Vandreferien står for døren, og planlægningen skal i gang. Samme ”problem” opstår som altid; for mange vandreruter at vælge imellem og alt for lidt tid. Sådan lyder scenariet ved hver eneste vandreferie, jeg planlægger. Skønne naturområder og nationalparker dækker ofte et kæmpe areal, og det kan være svært at vælge, hvilke specifikke ture, der skal på tegnebrættet.

Picos de Europa er ingen undtagelse. Der findes mange områder at vælge imellem, både hvad angår overnatning og vandreruter. Som du kan læse her, valgte vi at bo i byen Potes på nationalparkens østlige side. Her udså vi os tre vandreture, som på meget fin vis bringer dig rundt i forskellige dele af nationalparken. Dem vil jeg selvfølgelig gerne dele med dig!

Route Áliva Ports : Med svævebanen fra Fuente Dé

Fra Mirador de cable til Fuente Dé: 14,5 km. i primært nedadgående terræn

På en måde føler jeg altid, at det er lidt snyd at bruge svævebaner, når man er på vandretur. Ikke desto mindre kan det engang imellem give muligheder for at komme langt op i højderne (og dermed op til de gode udsigter), selvom man kun er på dagstur. Den første af vores vandreture i Picos de Europa startede derfor ved svævebanen i Fuente Dé. Det tager kun knap en halv time i bil fra Potes. Sørg for at køre af sted tidligt på dagen for at undgå menneskemængderne og for at være sikker på en parkeringsplads. Vi var der, da svævebanen åbnede og undgik lang kø, selvom kalenderen viste August.

Svævebanen fragter dig 753 m. opad, og placerer dig på få minutter 1.823 m.o.h. Herfra handler det bare om at nyde udsigten ud over det spanske svar på Dolomitterne. Fra toppen går der et par forskellige ruter, og ruten Áliva Ports fører dig langsomt tilbage ned mod dalen og Fuente Dé. Turen går derfor primært nedad. Til tider stejlt, men aldrig så ufremkommeligt, at den ikke også egner sig til begyndere. Faktisk vil jeg mene, at denne tur fungerer rigtig godt til nybegyndere og bare til dem, der gerne vil nyde en varieret vandretur i Picos de Europa.

Mystik og bjergtagende nuancer

Vi startede turen i gråvejr, men det var som om, at det ikke gjorde noget. Udsigten slog alligevel pusten fra mig, selvom jeg stod i lange bukser, fleecetrøje og windbreaker. Det var som om, at gråvejret matchede områdets råhed. Det første stykke af turen tager dig gennem et område med brunlige og grålige bjergsider. De store flokke af bjerggeder sørger for at æde det græs, der er tilbage. Måske ville området have en anden stemning over sig i solskin, men med de grå skyer hængende over os, indgød området en helt speciel mystik. I øvrigt er dage med gråvejr kun forventeligt i Picos de Europa, hvor temperaturerne selv midt på sommeren føles yderst vandrevenlige.

Vi fortsatte den første af de tre vandreture i Picos de Europa i det kalkstensprægede landskab, indtil vi stødte på et refugie med dertilhørende cafeteria (og toiletter). Det bare landskab giver ikke mange muligheder for at finde et privat sted til en tissepause, så refugiet kom på et tiltrængt tidspunkt. Vi havde kun vandret omkring en times tid i det golde landskab, da vi kom til refugiet. Et par blå passager var allerede begyndt at kæmpe med de grå skyer om pladsen på himlen. Det gav et helt specielt lys, og lod bjergsidernes grå nuancer spille i de sporadiske solstrejf.

Fra gråbrunt til grønt

Efter refugiet fortsætter turen af en nem fremkommelig grusvej. Landskabet begynder så småt at ændre sig, og i takt med nedstigningen dukker der mere vegetation op. Pludselig åbner sig et grønt og frodigt landskab, og grusvejen erstattes af en sti, der fortsætter nedad og ind i et skovområde. De rå bjerge overtages af en rolig idyl, mens opadgående terræn nogle få steder overtager nedstigningen. Faktisk kan det være utroligt rart at få pulsen lidt op og bruge nogle andre benmuskler, end når det går nedad. Benmusklerne får dog ikke lov til at gå opad særligt længe. Snart fortsætter det videre nedad mod dalen og Fuente Dé. Et mudret stykke af stigen er belejligt belagt med træbjælker, inden hotellet Parador Fuente Dé kommer til syne og vidner om, at turen snart slutter.

Ruten fra svævebanen og tilbage til dalen egner sig virkelig godt til en førstedags vandretur i Picos de Europa. En dag, hvor benene lige skal i gang, og hvor man samtidig gerne vil se nogle smukke udsigter. Selvom turen kun er knap 15 km., tager Route Áliva Ports dig ud på en varieret vandring med dramatiske udsigter og et omskifteligt landskab. Det er desuden en af de ture, hvor trailsko fungerer helt fint – ingen grund til tunge, ankelhøje vandrestøvler medmindre man foretrækker det.

Ruta del Cares: En vandretur langs den guddommelige kløft

Fra Poncebos til Caín og tilbage igen: 24 km. i primært fladt terræn

En af de mest populære vandreture i Picos de Europa følger Cares kløften, der også bliver kaldt den ”gudkommelige kløft”. Stien er hugget ind i bjergsiden, hvilket giver en enestående vandreoplevelse med udsigt til kløften, Cares River og de omgivende bjerge. Da vi vandrede Ruta del Cares (Cares Gorge Trail) i august, var der ikke så meget vand i floden. Jeg forestiller mig, at foråret byder på større vandmasser, mere dramatik – og færre turister.

Manglen på vand i flodlejet gjorde dog ikke oplevelsen på Ruta del Cares mindre fantastisk. Selvom det sagtens kan mærkes og ses, at ruten er populær, fortryder jeg bestemt ikke, at vi valgte turen. Kameraet fik sig ikke et stille sekund, fordi der ved hvert sving dukker endnu smukkere landskaber og udsigter op. Så kan man bære over med meget; selv den forholdsvis store mængde af andre vandrere.

