn og tåge ville det ikke give mening for os at bestige Sass de Putia, der ligger i næsten 3.000 meters højde. Vælger du at forlænge turen, skal du tillægge omkring 3 timer. Det kan være en god idé at ”checke ind” i hytten først. Så kan du spise en frokost og få et hvil inden turen mod toppen.

Beskrivelse: 

Vi vågnede op til en morgen med gråvejr og regn, så gårsdagens udsigt var ikke helt den samme. På turen videre fra Rifugio Puez er landskabet mere råt og barskt. Snart går det også stejlt nedad, hvor der er hjælpende kabler, der gør den stejle nedstigning lidt nemmere at håndtere. Men det skal siges, at det her kræver en hvis fysik. Her går det ikke med alt for stive led og skader. Nogle steder er det nødvendigt at vende sig rundt med næsen ind mod bjergsiden for at komme helskindet ned. Andre steder kræver det et lille hop. Det er egentlig ikke fordi turen er vildt svær, men for at undgå skader, kræver det koncentration at sætte fødderne korrekt.

Efter at have forceret sig frem på den anden side af bjerget, går det videre nedad i zagzag-sving gennem en stenet sti. Modgående vandrere er der ikke meget plads til på den smalle sti, men de dukker ikke desto mindre op. Ruten fra Rifugio Puez til Rifugio Genova følger nemlig Alta Via 2 i den modsatte retning.

Vejret klarer ikke op, og det giver selvfølgelig en anden stemning at vandre i regn og blæst. Vi udveksler ikke så mange ord, men stopper alligevel op for at tage billeder, når skyerne fejer ind over bjergene – og med korte mellemrum tillader en åben passage til det grønne og stenede landskab nedenfor.

Men selvom skyerne gemmer alle de smukke udsigter fra os, kan vi stadig se, hvordan landskabet pludselig går over i bølgende grønne bakker med små hytter, der ligger spredt rundt omkring. Mange af hytterne skulle efter sigende være til dem, der passer kvæget, der i ægte alpestil græsser rundt omkring. Det er svært at se dyrene i tågen, men klokkerne om halsen afslører, at de ikke er langt væk.

Alpehytte-stil og varm kakao

Da vi når Rifugio Genova er vi godt våde. Som de optimister vi er, har vi ikke taget ordentligt regntøj med. Kun et par regnslag, der er ret irriterende at gå med i blæsevejr, skulle jeg hilse og sige. Vi savner også handsker og hue, selvom vi kun er i starten af september. Heldigvis har jeg min Buff, der på glimrende vis fungerer som pandebånd og holder ørerne tørre og varme.

Hytten byder på varme og er i det hele taget virkelig hyggelig. Den hyggelige alpestil passer næsten til det våde vejr, og det samme gør den kop kakao, som vi ikke er ret lang tid om at fortære. Men vi har lidt svært ved at se, hvordan vi skal få tiden til at gå resten af dagen med den tykke tåge, der omsvøber hele området.

Vi låner derfor fastnettelefonen og ringer til Rifugio Malga Brogles og hører om de har plads til os i nat i stedet for dagen efter. Det har de desværre ikke, så vi finder vores værelse og tænker over, hvad der skal ske med resten af turen. Hvis vejret klarer op dagen efter, tager vi turen til Sass di Putia som det første og overnatter ved Malga Brogles som oprindeligt planlagt. Men hvis det stadig er skyet og vådt, dropper vi den sidste nat og går hele vejen tilbage mod bilen.

Desværre bliver det sidstnævnte plan, vi holder os til. Til gengæld får vi en god sidste nat ved Rifugio Genova, og vi får da også resten af dagen til at gå med planlægning, spil, læsning og en masse snacks.

Dag 3: Rifugio Genova – Selva di Val Gardena (parkeringspladsen ved Via Daunei)

20,5 km.

820 opstigende højdemeter

Ca. 8 timers vandring

Turen fra Rifugio Genova tilbage til Val Gardena er lang, men der er mulighed for pauser undervejs i forskellige hytter. Det hårdeste stræk kommer lidt efter Rifugio Malga Brogles, men belønningen er, at du når til Seceda – uden at have taget en svævebane op. Der er altså bare noget fedt ved selv at gå op til de populære udsigter. Det er derfor en strækning jeg helt klart vil anbefale, når du er på hytte til hytte vandring i Dolomitterne. 

