Dolomitterne i de norditalienske alper strækker sig over et meget stort område. Fra regionerne Veneto og Trentino til det tyskprægede Sydtyrol/Alto Adige, rejser bjergvægge og klippespir sig i storslåede formationer. Derfor er det heller ikke særligt nemt at finde hoved og hale i, hvor der er de bedste muligheder for vandring i Dolomitterne. Hvert område leverer naturoplevelser i verdensklasse, og det er ikke svært at se hvorfor Dolomitterne er en populær destination både sommer og vinter.

Vi valgte at fokusere mest på Sydtyrol/Alto Adige, der grænser op mod Østrig. Her finder man en masse naturparker, der er spækket med alt, hvad naturhjertet begærer. Selvom jeg ikke ved, hvad jeg ellers er gået glip af, så ved jeg, at jeg ikke kunne have ønsket mig mere af et vandreområde end det, vi fandt i Sydtyrol.

Hjertevarm hytteovernatning på vandring i Dolomitterne

På mange måder var Dolomitterne i virkeligheden meget, som jeg havde forestillet mig; Takkede bjergtoppe og storslåede udsigter blandet med bølgende grønne bakker som taget ud af The Sound of Music.

Hytter er der ligesom bjerge ikke mangel på i Norditalien. Vi kom forbi mange hytter på vores ture, for det er noget af det unikke ved at vandre i Dolomitterne. Det er næsten altid muligt at komme forbi en hytte og få et varmt måltid mad eller en overnatning. Vi tog da også en lille hytte til hytte tur. Men både dagen før og efter vores hytte til hytte vandring i Dolomitterne havde vi tid til en dagsvandretur. Turene kan du læse mere om herunder.

Val Fiscalina Tour

Start/slut: Dolomitenhof

Længde: 17 km

Højdemeter 1.225 m.

På den første tur valgte vi at tage hen og se de legendariske bjergformationer Tre Cime di Lavaredo eller Drei Zinnen, som de tre bjergspir hedder på tysk.

 Fra Dolomitenhof går turen mod den første af de fire hytter, som vandreruten går forbi. Der er derfor rigeligt med muligheder for at tanke op på mad og væske undervejs. Vi havde selv vand og snacks med, men undlod at medbringe frokost, da der er noget virkelig hyggeligt ved at holde frokost ved en hytte i bjergene. Det kan bestemt anbefales, selvom jeg også altid er fan af en uforstyrret picnic med medbragt mad.

Det første stykke af turen er fladt, men med det samme er der udsigt til de bjerge, som man bevæger sig hen mod. Lad dig ikke skræmme af, at der er mange andre mennesker det første stykke. Vi var omringet af en stor flok pensionister, da vi startede turen, men vi fik hurtigt rystet dem af os. Lad dig heller ikke skræmme af de store menneskemængder ved Rigugio Fondo Valle, som kun ligger omkring 20 minutters gang fra Dolomitenhof. Vi havde blot en tissepause og skyndte os videre for at slippe for menneskemængderne. I stedet nød vi udsigten mod Cima Una og fortsatte mod stiens forgrening, hvor vi gik venstre ad rute 103.

Idylliske Rifugio Zsigmondy-Comici

Nu begynder turen opad, men hele tiden ændrer landskabet sig, og for hver stigning tegner der sig nye positurer og vinkler i både forgrund og baggrund. Det resulterer i mange billedpauser, som også altid er en god undskyldning til at snuppe en håndfuld trailmix.

Efter en længere zig-zag stigning kommer Rifugio Zsigmondy-Comici til syne. Hytten ligger fantastisk idyllisk med udsigt til Croda dei Toni og omkranset af klipper med græspletter, der indbyder til et hvil.