Start tidligt på vandreture i Picos de Europa

Igen vil det på Ruta del Cares være en fordel at starte turen tidligt på dagen. Især hvis du hiker i højsæsonen, hvor det også bliver hedt i middagsolen, hvis solen er fremme. Er morgenen lidt kølig kan du nemlig hurtigt få varmen. På trods af, at turen for det meste af flad, starter ruten hårdt ud med at gå stejlt opad. Jeg vil anbefale støvler eller sko med gode såler, der ikke skrider i de løse kalksten. Desuden opstår der smalle steder på stien, hvor det vil være dumt at glide ned ad de stejle skråninger. Det er i øvrigt ikke for folk med højdeskræk!

Ellers er det bare at sætte i gang. Det første stykke sætter gang i pulsen, men herefter handler det mest om at sætte det ene ben foran det andet og så ellers nyde udsigten. Allerede efter det første stykke opadgående terræn udfolder landskabet sig med den storslåede kløft og de stejle grå bjergsider. Som kilometerne går, bliver udsigterne mere frodige, og bjergsidernes grålige toner erstattes af grønne bjergskråninger. De står som indbydende kontrast til de stadig rå bjergtoppe, der stikker storslået op i horisonten med deres frygtindgydende skønhed.

Et velfortjent hvil inden turen tilbage

På det sidste stykke inden du når til Caín, bugter stien sig gennem grottelignende passager. Her kan tilstandene godt blive lidt trange, hvis du møder vandrere i modsatte retning (og det gør du, hvis du vandrer om sommeren). Har du bare lidt mere tålmodighed end mig, burde det dog ikke være et stort problem.

Nu er der ikke langt til Caín, hvor benene kan få lidt hvile på en grøn plet langs floden. Vi fandt madpakkerne frem og blev alligevel lidt overraskede over, hvor trætte benene kan blive af at gå i forholdsvis fladt terræn. Det er også muligt at købe snacks og drikkevarer i både Caín og Poncebos. Vi ventede dog med en is og cola til vi igen nåede til Poncebos. Med 24 km. i benene nød vi at sidde og slappe af med de kølige forfriskninger.

En natursmuk vandre-vinder

Ruten egner sig rigtig godt til dem, der efterspørger en fantastisk naturoplevelse uden af gå mange højdemeter. Hvis formen tillader den 24 km. lange tur, er der ikke mange andre forhindringer at tage højde for. Dermed egner turen sig også godt til familier. Når det så er sagt, er jeg nok generelt mere fan af mindre turistede ruter og også gerne ruter med lidt flere fysiske udfordringer (selvom benene da var trætte nok efter 24 km.).

Ruta del Cares vinder point på de smukke omgivelser og det specielle ved at gå på en sti, der er hugget ind i bjergsiden. Så længe det ikke er den eneste vandretur du tager på, når du besøger Picos de Europa. En del af nationalparkens charme handler netop om at udnytte de ubefærdede områder og nyde godt af den specielle stilhed, det medfører.

Urdón til Tresviso: Hårde højdemeter med uforglemmelige udsigter

Fra Urdón til Tresviso og tilbage igen: 12 km. med ca. 800 højdemeter hver vej

Både højdemeterne og udsigterne tager pusten fra dig på denne sidste af de tre vandreture i Picos de Europa. Ruten fra Urdón til Tresviso og tilbage igen sætter – især de utrænede – ben på prøve. Det hele starter ganske fredeligt. I Urdón parkerer du bilen og går gennem et frodigt skovområde, hvor du krydser en bro. Kom gerne i gang med turen tidligt på dagen, så du sikrer dig en parkeringsplads og undgår middagsolen på vejen mod Tresviso.

Ikke mange kilometer inde på ruten begynder højdemeterne at tage fat på benmusklerne. Snart er du nået så højt op, at stien står badet i sol (hvis du ellers begynder fra morgenstunden og vejret er med dig). Nu begynder de mange zig-zag sving, som ét efter ét fører dig højere op. Det varer heller ikke længe, før de første wow-udsigter viser sig for dig. Hele tiden tror man, at det ikke bliver smukkere – lige indtil man når til næste sving eller plateau, hvor udsigten i takt med højdemeterne tager til i storslåethed. Kameraet har ikke en chance for at få et hvil særligt længe ad gangen – hvilket kun er godt. Det giver også gode undskyldninger for et tiltrængt hvil, når de zig-zaggende højdemeter sætter træthedstegn på kroppen.

En blomstrende velkomst til Tresviso

Efter et godt stykke opad flader ruten lidt ud og på den azurblå himmel svæver store ørne på jagt efter dagens måltid. Det er betagende at stå og se ørnenes ubesværede bevægelser på himlen. Visse steder kigger du direkte ned på ørnene, fordi du befinder dig så højt oppe. Snart kommer den isolerede landsby Tresviso til syne, som syntes forbavsende tæt på. Tættere på, end hvad virkeligheden tillader. Der mangler nemlig stadig et godt stykke vandring, men på det sidste stykke af ruten flader terrænet lidt ud og blomstrende enge byder hjerteligt velkommen.

Inden du når Tresviso kan du med fordel nyde godt af et hvil ved et fremragende udsigtspunkt. Stedet egner sig også godt til en frokostpause på tilbagevejen. Først slog vi dog et smut forbi den lokale bar, der byder både lokale og vandrere velkommen. Hvad enten du er til cola eller en kold øl, vil det helt sikkert være tiltrængt efter den snoede opstigning mod landsbyen.

Undgå de prustende og sveddryppende turister

Vejen tilbage byder ikke på de store udfordringer. Det går både hurtigere og nemmere nedad, selvom man skal tage sig i agt for de løse kalksten, der er nemme at glide i. Vi mødte en del vandrere på vejen tilbage. De var på vej opad, mens vi selv på vejen op kun stødte ind i et par stykker (som regel nogle spaniere i alt for god vandreform, der overhalede os!). Derfor kan det også betale sig at gå i gang med vandreturen tidligt på dagen. Jeg misundte bestemt ikke de prustende og sveddryppende vandrere, der var på vej mod Tresviso i den bagende middagshede. Det var i øvrigt også meget rart at nyde gode af morgenens og formiddagens stilhed, mens vi kæmpede os op af zig-zag-svingene.

Det kræver nok en hvis fysisk form at gå turen fra Urdón til Tresviso. Heldigvis bestemmer man selv tempoet og udsigterne er for vilde. Kilometermæssigt er turen heller ikke den største udfordring, men vandrestave kan måske gøre turen mere behagelig for nogle. Jeg har dog aldrig selv vandret med stave, så hvis man som mig er i middel-form, burde der ikke være nogle problemer.