Beskrivelse:

Som et spændt barn på juleaften ruller jeg gardinerne væk fra vinduet næste morgen. Desværre må jeg konstatere, at vejret ikke er blevet meget bedre, men det er dog klaret op omkring hytten. Vi går ned og spiser den udmærkede morgenmad og fortsætter så turen mod Rifugio Malga Brogles ad jeep-vejen på bagsiden af hytten. Heldigvis er der kun støvregn i luften, så jeg håber på opklaring senere på dagen.

Mod Malga Brogles bliver turen mere og mere frodig, men de gode udsigter må vi overlade til fantasien. Dog laver skyerne huller fra tid til anden, der afslører, at vi befinder os i utroligt smukke omgivelser. Men da vi når til Malga Brogles, er tågen kun blevet tykkere. Hytten kommer meget pludseligt til syne, og vi går ind og får et lille hvil og en kop kaffe. Når vi kigger ud af vinduerne ser vi kun den hvide tåge. Jeg prøver at huske på de meget idylliske billeder, jeg har set af hytten og området hjemmefra. De grønne græsmarker og de takkede bjerge, der omkranser hytten. Det kan kun være et flot syn at møde i virkeligheden, men det må vi have til gode til en anden gang.

På turen videre fra Rifugio Malga Brogles går det snart stejlt opad – og det fortsætter og fortsætter opad i zigzag. Måske er det de tætte skyer og dermed manglende ilt. Måske er det manglen på udsigt og dermed belønning. I hvert synes jeg, at strækket er enormt hårdt, og jeg gisper efter vejret indtil jeg tror, at vi er vi ved at være oppe. Men der mangler lige endnu et stræk med kabler, der trods alt gør opstigningen lettere – og lidt vildere.

Seceda 2500 m.

Ved toppen er det som at træde ind i et helt andet landskab. Skyerne skaber lidt plads og afslører et grønt og bølgende landskab, der står i kontrast til den rå klippevæg, vi netop har forceret. Desværre får vi aldrig helt den åbning i skyerne, vi havde håbet på. Seceda har længe været på min bucket list, og selvom jeg har stået der, føler jeg ikke helt, at jeg har set det ordentligt. For det har jeg heller ikke. Men egentlig er skuffelsen først blevet større bagefter. I situationen er der jo ikke så meget at gøre ved det – vejret går sin egen gang.

Mellem murmeldyr og bølgende bakker går vi videre og holder frokostpause ved Troier Hütte. I et kort øjeblik brænder solen igennem skydækket og giver os noget af den varme som gjorde, at vi få dage forinden vandrede i shorts og t-shirt.

Fra Troier Hütte er der stadig et godt stykke tilbage til bilen, men turen er nem og byder ikke på de vilde højdemeter. Turen passerer også Rifugio Firenze, hvor man også kunne have valgt at blive en nat. Vi fortsætter dog videre uden stop, og i takt med, at regnen tager til og lyn lyser himlen op, har vi det helt fint med at være tilbage ved bilen.

Der er ingen tvivl om, at vi har en masse udsigter til gode fra turen. Jeg kommer meget gerne tilbage til området, for der er så mange fantastiske muligheder for hytte til hytte vandring i Dolomitterne. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage en hel uge i hytte til hytte, men det var også rigtig fint med en lille forsmag.

Husk også at læs med om hytte til hytte vandring i Slovenien.

Praktisk info:

Uanset om det er en kort eller lang tur, så tænker jeg, at disse praktiske tips kan bruges, når du skal vandre hytte til hytte i Dolomitterne. 

• Husk kontanter – både til at betale dine overnatninger og dine måltider. Overnatninger koster alt mellem 25-60 euro pr nat afhængig af sted og privat værelse eller dorm room.
  
  

• Book i god tid – især i højsæsonen. De fleste hytter har efterhånden hjemmesider med kontaktoplysninger. For det meste skal man ringe og booke pr. telefon.
  