Når turen fortsætter, skal du gå mod øst over de grønne græspletter, hvor du efter lidt tid kan fange rute 101. Her stødte vi på mindetavler fra 1. Verdenskrig, der mindede os om, hvor vanvittig en krig det var. Det er svært at forestille sig, at der skulle gå tropper rundt oppe i bjergene og endnu sværere at forestille sig, at så grusomme hændelser kan foregå i så smukt et landskab. Nogle gange er det godt at blive mindet om fortiden for at kunne sætte pris på nutiden. Jeg gik i hvert fald lige i stilhed et par minutter og forestillede mig de trætte og udmattede soldater med tunge støvler og alt for meget oppakning. Pludselig føltes min egen krop en hel del lettere. Jeg kunne ikke andet end have ondt af de stakkels soldater, der mistede deres liv i de smukke, men barske og ubarmhjertige omgivelser.

Hvis du er interesseret i historie og 1. Verdenskrig og gerne vil kombinere det med vandring, er Dolomitterne det oplagte valg. Der findes mange stier, der tager dig gennem fortidens krigsruter – blandt andet The Cinque Torri Circuit, The Lagazuoi Tunnels og The Kaiserjäger Route.

Frokost med udsigt hos Rifugio Pian di Cengia

Inden den tredje hytte på turen, kommer til syne, viser den smukkeste udsigt sig ud over Dolomitternes fantastiske bjerge. De rå bjergtoppe står som takkede mønstre i horisonten og giver lyst til at begive sig endnu dybere ind i det betagende landskab. Det er lige præcis sådanne øjeblikke, der gør vandring i Dolomitterne til en uforglemmelig oplevelse.

Vi nyder udsigten og får en god tår vand, mens solen brager ned på os fra himlen. Herefter fortsætter vi ad rute 101 og følger skiltningen mod Rifugio Pian di Cengia, der ligger godt beskyttet mellem store klippestykker. På den hyggelige terrasse holder vi dagens frokostpause. Ikke mange terrasser har udsigter som den ved Rifugio Pian di Cengia. Måske skyldes det udsigten og den fysiske udfoldelse, men mine knödel smager helt fantastisk, og kan bestemt anbefales, hvis det lokale køkken skal afprøves.

Rifugio Locatelli ved Tre Cime di Lavaredo

Fra hytten fortsætter ruten ad 101 indtil en forgrening, hvor rute 101 begynder at gå nedad i zigzag mod et lille bassin med azurblåt vand, som pryder udsigten. Stien snævrer ind, og det kræver lidt koncentration ikke at glide i de løse sten. Derfor kræver det et par stop for at nyde udsigten på højre side, der snart omfatter to små tvillingesøer, Laghi dei Piani.

Snart dukker Rifugio Locatelli op i forgrunden. Det ses tydeligt, at hytten ikke så underligt er en af de mest besøgte i Dolomitterne. Placeret lige overfor Tre Cime di Lavaredo, udgør Rifugio Locatelli et fremragende udsigtspunkt til de tre ikoniske bjergtinder, der står som skåret ud i landskabet. Jeg forestiller mig, hvordan de tre tinder har skubbet sig op ad jordoverfladen med bragende kraft – som nye voksentænder, der presser sig op gennem tandkødet.

Hvis der er tid til det, inden turen går tilbage, indbyder området til udforskning for at komme lidt væk fra menneskemængderne. Der er masser af luft omkring Rifugio Locatelli, så menneskemængden virker ikke uoverskuelig. Alligevel kan det være rart at træde et par skridt væk fra de mest befærdede steder.

Mod vejs ende

Da vi bevæger os videre ad rute 102, går der heller ikke mange sekunder, før vi igen er næsten alene på vandrestierne. Vi krydser et par steder med rindende vand, men det er ikke noget mine vandresko ikke kan holde til.

I takt med at det nu begynder at gå nedad bliver landskabet mere og mere frodigt. Nåletræer begynder at titte frem og et lille vandløb, der sikkert ikke er nær så tørt i forårsmånederne, følger ruten på højre hånd. Efter en varm vandringsdag var det lækkert at gå ned og kaste noget koldt vand i hovedet. Det friskede mig op, inden turen fortsatte mod Rifugio Fondo Valle og videre tilbage til Dolomitenhof.