Når der ikke er tid nok

Picos de Europa byder som nævnt på at hav af vandreture. Der er selvfølgelig mange flere ture end disse tre, der er værd at opleve. Jeg følte ikke, at jeg nåede halvdelen af det, jeg gerne ville. Hele den vestlige side af parken står for mig stadig uberørt hen. Det på trods af, at jeg meget gerne ville besøge byen Covadonga og søerne i det område. Derudover ville jeg gerne vandre til Bulnes og evt. bo en nat i den lille landsby. Mulighederne for flerdagesvandringer i Picos de Europa findes også. Jeg ville i hvert fald gerne have taget den fysiske udfordring op med ruten Jermoso Traverse – det må blive på mit næste besøg til Picos de Europa. For mon ikke jeg kommer tilbage til nationalparken, hvor jeg blev friet til – det håber jeg i hvert fald.

Indlægget 3 gode vandreture i Picos de Europa blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

De færreste ved det, men i Spanien finder du Europas bjergtinder. Det er i hvert fald, hvad navnet på nationalparken Picos de Europa, antyder. Ved første øjekast er der da heller ikke så meget at rafle om. Bjergtoppe på bjergtoppe skyder op i horisonten og ser indbydende og barske ud på samme tid. Vandring i Picos de Europa byder også både på frodige bjergsletter, små romantiske landsbyer og golde områder med vilde bjergtoppe. På en måde minder de høje bjergtinder lidt om dem, du finder i Dolomitterne – omend i mindre skala.

Nationalparken, der strækker sig fra regionerne Cantabrien, Castilla y León og Asturien, er fyldt med fantastiske vandreruter. Det gør Picos de Europa til et oplagt sted at tage hen for dem, der længes efter at se mere af Spanien end blot den turistede solkyst. Hvis du allerede er i gang med at udforske Spaniens nordkyst med Baskerlandet og de lange surferstrande, er det desuden oplagt at slå et smut forbi Picos de Europa. Ret unikt ligger nationalparken kun 20 km. fra Spaniens nordkyst. Kommer du fra Madrid, kræver det ikke mere end fire-fem timer i bil, før du når til det spanske vandreparadis.

Et godt udgangspunkt til vandring i Picos de Europa

Da vi ankom til Madrid lufthavn lejede vi derfor en bil og kørte mod Picos de Europa. Frem for at bo inde i nationalparken valgte vi at bo i Potes, knap en halv times kørsel fra Fuente Dé. Med Potes som base har du fine muligheder for at vandre i Picos de Europa. I Fuente Dé er der nemlig gode muligheder for at finde vandrestier. Det er også her, at du finder svævebanen, der tager dig til storslåede udsigter. Vandreruten Route Áliva Ports, som vi tog på førstedagen, begynder desuden på toppen af svævebanen.

Fordelen ved at bo i Potes er, at byen fungerer som et rigtig fint udgangspunkt til at komme rundt i Picos de Europa med bil. Byen byder på hyggelige stenbelagte stræder, fortovscaféer og tapasbarer. Står vandreferien i Picos de Europa på dagsture, fungerer det rigtig godt med at bruge aftenerne i Potes. Hvad enten du har lyst til at spise tapas og drikke et glas vin i aftensolen, eller hungrer efter en is. Til gengæld skal du også regne med, at Potes er et knudepunkt for turister – omend byen er meget lille.

Spansk charme midt i bjergene

Vi var så heldige at finde et afsides sted lidt uden for Potes, hvor stemningen var helt i top. Posada el Bosque tilbyder autentisk spansk landstemning. Stedet ligger helt fantastisk i bjergene med udsigt mod Picos de Europa. Stilen er romantisk og behagelig. Selvom ejeren ikke taler et ord engelsk, fungerede det hele upåklageligt. Heldigvis er spaniere ikke bange for at bruge armfagter og gestikulationer for at fremme forståelsen. For os var Posada el Bosque den perfekte idylliske base efter dagslang vandring i Picos de Europa. Vi kunne snildt være blevet mere end de fire nætter. Vi nåede nemlig kun at udforske en brøkdel af det frodige og barske bjerglandskab. Det blev til tre gode vandreruter, som du kan læse mere om her.

Frieri i bjergene

Picos de Europa vil uden tvivl altid have en stor plads i mit hjerte. Ikke kun fordi naturen er eventyrlig og stedet virker mere afsides end andre turistede vandresteder. Selvfølgelig er der turister, men mange steder stødte vi mest på lokale vandrere eller turister fra Spanien og Frankrig. Der var da heller ikke andet end en flok græssende køer til stede, da Anders midt ude i bjergene spurgte mig, om jeg ville gifte mig med ham. Det sagde jeg selvfølgelig ja til! Og netop derfor vil mindet om Picos de Europa til hver en tid fremstå ekstra fantastisk.

Frieri eller ej, kan jeg kun anbefale andre at tage turen til det mindre turistede Spanien, hvor der er mulighed for at tage på eventyr med vandrestøvlerne. Hvem siger også, at vandring i Picos de Europa ikke kan kombineres med tapas og vin i aftentimerne? Det fungerede i hvert fald fremragende for os. Det er dog værd at huske på, at temperaturerne i Picos de Europa ikke minder om dem, du finder i resten af Spanien. I bjergene kan det blive køligt, vejret kan hurtigt skifte og statistisk set, vil der nok være nogle dage med skyer. Det kræver måske bare lidt ekstra tøj – der er i hvert fald ingen grund til at lade det skræmme dig væk.

Indlægget Vandring i Picos de Europa blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

1. Flybilletter:

Selvom man ikke bestiller en charterferie, kan man sagtens kigge mod charterselskaberne for billige flybilletter, når man skal vandre på Tenerife. Vi fandt afbudsbilletter hos Spies, som vi bestilte ca. en måned før afrejse. Det var billigere end hos lavprisflyselskaberne (og garanteret også mere komfortabelt). Ulempen er, at det kræver fleksibilitet i rejseplanerne og lidt is i maven.

2. Planlægning:

Normalt kan internettet hjælpe med meget, men når det kommer til hiking på Tenerife, synes jeg ikke udvalget af enormt. Det kan være svært at danne sig et overblik over vandremulighederne ud fra fragmenter, man har fundet på internettet. Jeg investerede derfor i bogen Walking on Tenerife. Bogen viste sig at være et særdeles godt køb, da den giver en udførlig beskrivelse af mange vandreruter på øen. Det gjorde det nemmere at planlægge hvilke ruter, vi gerne ville gå.