  

• På siden her finder du et godt overblik over de forskellige hytter (men vær opmærksom på, at det ikke er sikkert, at alle hytter er med)
  
  

• Det kan være en god idé at medbringe hjemmesko eller sandaler til brug i hytterne. For det første er det rart at komme af med de tunge støvler. For det andet er det god kutyme i hytterne, at man stiller støvlerne.
  
  

• Nogle hytter har private værelser – andre har ikke. Og de private værelser bliver også booket op først. Husk ørepropper, hvis du ender på sovesal med en snorker.
  
  

• Nogle hytter har rent sengetøj og dyner som standard og hos andre hytter kan man leje begge dele. Smartest er det selv at medbringe en let sovepose. Så er man altid på den sikre side. Spørg evt. ind til det, når du ringer og booker.
  
  

• Uanset om vejret er uforudsigeligt eller ej, er det en god idé at have nogle spil og en bog med til underholdning – afhængig af hvor lange vandredage, du har. Men det er nu rart at have plads til lidt hygge og afslapning.
  
  

• Ikke alle hytter har sæbe på toiletterne. Husk håndspritten, og hvis du er lidt sart ligesom mig, kan det også være en god idé at have sæbe med. Jeg har sådan en lille pakke med sæbe, der er virkelig smart at have med på vandreture.
  
  

Indlægget Hytte til hytte vandring i Dolomitterne – vandreferie i de italienske alper blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Dolomitterne i de norditalienske alper strækker sig over et meget stort område. Fra regionerne Veneto og Trentino til det tyskprægede Sydtyrol/Alto Adige, rejser bjergvægge og klippespir sig i storslåede formationer. Derfor er det heller ikke særligt nemt at finde hoved og hale i, hvor der er de bedste muligheder for vandring i Dolomitterne. Hvert område leverer naturoplevelser i verdensklasse, og det er ikke svært at se hvorfor Dolomitterne er en populær destination både sommer og vinter.

Vi valgte at fokusere mest på Sydtyrol/Alto Adige, der grænser op mod Østrig. Her finder man en masse naturparker, der er spækket med alt, hvad naturhjertet begærer. Selvom jeg ikke ved, hvad jeg ellers er gået glip af, så ved jeg, at jeg ikke kunne have ønsket mig mere af et vandreområde end det, vi fandt i Sydtyrol.

Hjertevarm hytteovernatning på vandring i Dolomitterne

På mange måder var Dolomitterne i virkeligheden meget, som jeg havde forestillet mig; Takkede bjergtoppe og storslåede udsigter blandet med bølgende grønne bakker som taget ud af The Sound of Music.

Hytter er der ligesom bjerge ikke mangel på i Norditalien. Vi kom forbi mange hytter på vores ture, for det er noget af det unikke ved at vandre i Dolomitterne. Det er næsten altid muligt at komme forbi en hytte og få et varmt måltid mad eller en overnatning. Vi tog da også en lille hytte til hytte tur. Men både dagen før og efter vores hytte til hytte vandring i Dolomitterne havde vi tid til en dagsvandretur. Turene kan du læse mere om herunder.

Val Fiscalina Tour

Start/slut: Dolomitenhof

Længde: 17 km

Højdemeter 1.225 m.

På den første tur valgte vi at tage hen og se de legendariske bjergformationer Tre Cime di Lavaredo eller Drei Zinnen, som de tre bjergspir hedder på tysk.

 Fra Dolomitenhof går turen mod den første af de fire hytter, som vandreruten går forbi. Der er derfor rigeligt med muligheder for at tanke op på mad og væske undervejs. Vi havde selv vand og snacks med, men undlod at medbringe frokost, da der er noget virkelig hyggeligt ved at holde frokost ved en hytte i bjergene. Det kan bestemt anbefales, selvom jeg også altid er fan af en uforstyrret picnic med medbragt mad.