Turen kan helt klart anbefales. Den er fremkommelig for de fleste og byder på virkelig smukke udsigter. En klar anbefaling herfra, hvis du gerne vil på vandring i Dolomitterne uden overnatning og også gerne lige vil forbi Tre Cime di Lavaredo.

Alpe di Siusi / Seiser Alm

Svævebanen fra Siusi/Seis til Seiser Alm – Alpe di Siusi

På vores sidste dag, efter vores hytte til hytte tur, tog vi på endnu en dag med vandring i Dolomitterne. Dagen og natten forinden havde stået på snevejr. Vi var godt nok forberedt på, at vejret kan være omskifteligt i bjergene. Men vi havde alligevel ikke troet, at vi ville gå fra 25 grader til snevejr på blot et par døgn. Det siger noget om, at det kan være ret uforudsigeligt at vandre i Dolomitterne.

I stedet for at planlægge en rute på forhånd, valgte vi at tage svævebanen fra Siusi til Alpe di Siusi/Seiser Alm. Det passede godt til vores temperament at kunne gå lidt rundt, som vi havde lyst til. Der er nemlig masser af stier at vælge imellem, når du stiger af svævebanen. Landskabet er også en del anderledes end det, vi var stødt på i dagene forinden. Alpe di Siusi er utroligt idyllisk og de snedryssede bjergtoppe gjorde bestemt ikke idyllen mindre. Tværtimod stod de hvide plamager af snefald i skarp kontrast til det grønne græs, hvor køer og heste stadig stod og græssede.

Vejret indbød til en kop varm kakao ved en hyggelig lille hytte. Herefter gik turen videre gennem skov, forbi små floder og videre tilbage mod svævebanen. Alpe di Siusi er så absolut et besøg værd. Jeg ville ønske, at vi havde haft mere tid til at udforske det idylliske alpeområde, hvor udsigten til storslåede bjerge

Praktiske tips til vandring i Dolomitterne

• Ved Dolomitenhof er der parkeringspladser mod betaling. Kom tidligt på dagen i højsæsonen for at få en plads.
  
  

• Skal du med svævebanen til Alpe di Siusi, er der rig mulighed for parkering. Der går også busser til Siusi/Seis.
  
  

• Hvis man gerne vil have et overblik over dagsvandreture i Dolomitterne, kan jeg anbefale bogen “Shorter Walks in The Dolomites”.
  
  

• Ikke alle hytter tager Visa. Husk at have kontanter med, hvis du vil tanke op med mad og drikke undervejs.
  
  

• Vejret! Som altid, når man befinder sig i bjergrige områder, kan vejret være lidt af en drillepind. Selvom det er sol og 25 grader den ene dag, kan det sagtens være snevejr den næste. I starten af september, som ellers skulle være en stabil måned, fik vi  vejrets uforudsigelighed at mærke.
  
  

• Husk derfor tøj, du kan bygge op i lag, når du vandrer i Dolomitterne. En buff kan bruges både som halsvarmer og pandebånd, og det fandt jeg meget nyttigt. Tynde handsker er også en god investering. Mange ruter har også sektioner med wire (via ferrata), så her beskytter handsker også hænderne.
  
  

• For at gøre forvirringen omkring sproget komplet, står vejskiltene oftest på både tysk, italiensk og ladinsk. Sidstnævnte er et gammel lokalt sprog, der primært findes i Dolomitterne. Derfor handler det om at have tungen lige i munden, når der sammenlignes kort og planlægges ture. Det er i hvert fald en god ting at have i baghovedet, at byerne har tre forskellige navne. På vandreturene synes jeg ikke, at det var et problem, men i bil var det lidt svært at navigere rundt i.
  
  

• Hytterne har også både tyske og italienske navne. Jeg bruger generelt de italienske.

Indlægget På uforglemmelig vandring i Dolomitterne blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.