Køber du bogen, vil jeg råde til også at købe et separat kort over øen, der viser vandrestier. Jeg købte kortet Tenerife Hikers’ Map fra Stanfords. Kortet er dog delt op i sektioner, og kortet fungerer fint, hvis man holder sig inden for de sektioner. Men en anden gang ville jeg nok investere i et kort, der viser hele øen. Ved man, at man blot skal gå GR-131, er det nok ikke ligeså nødvendigt at investere i bogen, men hvis man gerne vil kombinere flere ruter, som vi gjorde, gør bogen et fremragende job.

3. Vand:

Tenerife flyder ikke over med floder og vandfald. Så er det sagt! Øen er tør, og vi havde ikke mulighed for at bruge vores vandfilter en eneste gang. Vand er derfor en nødvendig del af planlægningen. Skal du på dagsture, har du intet at bekymre dig om – du fylder bare rygsækken med det du skal bruge i løbet af dagen. 3-4 l. pr. mand plejer at være tilstrækkeligt. Men hvis man som os vælger at backpacke på Tenerife, kræver det, at man hver dag kommer til et sted, hvor man kan fylde vanddepoterne op.Medmindre man har det fint med at slæbe på 10 l. vand, men hvem har lige lyst til det? Vi fyldte vand op i Vilaflor , Parador, ved svævebanen, i El Portillo, i La Caldera og i La Laguna, inden vi nåede til Anaga.

4. Mad:

Vi kom hjemmefra med alt for tunge rygsække. Én af grundene var nok, at vi havde købt frysetørret mad til alle aftensmåltider. Men er der noget, jeg ikke har lyst til at gå ned på, er det altså mad! Skulle jeg afsted igen, ville jeg nok revurdere den frysetørrede mad (selvom det smagte ret godt og blot krævede kogende vand). Så når du tanker vand, kan du med fordel tanke maddepoterne op, så du slipper for at bære alt for meget i rygsækken. Det eneste problem her er, at det vi kom forbi var caféer og cafeterier, hvor man hellere ville have en købmand. Og så er der altså også bare noget hyggeligt ved at sidde i naturen og spise sin tortillawraps med peanutbutter, frem for at sidde inde på et ucharmerende cafeteria.

5. Camping:

Lad mig starte med at sige, at det var helt fantastisk at campe frit på Tenerife. Når det så er sagt, så er det faktisk ikke tilladt, og jeg kan derfor ikke bare opfordre til at gøre det. De fleste steder i Europa er det faktisk forbudt at slå telt op et vilkårligt sted. Vi prøvede derfor så vidt som muligt at gå væk fra stier og veje, når vi slog telt op. Og vi var meget fokuserede på ”leave no trace” ideologien. Vi tog selvfølgelig alt affald med os, lavede ikke bål og gravede vores l*** ned med en skovl købt til formålet (faktisk meget smart, og skovlen kan anskaffes her).

Jeg ville selvfølgelig ønske, at jeg bare kunne sige ”ja da, slå du bare telt, når du skal vandre på Tenerife”. Men det må være op til en selv, om man har det godt med at bryde loven så at sige. Vi oplevede dog ingen problemer, men kunne i princippet have risikeret en bøde.

6. Klima og beklædning:

Fordelen ved at vandre på Tenerife er, at øen har et mildt klima året rundt. Personligt synes jeg, at der i marts måned var super fint klima til at vandre, men man skal være forberedt på, at det ingen solferie er. I hvert fald ikke oppe i højderne. Jeg havde først shorts på den sidste dag i Anaga. Derudover bliver nætterne kolde i Teide National Park. Vi havde ned til -10 graders frost en enkelt nat, og det er altså ikke for sjov. Det kræver en varm sovepose og varmt tøj. Jeg kan anbefale langt uldundertøj! Vi havde også stor glæde af både handsker, hue, fleece, termotrøje og dun- eller termovest.Skal man op på toppen af Teide, kræver det også varmt tøj og evt. en windbreaker (det blæste generelt en del i Teide National Park).

7. Gå ikke glip af Anaga:

Skal du vandre på Tenerife, må du absolut ikke gå glip af Anaga. Området omkring Teide ER fantastisk. Men i Anaga finder du et landskab, der nærmest minder om noget, du kunne støve op i Asien. Har du telt med, ligesom os, skal du dog være klar over, at det er svært at finde egnede campsites i det bjergrige Anaga. Sammen med den skønne natur, kommer også større risiko for skyer og regn, så vær forberedt på det, når du vandrer i Anaga.

Når nu du har alle dine tips i orden til at vandre på Tenerife, kan du passende læse om min fantastiske vandreferie på Tenerife lige her.

Indlægget 7 tips til at vandre på Tenerife blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

Dag 1: Fra Vilaflor til et sted tæt på Paisaje Lunar (GR-131)

Vi landede i Tenerifes sydlige lufthavn lidt over middag. Uden for lufthavnen styrede vi som de eneste uden om alle turistbusserne, der var klar til at fragte charterturisterne til deres all-inclusive-hoteller. I stedet hoppede vi på en taxi og gav taxichaufføren adressen på en outdoorshop i Arico. En ting, der er værd at huske, når man skal afsted med trangiasæt er nemlig, at man ikke må medbringe gasbeholdere på flyet (heller ikke i indtjekningsbagagen). Det var derfor nødvendigt for os at købe en gasbeholder på øen. Samtidig fyldte vi tasken med Cliffbars, som var noget billigere, end når man køber dem herhjemme.

Med tasken fuld af tvivl

Efterfølgende tog vi en taxi videre til Vilaflor (1.400 m.o.h.), hvorfra vi begyndte vores vandreferie på Tenerife. Først tankede vi op med vand – ca. 4 l. hver – og dermed også 4 kg. tungere tasker. Det skal jeg hilse og sige, godt kan mærkes på en rygsæk, der sikkert i forvejen er proppet med alt for meget l*** (rookie mistake!).