Det første stykke af turen er fladt, men med det samme er der udsigt til de bjerge, som man bevæger sig hen mod. Lad dig ikke skræmme af, at der er mange andre mennesker det første stykke. Vi var omringet af en stor flok pensionister, da vi startede turen, men vi fik hurtigt rystet dem af os. Lad dig heller ikke skræmme af de store menneskemængder ved Rigugio Fondo Valle, som kun ligger omkring 20 minutters gang fra Dolomitenhof. Vi havde blot en tissepause og skyndte os videre for at slippe for menneskemængderne. I stedet nød vi udsigten mod Cima Una og fortsatte mod stiens forgrening, hvor vi gik venstre ad rute 103.

Idylliske Rifugio Zsigmondy-Comici

Nu begynder turen opad, men hele tiden ændrer landskabet sig, og for hver stigning tegner der sig nye positurer og vinkler i både forgrund og baggrund. Det resulterer i mange billedpauser, som også altid er en god undskyldning til at snuppe en håndfuld trailmix.

Efter en længere zig-zag stigning kommer Rifugio Zsigmondy-Comici til syne. Hytten ligger fantastisk idyllisk med udsigt til Croda dei Toni og omkranset af klipper med græspletter, der indbyder til et hvil.

Når turen fortsætter, skal du gå mod øst over de grønne græspletter, hvor du efter lidt tid kan fange rute 101. Her stødte vi på mindetavler fra 1. Verdenskrig, der mindede os om, hvor vanvittig en krig det var. Det er svært at forestille sig, at der skulle gå tropper rundt oppe i bjergene og endnu sværere at forestille sig, at så grusomme hændelser kan foregå i så smukt et landskab. Nogle gange er det godt at blive mindet om fortiden for at kunne sætte pris på nutiden. Jeg gik i hvert fald lige i stilhed et par minutter og forestillede mig de trætte og udmattede soldater med tunge støvler og alt for meget oppakning. Pludselig føltes min egen krop en hel del lettere. Jeg kunne ikke andet end have ondt af de stakkels soldater, der mistede deres liv i de smukke, men barske og ubarmhjertige omgivelser.

Hvis du er interesseret i historie og 1. Verdenskrig og gerne vil kombinere det med vandring, er Dolomitterne det oplagte valg. Der findes mange stier, der tager dig gennem fortidens krigsruter – blandt andet The Cinque Torri Circuit, The Lagazuoi Tunnels og The Kaiserjäger Route.

Frokost med udsigt hos Rifugio Pian di Cengia

Inden den tredje hytte på turen, kommer til syne, viser den smukkeste udsigt sig ud over Dolomitternes fantastiske bjerge. De rå bjergtoppe står som takkede mønstre i horisonten og giver lyst til at begive sig endnu dybere ind i det betagende landskab. Det er lige præcis sådanne øjeblikke, der gør vandring i Dolomitterne til en uforglemmelig oplevelse.

Vi nyder udsigten og får en god tår vand, mens solen brager ned på os fra himlen. Herefter fortsætter vi ad rute 101 og følger skiltningen mod Rifugio Pian di Cengia, der ligger godt beskyttet mellem store klippestykker. På den hyggelige terrasse holder vi dagens frokostpause. Ikke mange terrasser har udsigter som den ved Rifugio Pian di Cengia. Måske skyldes det udsigten og den fysiske udfoldelse, men mine knödel smager helt fantastisk, og kan bestemt anbefales, hvis det lokale køkken skal afprøves.

Rifugio Locatelli ved Tre Cime di Lavaredo

Fra hytten fortsætter ruten ad 101 indtil en forgrening, hvor rute 101 begynder at gå nedad i zigzag mod et lille bassin med azurblåt vand, som pryder udsigten. Stien snævrer ind, og det kræver lidt koncentration ikke at glide i de løse sten. Derfor kræver det et par stop for at nyde udsigten på højre side, der snart omfatter to små tvillingesøer, Laghi dei Piani.

Snart dukker Rifugio Locatelli op i forgrunden. Det ses tydeligt, at hytten ikke så underligt er en af de mest besøgte i Dolomitterne. Placeret lige overfor Tre Cime di Lavaredo, udgør Rifugio Locatelli et fremragende udsigtspunkt til de tre ikoniske bjergtinder, der står som skåret ud i landskabet. Jeg forestiller mig, hvordan de tre tinder har skubbet sig op ad jordoverfladen med bragende kraft – som nye voksentænder, der presser sig op gennem tandkødet.

Hvis der er tid til det, inden turen går tilbage, indbyder området til udforskning for at komme lidt væk fra menneskemængderne. Der er masser af luft omkring Rifugio Locatelli, så menneskemængden virker ikke uoverskuelig. Alligevel kan det være rart at træde et par skridt væk fra de mest befærdede steder.

Mod vejs ende

Da vi bevæger os videre ad rute 102, går der heller ikke mange sekunder, før vi igen er næsten alene på vandrestierne. Vi krydser et par steder med rindende vand, men det er ikke noget mine vandresko ikke kan holde til.

I takt med at det nu begynder at gå nedad bliver landskabet mere og mere frodigt. Nåletræer begynder at titte frem og et lille vandløb, der sikkert ikke er nær så tørt i forårsmånederne, følger ruten på højre hånd. Efter en varm vandringsdag var det lækkert at gå ned og kaste noget koldt vand i hovedet. Det friskede mig op, inden turen fortsatte mod Rifugio Fondo Valle og videre tilbage til Dolomitenhof.

Turen kan helt klart anbefales. Den er fremkommelig for de fleste og byder på virkelig smukke udsigter. En klar anbefaling herfra, hvis du gerne vil på vandring i Dolomitterne uden overnatning og også gerne lige vil forbi Tre Cime di Lavaredo.

Alpe di Siusi / Seiser Alm

Svævebanen fra Siusi/Seis til Seiser Alm – Alpe di Siusi

På vores sidste dag, efter vores hytte til hytte tur, tog vi på endnu en dag med vandring i Dolomitterne. Dagen og natten forinden havde stået på snevejr. Vi var godt nok forberedt på, at vejret kan være omskifteligt i bjergene. Men vi havde alligevel ikke troet, at vi ville gå fra 25 grader til snevejr på blot et par døgn. Det siger noget om, at det kan være ret uforudsigeligt at vandre i Dolomitterne.

I stedet for at planlægge en rute på forhånd, valgte vi at tage svævebanen fra Siusi til Alpe di Siusi/Seiser Alm. Det passede godt til vores temperament at kunne gå lidt rundt, som vi havde lyst til. Der er nemlig masser af stier at vælge imellem, når du stiger af svævebanen. Landskabet er også en del anderledes end det, vi var stødt på i dagene forinden. Alpe di Siusi er utroligt idyllisk og de snedryssede bjergtoppe gjorde bestemt ikke idyllen mindre. Tværtimod stod de hvide plamager af snefald i skarp kontrast til det grønne græs, hvor køer og heste stadig stod og græssede.

Vejret indbød til en kop varm kakao ved en hyggelig lille hytte. Herefter gik turen videre gennem skov, forbi små floder og videre tilbage mod svævebanen. Alpe di Siusi er så absolut et besøg værd. Jeg ville ønske, at vi havde haft mere tid til at udforske det idylliske alpeområde, hvor udsigten til storslåede bjerge

Praktiske tips til vandring i Dolomitterne

• Ved Dolomitenhof er der parkeringspladser mod betaling. Kom tidligt på dagen i højsæsonen for at få en plads.
  
  

• Skal du med svævebanen til Alpe di Siusi, er der rig mulighed for parkering. Der går også busser til Siusi/Seis.
  
  

• Hvis man gerne vil have et overblik over dagsvandreture i Dolomitterne, kan jeg anbefale bogen “Shorter Walks in The Dolomites”.
  
  

• Ikke alle hytter tager Visa. Husk at have kontanter med, hvis du vil tanke op med mad og drikke undervejs.
  
  

• Vejret! Som altid, når man befinder sig i bjergrige områder, kan vejret være lidt af en drillepind. Selvom det er sol og 25 grader den ene dag, kan det sagtens være snevejr den næste. I starten af september, som ellers skulle være en stabil måned, fik vi  vejrets uforudsigelighed at mærke.
  