Da jeg endelig stod med rygsækken på og klar til at begynde på det, jeg havde glædet mig så meget til, mærkede jeg en snert af opgivelse. Den alt for tunge rygsæk, solen der bagede og visheden om, at jeg var ved at påbegynde noget, jeg aldrig havde prøvet før. Hvad nu, hvis det var forfærdeligt at sove i telt? Hvad nu, hvis jeg ikke kunne gå med al den oppakning? Der kørte en masse tanker og tvivl rundt oppe i hovedet på mig. Samtidig var jeg så spændt på at komme ud og vandre på Tenerife og mærke naturen – og ikke mindst mig selv. De flotte udsigter kom heldigvis hurtigt til syne, og langsomt begyndte vores eventyr at udspille sig for os.

Midt i naturen

På trods af glæden og ivrigheden ved endelig at befinde mig i naturen, synes jeg, at det var et par lange timer op til vores første campsite. Jeg havde allerede ondt i hofter, ryg, nakke og skuldre, da vi en times tid før solnedgang valgte at slå camp – et sted ikke så langt fra Paisaje Lunar. Alligevel var jeg ovenud lykkelig – omgivet af bjerge, velduftende nåletræer, solnedgang og den mand, jeg elsker at være sammen med. Hvad jeg har lært af at backpacke og vandre er i hvert fald, at adrenalin og storslået natur afhjælper mangt og meget – her iblandt rygsmerter.

Vi slog teltet op, pustede luft i liggeunderlagene og lagde soveposerne frem i teltet. Jeg havde en følelse af, at udstyret – ligesom os selv – var mere end klar til at blive brugt. Det var både deres og vores jomfrurejse. Aftensmaden stod på frysetørret chili con carne, som blev fortæret i soveposerne. Foran os ventede en kold nat i omkring 1.800 m.o.h.

Dag 2: Fra et sted tæt på Paisaje Lunar til Teide Cable Car station (GR-131 og trail 28)

Klokken var omkring halv 7, da vi vågnede efter en kold nat. Hjemmefra havde vi forberedt os på kulde oppe i højdemeterne, men ikke engang mit lange uldundertøj eller min nyindkøbte sovepose med komforttemperatur på –6 grader kunne klare nattens strabadser. Det skal siges, at jeg er en rigtig frossenpind, men jeg var ikke den eneste, der havde haft en kold nat. Vi have begge lyst til at blive liggende, krøbet sammen i soveposerne, men naturen kaldte (i bogstaveligste forstand).

Jeg glemte dog alt om at fryse, da jeg trådte ud af teltet. Den kølige friske luft, det afdæmpede morgenlys og den slående stilhed var noget nær perfekt at vågne op til. Jeg skyndte mig at hente kameraet og knipse et par billeder af det flotte morgenlys, inden vi kastede os over havregrød lavet på trangiasættet. En vandreferie på Tenerife er derfor ikke bare lig med sol og varme, men på trods af kolde nætter, ville jeg absolut tage afsted igen.

Afstikker til Paisaje Lunar

Inden vi pakkede sammen og tog videre, brugte jeg lidt tid på at få justeret på min rygsæk. Sammen med de liter vand vi allerede havde drukket, var rygsækken nu langt mere medgørlig. Stadig tung, men ikke tung nok til at slukke min eventyrlyst. Vi pakkede sammen og travede mod Paisaje Lunar – en lille afstikker fra ruten, men også sjovt at se de specielle klippeformationer, der minder om et månelandskab. Havde det været eftermiddag og energiniveauet lavere, ville jeg nok have droppet den lille afstikker. Sammenlignet med den natur vi ellers oplevede på vores vandreferie på Tenerife, befinder Paisaje Lunar sig ikke i top 3. Til gengæld var der en flot udsigt, hvor vi rigtigt kunne fornemme, at vi allerede var et godt stykke oppe over skyerne. Og her skinner solen altid, som Anne Linnet ville sige det.

Fra afstikkeren til Paisaje Lunar fortsatte vi ad GR-131. Efterhånden forandrede landskabet sig. Fyrretræerne blev færre og færre og vi begyndte at fornemme, hvilket vulkanlandskab vi var ved at bevæge os ind i. Som en god gevinst til de tunge rygsække havde vi et langt stykke med strid modvind. Endelig rundede vi et sving, hvor storslåede El Teide kom til syne. I stedet for at gå over Montana Guajara, fortsatte vi ad GR-131 – nok den mest populære rute for dem, der tager på vandreferie på Tenerife.

Justering af ambitionsniveauet

Allerede efter de få timers vandring på førstedagen var vi klar over, at vi måtte sætte ambitionsniveauet ned med al den bagage, vi havde på ryggen. Idioterne her havde jo også planlagt at gå til toppen af Teide, men når vi ikke engang kunne se det muligt at gå til toppen af Guajara på 2.700 m, var Teide med sine 3.717 m.o.h. ret uoverkommelige. Jeg siger dig, at der er stor forskel på at gå med en dagsrygsæk og med en rygsæk på 10-12 kg. (eller hvad nakkeknuseren nu vejede. Det fik vi desværre aldrig at vide, da vi tjekkede bagagen ind i lufthavnen).

Efter en frokost bestående af tortillawraps og peanutbutter nåede vi frem til Parador, der i bund og grund bare består af et hotel og et cafeteria. Vi belønnede os selv med en cola, der smagte ualmindeligt godt, inden vi gik videre mod svævebanen, der næste dag skulle føre os mod toppen af Teide.

Et sted mellem Parador og svævebanen slog vi lejr. Det tog lidt tid af finde et sted i bare nogenlunde læ, for som vejret opførte sig, kunne vi se frem til en blæsende nat. Heldigvis lagde vinden sig, da vi skulle sove, men det skulle alligevel ikke være blæsten, der blev vores største problem. Igen var det kulden, der fik ram på os, selvom vi havde garderet os med ekstrasokker og fleece. Når man vågner op til frosne vandflasker, skal det vise sig ikke at være nok…

Dag 3: Et sted mellem Parador og svævebanen til El Portillo (trail 28 og SPN 6)

Endnu en kold nat, betød endnu en kold morgen. Da jeg endelig fik bevæget mig ud af soveposen og ud af teltet viste mit termometer –6 grader, og klokken var vel at mærke 7 om morgenen. Solen var lige stået op, og på baggrund af de isfrosne vandflasker vurderede vi, at nattetemperaturen snildt kunne have været nede på –10 grader. Var vi forberedte på det? Nej! Og den lader vi så bare ligge der…

Uovervindelig og ydmyg

Når det så er sagt, så er smerter ikke det eneste, at smuk natur kan kurere. Den kan åbenbart også kurere kulde. For heldigvis havde vi fundet et utroligt smukt sted at campere lige for foden af Teide. Igen var fokus på at nyde solopgangen og få knipset nogle billeder. Der er noget helt specielt ved at vågne ude midt i naturen og være vidne til, at dagen starter på ny for mere end bare menneskeheden. Det er i øvrigt en anden ting, jeg elsker ved at vandre. Når jeg er i naturen, føler jeg mig så lille og ydmyg – og alligevel også uovervindelig. Det er en meget speciel følelse, som måske nok kræver et indlæg helt for sig selv.

Anyway, vi nød morgenkaffen som aldrig før og sugede de første varme stråler fra solen til os, inden vi bevægede os mod svævebanen. Herfra tog vi turen op til toppen af Teide med lidt blandede følelser. Først og fremmest med en følelse af at snyde og samtidig med en lettet følelse af ikke at skulle gå den lange vej til toppen med den nakkeknusende rygsæk.

Tynd luft på toppen af Teide

Straks vi forlod svævebanen kunne mine lunger også godt mærke den tynde luft i de ca. 3.500 meters højde. Det var lige før, at jeg blev glad for, at vi ikke havde fået fingrene i en permit til at gå de sidste par hundrede meter helt til toppen. Svævebanen kører nemlig kun til 3.555 m., mens det kræver en permit at gå det sidste stykke til de 3.717 m. Så husk et booke i god tid – der var ikke flere tilladelser, da vi prøvede at booke en uge før. Du kan booke din permit til Teide her.

Havde vi haft tilladelsen, var det da nok også lykkedes os at komme helt til toppen, men det var ikke fordi, vi ikke fik de gode udsigter at se. Det var helt fantastisk at have udsigt ud over øen, og jeg følte mig så heldig over at stå der og skue mod horisonten.

En smuk og øm nedtur

Efter noget tid på (næsten) toppen, startede vi nedturen, som skulle vise sig at blive en udfordring for mine fødder. Da vi nåede ned efter flere timers vandring, brændte mine trædepuder. Det er hård belastning for fødderne at gå nedad så lang tid, når man har stor vægt på ryggen. Samtidig krævede det meget mere koncentration og præcision for ikke at få overbalance. Min konklusion blev, at jeg med min høje svang nok har brug for nogle indlægssåler i støvlerne til at tage noget af den belastning, som især mine forfødder kunne mærke.

Men nok om mine sølle fødder. Turen ned ad Teide var helt sikkert spektakulær. Dog blev mine fødder glade, da vi endelig fandt et smukt campsite tæt på El Portillo. Vi havde udsigt til Teide, der steg op fra horisonten, og det var helt uvirkeligt, at vi for blot nogle timer siden havde stået på (næsten) toppen af Spaniens højeste bjerg.

Dag 4: El Portillo til La Caldera (SPN 6 og GR-131)

Endelig en nat, der ikke havde været ligeså kold som de foregående. Jeg følte mig behageligt veludhvilet, selvom aftenen var sluttet med en hamrende hovedpine, der krævede et par panodiler. Hovedet var begyndt at drille, mens vi var oppe på Teide. En mærkelig tunghed i knolden, der senere udviklede sig til slem hovedpine. Selvom jeg sørgede for at drikke rigeligt vand, fik højdemeterne og den tynde luft åbenbart ram på mig.

Ned gennem skyerne

Vi pakkede sammen og gik videre med ben, der var overraskende friske ovenpå gårdsdagens nedstigning fra 3.555 m.o.h. til omkring 2.100 m.o.h. Snart nåede vi igen til trægrænsen og vinkede farvel til det tørre ørkenagtige landskab, der kendetegner området omkring Teide. Nedstigningen fortsatte, og vi skulle inden dagen var omme nå til La Caldera, der ligger i 1.200 meters højde.

Men det var ikke kun trægrænsen, vi igen fik fornøjelsen af. Som timerne skred frem nærmere vi os skydækket, som vi ellers havde været under os i efterhånden nogle dage. Med ét blev det behagelige solskinsvejr med blå himmel skiftet ud med en tyk tåge, der mest af alt fik skoven til at ligne noget fra en eventyrfilm. I starten var vi begejstrede over at gå inde i skyerne, men begejstringen blev hurtigt erstattet af ærgrelse over de udsigter, vi gik glip af. Magien forsvandt, og tågen gav en følelse af, at man ikke kom fremad. Det hele ligner hinanden, når man kun kan se sig omkring i en radius af 10 m.

Som en bonus var mine fødder begyndt at brokke sig igen. Selvom man som vandrer får et enormt tæt forhold til sine støvler, vil jeg sige, at mit forhold til støvlerne på daværende tidspunkt mildt sagt var ambivalent. Til gengæld tror jeg stadig, at det bare er min høje svang, der kræver nogle specielle såler. Det skal jeg nok lige give en up-date på, når jeg får købt nogle såler.

Britney og Beyoncé

Tåge, ømme fødder og vel nok også trætte ben gjorde turen mod La Caldera lidt lang. Jeg prøvede at distrahere mig selv med en opremsning af hele mit sang-reportoire, der spænder over både Britney Spears, Soap og Destinys Child (you’re welcome Anders). Jeg digtede endda åndssvage sange om mine fødder på en lidt for glad og optimistisk melodi, men kilometerne blev ved at syntes uendelige. Ved 17-tiden ramte vi omsider La Caldera, hvor der ligger en lille restaurant. Her drak vi en tiltrængt kop kaffe og jeg fortærede en god håndfuld trailmix, hvorefter vi måtte på jagt efter et sted at slå lejr inden mørkets frembrud.

Efter noget tids søgen fandt vi i skoven et sted at slå lejr. Det skulle vise sig ikke at være så nemt at finde et plant sted væk fra stierne. Da vi troede vi var kommet et stykke væk fra stisystemet satte vi teltet op – og opdagede senere, at vi nærmest havde placeret vores telt midt i stisystemernes bermudatrekant. Men når man er træt, og mørket er ved at lægge sig, kan man bære over med meget. Og således krydsede vi fingre for, at ingen ville få øje på os. Endelig kom tågen os til gode.

Dag 5: Bus fra La Caldera til Afur (Anaga); fra Afur til et sted mellem Taborno og Las Carboneras (trail 41)

Morgenen bød på klarere vejr, og vi fandt ud af, at vi havde slået lejr et smukt sted i skoven, omkranset af bjerge.