  

• Husk derfor tøj, du kan bygge op i lag, når du vandrer i Dolomitterne. En buff kan bruges både som halsvarmer og pandebånd, og det fandt jeg meget nyttigt. Tynde handsker er også en god investering. Mange ruter har også sektioner med wire (via ferrata), så her beskytter handsker også hænderne.
  
  

• For at gøre forvirringen omkring sproget komplet, står vejskiltene oftest på både tysk, italiensk og ladinsk. Sidstnævnte er et gammel lokalt sprog, der primært findes i Dolomitterne. Derfor handler det om at have tungen lige i munden, når der sammenlignes kort og planlægges ture. Det er i hvert fald en god ting at have i baghovedet, at byerne har tre forskellige navne. På vandreturene synes jeg ikke, at det var et problem, men i bil var det lidt svært at navigere rundt i.
  
  

• Hytterne har også både tyske og italienske navne. Jeg bruger generelt de italienske.

Indlægget På uforglemmelig vandring i Dolomitterne blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Nu er der ikke mange dage til, at den står på bryllupsrejse. Kan i allerhøjeste grad anbefale det der med at blive mand og kone. Man bliver helt høj af det – og så er det jo en fremragende “undskyldning” for at komme ud og rejse. Glæder mig derfor vildt meget til at leve lidt videre på bryllups-adrenalinen, når turen går til Slovenien og Italien. Lidt atypisk for en bryllupsrejse, at den først og fremmest kommer til at foregå med vandrestøvlerne på. Men det kan jo ikke være anderledes, når man lever og ånder for at komme ud og vandre i bjergene.

Valget om at tage til Slovenien og Italien handler mest af alt om, at jeg gerne vil udforske Europas storslåede natur. Det er ikke altid nødvendigt at sidde i et fly i 12 timer for at komme ud på en storslået rejse. Sidste år stod den fx på vandring i Picos de Europa i Spanien. Selvom intet endnu har slået vandreturene i Yosemite, var det helt fantastisk at opleve den vilde natur, der kun befinder sig nogle timer væk med et fly.

Hytte-til-hytte vandring

I Slovenien ser jeg frem til at opleve Triglav National Park, som skulle være noget af en overset perle i Europa. Men turismen i Slovenien er vist efterhånden ved at sætte ind, så det er om at komme afsted, inden parken bliver overrendt. Skal naturligvis opleve søerne Bled og Bohinj, men jeg glæder mig især til at skulle ud og vandre med overnatning i hytte. Slovenien har et godt netværk af hytter – de såkaldte Koča. Det betyder fremragende muligheder for nogle succesfulde vandreture, fordi man slipper for at slæbe på telt, trangia osv.

Det samme gør sig gældende i Italien. I Dolomitterne skal vi også gå hytte-til-hytte. Her betegnes hytterne refugio, og de ligger med de mest spektakulære udsigter og serverer sågar lækker lokal mad. Lyder faktisk ret romantisk! Jeg glæder mig usigeligt meget til at gå om bord i pasta, apfelstrudel og et glas vin efter fysiske udfoldelser i de sydlige alper. Hvis der er noget, jeg holder af udover vandring, er det nemlig god mad og hygge.

Planlægning af bryllupsrejsen

Hele planlægningen af bryllupsrejsen tog lang tid. Som i meget lang tid. Dolomitterne strækker sig over et kæmpe areal, og det tog tid at finde ud af, hvor vi helst ville vandre. I Slovenien stødte jeg på samme problem. Triglav er ikke kæmpe stor, men smuk nok til, at man bare gerne vil se det hele. Og selvom turen nu er planlagt, ved jeg, at jeg langt fra kommer til at opleve alt det, jeg gerne vil. Sådan er det altid. Til gengæld glæder jeg mig til at dele mine oplevelser fra vandreturene og mine tips til planlægningen. Det er nemlig lidt omstændigt at booke overnatninger i hytter i både Slovenien og Italien. Dog er jeg sikker på, at det er alle planlægningstimerne værd! Så ja, jeg glæder mig som et lille barn til kærlighedsferie med vandrestøvlerne på

Indlægget Bryllupsrejse med vandrestøvler blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.