Kl. 9.45 tog vi den tidligste bus mod Anaga i det nordøstlige Tenerife. Vi havde håbet på, at busserne ville gå tidligere, så vi hurtigt kunne komme i gang med dagens program. Vi slog ventetiden ihjel ved en vandhane, hvor vi vaskede hår og armhuler. Tiltrængt, skulle jeg mene.

I La Orotava skiftede vi bus og kørte til La Laguna. Her ventede vi et par timer på bussen mod Afur, så vi brugte tiden på at finde et apotek og et supermarked. Jeg fik anskaffet nogle forfodssåler til at aflaste fødderne, hvilket var godt givet ud.

Da vi sad i bussen mod Afur ændrede landskabet sig efterhånden, som vi kom tættere på Anaga. Snart var vi omgivet af dramatiske, frodige bjerge. Den halve dag vi havde tilbragt med transport havde allerede gjort mig hungrende efter igen at komme ud og opleve naturen og bruge bentøjet. Tenerife og jeg var endnu ikke færdige med hinanden. Det kunne jeg tydeligt mærke, selvom jeg også vidste, at turen lakkede mod enden. Hvad vi ikke helt var forberedt på var, at turens hårdeste strækning ventede forude.

Ikke for de højdeforskrækkede og gangbesværede

Afur ligger kun omkring 200 m.o.h., men på meget få kilometer skulle vi op i 700 højdemeter. Vi fulgte trail 41 mod Taborno, og så gik det ellers bare op, op, op. Og når man troede det ikke længere gik op, gik det op, op, op lidt mere endnu. Til gengæld var der så meget at kigge på. Et helt og aldeles anderledes landskab end det, vi havde set i Teide National Park. Et barskt og uvelkomment landskab, men samtidig mildt og frodigt. Grønne kaktusser og gule blomster fulgte os på begge sider af bjergtindingerne.

Turen her er ikke for gangbesværede eller højdeforskrækkede, skal jeg i øvrigt huske at sige. Med en tung rygsæk på ryggen, var det visse steder om at holde tungen lige i munden for ikke at miste balancen og ryge ud over bjergsiden. Jeg havde ikke på noget tidspunkt følelsen af, at det var farligt, men jeg vidste, at jeg skulle passe på!

Mod asiatiske himmelstrøg

På den ellers korte strækning passerede vi klynger af små huse, hvor der slet ikke burde ligge huse. Små bitte fattige landsbyer, der var som en del af naturen. For hvilket normalt menneske ville vælge at bosætte sig her og bygge et hus? Stemningen var meget speciel, og vi passerede vilde høns og haner, der ikke syntes at bekymre sig om vores tilstedeværelse. Både landskabet og stemningen tog mig mod asiatiske himmelstrøg. Hvor sjovt er det ikke lige at finde sådan et sted på charterøen Tenerife? Det er lige præcis derfor, at hiking er det hele værd, selvom kroppen gør ondt og højdemeterne bliver ved at være stejle.

Hvad vi begge havde undgået at snakke med hinanden om, var til gengæld, hvor vi skulle sætte telt op i dette uvelkomne og samtidig indbydende landskab. Alt var stejlt og det var ikke til at fravige stien. Det endte med, at vi campede tæt på stien. Det var det eneste flade sted, vi kunne finde. Stedet var hverken det mest hyggelige eller optimale. Vi blev ædt af bitte små myg, som vi troede var små fluer, indtil vi næste dag vågnede med små røde stik overalt i vores pander.

Dag 6: Et sted mellem Taborno og Las Carboneras til Punta del Hidalgo

Vi var begge enige om at skulle hurtigst muligt væk fra turens første ikke så vellykkede campsite. Set fra den positive side, havde vi sovet godt og lunt, men de små satans myg gjorde, at vi hurtigt pakkede sammen. Morgenmaden bestod af en cliffbar, som vi spiste, mens vi gik videre mod Punta del Hidalgo. I Chinamada gjorde vi holdt, så jeg kunne skifte til shorts. For første gang på hele turen flashede jeg mine blege dansker-ben. Endelig! Fra Chinamada er der i øvrigt vildt flot udsigt, og faktisk er hele turen mod Punta del Hidalgo særdeles anbefalelsesværdig. Virkelig smuk, frodig og vild.

Telt-problemer og taknemmelighed

Allerede ved 13-14 tiden ramte vi Punta del Hidalgo og fandt et sted, hvor vi omsider fik vores ”morgenkaffe”. Her blev vi også enige om at droppe idéen om endnu en nat i telt. Anaga har mange fordele, men campingvenlighed er ikke én af dem. Vi besluttede derfor at tage bussen mod El Medano en dag tidligere end planlagt. I El Medano havde vi planlagt en enkelt overnatning på bed and breakfast for at slappe lidt af inden hjemrejsen. Frem for at ankomme onsdag formiddag ankom vi nu til El Medano tirsdag aften og fandt et (lidt for dyrt) hotel.

Følelserne omkring beslutningen var lidt blandede, for jeg følte ikke helt, at jeg var færdig med telt og hiking. Men da jeg stod i badet på hotellet og praktisk talt kunne se snavset fra mig forsvinde med badevandet, blev jeg alligevel lidt glad og taknemmelig. Taknemmelig for turen og taknemmelig for at sætte så meget pris på et helt almindeligt bad.

Klokken 21 befandt vi os på en restaurant, hvor vi gik ombord i vin og tapasretter. Hvilken kontrast. Der sad vi – Anders i vandrebukser og mig i fleecetrøje. Vi passede ikke helt ind i den lille charterby, men det gjorde faktisk ikke så meget, for det havde vi heller ikke lyst til.

Dag 7: Afslapning (det var faktisk sværere, end jeg havde troet)

Omkring middag tjekkede vi ind på et fint lille bed & breakfast uden for El Medano. Har man planer om at tage den samme vandreferie på Tenerife som os, kan det helt klart anbefales at bo sidste nat hos flinke Nigel i Villa Las Dunas. Vi blev forkælet med en flaske vin, te, kaffe og kiks på værelset (inklusiv i prisen). Vi gav 50 € for en overnatning, hvilket er helt okay med tanke på den overdådige morgenmad, der også ventede os næste morgen.

Det gode ved El Medano er, at det kun ligger ca. 15 min. kørsel fra lufthavnen. Bortset fra det, vil jeg ikke mene, at der er så meget at komme efter, men vi nød poolen og solen så meget vi kunne. For det var faktisk lidt svært for kroppen pludseligt at skulle ned i et helt andet tempo. Vi var begge fyldt med energi og havde mest af alt lyst til at lave noget aktivt. Det lykkedes dog at få slappet lidt af, inden turen gik mod lufthavnen næste formiddag.

Og så sad vi der igen. Proppet sammen i en Spies-flyver med alt for solbrune danske turister. Jeg følte mig så heldig over at have set den smukke ø for mere end blot et chartersted. For Tenerife har virkelig meget at byde på. Det er ikke usandsynligt, at jeg en dag kommer tilbage – klar til endnu et eventyr på den smukke ø.

Læs også mine 7 tips til at vandre på Tenerife, hvis du selv vil kaste dig ud i en vandreferie på Tenerife. 

Indlægget Vandreferie på Tenerife: 6 dage med rygsæk og telt blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.

At valget faldt på Tenerife, lå ikke lige i kortene, men af flere grunde, var det helt perfekt. Hele vinteren havde Anders og jeg snakket om fremtidige vandreplaner. Vi hungrede begge efter at komme ud og gå i bjergene, og der er så mange steder i Europa, vi gerne vil besøge. Men hvad gør man, når Europas bjergtoppe ligger under sne? Og der hverken er tid eller penge til at flyve mod mere eksotiske himmelstrøg? Man kigger selvfølgelig mod De Kanariske Øer.

Spaniens højeste bjerg

Tenerife trumfede helt klart de andre øer i øgruppen. Først og fremmest fordi det er den største ø i det kanariske øhav og dernæst fordi Spaniens højeste bjerg, El Teide, befinder sig på øen. Det var svært ikke at se det, som en udfordring, der skulle tages op. Vi skulle selvfølgelig bestige Spaniens højeste bjerg. At virkeligheden kom til at udspille sig anderledes, vidste vi ikke på daværende tidspunkt. Hvis du vil finde ud af, hvad det drejer sig om, kan du læse mere i den uddybende vandredagbog fra Tenerife her.

Men tilbage til det vigtige. En del af formålet med vandring på Tenerife var blandt andet at få brugt alt det hikingudstyr, vi havde fået i julegave. Vi havde også længe snakket om, at vi ikke kunne kalde os rigtige vandrere, før vi havde prøvet at gå med oppakning og sove i telt i vildmarken. Tenerife ville være et perfekt sted at starte for sådan nogle nybegyndere som os. Selvom øen er den største blandt de kanariske øer, er den stadig så lille, at du aldrig kan blive alvorligt væk i vildmarken. Så skal du i hvert fald gøre dig umage, er min teori.

Bedst af alt, lever der ingen farlige dyr på Tenerife. Ingen slanger, ingen giftige edderkopper, ingen bjørne, der går i madposen. Nemt! I de første dage på turen mødte vi da heller ikke andet end et par fugle. Ikke engang skovbunden syntes at være levende. Det var først i det mere frodige Anaga i Tenerifes nordøstlige hjørne, at der dukkede både myg, mindre edderkopper og firben op.

Lille ø med plads til fordybelse

Øens begrænsede størrelse gjorde også planlægningen af turen nemmere, selvom det stadig er en tidskrævende proces at planlægge ruter, mad, udstyr osv. Vi har langt fra set alt, hvad Tenerife har at byde på, men jeg var slet ikke i tvivl om, at det skulle være området omkring Teide og Anaga, vi skulle udforske. Valgene viste sig at være helt fantastiske, da de to områder står i kæmpe kontrast til hinanden. Det er svært at tro, at så lille en ø, kan have så alsidig en natur. De golde sletter og Grand Canyon-lignende klippeformationer, hvor man snildt kunne have indspillet en klassisk westernfilm, står i stærk kontrast til Anagabjergenes frodighed. Barske bjergsider og grønne toppe skyder op i Anaga, mens øjnene forkæles med farverige blomster og maleriske kaktusser.

Øen overrasker ikke kun i udvalget af vandrestier og forskellige landskaber. Den lille ø er måske overrendt af turister på kystens chartersteder. Men på vandrestierne, er der ro og plads til fordybelse. Omkring Teide støder man naturligvis på mange andre turister og vandrere, men vi havde også lange strækninger, hvor vi ikke mødte en sjæl. Jeg elsker at møde andre vandrere og give et anerkendende nik for den fælles forståelse, man som vandrere deler. Men jeg elsker også at kunne trave i timevis uden at blive mindet om anden civilisation. Når jeg er fordybet i mine egne tanker og fordybet i naturens finesser, slapper jeg nemlig helt af. Så lad dig endelig ikke skræmme af vandring på Tenerife. Om sommeren vil der selvfølgelig nok være flere mennesker på stierne, men i marts måned havde vi næsten hele dage uden den mindste kontakt til omverdenen.

Vi klarede det!

Det bedste ved hele turen var, at vi fandt ud af, at vi sagtens kan backpacke og sove i telt. Eller sagtens og sagtens. Næste gang vil jeg nok træne ryg og nakke, inden jeg kaster en 10-12 kg. taske på ryggen. Men vi klarede skærene. Vi klarede natten i 10 graders frost. Vi klarede de ømme fødder. Vi klarede at bruge naturen som toilet og vi klarede at undvære bad og andre vante bekvemmeligheder. Det er faktisk fedt at finde ud af, og det kan helt klart anbefales. Det gør, at man sætter meget mere pris på hverdagen derhjemme, og det er jo skønt at blive mindet om, at den faktisk ikke er så slem.

Så uanset, om du er en garvet backpacker, eller ligesom os vil teste backpackerskills for første gang, kan jeg kun anbefale vandring på Tenerife. Ved du bare, at du slet ikke er telttypen, så tag endelig til Tenerife med vandreskoene alligevel. Der er flere muligheder for at bo i de små bjerglandsbyer rundt omkring. Dog kan jeg kun sige, at stjernehimlen, stilheden og autenticiteten er noget, der i den grad følger med teltet.

Hvis du vil læse mere om vandreferien på Tenerife på både godt og ondt, kan du læse mere her og se en masse billeder fra turen.

Indlægget Vandring på Tenerife: Fra goldt vulkanlandskab til frodige bjergtoppe blev først udgivet på Hike My Heart Out I Vandreeventyr for hele familien.